Lille lilje

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2016
  • Opdateret: 25 maj 2017
  • Status: Igang
En samling af alle de små historier jeg har på lager :)

1Likes
0Kommentarer
314Visninger
AA

1. Spasmebarn

Den grå stol stirrede mistænksomt på mig. Jeg ved godt det ikke kan lade sig gøre, men det gjorde den altså. De små huller i ryggen kiggede på mig, som var jeg en eller anden freak. Som om den vidste at jeg ikke kunne lide den. 
Eller hvad den repræsenterede. Der er en del ting der skal forklares før du forstår, men det kommer vi til hen af vejen. Det vigtigste lige nu er at du ved dette. 
Jeg har epilepsi. En gang i mellem falder jeg om, og alting ryster så kraftigt, at det føles som jordskælv. Første gang det skete, troede jeg, at jeg var ved at dø.
 Det er snart seks år siden, og jeg er ved at vende mig til det.
Desværre er det langt fra, hvad man kan sige om omverden. Min mor har fået kroniske trækninger ved venstre øje, og min far har 112 som det første nummer på sin mobil. Det er helt åndssvagt, så meget de går op i det, i forhold til den som faktisk er syg. I morgen er det min fjorten års fødselsdag, men det føles ikke sådan. Det er som om sygdommen har gjordt mig ældre, mere forstående. 
Som om den har taget min barndom.

” Idag er det Siljas fødselsdag, hurra, hurra, hurra!” Værelses døren blev smækkede op, og hele familien (mor, far, og min monotone lillebror Oskar) brød ud i en høj, lettere falsk sang. Jeg brummede søvnigt og trak dynen højere op om ørene, i et forsøg på at vende tilbage til min drøm. I det samme satte mor i en meget skinger andenstemmen, og jeg opgav. Det var måske heller ikke så slemt, at ens familie ville være sammen med en. Morgenbordet var dækket med flag, og alt den slags snaskede morgenbrød, som min spelt-agtige fuldkorns mor forbandede langt ind i helvede. ” så skynd dig nu at spise, du skal være i skole kl. 8.” Sagde far, og puffede mig let i ryggen. ” faktisk vil jeg gerne være hjemme i dag. Jeg har det ikke så godt.” Mumlede jeg stille. Det tog min familie omkring fire sekunder at flippe helt skråt. Mor begyndte at hypperventilere, far hæv straks sin mobil frem, og Oskar greb al det morgenbrød hans små hænder kunne bære, og styrtede ud efter sin jakke. Jeg sukkede højlydt, og daskede mobilen ud af min fars hånd. ”Det er forkølelse.” Straks så alle mere normale ud. 
Mor smilede, far sukkede, og Oskar satte sig i ro og mag, og snaskede sig gennem sin tredje snegl. Sådan er det at leve i en katastrofe familie. Alle er parate til at gå total amok, ved de mindste problemmer. Jeg trak de store uld futter på og tøffede besværligt ind på mit værelse, mens mor ringede til min lære for tredje gang på en måned. Selvom hun ikke ville indrømme det, var anfaldene blevet være.
Det vidste vi allesammen. Selv Oskar, som oftest gav op og forsvandt, når vi talte om sygdom. Det var noget der skar i hjerte, vær gang jeg faldt om.
Hans lille bekymrede ansigt, der stirrede usikker på min rystende krop, omringet af handlekraftige voksne. 
Mit værelse var sortmalet. Mig og far havde selv gjordt det sidste sommer. 
Så var jeg gledet i malingen og havde sat et stort sort håndaftryk midt på fars yndlings bukser. Vi havde grinet så meget, at far begyndte af græde. 
Et lille trist smil gled op i min mundvig. Selvom det knap nok var et år siden føltes det som meget længere.
Stolen stod stadig på mit værelse, som den havde gjordt det dagen før. ”Et automatisk, energivenlig, og aerodynamisk korrekt køretøj, der skulle sikre min egen sikkerhed” havde lægen kaldt den. 
Men jeg vidste hvad det var. En kørestol. Et tegn på at jeg nu ikke bare var syg, men så handikappet at jeg ikke selv kunne komme rund uden hjælp. Jeg hade det. Hade stolen fordi den var så dyr og fancy, men ikke noget jeg kunne drømme om at sætte mig i. Hade min læge fordi han følte, at jeg ikke kunne transportere mig selv rundt. Og hade mine forældre fordi de vær eneste dag prøvede at presse mig ned i den livsforladte stol. Jeg hade det.

Det var snart to dage siden jeg havde fødselsdag, og nyheden var ved at falde lidt ud. De fleste fra klassen havde været henne og sige tillykke, og Lise og Simone havde spurgt om, ” jeg ville joine dem til sådan et herre sygt party, hos ham den lækre fra A klassen.” Som jeg så pænt havde sagt nej til. Er der en ting jeg hader er det store feste, med mange mennesker man knap nok kender. Og dans. Jeg kan ikke fordrage dans. Jeg har stor respekt for de profesionelle, det er ikke det, men der er ingen der kan få mig op på et dansegulv. Så kigger folk på mig og spørger om jeg er syg eller sådan nogen. Og det er jeg jo. Der er jo derfor. Der er ingen der forstår det, men jeg forbinder ikke det at vride kroppen blandt andre mennesker med noget festlig. Jeg forbinder det med ambulancer, bekymrede forældre, og store hvide maskiner der holder styr på mit blodtryk. Det er bare svært for andre at forstå.

Klokken var lidt over 11, og den lille pause var slut. Digte (min bedste og eneste veninden) smilede stort, og løb ind i det andet lokale. Der gik lidt tid for jeg fuldte  efter, men ind nåede jeg da. Midt i lokalet stod matematik Hanne, og prøvede at skille to drenge fra hinanden, så undervisningen kunne begynde, men det rørte mig ikke rigtigt. Jeg var sådan...mærkelig fjern. Jeg kunne se hun talte, men ordene nåede mig ikke. Det var bare tomt. Sådan fortsatte resten af dagen, tom snak og tågede omgivelser. Undervejs fik jeg også lidt kvalme, og en dunkene hovedpine, der føltes som hundredevis af små mindefolk, der bankede på indersiden af mit hoved. Endelig fik vi fri, og efter en) flere timer lang Netflix guide fra Digte, lykkedes det mig at komme hjem af. Mine arme føltes underlig kraftløse, da jeg prøvede at komme på cyklen, så jeg ente med at trække hele vejen gennem mosen. De mange ænder stirrede på mig, og en enkelt andrik følte, at den måtte rappe højlydt og løbe efter mig et par meter ned af stigen. 
Hovedpine voksede i det fjerne, og det var som om jeg ikke kunne holde øjnene åbne. Langsomt faldt mit hoved ned på styret. Langt fremme tonede den grønne garage dør frem blandt bøgehække og villahuse. Men minde ben gad ikke rykke sig nærmere. De holdt op og jeg faldt. Ned mod gruset i en rystende bevægelse der tager til som bølgerne i en storm. Og så blev der sort. Min bevidsthed svævede ligsom op over min anfaldsramte krop. Tankerne fløj gennem hoved på mig, talte til et ikkeeksisterende publikum som skuespiller i et teaterstykke. Og lige da far havde trykket på knappen, og ambulancen kom stormene, løb de her tanker gennem mig.

Se, det er mig.
Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber bed siden af.
Ser i de to ambulancefyre veksler blikke over min sprællende krop?
Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegaerne.
Se også naboerne dukker op ved hækkene, mens de tænker: Så nu er den
gal igen derinde.
Og se min mor! Løbende med jakke og taske, og min vrælene lillebror på armen.
Se dem alle sammen mens de stirre på min vridende elendighed. 
Se dem alle.
Se mig.

Den hvide hospitals skjorte strammede ubehageligt en over brystet, da jeg kæmpede mig op og side i den steril hvide seng. Mor sad med bekymrede, søvnløse øjne og kiggede på mig med et bedrøvet smil. ”godmorgen” mumlede hun og aede mig over håret som da jeg var lille . Oskar var faldet i søvn, med hoved på min seng, og han klynkede småligt i søvne. Jeg smilede stille og satte fødderne på det kolde gulv. De svajede let under mig, underligt gummiagtige. I det samme kom far ind. Han lignede et spøgelse, men genvandt lidt af sin kulør da han så jeg var ved bevisthed. At dømme på lyset bag ham, var det tidligt om morgen. Jeg prøvede besværet at stable mig selv på benene, men det virkede umuligt. Usikker kiggede jeg på far. Han mumlede noget ned i jorden og sukkede. ”De siger at...skaderne...er støre en forventet.” Jeg kiggede ned på mine gummi ben, og bed mig i læben. Jeg var nød til at gøre det.”Mor” sagde jeg og hævede stemmen en andeles.”Hent...hent min stol.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...