The Model - So Much To Show

**Dette er efterfølgeren til "The Maid - So Much Untold"**
Kærligheden kan ikke være let og det har både Anjelica Varja og sangeren Justin Bieber måtte sande. Anji måtte efter lidt over en uge allerede blive nød til at sige sit ellers godt betalte job, som fast stuepige op hos Justin Bieber i Beverly Hills, efter en heftig og stormende kærlighedsaffære med ham, som kun ganske få ud over Anji og Justin kendte til.
Anji prøver på bedste vis at komme videre med sit liv efter at have fået knust sit hjerte til Justin, der viste sig havde gang i et dobbeltspil mellem hende og Selena Gomez, og selv om Anji ikke har Justin Bieber, som sin arbejdsgiver længere, så gav Justin hende en hel månedsløn, trods hendes meget korte ophold hos ham. Visse ting havde sat sig fast i hovedet på hende, eftersom Justin havde troet stærkt på at hun faktisk havde mange fordele for at kunne blive model og trods det ikke var hendes reelle drøm, så valgte hun alligevel at tage skridtet den retning.

154Likes
188Kommentarer
114724Visninger
AA

9. Fat i den lange ende...


Anjelicas synsvinkel:

Vip lounge, La Quinta Resort and Club, La Quinta, Californien, tirsdag d. 10 marts, 2015, kl 18:51

"Hey.."

Jeg så op fra min mad foran mig og fandt hans blå øjne ned på mig, mens han stod bag stolen på den anden side af bordet for mig. Jeg sendte ham bare et flygtigt og ligegyldigt smil og så ned på min mad for at skære videre i min lækre saftige entrecote.

"Sidder der nogen her?", spurgte han roligt, så jeg bare trak på skuldrene uden så meget som at se på ham.

"Det gør der vel ikke..", mumlede jeg ligeglad, og kunne efter stolens lettere skramlen på gulvet her i loungen høre, at den blev trukket ud og han satte sig tydeligvis ned ved bordet over for mig. Jeg sukkede og valgte at køre mit stykke kød rundt i sovsen, for derefter at føre bidden op til min mund, så jeg automatisk så lettere op og mødte hans blik, med et skævt smil.

"Jeg troede, at man skulle holde sig fra sovs og den slags, når man er fotomodel?", grinede han svagt. Jeg smilede lettere ligeglad med et træk på skuldrene og gumlede bidden i mig, hvor efter jeg greb ud efter min serviet. Ærlig talt, så var jeg ret så ligeglad med, at få lidt sovs indenbords lige nu. Jeg tog ved gud ikke på af det, bare lige sådan og på den anden side, så ville jeg have lov til at spise noget oven ud lækkert, som en trøst på denne lettere frustrerende dag.

Jeg fik tørret mig om munden og tygget om munden og greb ud efter min hvidvin og tog en hurtig lille tår og så hen på Ryan, der så lettere afventende på mig. Hvorfor pokker, han absolut skulle sætte sig over for mig, kunne jeg slet ikke forstå? - Kunne han ikke nogenlunde lægge to og to sammen, når jeg satte mig for at glemme alt om Justin, så var det at gnide salt i mine åbne sår, hvis jeg skulle snakke sammen med Ryan, som om intet var sket. Jeg bed mig lettere i underlæben, mens jeg satte vinglasset fra mig og så skulende mod ham.

"Ryan, hvorfor sætter du dig her? - Hvorfor går du ikke bare ned ved scenen eller bag scenen og støtter Justin, for du er jo ligesom hans ven, ikke?", spurgte jeg lettere sarkastisk og i sekunder, blev mine ører invaderet af noget af Justins sang nede på scenen.

Ja, jeg frydede mig til en vis del, at jeg ikke skulle stå som sild i en tønde nede blandt alle de hvinende og skrigende fans nede i salen. Jeg havde det helt fint med at sidde heroppe i loungen og kunne se Justin og høre koncerten herfra, mens jeg spiste min velfortjente aftensmad. Ryan så med et mystisk blik på mig.

"Jamen, ved du da ikke, at jeg stadigt holder af dig? Jeg savner dit venskab Anji... Vi har jo ikke se..."

"Det venskab røg automatisk, da Justin og jeg gik fra hinanden Ryan, og det ved du også udmærket..", afbrød jeg lavt med bestemt og smilede meget svagt til ham. Ryan så tænkende på mig og slappede mere af i stolen og sukkede tungt, då jeg utroligt nok kunne høre det, trods Justin sad og gav den gas med en sang jeg havde hørt før, som vidst nok hed, "You are all that matters to me", eller noget i den dur? - Ja, jeg var jo ikke dedikeret fan af ham, så jeg havde ikke styr på 100% hvad hans sange hed, men denne sang var rent gætværk for mig, eftersom han gentog den lyrik hele tiden, "Yeah yeah!" og hvad vidste jeg. Ryan nikkede svagt uden at smile overhovedet.

"Så du mener altså helt ærligt og redeligt, at vores venskab intet er værd, så længe du og Justin er uvenner? - Er det ikke lidt dobbeltmoralsk?", spurgte Ryan med et forvirret blik på mig.

Jeg pustede tungt ud af næsen og tog yderligere en tår af mit vinglas og så væk fra ham og ud gennem plexiglasset, så jeg så direkte ned på scenen, hvor Justin optrådte. Han virkede glad og opstemt, men om det blot var en facade, anede jeg ikke? - Måske, jeg bare endelig havde banket ind i knolden på ham, at det altså ikke blev os to igen, og han så endelig havde valgt at give slip på mig, for at dedikere hans kærlighed til hans fans? Eller? Ja, jeg anede jo faktisk ikke hvordan han opførte sig, når han gik på scenen? Måske, det bare var en sædvane, at han skulle opføre sig glad og veltilfreds, når han var blandt sine fans, og på sin vis lød den forklaring jo ret logisk! Det vedkom jo ikke rigtigt nogen ud over ham selv og dem, der stod ham nærmest, om han kæmpede med så mørke og grumme problemer, at de helst ikke skulle deles med omverdenen. Ja, så kunne jeg sagtens forstå, hvis hans glæde var en facade lige nu, men ja, jeg kunne vel tage fejl?

"Anji?"

Jeg sukkede og vendte blikket nede fra Justin og atter hen på Ryan, der havde lænet sig frem over bordet, så han hang lidt, mens han så opmærksomt på mig.

"Du mener måske ikke at det er dobbeltmoralsk?"

Jeg sukkede og så trist på ham og rystede svagt på hovedet.

"Jeg gør det for at beskytte mig selv Ryan, og faktisk også på vegne af Justin.. Han fortjener ikke, at skulle stå model til at se mig nu og da, mens vi måske bruger tid sammen... Jeg er dybt såret, og jeg kan næsten kun tro, at Justin også er, så jeg kan slet ikke se nogen grund til, at vi to skulle hænge ud sammen Ryan...", svarede jeg lavt med et tungt suk og rejste mig fra stolen, for at gå hen med min brugte tallerken, bestik og glas til vognen med brugt service, der stod afsides her i loungen.

"Det er vel dit valg, men selv om jeg savner dit venskab, så giver jeg ikke så let op... Det er sgu hårdt at skulle være den fantastiske og støttende ven for min allerbedste ven, som for tiden kæmper  med sorger, fordi han ikke kan vinde hende, som han savner og elsker tilbage...", forklarede Ryan bag mig, uden jeg så meget som så tilbage på ham, mens jeg stod og anbragte mit brugte service. Jeg sukkede tungt og opgivende.

"Ry..."

"Vær sød, at tænke over det okay...", afbrød han mig lavt og jeg mærkede, at han tvang et stykke sammenfoldet papir i min højre hånd bagfra, som jeg klemte hånden om og sukkede. Jeg tog den knyttede hånd op til mig og åbnede den og foldede det lille stykke papir ud, hvor jeg så der stod Ryan Butler - 555-129856 ;)

Jeg sukkede tung og tog mig hurtigt og opgivende til panden og vendte mig omkring, for at se på ham.

"Rya...", men jeg forstummede kraftigt, da jeg så at han netop var smuttet ud af udgangen fra loungen og helt sikkert havde sin retning ned mod Justin og scenen. Jeg rystede svagt på hovedet og kunne virkelig være fristet til at smide det telefonnummer ud, men satte mig dog for at smide det ned i min clutch og på den ene måde ønskede jeg bare, at det pist forsvandt og jeg glemte alt om det, og på den anden side føltes det en anelse rart, at Ryan ikke bare havde glemt vores venskab - at han stadigt mente, at jeg betød noget. Ja, det var faktisk en rar tanke.

Jeg begav mig hen til den lille loungebar og med et venligt smil til den velklædte bartender, som stod bag ved den meget lille loungebar, hintede jeg lettere mod de tomme vinglas, for at få skænket endnu et glas op. Han forstod mig tydeligvis og hurtigt var der skænket et glas, som jeg tog imod.

Jeg vendte mig omkring og gik over mod det lange plexiglas og stillede mig lettere afsides fra spisebordene, for at stille mig et spot, så jeg atter havde en rigtig god udsigt ned på Justin.


Han gav den tydeligvis hele armen, og der var ikke et øje tørt hos den meget unge brunette, som nok var omkring de 14-17 år gammel. Ja, ældre var hun da vidst ikke? En pige, der var kommet op til scenen til Justin, hvor han tog med et kærligt smil imod hende i et halvt kram, så pigen stod og hulkede, mens salen rungede af skrig og hvin, og Justins kammerat, begyndte at spille på sin guitar. Hvad jeg huskede svagt af, så måtte det vidst være ham, der var Dan Kanter, hvis jeg ikke tog helt fejl.

"Hvad hedder du?", spurgte Justin roligt med en kærligt smil ned på pigen, der kunne være omkring de 1,65 cm høj med latinamerikansk statsborgerskab. Ja, hun lignede i alt fald sådan én, eller var hun af indiansk afstamning? - Nå, det var vel i realiteten underordnet! Pigen hulkede en smule mens hun så op på Justin, der bare stod med sit brede charmerende smil på hende. Enten, var han virkelig glad, eller også var han eminent til at spille på tangenterne.

"Nnnrh.. Lily..", snøftede pigen med et lille hulk og et lille grædefærdigt fnis, så salen rungede af hvin og skrig. Justin smilede med lidt grin og lagde sin højre arm om taljen på hende.

"Skønt at møde dig Lily - Vil du være min One Less Lonely Girl?", spurgte han og straks skreg salen endnu voldsommere. Ja, trods plexiglasset her tog en hel del af hans fans skrig, så kunne det tydeligt høres, at de skreg voldsommere hele tiden. Dog hørte jeg Justin perfekt, eftersom der var små højtalere her i loungen, som kom lige fra Justins performance af. Dog blev vi ikke blæst ud, som ved selve koncerten nede i salen, men lyden her i loungen var god, så det lød som om man hørte musik fra et anlæg her. 

Jeg kunne dog ikke lade være med at trække på smilebåndet over, at se hvor lykkelig den pige virkede til at være, for at stå ansigt til ansigt med sit største idol og få lov til at kramme ham. Ja, selv om jeg ikke var en dedikeret fan, så kunne jeg på en måde godt forstå denne piges reaktion, og for den sags skyld alle de andre tilstedeværende fans. Dan begyndte at spille på sin guitar og de fleste skrig dæmpede sig i salen.

"One less lonely girl..."

~


Justins synsvinkel:

Omklædningsrummet, La Quinta Resort and Club, La Quinta, Californien, tirsdag d. 10 marts, 2015, kl 19:48

Jeg pustede tungt ud, og gned mig i håret, så det nok blev en del uglet, men det sked jeg faktisk på lige nu. Jeg prøvede at trække vejret roligt, men det var sgu ærlig talt ret svært, når hverken tøsehvin eller mennesker omkring mig, ikke var her i øjeblikket til at overdøve mine ulidelige tanker om hvor vidt jeg havde tabt alt på jorden med hensyn til Anjelica.

Ja, tro det eller lad være, men jeg magtede faktisk ikke rigtigt at tænke på Selena længere efter jeg følte, at hun havde trådt så meget på mit hjerte og dårligt kunne tilgive mig længere, og hvad andet var; Hun havde Zedd! Fuck, også det!

Jeg lod mine fingre glide gennem mit fyldige brune hår til mine hænder mødte hinanden i nakken på mig. Mit liv føltes tomt! Hvad alverden troede, at jeg havde et rigt liv omgivet af venner og familie, så så det ikke altid sådan ud. Min relation til min mor var på skæve brædder, men vi sås stadig og vi skulle ses til mit Roast, men kontakten var svær mellem os. Jeg havde mine venner, men følte det for det meste af tiden ret overfladisk, når jeg var sammen med dem. De var en slags trøst og tidsspilde og når jeg gang på gang blev overladt til mig selv, så følte jeg mig ulykkelig og bristet.

Jeg sukkede trist og rettede mig op på bænken jeg sad på og rakte i blinde ud efter min flaske med kildevand, der stod ved min venstre side på bænken, og skruede i blinde låget af og tog en god tår af mit vand, mens mit blik betragtede hjørner og kroge af dette omklædningsrum, som tydeligvis blev invaderet af alle dem, der dyrkede sport her, men jeg sad alene i dunkel belysning, eftersom flere af loftslamperne var slukket.

Ved dette event, havde jeg ikke bedt om noget for mig selv, eftersom vi var flere kendte omkring her og eventet var noget andet i forhold til når det angik awardsshows, koncerter og sådan.

Døren til omklædningsrummet gik op og jeg så Kevin og Will komme herind, hvorefter Ryan kom efter bag dem hvorefter døren smækkede i. Kevin så med et skævt smil hen på mig.

"Wut! Hvorfor sidder du her?", udbrød han på sin typiske humoristiske måde. Jeg grinede svagt, selv om det nok ikke var helt helhjertet og rystede svagt på hovedet.

"Jeg trængte bare til lidt ro et øjeblik.", forklarede jeg med et svagt smil, så Kevin så med et svagt undrende smil.

"Okay! Det var en god koncert bro! Vi ses til dit Roast.", blafrede Kevin lystigt, hvor ved han gik hen til det skab, som han åbenbart havde brugt til sit skiftetøj og sportstaske. Jeg nikkede med et svagt smil og så ud af øjenkrogen Ryan sætte sig ned på bænken ved min side, hvor ved jeg rejste mig og gik de få skridt over mod Will og Kevin.

"Går du allerede?", spurgte jeg roligt, mens jeg så på Kevin. Han nikkede med et svagt smil og klappede mig på skulderen.

"Jeg har planer her senere, såeh.. Men vi ses som sagt til dit Roast!", svarede han med et skævt smil. Jeg nikkede med et lille grin og vi gav hinanden mandekram og klap på ryggen, hvorefter vi slap hinanden.

"Tak for en awesome dag!", jokede Will med svagt boksende bevægelser mod mig. Ja, det lange hyl og hans alder taget i betragtning, så var han sgu helt cool og ja, han var jo ikke komiker for ingenting. Det samme var Kevin også. De var som dag og nat og mens Kevin var pisse lav - lavere end jeg og Will, var vildt høj, jamen så var de begge hylende morsomme og et par cool mennesker, at kende. Jeg nikkede med et bredt smil, selv om det nok ikke var helhjertet og gav et halvt mande kram med Will også, hvorefter vi trak os fra hinanden. Jeg så opmærksomt på skift på dem med min højre hånd i min ene lomme på mine sorte bukser, mens jeg stod og kørte mine fingre gennem mit fyldige hår, bare for at rede det en anelse. Ja, jeg kunne ganske vidst bare finde min kam frem fra min sportstaske, men det gad jeg ikke lige i øjeblikket.

"Så i smutter altså begge to?", spurgte jeg roligt. Will nikkede med et smil.

"Ja, jeg skal hjem til Viv og ungerne..", forklarede Will med et roligt smil. Jeg nikkede forstående.

"Det er da klart..", svarede jeg lavt og betragtede Will løfte sin sportstaske fra bænken og det samme gjorde Kevin.

"Vi ses Justin!", tilføjede Kevin og vi gav flygtig håndklask med hinanden, hvorefter Will og Kevin gik hen til udgangen.

"Vi ses Ryan!", tilføjede Kevin hurtigt over mod Ryan, der vinkede roligt tilbage med en løftet hånd. Ja, Ryan havde altid været den lidt stille type og åbnede sig mest op for fremmede folk, hvis han var fuld, eller hvis det bare var mig og hans nærmeste venner. Ellers så var han meget rolig og nok også godt i sidste ende. For han kunne holde mig nede til tider, dog ikke hver gang.

Døren lukkede i til omklædningsrummet og jeg endte med at være alene sammen Ryan, der lige nu sad på bænken og kiggede i sin iPhone. Jeg gik hen og satte mig ned ved siden af ham og så på ham og sekunder efter ned på hans iPhone, hvor jeg kunne se, at han sad på Instagram.

"Hvad så?", spurgte jeg lavt. Ryan pustede svagt ud og hoppede ud af sin Instagram og satte lås på sin iPhone. Han så op på mig med et ligegyldigt blik og trak på skuldrene.

"Fandt du hende?", spurgte jeg roligt og Ryan nikkede bestemt.

"Yup, det kan man vidst roligt sige...", svarede han med et tungt suk i sætningen. Jeg nikkede med et meget svagt smil.

"Fik du snakket med hende?", spurgte jeg med et nervøst bid i underlæben. Ryan lænede sig svagt tilbage op ad skabet bag ham. Han flyttede sit blik væk fra mig og så med et tomt blik ned på de hvide rektangulære gulvfliser, der var her i omklædningsrummet, og selv om jeg havde sko på, så kunne jeg mærke gulvvarmen igennem sålerne.

"Ja, sådan da...", mumlede han med blikket mod gulvet. Jeg så lettere interesseret på ham.

"Fedt, hvad snakkede i om?", spurgte jeg nysgerrigt. Ryan pustede prustende luft ud mellem sine læber, så det vibrerede - et tydeligt tegn på, at der helt sikkert ikke var det store at komme efter.

"Vi snakkede nærmest ikke.. Hun er hverken til at hugge og stikke i - og det med at være venner? Det kunne slet ikke komme på tale mellem os...", forklarede han opgivende og så på mig. Jeg så målløs på ham.

"Så hun vil overhovedet ikke ses med dig?", spurgte jeg målløs. Ryan rystede på hovedet uden at smile.

"Hun mener, at det vil være at gnide salt i begge jeres sår, så det er faktisk for at skåne dig, at hun lukker fuldstændigt af!", forklarede han med et opgivende blik og bankede sit baghoved let ind i skabet bag ham, hvor ved han bare stirrede i luften. Jeg sukkede tungt og lænede mig forover ved at hvile mine albuer på mine lettere spredte ben og så ned på flisegulvet.

"Så jeg har altså kort sagt ingen chance for at se hende igen og prøve at gøre det godt igen?", spurgte jeg med blikket i gulvet og sukkede.

"Det er sgu svært at sige Justin? Jeg gav hende mit mobilnummer, så må vi bare krydse fingre for, at hun gør brug af det på et tidspunkt...", svarede Ryan stille ved min side, så jeg drejede mig ansigt hen mod ham, selv om jeg stadigt sad foroverbøjet.

"Og hvad hvis hun ikke gør?", spurgte jeg med en knude i maven. Ryan så langsomt mod mig og sukkede.

"Jamen... Så må du jo bare glemme alt om hend...."

"Jeg kan  ikke bare glemme hende!", afbrød jeg frustreret og rettede mig op at sidde ordentligt. Ryan sukkede svagt hovedrystende og så i sekunder væk fra mit blik, inden han så på mig igen.

"Jamen, hvis du ikke kan acceptere det, så må vi jo finde ud af om hun har en manager, eller nogle photoshoots rundt omkring i byen, og så må du møde op på pågældende adresser, og..."

"Armen, så smider hun sgu da mig bare på porten Ryan, den plan er sgu uddebatteret, for længst!", svarede jeg med et opgivende suk og pustede tungt ud.

"Hvad med, om du så bad om et photoshoot sammen med hende?", spurgte Ryan yderligere. Jeg så undrende på ham.

"Hvordan? Hun ved jo, at det er mig?", svarede jeg bestemt. Ryan smilede skævt med et let skuldertræk.

"Hvad med at spørge Karl, Calvin eller én af de andre, som du samarbejder med og så spørge, om i ikke kan komme til enighed om et photoshoot, for så én af dem spørger hende og kun fordi hun er lokalt kendt, så forvent ikke den store interesse fra deres side af, men så kan du jo spæde et betragteligt beløb til hende, uden hun behøver at vide, at det er dig der betaler hende for shootet og uden hun behøver at vide på forhånd, at det er dig, som hun skal lave shoots sammen med med. De skal bare smide en lille lodret hvid løgn af, at de gerne vil tage nogle fantastiske billeder af hende sammen med en professionel male model - mere behøver hun ikke at vide!", forklarede Ryan i en begejstret tone og så også lettere lusket ud med et smørret smil. Jeg bed mig tænkende i underlæben og nikkede svagt i et lille smil.

"Det er da en fremragende idé Ryan, men tror du virkelig at hun vil lade sig snøre på den måde, hvis og når hun engang finder ud af at det er mig, dom hun skal have taget billeder sammen med?", spurgte jeg med et akavet smil og gruede faktisk inderst inde, at den plan ville være lidt for tarvelig i sidste ende. Ryan sukkede og gestikulerede med hænderne i vejret.

"Justin! Du tænker ikke firedimensionelt her! - Når først hun finder ud af, at det er dig, som hun skal have taget shoots med, så kaster hun da håndklædet i ringen og indser, at du ikke kan slippe hende, fordi din kærlighed er ægte! Get it?!", forklarede han med et skævt smil og puffede mig lettere drillende på skulderen af mig.

"Jeg har ret, har jeg ikke? Eii!", puffede han drillende, så jeg grinede lidt og nikkede.

"Jo, du har måske fat i den lange ende her..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...