Lille lilje

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2016
  • Opdateret: 25 maj 2017
  • Status: Igang
En samling af alle de små historier jeg har på lager :)

1Likes
0Kommentarer
219Visninger
AA

5. Bag spejlets flade


Klokken ringede flere timer efter, jeg havde givet op på min matematiktest. I en fejende bevægelse fik jeg væltet det lille bjerg af papirsflyvere, jeg i min kedsomhed havde skabt, ned fra bordet. Jeg havde allerede fået pakket min taske og var på vej ud af døren, da jeg blev stoppet af Jonas bredskuldrede overkrop. ”Skal du til at gå, freak?” Jeg sukkede irriteret. Hver eneste dag. Hver eneste fucking dag! Kunne han da ikke bare lade mig leve mit liv i fred? Men det kunne han selvfølgelig ikke, sådan fungerede skolens hierarki ikke. ”Nå, bliver det til noget?” En syg bemærkning hev mig tilbage til virkeligheden, og til min overraskelse var flere folk kommet til, for at se hvad der skete. ”Lad mig nu gå Jona..” Længere nåede jeg ikke, før en stenagtig næve ramte lige over mit øje. En sprød knitren, forfulgt af hvad der måtte være den værste hovedpine i mit liv, rungede i mit hoved. Med min sidste værdighed fik jeg løftet mig selv op fra gulvet og puffede mig vej gennem de mange børn. Jonas stemme efterfulgt af en hånlig latter var det sidste, jeg kunne høre, inden jeg lukkede døren. En hurtig tåre løb ned af min kind, men jeg tørrede den hidsigt væk. Jeg havde prøvet værre, men af en eller anden grund var det bare ekstra slemt i dag. Som om ordene og de tomme ansigter gjordt lidt mere skade, brækkede lidt mere af min selvtillid end de plejede. Jeg kan ikke engang huske, hvordan jeg kom hjem gennem regnen, men på en eller anden måde lykkedes det mig altså at komme hjem i entréen, drivvåd og dødtræt af alting. På den lille kommode lå en papir lap. ”Lang dag på kontoret, kh mor.” Skønt. Jeg vandrede formålsløst ind på mit værelse og samlede en lille dukke op. Måske var det bare mig, men det virkede som om den grinte af mig. Jeg havde fået den dukke da jeg fyldte seks, samme dag som Jonas havde tæsket mig første gang. Samme dag som mine forældre blev skilt. Hver gang jeg kiggede på dens smilende ansigt, løb det mig koldt ned af ryggen. Uden at jeg havde lagt mærke til det, var det efterhånden blevet aften, og jeg besluttede mig for at gå i seng, selvom klokken kun var lidt over otte. Jeg gned mig træt i øjnene af ren rutine men trak forskrækket hånden til mig. Mit venstre øje var ømt og åbenbart også ophævet. Det var da bare, hvad der manglede. I en sidste kraftanstrengelse hev jeg mig selv ud på toilettet og kiggede i spejlet. Først lagde jeg ikke mærke til det, men så kom det langsomt frem. Jeg havde røde øjne. Ikke sådan trætte eller stressede øjne, men helt røde pupiller. I bar chok hoppede jeg tilbage og landet næsten på toilettet. Så bevægede spejlbilledet sig. Eller personen bag spejlet gjorde. ”Kom” hviskede skikkelsen og greb ud efter mig. Det var vanvid. Jeg var officiel blevet sindsyg, og alligevel var det rigtig. Den rød-øjede skikkelse trak mig med ind igennem spejlets overflade, der for et øjeblik siden havde været stenhård, og fortsatte på den anden side.
 Det var varmt. Jeg havde knap nok nået at åbne mine øjne, men alligevel slog varmen imod mig som på en sommerdag. Jeg kiggede mig forsigtigt omkring og havde nær fået et hjertestop. ”Velkommen til helvede.” Hviskede skikkelsen, der var landet lige ved siden af mig. Det lignede ikke det helvede, jeg havde forestillet mig. Der var ingen dæmoner eller knogleslotte. Der var rødbrune sten og små pytter af noget der, lignede lava, og det fortsatte så langt øjet rakte. Her i det rødlige lys fik jeg et bedre syn af min mystiske dobbeltgænger. Han lignede mig. Faktisk sådan helt afsindig meget. Hvis jeg ikke vidste bedre havde jeg troet, at vi var...tvillinger. Skikkelsen rejste sig, børstede støvet af sit tøj og rakte en hånd ned til mig. ”Jeg hedder Damian” Sagde han lavmælt, da jeg var kommet op. ”Og du har ret, jeg er din tvilling. Jeg blev dog dødfødt, hvilket er grunden til at jeg er havnet her” Jeg stoppede med at trække vejret et øjeblik. Kunne han læse mine tanker? Damian vente sig og så ud over sletten. ”Ja det kan jeg. Jeg har levet som en tanke i dit baghoved for mange år og fulgt dine skridt. Og de folk fra skolen behandler dig ikke pænt.” Jeg måbede. Så måtte han jo være min tvilling, eller noget. Damian tog min hånd og begyndte at gå ud over den røde slette.” Fortæl mig lidt om dig selv” sagde han i et roligt tonefald. Og det gjorde jeg så. Jeg fortalte ham om skolen, om skilsmissen, om al det lort jeg ikke kunne holde styr på, og på et tidspunkt begyndte jeg at græde. Men Damian lyttede bare. Han nikkede stille, når jeg fortalte, og lagde armene om mig, når jeg græd. Og jeg fortalte ham om dukken. Om den sindsyge, forskruede dukke, der sad der på gulvet og grinede sit tandløse smil for at minde mig om, at jeg ikke var noget. At jeg aldrig havde været noget. Og at mit lorteagtige liv var min egen skyld. Så græd jeg igen. Damian aede mig på ryggen og sagde så noget.”Hvorfor ødelægger du ikke bare dukken?” Jeg snøftede forvirret og kiggede op i hans røde øjne. Deres beroligende lys overbeviste mig, og jeg nikkede stille. Damian smilede en smule og lukkede øjnene. Så trak han den lille dukke frem fra ryggen og kiggede på mig. ”Gør det” hans stemme var helt blød og rolig. Jeg mødte dukkens øjne, da den pludselig blinkede. Øjnene stirrede tomt ind i mine og begyndte at rulle. ” Hvad er der lille pige? Er du trist? Skal du til at græde? Græde dit hjerte ud alene på dit værelse, mens begge dine forældre er ude og skændes, uden så meget som at vise sig? Er dine ikke ikke-eksisterende venner holdt op med at lytte? De vender deres tomme ansigter til og griner bag din ryg. Griner af din lidelse. Af din ensomhed! Du er så alene at du måtte finde din egen refleksion for selskab! Giv op latterlige pigebarn. Giv op og dø i din ensomhed!” Dukken grinede hysterisk og rejste sig skælvende i Damians hånd. Ordene gjorde ondt. Selvfølgelig gjorde de det. Men det gjorde kun ligeså ondt, som alle de andre gange. For jeg havde jo hørt det før. Det hele! Og nu var det tid til at slutte det. Jeg greb den lille dukke, der stadig grinede som en gal, og knækkede den lille latterlige nakke i et enkelt knæk. Dukken faldt sammen på jorden, stadig med et lille sindssygt smil på læben, og gnækkede en sidste gang. ”du vil dø i din ensomhed”. Damian der havde stået som forstenet, rystede på hoved og kiggede på dukken. Så smilede han et af de mest sigende, smil jeg nogensinde havde set, og tog min hånd. ”Det er på tide, du kommer hjem” mumlede han. Så traskede vi gennem den røde ørken, og Damian viste mig tilbage til spejl portalen. ” lev vel.” Mumlede han og skubbede mig blidt gennem hullet. På den anden side af spejlet ringede min telefon højlydt, så jeg tog den.” Har du hørt det?” Det var Lis fra klassen. ”Jonas er død! Han brækkede nakken for et par timer siden!” Jeg lagde telefonen og kiggede i spejlet. Refleksionen smilede en smule foruroliget, næsten drillende og forsvandt så. Jeg måbede og kiggede ind på mit værelse, for at se dukkens flækkede hals. Så smilte jeg også. Et vanvittigt smil, præcis som det dukken havde haft.”Tak” hviskede jeg.”Så lidt.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...