The Model - So Much To Show

**Dette er efterfølgeren til "The Maid - So Much Untold"**
Kærligheden kan ikke være let og det har både Anjelica Varja og sangeren Justin Bieber måtte sande. Anji måtte efter lidt over en uge allerede blive nød til at sige sit ellers godt betalte job, som fast stuepige op hos Justin Bieber i Beverly Hills, efter en heftig og stormende kærlighedsaffære med ham, som kun ganske få ud over Anji og Justin kendte til.
Anji prøver på bedste vis at komme videre med sit liv efter at have fået knust sit hjerte til Justin, der viste sig havde gang i et dobbeltspil mellem hende og Selena Gomez, og selv om Anji ikke har Justin Bieber, som sin arbejdsgiver længere, så gav Justin hende en hel månedsløn, trods hendes meget korte ophold hos ham. Visse ting havde sat sig fast i hovedet på hende, eftersom Justin havde troet stærkt på at hun faktisk havde mange fordele for at kunne blive model og trods det ikke var hendes reelle drøm, så valgte hun alligevel at tage skridtet den retning.

154Likes
188Kommentarer
114900Visninger
AA

14. "Den hemmelige brunette"


Justins synsvinkel:

Udenfor Anjelicas lejlighed, Los Angeles, Californien, mandag d. 16 marts, 2015, kl 0:21

"Er du sikker på, at det her er en god idé Justin?", spurgte Kenny bestemt, mens han så tilbage på mig fra forsædet af. Jeg pustede hårdt ud og kiggede ud på den nærmest mørklagte gade. Det var kun enkelte lygtepæle, der stadigt var tændt og så jeg op ad bygningen, så var der lys i visse lejligheder, men ikke mange. Der var også lys i indgangspartiet og lys fra visse vinduer ved de andre bygninger ved siden af og på den modsatte side af gaden.

Fordi det var natten til mandag nu, så var der ikke nært så mange oppe eller ude i byen, eftersom de fleste skulle op på arbejde, i skole eller hvad de nu skulle, så det var nok de færreste, der gik i byen natten til mandag, men man skulle vel aldrig sige aldrig. For selv jeg kunne finde på sådan noget, men byturen var ikke ligefrem det der trak mig allermest lige nu, men noget helt andet.

Jeg sukkede og flyttede blikket fra udsynet på indgangspartiet til der hvor formentligt Anjelicas lejlighed lå et sted i bygningen og så hen på Kenny, der så sig over skulderen på mig. Jeg nikkede svagt, uden så meget som at smile, men ja, jeg var også rimelig kvæstet efter en ret lang weekend.

"Jeg bliver nød til at tale med hende Kenny - det er sgu vigtigt, at hun hører det fra mig af og ikke fra medierne eller alle mulige andre...", forklarede jeg roligt. Kenny nikkede med et svagt smil.

"Men Justin, det er midt om natten, tror d..."

"Kenny, drop det, okay?! Jeg finder det langt vigtigere, at hun ved besked!", afbrød jeg ham, så han nikkede svagt.

"Og det kan ikke vente til en gang i morgen?", spurgte han bestemt. Jeg valgte bevidst ikke at svare og vendte blikket mod passagerdøren ved min venstre side og steg ud.

"Nå, det kunne det så ikke..", hørte jeg flygtigt Kenny sige inde fra bilen, mens jeg steg ud af bilen og skulle til at smække døren efter mig, men blev i det samme overrumplet af en skide paparazzo, som jeg slet ikke havde vidst havde fulgt efter os.


"Justin - Skal du besøge din elskerinde?!", fløj det ud af paparazzoen, så jeg stivnede og så hen mod ham, mens jeg afskærmede mit ansigt for de skarpe blitz han kom med fra sit overdimensioneret kameralinse.

"Gider du godt stoppe det der? - Sig mig helt ærligt; Synes du selv, at du kan være det bekendt at forfølge folk på den måde du har gang i og så midt om natten?!", fløj det vrissende ud af mig, mens han tilsyneladende var fuldkommen ligeglad, efter som han stod og knipsede løs, så jeg nærmede mig, for at fægte ud efter hans kamera, bare for at få ham til at stoppe.

"Hey! Stop det der!", udbrød jeg irriteret, så han stoppede i sekunder og så på mig.

"Skal du besøge din elskerinde?", spurgte han koldt. Jeg gloede forfærdet på ham og ved gud provokerede han mig ved at knipse flere billeder af mig, så jeg holdte mig dækkende for ansigtet med mine krydsede arme.

"Jeg aner ikke hvad fanden du snakker om - Gi..."

"Så er det godt! Giv venligst Justin plads og pak det kamera væk!", kunne jeg høre Kenny afbryde, hvor han trådte ind foran mig.

"Jeg har lov til at tage billeder - Det er mit arb..."

"Jeg vil blæse på om det er deres arbejde! Justin har også krav på lidt privatliv engang imellem, uden at skulle blive overrumplet af sådan nogle som dig 24/7! Skrub så af med det kamera!", lød det afbrydende og ret bestemt fra Kenny, så det var tydeligt, at han skældte en del ud på paparazzoen. Jeg betragtede lettere chokeret scenariet og opdagede nogle enkelte mennesker, der kom gående på den anden side af gaden, hvor de standsede op og helt sikkert blev nysgerrige over, om hvad pokker der foregik her, eftersom der ikke var meget lys omkring, men nu var det ligesom det, at jeg befandt mig ikke langt fra en af de store lygtepæle der stod langs gaden og vejen.

Jeg så hurtigt på Kenny, der prøvede at få paparazzoen til at skride, men det var tydeligvis ikke nemt. Jeg tøvede ikke sekundet, at vende mig om og stak i småløb hen mod fortorvet og mod indgangspartiet til den store bygning, hvor Anjelica havde sin lejlighed - Eller jeg gik da ud fra, at hun havde lejlighed her. Det var ligesom derfor, at jeg tog chancen.

Jeg flåede glasdøren op og svagt forpustet løb jeg nogle meter ind og opdagede en portner sidde bag en skranke. Ja, en portner, var vel det man kaldte en fast vagt, som man fandt ved de luxuriøse lejligheder - altså dyre ejerlejligheder. Sådanne vagter fandt man ikke ved billige lejlighedskomplekser, da de billige, eller rettere fattigere lejlighedskomplekser havde viceværter boende. Ja, nok var jeg rig, men jeg vidste trods alt hvordan den slags foregik.

Jeg pustede tungt ud og begav mig roligt hen mod skranken, hvor portneren sad på en kontorstol med benene oppe på et lille kontorbord, eller hvad man ellers kaldte det, mens han tydeligvis sad og var optaget af et tegneseriehæfte. Jeg stilte mig rømmende ved skranken, mens jeg så ned på ham, så han så langsomt op på mig med et løftet øjenbryn, og rettede sig derefter op i kontorstolen og lagde sit tegneseriehæfte, som tydeligvis var Marvel, men what ever!

"Hvad kan jeg gøre for dem unge mand?", spurgte han med et svagt smil. Jeg grinede svagt og trak på skuldrene. Sig mig, genkendte manden mig ikke?

"Kan de give mig lejlighedsnummeret på Anjelica Varja?", spurgte jeg lige ud. Portneren så undrende på mig og rejste sig, men han så væk fra mig mod siden og det samme gjorde jeg, så jeg opdagede Kenny komme ind ad døren uden fra gaden. Portneren så skulende mod Kenny.

"Hvem er de?!", udbrød portneren lettere olmt og han gik ud fra skranken, hvor jeg kunne se, at han holdte på sin knebel, som hang i bæltet på ham. Hmm, noget sagde mig, at portneren mente, at Kenny udgjorde en trussel, eftersom Kenny var mørklødet i huden, så jeg trådte ind foran portneren og så ind i hans mørkebrune øjne. ja, portneren var selv en høj afroamerikaner i sit stiveste puds af vagtuniform.

"Han er med mig - min livvagt,,", sagde jeg lavt, mens jeg lagde min håndflade afværgende på brystkassen af portneren. Portneren slappede straks af og nikkede svagt.

"Javel.. Venter miss Varja besøg af dem mr Bieber?", spurgte portneren, så jeg smilede svagt over, at jeg altså var genkendt. Men det var nu rart, at der fandtes mennesker, der tog deres jobs alvorligt og det måtte jeg indrømme, at denne portner gjorde. Jeg sukkede og rystede på hovedet og lagde mærke til, at Kenny gik med rolige skridt hen mod den lille lounge, eller sofaarrangement her var, hvis man kaldte det det? Han satte sig i alt fald på den ene af de sorte fancy lædersofaer, hvorefter jeg igen så på portneren, der gik bag skranken igen og så spørgende på mig.

"Nej..", svarede jeg lavt og lænede mig op ad skranken, mens jeg foldede mine hænder foran mig og så opmærksomt ned på portneren, der nu sad på stolen og han greb ud efter en telefon på det lille kontorbord bag skranken.

"Men det er vigtigt, at jeg kommer til at tale med hende, så kan jeg få lejlighedsnummeret?", spurgte jeg roligt. Han så med et skævt blik op på mig.

"Jeg bliver nød til at ringe miss Varja op, da hun har givet mig strenge regler om, at hun ikke vil have besøg af hvem som helst.", forklarede portneren, så jeg tog mig opgivende til panden og så ned i skranken foran mig.

"Oh god... De forstår ikke..", svarede jeg opgivende og så op igen og ned på ham med et bedende blik.

"Hvis hun først ved, at jeg er her, så er det ikke sikkert, at hun vil lukke mig ind.. Jeg ved, at det er krænkelse på privatlivets fred, men jeg beder dem - Jeg må og skal besøge hende. Jeg skal snakke med hende og hvis hun afviser mig her, så har jeg ingen jordisk chance!", forklarede jeg lettere frustreret. Portneren så tænkende på mig og sukkede hårdt med et par nik.

"Alright, lad gå - Det er lejlighed 5 på syttende sal.", svarede portneren, så jeg sukkede lettet i et bredt smil og rakte min arm over skranken for at give ham hånden.

"Tusind tak!", svarede jeg lettet, så portneren nikkede med et svagt smil.

"Ingen årsag mr Bieber.", svarede han med et smil. Jeg grinede svagt.

"Bare kald mig Justin - det er okay!", svarede jeg med et blink med øjet og vendte mig væk fra skranken og så afventende hen på Kenny, der straks registrerede mit blik og rejste sig.

Vi begav os hen til de fire elevatorer, der var placeret over for hinanden og jeg tøvede ikke med at trykke på op-knappen, så knapperne lyste på begge sider af os.

"Så lykkedes det?", spurgte Kenny med et skævt smil. Jeg nikkede med et smil.

"Yup.. Fik du paparazzoen væk herfra?", spurgte jeg med et spørgende blik, så Kenny pustede tungt ud med sine hænder foldet foran sig og trak på skuldrene.

"Tja, spørg mig ikke? Vi finder vel tids ud af det, når vi vender tilbage til bilen...", forklarede han roligt, så jeg nikkede.

"Du så ham ikke smutte sin vej?", spurgte jeg lettere frustreret og så indgående på Kenny, der rystede på hovedet.

"Vi bør nok være indstillet på, at han måske kan finde på, at sidde og vente på at vi dukker op igen...", svarede Kenny med et suk. Jeg nikkede uden så meget som at smile over det. Ærligt talt hadede jeg at paparazzis kunne være sådan nogle blodsugende og alt for nærgående mennesker - hvis man dog kunne kalde dem mennesker?

"Pliing!", lød det pludseligt og den ene elevator åbnede sig bag os på den modsatte side hvor vi stod, så Kenny og jeg vendte os omkring og gik ind i den. Jeg tøvede ikke med at gå først ind og jeg trykkede straks på knap nr 17 på knappladen på væggen i elevatoren. Kenny var hurtigt inde lige efter mig og jeg slog straks metalbænken ud, så jeg kunne sidde ned. Jeg fik let klaus af lukkede og små rum og selv om Kenny var her og elevatoren kunne bære en max vægt på 10 mennesker her inde, så satte jeg mig alligevel foroverbøjet med hænderne for mit ansigt.

"Sig lige til, når vi er oppe...", mumlede jeg og kunne straks mærke, at der var okay god fart på i elevatoren.

"Vi er der straks Justin.", svarede han, men alligevel føltes tiden pokkers langsom her i elevatoren og jeg hadede det værre end pesten selv. Jeg sukkede tungt og gned mig en smule i de inderste øjenkroge, så jeg flygtigt så mod metalgulvet i elevatoren.

"Ja, om det så bare kunne være snart...", mumlede jeg opgivende og mærkede endelig den bremsende følelse i elevatoren.

"Pliing!"

Damn, hvor jeg elskede den lyd lige nu og jeg var hurtigt på benene og stillede mig tæt på elevatordørene, da jeg bare ønskede at være den første der kom ud.

Jeg væltede nærmest ud på den ret flotte gang, hvor jeg så et smalt skilt på væggen, at der var i alt ti lejligheder på etagen. Tja, så var det uden tvivl luksuriøse lejligheder der var tale om. Dog kunne jeg næsten være sikker på, at når det kom til de øverste lejligheder i bygningen, så snakkede vi nok om de såkaldte penthouselejligheder, som med garanti var noget helt andet end lige på denne etage og de øvrige etager i bygningen.

"Vi skal mod højre, for at nå frem til lejlighed 5 Justin..", kom det tydeligvis fra Kenny. Jeg så tilbage på ham med et skævt smil og nikkede. Kenny havde åbenbart hørt min samtale med portneren temmelig godt.

Vi begav os ned ad gangen forbi flere døre og endelig nåede vi til lejlighed nr 5, hvor jeg opdagede et flot messingskilt på døren, hvor der var indgraveret med sort skråskrift: A. Varja. Anjelica boede uden tvivl her og med et hjerte, der nærmest slog ud af brystet på mig, trykkede jeg et par gange på dørklokken ved siden af døren.

Jeg stod og bed mig nervøst i underlæben over ventetiden, der føltes som evigheder, men intet skete. Med tungen lige i munden, besluttede jeg mig for at trykke et par gange på dørklokken igen igen og så afventende på døren.

"Måske, sover hun ret tungt Justin?", lød det bag mig, så jeg flygtigt så tilbage på Kenny og rystede på hovedet, hvor efter jeg så på døren igen.

"Jeg giver ikke så let op..", mumlede jeg og mit hjerte sprang flere oktaver, da jeg hørte, at døren blev låst op.

Døren blev åbnet lidt og jeg så Anjelica, der gispede, for derefter at lukke døren i igen, men så langt nåede hun ikke, eftersom jeg spærrede med min hvide vans, så der blev en sprække i døren.

"Vær sød at gå Justin - du har intet at gøre her!", udbrød hun i en frustreret tone bag døren. Jeg sukkede og lagde min højre hånd om døren i den lille sprække og lænede mit hoved op ad den lille sprække der var.

"Baby, hør du p..."

"Jeg er ikke din baby - Vær sød at gå din vej!", afbrød hun mig frustreret. Jeg sukkede og glippede med øjnene i sekunder.

"Anji.. Vi bliver nød til at tale sammen - Please... Lukker du mig ikke ind?", spurgte jeg med en knude i maven.

"Vi har absolut intet at tale om Justin! - Sig mig, har du ikke en hemmelig brunette, som du skal hen og bolle?!", udbrød hun, så jeg fik en del varme i kinderne over det og så flygtigt mod Kenny, der stod op ad væggen og grinede indestængt over det, så jeg så irriteret mod ham og vinkede ham væk, så han grinede svagt og gik nogle meter væk fra hvor jeg stod. Kæft, hvor pinligt altså! Jeg sukkede og lagde min højre hånd om døren igen.

"Baby, du ved vel ligeså godt som jeg, at den eneste hemmelige brunette, som jeg elsker, at være sammen med, er dig...", forklarede jeg roligt og fugtede mine læber.

"Hmm nå! - Det er da ellers ikke det de skriver i medierne! - Jeg læste en artikel på nettet i morges, og ved du hvad der stod? Justin Bieber, var blevet set med en hemmelig brunette, som han øjensynligt krøllede lagner med! Bum hva?! - Du kan ikke narre mig Justin, du er stadig den man ikke kan stole på, og hvad med Hailey? Hun er så forbandet skudt i dig! Skrid nu Justin, så kan du være sammen med alle de piger du har lyst til!",  lød det i en vrissende tone fra hende.

Jeg sukkede trist og valgte at slå koldt vand i blodet. Jeg nægtede simpelthen at opgive så let. Om det så skulle koste en masse tårer her, så nægtede jeg pure at gå min vej, før jeg fik Anjelica overbevist om, at der ikke var andre end hende for mig.

"Søde smukke dejlige Anji - du tager så meget fejl... Der er kun dig baby og ingen anden.. Ja, jeg ved godt, at Hailey går og sukker efter mig, men hun betyder kun venskab for mig, intet andet... Jeg savner dig virkelig... Virkelig meget... Jeg kan slet ikke få dig ud af mit hoved... forstå det nu..", forklarede jeg med et tungt suk efter mig og følte mig frem op og ned ad døren i håb om, at Anjelica ville registrere det og så røre ved mig.

Nrrh..", lød det pludseligt snøftende bag døren, så det gav endnu et jag i hjertet på mig. For var der noget jeg ikke kunne klare, så var det at høre og se Anjelica græde.

"Kom nu baby... Der er kun dig.. Vil du ikke godt åbne døren?", bad jeg stille, mens jeg stadigt kørte min hånd op og ned ad døren i håb om, at hun ville røre min hånd, men det virkede vidst ikke rigtigt denne gang, men jeg valgte ikke at give op.

"Nrrh, hvordan kan du vove at sige den slags? - Der står jo flere steder, at du har fået dig en elskerinde og det kan slet ikke være mig, der er tale om, for vi har ikke været i seng sammen siden december sidste år... Nrrh, hvordan kan du få dig selv til at lyve på den måde?", hulkede hun stille bag døren. Jeg sukkede tungt og følte det virkelig svært med dette her.

"Elskede, j..."

"J.. jeg er ikk... din elskede...", hulkede hun afbrydende bag døren.

"Skal jeg skubbe døren op?", lød det tydeligvis fra Kenny et stykke bag mig, så jeg så mig over skulderen hen på ham og rystede på hovedet, hvor efter jeg så gennem dørsprækken igen, hvor jeg kun kunne se den lille del af Anjelicas lejlighed med hendes fine parketgulve. Det var i alt fald hvad jeg kunne registrere.

"Baby, du må lade mig tale ud...", begyndte jeg med så meget ro i stemmen, som jeg kunne.

"D..der er ikk...", hulkede hun bag døren og kunne tydeligvis ikke fuldføre sin sætning. Jeg sukkede trist, mens jeg stadigt kørte min højre hånd op og ned ad døren.

"Baby... Der er kun dig... Hvem end der har kommet med det dumme rygte om at jeg skulle have en elskerinde, er løgn, for jeg elsker kun dig... Hvorfor skulle jeg ellers komme nu her midt om natten? Jeg har selv set de artikler og det eneste jeg kan være enig i, er at jeg føler noget for denne hemmelige brunette, som for mit vedkommende, er dig... Du bliver nød til at tro på mig! Jeg er så pokkers forelsket i dig, at det gør så forbandet ondt med tanken om, at jeg måske ikke kan få dig..", forklarede jeg stille og kunne tydeligt høre hende hulke voldsomt bag døren.

"Baby?", bad jeg med et knæk i stemmen og følte nu en tåre rende forvildet ned ad min kind.

"Baby, sig nu noget?", bad jeg med en ubehagelig klump i halsen.

"Gå nu...", svarede hun i en grådkvalt stemme. Jeg bed mig hårdt i underlæben og kneb endnu en forvildet tåre.

"Det kan du ikke bede mig om... Jeg elsk..."

"Gå nuuuu... Nrrh!", hulkede hun voldsomt bag døren. Det var meget mod min vilje det her.

"Jeg elsker dig Anji..", svarede jeg med et knæk i stemmen og langsomt fjernede jeg min hånd og min vans for døren, så døren smækkede hårdt i igen.

Jeg følte mig urørlig og tårerne rendte hele tiden ned ad mine kinder, mens jeg stod som en forstenet foran hendes nu lukkede dør.

"Kom Justin - Du må give hende plads...", forklarede Kenny roligt bag mig og greb fat om skuldrene på mig bagfra, hvor ved han tvang mig væk fra hendes dør.

-Min plan havde slået fejl..

~

Av av, mon der overhovedet nogensinde er håb for Justin og Anjelica?

Måske finder vi snart svaret.

~

Beklager det korte kapitel, men efter min browser besluttede sig for at stoppe med at virke, så lukkede den ned midt i mit skriveri og slettede halvdelen af det jeg havde skrevet. Det var virkelig ikke en fed følelse, og jeg blev godt nok også vred på min browser. LOL. som om det overhovedet hjælper? Så kapitlet blev lidt anderledes, men jeg er okay tilfreds - bare ikke med den korte længde. Det beklager jeg virkelig!

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...