The Model - So Much To Show

**Dette er efterfølgeren til "The Maid - So Much Untold"**
Kærligheden kan ikke være let og det har både Anjelica Varja og sangeren Justin Bieber måtte sande. Anji måtte efter lidt over en uge allerede blive nød til at sige sit ellers godt betalte job, som fast stuepige op hos Justin Bieber i Beverly Hills, efter en heftig og stormende kærlighedsaffære med ham, som kun ganske få ud over Anji og Justin kendte til.
Anji prøver på bedste vis at komme videre med sit liv efter at have fået knust sit hjerte til Justin, der viste sig havde gang i et dobbeltspil mellem hende og Selena Gomez, og selv om Anji ikke har Justin Bieber, som sin arbejdsgiver længere, så gav Justin hende en hel månedsløn, trods hendes meget korte ophold hos ham. Visse ting havde sat sig fast i hovedet på hende, eftersom Justin havde troet stærkt på at hun faktisk havde mange fordele for at kunne blive model og trods det ikke var hendes reelle drøm, så valgte hun alligevel at tage skridtet den retning.

154Likes
188Kommentarer
112047Visninger
AA

3. Ny karriere...


Anjelicas synsvinkel:

Imens på Il Pastaio, West Hollywood, Los Angeles, fredag d. 6 marts, 2015, kl 12:58


Jeg tog endnu et nip af min kolde hvidvin og satte glasset tilbage på bordet, hvor efter jeg greb min ske og gaffel og kørte lidt pasta rundt på skeen med gaffelen og førte bidden ind i munden, mens mit blik opmærksomt betragtede Jamie, der sad og fumlede med hans store kamera ved bordet, så jeg ikke kunne lade være med at trække lidt på smilebåndet over det, mens jeg tyggede roligt om munden. 

Hvad der kom lidt bag på mig, var at han satte kameraet op ved hans ansigt og kneb det ene øje, så den store runde linse var lige over for mig. Jeg fnes lidt og greb hurtigt servietten ved tallerkenen for at tørre mig om munden.

"Jamie, ikke mens jeg spiser!", udbrød jeg med et fnis med den grønne serviet ved munden. Jamie smilede lusket med svagt åben mund.

"Anji, du er et syn for guder - selv når du spiser!", konstaterede han med et skævt smil og tog flere billeder af mig, mens han ihærdigt vendte og drejede kameraet fra alle vinkler, så jeg ikke kunne lade være med at fnise, mens jeg kastede lidt med håret og gav ham forskellige ansigtsudtryk med trutmund, overraskelsesblikket, det sexede blik, det forførende blik og hvad jeg ellers kunne finde på, for til sidst at drille ham med et totalt grimt et, hvor jeg skelede med øjnene mod næsen og lavede fiskemund.

"SMUKT ANJI! SÅDAN!", udbrød han ihærdigt og rejste sig ved gud fra sin stol over for mig og satte sig på knæ ved siden af mig blot for at tage flere billeder fra næsten frøperspektiv, hvor jeg blev ved med at lave grimasser til ham, så han bare smilede charmerende med åben mund, mens han klikkede løs med billeder af mig på kameraet.

"Undskyld, men vil de ikke godt undlade at tage flere billeder her i restauranten, da det kan være til gene for vores øvrige gæster?", lød det pludseligt fra en tjener, der stilte sig bag Jamie, der sad på hug ved mig. Jeg så op på tjeneren og nikkede med et høfligt smil.

"Jo selvfølgelig...", svarede jeg roligt til tjeneren. Tjeneren nikkede med et stramt smil og begav sig videre i restauranten. Jamie rejste sig om og pakkede sit store kamera ned i kameratasken, der hang på hans stol. Jeg greb i blinde efter mit hvidvinsglas, mens jeg så med et fnis op på ham.

"Du er også bare for meget en gang imellem...", udbrød jeg stille med et lille fnis. Jamie så med et skævt og drilsk smil ned på mig, inden han satte sig på stolen igen, for at spise videre af hans egen mad.

"Du kender mig jo efterhånden Anji. Du er det perfekte lærred i mine øjne, og sådan en skønhed kan man ikke tage nok billeder af!", vippede han flirtende med øjenbrynene og smilede hvorefter han tog en tår af sin egen hvidvin. Jeg fnes lidt og hvilede mine albuer på bordet, mens jeg foldede mine hænder lidt ud for mit ansigt.

"Jamie, jeg er ligesom ikke den eneste model her i verden, vel?", svarede jeg med et bestemt smørret smil og fjernede mine hænder fra min mund og greb atter ud efter mit hvidvinsglas, som jeg tog en god tår af. Jamie, grinede svagt med blikket skulende på mig, på hans typiske flirtende måde, som jeg efterhånden kendte ret godt til, siden jeg havde startet mit samarbejde med ham for et par måneder tilbage.

Jeg havde fundet hans side via Facebook og tjekket mange af hans flotte billeder ud, hvor han havde 7 andre faste modeller for tiden ud over mig, som han aftalte med, når der skulle tages billeder. Jamie var professionel, og han fangede for det meste de øjeblikke og de specielle steder, som man selv ikke kunne forestille kunne gå hen og blive de mest fantastiske billeder.

For eksempel var et af mine første shoots ret akavet, da jeg opdagede, at vi skulle tage billeder i en forfalden industribygning, som stadigt havde både stole, borde og gamle computere stående, som ikke var blevet brugt i nogle år efterhånden. Det emmede af halvfemserne - særligt, et vis rum, hvor det havde vist sig, at der stod en gammel computer fra før fladskærmenes tid. Så på forunderligt vis, havde han skabt en tidløs scene for mig, hvor jeg havde poseret i et frækt antræk med kort pencilskirt i tweed og håret stramt opsat i knold og briller for øjnene, så jeg lignede en fræk kontormus.

Mange af mine poseringer var frække og udfordrende og jeg havde lavet næsten nøgenbilleder, dog med trusser og uden at vise nippels direkte. Jamie havde ladet mig fortælle, at hvis man ville frem i modelverdenen, så skulle man også turde tage chancer, dog holdte jeg mig fra pornografiske billeder, for det ville jeg slet ikke gå med til. Mine billeder var flotte og med en lille fræk fantasi over sig, uden de blev vulgære og pornografiske og det var det jeg elskede, at Jamie kunne få frem i billederne.

Min løn var heller ikke at kimse ad. Jeg blev dog ikke lønnet fast, men tjente for hvert shoot mellem 100 til 450 dollars pr shoot. Lønnen var god og jeg kunne bestemt ikke beklage mig, men dog huskede jeg, at jeg i den korte periode havde tjent ca 250 dollars pr dag, da jeg havde arbejdet som stuepige for Justin. For jeg opdagede et par dage efter jeg var smuttet fra Justins hjem, at der var gået en allerhelvedes masser af penge ind på min konto, som nok ville have været tilsvarende den løn, som jeg ville få udbetalt en gang om måneden, hvis jeg var blevet og havde fortsat mit job som stuepige hos ham. Det var jo et svimlende beløb på 7500 dollars, som var gået ind på min konto.

Jeg havde virkelig undret mig og havde derefter ringet til Pattie Mallette og forhørt mig ad, og hendes svar var simpelt; "Justin havde ønsket, at du fik fuld løn, trods din opsigelse!" Derfor, var de sat ind på min konto. Jeg havde nærmest ikke forstået, at jeg kunne få sådan et svimlende beløb, men ja, jeg var virkelig taknemmelig for det og takkede også mange gange i telefonen for det. Pattie, havde efterfølgende spurgt mig, om jeg ikke ønskede at tale med Justin og takke ham personligt i telefonen, men jeg havde undskyldt med, at jeg ikke havde tiden til at tale i telefonen mere, da jeg skulle noget vigtigt. Ja, det var en direkte hvid løgn, som jeg havde stukket Pattie, bare fordi, jeg ikke kunne få mig selv til at tale med Justin på det tidspunkt. Jeg var alt for knust og havde til stadighed de værste nætter uden for meget søvn, fordi jeg var så ulykkelig og havde grædt mig tit i søvn. Min mama havde også været meget bekymret for mig i den værste periode.

Jeg græd selv ofte den dag i dag, fordi jeg savnede ham og dårligt kunne glemme ham, men jeg vidste, at han og jeg aldrig kunne blive noget officielt eller seriøst, fordi Justin havde sådan et flakkende liv. Yup, jeg fulgte ham stadigt på sidelinjen og jeg havde set ham op til mange gange i byen, hvor jeg gang på gang, skyndte mig i skjul, for han ikke skulle se mig, mens fans og emsige paparazzis forfulgte ham, hvor end på gaden han var. 

Der var endda et tilfælde, hvor jeg en dag var på starbucks café for at hente mig et par latte med gode donuts til, på vejen mod et shoot med Jamie i hans egen atelier. Pludseligt, midt i en vrimmel af mennesker, der stod i kø i butikken, opdagede jeg tilfældigt, Justin stående med Sean og Ryan, ovre ved en tilstødende kø, blot nogle meter fra mig, hvor Justin stod og bestilte til ham og hans crew. Ryan opdagede mig og skulle til at bryde ud i glæde, men jeg lavede tysse-tegnet med pegefingeren for læberne mod ham, at han bare skulle holde sin kæft. Han havde dog fulgt mig med øjnene, da jeg med masen og kæmpen, kæmpede mig gennem massemængden af mennesker, der stod i kø herinde, til jeg kom udenfor i god behold. Bare der, havde det været hårdt at se Justin igen på nært hold, men jeg var knust og magtede ikke, at han skulle opdage min tilstedeværelse.

Mange ville nok vove at påstå, at jeg var mindre rablende vanvittig med min opførsel, men jeg kunne bare ikke magte postyret med Justin og det der fulgte med, at han ikke kunne færdes i fred, et eneste sekund, når han var ude i offentligheden.

Nå men, når alt kom til alt, så var den lønning, som Justin havde givet mig, en virkelig god startkapital, for at betale mig fra mit første photoshoot med Jamie, som bestemt ikke blev min første og sidste gang. Jeg havde yderligere råd til min egen lejlighed tættere på centrum, så jeg ikke boede hjemme hos min mama mere. Når jeg med tiden ville få sparet godt op, så var planen min designeruddannelse og penge til min mama, så hun kunne flytte til en passende lejlighed tættere på byen og jeg.

Så ja, alt i alt, kæmpede jeg med en hverdag, hvor jeg ikke ønskede at blive opdaget af Justin, når jeg stødte på ham i byen, og mine dage gik med arbejde med shoots, opsparing, shopping, samvær med Jamie, så vi sammen kunne diskutere hvilke billeder, der skulle bruges. Yderligere, havde Jamie og jeg aftaler om, at han på mest mulige metoder, skaffede mig "jobs" til diverse magasiner, events, når der var lokalt  modeopvisning, eller generelt bare som eventpige til visse outsales ved mode, biler, til boksekampe og sådan noget, hvor det krævede en god model.

Jamie havde tit påstået, at med min russiske afstamning, havde jeg noget særligt at byde på, og derfor havde jeg også været heldig med at komme meget frem lokalt. Dog var jeg ikke kommet i nåleøjet hos de helt store firmaer, designere osv., men Jamie mente, at med min karrierefart, så skulle det nok komme snart. Han gjorde i alt fald en stor indsats for at booke mig ind alle mulige gode steder.

Alt i alt, så var Jamie fantastisk med sit arbejde og hans indsats. Vi var meget sammen, men for mit vedkommende, var vi kun venner og ikke mere end det. Dog troede min mama, at jeg havde noget sammen med Jamie, som var mere end blot et venskab. Ja, hun kunne tro hvad hun ville, men Jamie og jeg var kun gode venner med en fantastisk kemi imellem os. Og nej, Jamie var slet ikke grim og gammel, så det var nok der det bundede i, at min mor gik og havde forestillinger om, at jeg kærestede med Jamie. Han var jo en rimelig flot slank fyr på 1.92 cm og svagt muskuløs med pagelangt brunt krøllet hår og han havde næsten altid en 20'er inspireret hat på, eller en løs beanie, hvad enten han havde løst hår eller hestehale. Han var speciel i hans tøjsmag, men havde flair for stil og dressede sig aldrig dårligt. Han var en helt anden type end Justin Bieber. Og ja, så var han 31 år, men det var åbenbart ingen hindring for min mamas vedkommende.

Ja, i starten, da jeg begyndte en spæd modelkarriere, så var min mama godt nok sur og snerpet over for det, men efterhånden gik det op for hende, at det faktisk var nogle fantastiske billeder, der blev taget af mig og eftersom jeg kom hjem med flere og flere penge og pludseligt stod med min egen lejlighed - Ja, så havde min mama vendt syn på tingene. Hun respekterede, at hendes datter var blevet model. Ja, for mit vedkommende, var det stadigt bare midlertidigt, til jeg havde råd til min uddannelse som designer.

Jamie, afbrød lige pludseligt mine fordybede tanker, ved at rejse sig fra sin stol, så jeg så undrende op på ham.

"Hvad skal du?", spurgte jeg med et svagt smil. Jamie smilede skævt og tog sin kamerataskes rem over hans højre skulder.

"Jeg kom i tanker om, at jeg har et par billedserier, som jeg skal have gjort færdige til i morgen og der er temmelig mange, så jeg bliver nød til at bryde op nu...", forklarede han roligt med et lille smil. Jeg nikkede med et smil og foldede mine hænder let og hvilede min hage på dem, mens jeg stadigt havde mine albuer hvilende på bordet.

"Helt i orden...", svarede jeg roligt. Jamie nikkede med et smil og kom hen til siden af mig og bøjede sig lettere forover og gav mig et lille kys på min venstre tinding.

"Betaler du smukke?", spurgte han roligt med et smil og rettede sig op og jeg så opmærksomt op på ham og nikkede med et smil.

"Selvfølgelig...", svarede jeg roligt. Jamie blinkede med det ene øje og lagde blidt hans hånd på min skulder i flygtige sekunder.

"Vi ses...", sagde han roligt og gik bag om mig og ud af restauranten.

Jeg sukkede tungt og følte pludseligt det hele blev mere alvorligt. Pludseligt følte jeg mig alene, men sådan var det jo bare for mit vedkommende. Jeg kunne jo ligesom ikke være omgivet af et eller flere mennesker 24/7, vel?

Af en mærkelig årsag, greb jeg efter min taske, som stod inderst på bordet mod den afskærmende væg. Ja, det var så ikke en rigtig væk, men rettere en tynd trævæg, som kunne omrokeres i restauranten. Det var vel, hvad man kaldte en rumdeler, så bordene var delt op i restauranten, for at skabe lidt privatliv. Min håndtaske var ikke så stor, men en anelse større end en clutch, for jeg havde plads til lidt makeup, min pung, nøgler, min kalender, min iPhone, og andre småting - men en shopperbag var det bestemt ikke.

Jeg åbnede min håndtaske og fandt min iPhone frem for at tjekke, om der var kommet beskeder eller noget andet interessant. Dog så det ikke umiddelbart ud til, at der var noget at komme efter. Af gammel vane gik jeg dog ind på min Snapchat og tog et billede af mig selv. Jeg vidste godt, at jeg havde fået flere følgere på instagram, min Snapchat og på Twitter, efter jeg var blevet en anelse kendt - i alt fald lokalt kendt og det gjorde mig sådan set heller ikke noget...


~


Justins synsvinkel:

Imens ved poolen, Fountainbleu hotel, Miami Florida, fredag d. 6 marts, 2015, kl 16:29

"Pliiing!"

Den velkendte Snap-lyd lød, som når jeg plejede at modtage en snap fra én af mine venner, familie eller én af dem jeg fulgte på Snap. Ja, hvor utroligt det end lød, så var der faktisk nogle mennesker, som jeg fulgte, uden det dog var nære venner.

Jeg greb i blinde ud efter min iPhone, der lå på det lille træbord til højre for mig. Jeg vippede en anelse op i min hat, så den ikke afskærmede 100% for mine øjne, til trods for jeg havde solbriller på. Jeg kørte en finger hen over skærmen på min iPhone og løftede det ene øjenbryn en anelse, eftersom jeg kunne se Anjelica havde sendt en snap. Ja, hun anede vel ikke, at jeg fulgte hende? Eller, det gjorde hun jo nok, eftersom hun burde kunne se, hvem der fulgte hende og sådan, men hun havde sjovt nok aldrig kommenteret det personligt over for mig.

På den anden side, ville det også komme meget bag på mig, hvis hun gjorde, for siden hun forlod mig i midten af december måned, så havde hun slet ikke ville vide af mig, til trods for jeg havde ringet et par gange til hendes mobiltelefon. Efter de par gange, havde hun så åbenbart skiftet mobilnummer, for jeg kunne slet ikke komme i kontakt med hende længere. Jeg havde så for en lille måneds tid siden fundet hendes snapnavn, som hun havde oplyst på hendes twitterprofil, som jeg også fulgte og det samme med hendes instagram, hvor i mod hun ikke fulgte mig hverken det ene eller det andet sted. Ja, for en gang skyld, var det mig, der følte mig som en fan, stalker eller what ever man kunne kalde det?

Jeg åbnede hendes snap og betragtede det triste blik hun havde, samt hendes caption. Hun virkede trist og alene og kunne jeg, så havde jeg snappet hende igen for at cheere hende op, men jeg kunne ikke. Jeg fik igen den knugende følelse over at se hendes skønhed, men hvor hun mest af alt virkede til at have mistet gløden i hendes blik. I alt fald på denne snap.

"Hvad kigger du sådan på?", lød det pludseligt fra Ryan, der kom gående hen til Alfredo og jeg. Det var tydeligt, at Ryan havde været nede i poolen længe. Han var blevet lækker solbrun og han havde næsten ikke bestilt andet end at opholde sig i vandet, siden vi alle begav os ned til poolområdet her på hotellet. Jeg rettede mig op i liggestolen med et skævt smil og hoppede ud af Snapchatten.

"Ikke noget...", mumlede jeg svagt med et træk på skuldrene. Ryan smilede skævt og satte sig i fodenden af min liggestol og gled sin hånd gennem sit våde hår og sukkede tungt. Jeg så spørgende hen på ham, mens han stirrede ned på fliserne, der var blevet godt våde pga hans dryppende krop.

"Hvad er der med dig bro`?", spurgte jeg med løftet øjenbryn. Ryan flyttede sit blik fra fliserne og så med siden til hen på mig.

"Jeg savner hende...", svarede han roligt. Jeg smilede lettere akavet.

"Hvem?", spurgte jeg undrende. Ryan grinede svagt og rystede på hovedet.

"Ikke nogen...", sukkede han og gned sig i ansigtet med begge hans hænder. Jeg grinede svagt over ham.

"Haha ej, sig det nu? Du kan ikke bare begynde med sådan en udtalelse og så bare droppe ud midt i det hele?", grinede jeg lettere smørret.

"Ja, der giver jeg sgu Justin ret!", tilføjede Alfredo, som tydeligvis var vågnet fra sin lille blunder på hans liggestol, eftersom Ryan og jeg snakkede. Jeg så hen på Alfredo med et smørret smil og sukket fra Ryan fik mig til at flytte blikket tilbage på ham.

"Hvem er det du savner Ry?", spurgte jeg roligt. Ryan nikkede med et svagt smil og pustede hurtigt ud.

"Jeg ved det lyder fuldkommen tåbeligt, men jeg savner altså Anji..."

Hans svar fik mit smil til at blegne og jeg så væk fra ham og valgte at fokusere mit blik ude på de badende mennesker i poolen, der alle var domineret af unge mennesker, familier, børn og voksne godt oppe i årene. Ja, der var alle typer mennesker her. Ens for det, var at alle var her for at slappe af og ferie den, ligesom jeg og mine venner også var - Nå ja, og Sean og Kenny var her også. Ellers var det som sagt bare nogle dages ferie, som jeg tillod, at vi fik, inden jeg skulle i gang med karrieremæssige planer og nå ja, min Roast, som nærmede sig hastigt. Mine fans var helt oppe og ringe omkring det, fordi der endelig skulle ske noget officielt med mig igen på karrierefronten.

"Hun valgte jo selv, at sige sit job op Ryan, og det ved du...", mumlede jeg i svar og så atter hen på ham. Ryan så ikke ligefrem tilfreds ud med mit svar og nikkede.

"Men du glemmer vidst, at det var dig, der klokkede i det - ikke hende...", svarede han lavt men bestemt. Ja, vi var ligesom i det offentlige rum blandt randomme mennesker, så jeg havde et princip og det var, når vi havde meget personlige og private samtaler mellem os, så skulle vi helst ikke tale højt om det og det havde mine venner for længst været indforstået med.

Jeg sukkede og nikkede trist over hans kontante svar. Desværre havde han jo ret! Jeg kunne ikke modsige ham.

"I know, og tro endelig ikke andet, men jeg har fortrudt det hver eneste dag og desværre kan jeg ikke gøre noget ved det. Jeg har prøvet at ringe til hende nogle gange, men hun har ikke svaret og siden hen har hun skiftet nummer, så der er bare intet at gøre...", forklarede jeg roligt med et tungt suk. Ryan nikkede uden at smile og så væk fra mig.

"Hun svarede heller ikke på mine opkald og jeg forstår det ikke? Vi havde jo et temmelig godt venskab hun og jeg...", forklarede Ryan med et svagt suk.

Jeg betragtede ham opmærksomt, mens han stirrede frem for sig, som blev retningen mod selve hotellet. Ryan kunne sikkert ikke forstå sammenhængen ved, at Anjelica ikke ville vide af ham heller. Jeg kunne på en måde regne ud, at det var fordi, at Ryan og jeg var bedste venner og at han mildest talt ofte boede hos mig. Ja, han havde ikke adresse hos mig, men mit hjem var lidt som hans andet hjem, for han havde da sit eget, men det var ikke så tit, at han var hos sig selv. Lidt sjovt måske, men det generede heller ikke mig. Jeg havde et kæmpe hus, og hvis jeg var helt alene for mig selv i et stort hus. Ja, det kunne jeg ikke! Jeg var ofte ræd for at være alene og nej, det var ikke ræd på den måde med at være bange for mørke og underlige skikkelser, som da jeg var lille, men ræd på en anden måde.

I min karriere, havde jeg oplevet frygtelig mange ting og mange af dem havde været ubehagelige. Jeg havde været ude for flere gange på min tour, at fans havde sneget dem ind på mit hotelværelse og overrasket mig og selv om jeg ikke skulle, så havde jeg fået paranoia over, at hvis fans kunne - Hvad så hvis hatere og sindsforstyrrede mennesker, så også kunne? Hvad ville de dog ikke gøre imod mig? Så ja, jeg følte mig ikke sikker, som helt alene. Jeg havde det bedst med mennesker, som jeg havde tiltro til og gode relationer med, at de var omkring mig. Var det ikke min familie, ja så var mine bodyguards og mine venner en god hjælp, at have omkring mig. Så mine venner og mit crew, var sådan set også min familie - bare på en anden måde.

"Nej, og du ved jo sikkert også hvorfor?", svarede jeg med et svævende spørgsmål, så han så hen på mig igen. Han smilede ikke ligefrem, men valgte blot at nikke og så væk fra mig igen.

"Men, det er vel ret godt gået af hende, at hun har formået at skabe sig en karriere, som lokal model - synes du ikke?", forklarede han med et svagt smil og så atter hen på mig. Jeg nikkede med et svagt smil.

"Jo, men lige der, har jeg heller aldrig tvivlet på hende, at hun havde gode chancer...", forklarede jeg roligt. Ryan nikkede med et smil.

I mit hoved, gav det en meget god mening, at selv om jeg ikke havde set eller talt med Anjelica siden hun smuttede sin vej i december sidste år, så gav jeg ikke så let op - særligt ikke efter jeg havde opdaget, at hun begyndte at gøre karriere inden for modebranchen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...