Opgøret

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2016
  • Opdateret: 6 jan. 2016
  • Status: Færdig
Dette er en novelle om en pige der føler sig snydt for et liv uden tro og religion.

0Likes
0Kommentarer
118Visninger
AA

1. Tro, håb og kærlighed...

Jeg vågnede, men det var som om at jeg ikke var rigtig vågen. Jeg rejste mig, men jeg kunne ikke mærke min krop løfte sig. Hvor var jeg? Jeg prøvede at huske, prøvede at tænke tilbage. Ingenting. Mit blik scannede rummet, det var ødelagt, massakreret, krakeleret. Jeg gik, nej nærmest svævede rundt. Skaderne var store, der var sket noget metafysisk. Jeg vendte mig om, jeg skreg. Der stod en mandlig skikkelse,en genkendelig en. Men i det sekund det ville tage mig at indse hvem det var forsvandt den. Sygnede væk for øjnene af mig. Først der lagde jeg mærke til at mit skrig var uden lyd. Hvad var der sket med mig? Der gik et sus gennem min krop. Flashback.

 

    “Nej mor, selvfølgelig kommer jeg hjem.” “Men kom nu hjem, så hurtigt du kan mulle” “Ja ok, og stop med at kalde mig det mor… Det er træls” “Vi ses i eftermiddag” “Det er fint, farvel mor”

Hvorfor skulle hun altid være sådan der? Og hvorfor lige mulle? Kan hun ikke bare kalde mig mit rigtige navn, hun har jo trods alt selv valgt det? Men sådan er det jo med mødre, de skal bare være irriterende. “Vi er her jo ikke for at være onde mod dig” “Men mulle du ved jo, at jeg har ret.” “Vil du så komme her lige nu, jeg gider ikke den opførsel.” Ord taget ud af enhver moders mund.

 

Jeg var tilbage i det ødelagte rum,og en hvid krukke stod nær døren. Jeg bevægede mig derhen, men stoppede meget brat op igen. Krukken bevægede sig, og der kom en stille hvisken derhenne fra. Jeg gik nærmere, jeg stod ved siden af krukken. Min hånd tog meget forsigtigt fat om lågets hank, løftede det, og op kom en skygge af min mors krop. Jeg så den, følte mig tryg et kort øjeblik. Hun forsvandt. Hun forduftede, som når røgen bliver splittet, af den rene luft omkring den. Krukken krakelerede med stille skrig, og faldt sammen med et halvkvalt brøl.

 

Der lød en stemme, men den var langt væk. Den blev til en fjern hvisken, og man kunne høre brudstykker.

“Venter… dig… kom… til… gyldne port…”

Stemmen kom nærmere, og man kunne høre en monoton dog behagelig stemme.

“Herren venter dig, kom nærmere og jeg vil lede dig til den gyldne port.”

De første tre ord rungede i mit hoved. “Herren venter dig” Om og om igen. Hvad skulle det betyde? Jeg håbede at det var en drøm, at jeg bare var ved at blive sindssyg. Men var det tilfældet? Nej! Endnu et sus.

 

    “... Blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os idag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, led os ikke i fristelse, men se os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.”

Præsten slog et kors for sit bryst og begyndte at opremse meddelelserne. Men jeg hørte ikke længere efter, jeg sad og kiggede på mor og far der holdte i hånd. De græd, ikke sådan fordi at de var kede af det men fordi at faster Emma og onkel Kim var blevet gift. Jeg græd ikke, det var jo bare et bryllup. Selvom at jeg i starten troede at det var guds datter der gik op mod alteret. Hun havde den flotteste hvide kjole på, med små diamanter ved taljen der snoede sig op omkring brystkassen. Hun havde håret i en flettet rose, og et flere meter langt slør. Der er jo ikke noget at sige til at jeg tog fejl. Præsten var færdig og på vej ud, bagved gik brudeparret. Onkel Kim var ved at snuble, jeg begyndte at grine.Det fortrød jeg med det samme, min far gav mig et gok i nøden. Han sagde “Det var dog uforskammet gjort, jeg troede vi havde opdraget dig bedre.”

 

Det sved i mine øjne, jeg kunne ikke græde. Der kom ingen tårer. Lige så stille hævede jeg mit hoved, og rørte ved min kind. Smerten havde været virkelig, men scenariet et minde. Da mine øjne ikke længere sved, kiggede jeg hen mod væggen. Der var et kæmpe hul,  derfra udsprang alle revnerne. Hvad havde ramt der? Hullet var så stort, at jeg kunne have siddet i det. Jeg stod og overvejede om jeg skulle kravle derop. Det kunne jo være, at jeg ville falde ud på den anden side, eller ikke kunne komme ud igen. Men jeg tog chancen, jeg gjorde det. Der skete ingenting, jeg sad bare og kiggede rundt. Det var et meget lille rum, det havde virket større. Imens jeg sad og kiggede, begyndte et træ at vokse frem midt i rummet. Et stort sort træ, med tykke rødder og en enorm krone. Det lignede at det var flere hundrede år gammelt. Det var livstræet, eller det valgte jeg ihvertfald at tro. Langsomt begyndte jeg at klatrer ud af hullet, og et tredje sus viste sig.

 

Vinden aede bladene, og grene dyppede tæerne i vandet. Den store flod var blevet varmet op af solen, og de små børn badede i den. Jeg løb over til far “Far,må jeg gerne bade sammen med de andre børn?” Han kiggede på mor med et sigende blik og vendte sig om mod mig. “Mulle der er noget du bliver nødt til at forstå.” sagde han stille og belærende “Vi er hernede for at hjælpe de sorte, ikke for at underholde dem.” han begyndte at gå “Men far, jeg vil bare…” “Jeg sagde nej!”

Jeg løb, jeg løb alt hvad jeg kunne. Ikke ud i vandet,men ind i skoven. Til mit træ, mit hemmelige træ. Det var det højeste træ jeg nogen sinde havde set, og det var mit helt alene. Når jeg blev ked af det eller sur, kunne man altid finde mig her. Jeg hviskede mine hemmeligheder til det, og af og til føltes det som om det svarede. Jeg havde sagt at jeg ikke kunne lide at være i Kenya når man ikke måtte lege med de andre børn, og jeg havde sagt at det nogen gange var kedeligt at bygge huse og lave mad. Men mor og far var overbevist om at det var det rigtige at gøre. De siger at være hernede er deres måde at opfylde den del af biblen der siger “Du skal elske din næste.”

 

Tilbage i virkeligheden, eller hvad det nu var, stod jeg under træet. Og jeg er ret sikker på at jeg ikke selv har stillet mig herunder. Jeg satte min hånd på stammen, træet forsvandt. Den eneste genstand der var tilbage herinde et chatol, og først nu havde jeg opdaget at det stod åbent. Alle skuffer revet ud, begge låger smækket op, og det lille plateau dækket til med den samme sætning.

“I skal ikke snyde mig”

Det var min skrift, jeg forstod det ikke. Hvem havde snydt mig? Mine forældre? Nej det kunne ikke passe, eller kunne det? Hvorfor skulle de snyde mig, jeg har da gjort alt hvad de har sagt, jeg har hjulpet dem med hvad de har bedt mig om, og jeg har altid lyttet.

Lyttet, lyttet, lyttet.

Ordet hang i luften. Jeg har altid lyttet. Jeg har, de har ikke. De har aldrig lyttet til mig. Hvis jeg græd har de sagt “Hold op med det pjat” eller hvis jeg var sur havde de sagt “Du har ingenting at være sur over, du har det som blommen i et æg!” og hvis jeg var glad har de sagt “Nå så nu kan man godt være glad, var?”

Bare jeg vidste hvorfor. Jeg nåede kun lige at tænke ‘hvorfor’ da et kraftigt sus kom.

 

    Rummet var intakt, kaffen var stadig varm og døren gik op. Far kom ind med avisen under armen. Det var nu, jeg blev nødt til at gøre det nu. “Mor, far nu er jeg 15, og jeg vil gerne have svar på, hvorfor i aldrig har spurgt ind til mig, eller lyttet når jeg har sagt noget?” Far er den første der siger noget “Unge dame, den tone skal du bare ikke snakke til os i.” “Så giv mig et svar, eller ti stille så i kan høre hvem jeg egentlig er.” mor kigger på mig og skal til at sige noget men jeg afbryder “Nu er det min tur til at snakke, og jeres til at lytte. Forstået?” tomme blikke stirrer tilbage, ikke engang et lille strejf af forbavselse er til at finde. Jeg begynder at snakke “Jeg hadede at være i Kenya, jeg hadede at jeg ikke måtte gå i rigtig skole og at vi aldrig kom på en rigtig ferie. Jeg hadede og hader stadig at gå i kirke hver søndag, og jeg hader at i tror i kan bestemme over hvordan min fremtid skal være.” De rejste sig med en så voldsom bevægelse, at jeg blev kastet ind i væggen. Men jeg fortsatte. “I skal ikke leve gennem mig, i skal ikke snyde mig for min ungdom. I skal ikke snyde mig!”

 

Jeg havde sagt det højt. Chatollet lå på gulvet, knust til pindebrænde. Knust til værdiløshed. Min verden var krakeleret, det forklarede revnerne i væggen. De troede at de kunne have en uskyldig rolle i mit liv, men deres silhuet er nu blevet til en sort vase. En sort vase begravet under et kæmpe træ, gemt i rodnettet. Gemt i minderne. Det fine chatol ligger ødelagt på gulvet, på grund af mig. På grund af at jeg tvang dem til at lytte. På grund af at jeg åbnede op.

Jeg kiggede mod døren, to skikkelser er på vej ud. De flygter. De flygter fra mig, fra deres virkelighed, fra deres rod.


 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...