The Model - So Much To Show

**Dette er efterfølgeren til "The Maid - So Much Untold"**
Kærligheden kan ikke være let og det har både Anjelica Varja og sangeren Justin Bieber måtte sande. Anji måtte efter lidt over en uge allerede blive nød til at sige sit ellers godt betalte job, som fast stuepige op hos Justin Bieber i Beverly Hills, efter en heftig og stormende kærlighedsaffære med ham, som kun ganske få ud over Anji og Justin kendte til.
Anji prøver på bedste vis at komme videre med sit liv efter at have fået knust sit hjerte til Justin, der viste sig havde gang i et dobbeltspil mellem hende og Selena Gomez, og selv om Anji ikke har Justin Bieber, som sin arbejdsgiver længere, så gav Justin hende en hel månedsløn, trods hendes meget korte ophold hos ham. Visse ting havde sat sig fast i hovedet på hende, eftersom Justin havde troet stærkt på at hun faktisk havde mange fordele for at kunne blive model og trods det ikke var hendes reelle drøm, så valgte hun alligevel at tage skridtet den retning.

154Likes
188Kommentarer
113017Visninger
AA

10. Dagen før...


Justins synsvinkel:

Restaurant Nice Guy, Los Angeles, Californien, fredag d. 13 marts, 2015, kl 21:12

".. Said I'm so sick of love songs
So tired of tears
So done with wishing she was still here
Said I'm so sick of love songs so sad and slow
So why can't I turn off the radio?
(why can't I turn off the radio?)

And I'm so sick of love songs
So tired of tears
So done with wishin' you were still here
Said I'm so sick of love songs so sad and slow
Why can't I turn off the radio?
(why can't I turn off the radio?)
Why can't I turn off the radio?"

Jeg holdte let om mikrofonen og så lettere i gulvet og sukkede svagt. Jeg havde klaret endnu en sang, som på visse områder fik mig til at tænke på Anjelica, og det var til trods for at Ne-Yo havde skrevet netop denne sang og at denne sang slet ikke var tilegnet Anjelica på nogen som helst måde.

- Den . fik . mig . bare . til . at . tænke . på . netop . hende!

Klapsalverne lød roligt, som det nu plejer sådan et roligt sted, som denne restaurant og fik mig til at se ud mod tilskuerne, der klappede og hujede lidt, så jeg fik et lille skævt smil på læben.

"Tak tak.. Hygger i jer?", spurgte jeg roligt med et skævt smil og flere hujede og enkelte piftede et sted ude i rummet, så jeg grinede svagt og rakte ud efter mit glas rødvin, der stod på det lille bord ved min venstre side.

"Skål alle sammen.", skålede jeg med et smil ud mod det dunkle rum, der kun var oplyst af en masse uimodståelige stearinlys på alle bordene.

"Skåål!"

"Skål Justin!"

"Bravo!", lød det fra alle mulige tilfældige gæster her i restauranten, som jeg dårligt kunne se ansigterne på her i det dunkle lys. Ja, ejeren af restauranten havde slukket alt lys foroven, for at skabe en intens og autentisk stemning med levende lys på bordene under min lille optræden og det passede Dan og jeg ganske udmærket.

Jeg så mod Dan ved min højre side, der også sad og tog en lille tår af hans rødvin. Jeg smilede svagt og slap glasset fra mine læber, mens jeg smilede skævt til Dan.

"Nå, skal vi tage den næste Dan?", spurgte jeg med et lille skævt smil. Han nikkede bestemt og stillede sit glas til højre for ham på hans eget lille bord, mens jeg så væk fra ham og smuttede endnu en lille tår i mig, inden jeg stillede mit halvdrukket vinglas tilbage på bordet til venstre for mig.

"Hvad tager vi Justin?", fik Dan min opmærksomhed, så jeg så med et lille skævt smil mod ham.

"Lad os tage en klassiker Dan."

"Skal det være Baby?", grinede han lettere smørret. Jeg grinede selv lidt.

"Ikke så klassisk!", grinede jeg med en saglig varme i kinderne over rødvinen. Ja, den var sgu god. Dan hyggede sig lidt over hans svar på sangen, og det var tydeligt at høre at flere af gæsterne også hyggede dem over det. Dan og jeg sad og smågrinede over det. Det var faktisk rart, at få lidt andre tanker i hovedet, bare for en stund. Jeg fugtede mine læber, men følte slet ikke at jeg kunne få grinet færdigt, mens jeg så skulende hen på Dan, der som oftest var så god til at holde et køligt ansigt, selv om det var svært på nuværende tidspunkt.

"Hvad?! Baby er klassisk!", konstaterede han, så jeg måtte tage mig til ansigtet af bar grin og gæsterne var helt med med deres grin, pift og hujen.

"Arh Justin, nu må vi lige tage os lidt sammen her!", fik Dan min opmærksomhed så jeg så lettere grinende på ham og nikkede. Jeg tog en dyb indånding.

"Jeg er enig..", svarede jeg roligt med et smørret smil hen på ham, men måtte ærligt indrømme, at det var svært, at tage det seriøst. Dan smilede skævt med et kort grin.

"Du sagde klassisk? - Hvad med Boyfriend?", spurgte Dan så roligt han kunne, selv om vores grin stadigt var eksisterende. Jeg nikkede med et skævt smil.

"Ja, lad os tage den, og så tager vi Baby bag efter..", svarede jeg med et skævt smil og tog en dyb indånding og prøvede at være seriøs igen. Dan nikkede med et smil. Jeg bevarede fatningen og genfandt seriøsiteten mere for hvert sekund der gik, hvor Dan spillede op.

"If I was your boyfriend, I’d never let you go
I can take you places you ain't never been before
Baby, take a chance or you’ll never ever know
I got money in my hands that I’d really like to blow on you
Chillin' by the fire while we eatin’ fondue
I don't know about me but I know about you
So say hello to falsetto in three, two, swag

I’d like to be everything you want
Hey girl, let me talk to you

If I was your boyfriend, never let you go
Keep you on my arm girl, you’d never be alone
I can be a gentleman, anything you want
If I was your boyfriend, I’d never let you go..."


~

Restaurant Nice Guy, Los Angeles, Californien, fredag d. 13 marts, 2015, kl 21:56

"Nå, hvad skal du så nu?", spurgte Dan roligt, imens han stod og pakkede sin guitar ned i sin guitarkasse. Jeg smilede svagt og trak på skuldrene.

"Jeg har ingen idé lige nu? Jeg har sådan en følelse, at jeg godt vil videre i byen, men samtidigt, så er jeg godt klar over, at jeg burde tage hjem, eftersom jeg skal ristes i morgen, men jeg har det bare sådan, at jeg kunne tænke mig, at slå mig lidt løs - bare i aften!  Kan du følge mig?", forklarede jeg med et skævt smil og greb ud efter mit vinglas og bundede det sidste. Dan nikkede med et smil.

"Til en vis del, forstår jeg dig vel Justin, men ja, du har dit Roast i morgen, og jeg tvivler stærkt på, at det er god idé for dig, at tage i byen her i aften inden sådan en vigtig dag, men jeg har også efterhånden erfaret, at man aldrig kan vide sig sikker, når det står til dig?", svarede Dan med et skævt smil.

Jeg nikkede med et svagt grin og bemærkede noget hår var smuttet ud af min hat, så det hang mig ned i øjnene. Ja, mit hår var efterhånden et sindssygt hyr at holde styr på, men jeg havde altså mine planer med det og det var stadigt ikke blevet langt nok til at nå sit endelige.

Jeg løftede min hat fra mit hoved, for at køre mine fingre gennem mit lange hår, så det blev skrabet lettere tilbage, hvor jeg hurtigt smuttede min hat på hovedet igen, så håret ikke smuttede fra mig igen.

"Hvad med dig?", spurgte jeg roligt mens jeg betragtede ham. Dan nikkede med et smil, mens han løftede guitarkassen op på sin skulder.

"Jeg tror bare jeg tager hjem og slapper af. Jeg er ikke ligefrem i humør til bytur og særligt ikke med dit Roast i morgen. Så vil jeg sgu godt få mig lidt fornuftigt søvn..", svarede han roligt. Jeg nikkede med et skævt smil.

"I know what you mean..", svarede jeg roligt med mine hænder placeret i mine lommer på bukserne.

"Justin?",  fik Sean min opmærksomhed bag mig, så jeg så tilbage på ham, hvor ved jeg vendte mig roligt med min front til ham og så Kenny stående et par meter bag Sean.

"Hvad så?", spurgte jeg undrende. Sean smilede svagt.

"Der er stimlet temmelig mange fans op ude foran restauranten..", forklarede Sean roligt med et skævt smil. Jeg tog en dyb indånding og pustede tungt ud og nikkede.

"Tja, jeg kunne vel ikke forvente andet? Til trods for, at vi formåede at holde denne lille performance intim, så kan man ikke narre mine beliebers.", grinede jeg smørret. Sean og Kenny nikkede med et smil.

"Såeh, hvad er planen nu?", spurgte Kenny bag Sean og trådte mere frem mod mig. Jeg smilede svagt og trak på skulderne.

"Altså, mine fans har fundet mig, så jeg kan ligeså godt glæde dem lidt - så bare glem det der med at vi skal snige os væk, okay..", forklarede jeg roligt. Både Sean og Kenny nikkede.

"Der er desværre også troppet et par paparazzis op Justin.", forklarede Sean med et nervøst smil. Jeg pustede hårdt ud og himlede ligegyldigt med blikket.

"Javel, den tørn kunne vi ikke slippe for, og det kommer slet ikke det mindste bag på mig - Men lad os gå ud til mine fans alligevel..", forklarede jeg roligt. Både Sean og Kenny nikkede bestemt og gik i forvejen mod udgangen.

"Skal vi følges på vejen ud?", fik Dan min opmærksomhed. Jeg nikkede med et svagt smil, og greb efter min læderjakke fra stolen og tog den på. De fleste folk var også gået deres vej. Der var kun få gæster tilbage og det havde været tydeligt, at de fleste gæster der havde været her, havde været her for Dans og min skyld.

Dan gik forrest, hvorefter jeg gik bag ham hele vejen til udgangen, hvor jeg mødte ejeren af restauranten stående i hallen med et skævt smil og rakte hånden mod mig.

"Tak for en god aften Justin - det har bestemt været en fornøjelse!", forklarede han glædeligt, hvor jeg tog imod hans håndaftryk.

"Fornøjelsen har været helt på Dans og min side.", svarede jeg med et smil og nik. Han nikkede med et smil og slap min hånd og så hen på Dan ved min side og gav ham hånden også.

"Det kunne være fantastisk, hvis vi kunne gentage det en anden god gang?", spurgte ejeren. Jeg nikkede med mine hænder i mine bukselommer.

"Helt sikkert! - Jeg må snakke med min manager om det på et tidspunkt - Lige for tiden har jeg en del forskellige events jeg skal til og ikke mit Roast i morgen, så jeg må tjekke min kalender..", forklarede jeg med et smil. Ejeren nikkede og klappede mig let på min ene overarm.

"Selvfølgelig Justin - Og held og lykke med dit Roast!", svarede ejeren. Jeg nikkede med et skævt smil.

"Jo tak... Tak for i aften!", svarede jeg med et skævt smil og begav mig hen til døren til udgangen af restauranten, og så snart jeg åbnede døren, kunne jeg høre hvin fra en del piger. Jeg kunne ikke se dem endnu, eftersom der var bygget en afskærmning op foran døren. Dog stod Sean og Kenny klar til at tage imod mig henne ved trappetrinene på denne lille veranda bygget i træ, så stedet havde et hyggeligt og rustikt look.

Jeg gik roligt ned mod dem med et skævt smil på læben, dog overhalede Dan mig med et et smil.

"Vi ses Justin..", sagde han flygtigt til mig, mens han bar på sin guitarkasse. Jeg klappede ham flygtigt på skulderen, inden han nåede helt væk fra mig og de andre. Jeg kom frem til trappen og jeg opdagede nu en mindre skov af mennesker og hvinende piger. Som oftest valgte jeg at tage det så roligt, som jeg kunne. Jeg så Dan smutte i zig zag mellem alle menneskerne og jeg bredte mit smil, da jeg gik afslappet ned af de to trin fra verandaen, og straks vrimlede en hel del fans mod min retning.

"Rolig rolig rolig!",  udbrød Kenny med blikket fast mod skaren af piger, der vrimlede mod mig og han bredte armene godt, imod dem, for at bremse på dem, og til ingen overraskelse, gjorde Sean lidt af det samme, som Kenny med undtagelse, af at han holdte lidt beskyttende omkring mig, men sådan var det jo til tider med livvagter omkring. Jeg havde måske få heldige gange, hvor jeg havde mulighed for at gå i fred, men det var sgu sjældent desværre. Her til aften, var det med at jeg havde fremført en lille intimoptræden på Nice Guy gået lidt af fløjten. Jeg kunne til tider godt ønske, at jeg bare var mig selv, men det var som sagt en sjældenhed, at jeg fik lov til den slags.

Jeg elskede uden tvivl mine fans, og når de nu havde ventet så længe på mig herude, så kunne jeg godt give mig tid til at tage lidt billeder...

~

Udenfor Justins hjem, Beverly Hills, Californien, fredag d. 13 marts, 2015, kl 23:13

Der var hurtigt gået en lille time med mine fans efter min aften på Nice Guy. Det var ikke fordi, der havde været tonsvis af fans ude foran, men både dem og en del paparazzis havde sinket mig en hel del, eftersom de alle gerne ville hilse på mig og få taget billeder sammen med mig, og kunne jeg blamere dem for det? - Nej vel?

Med et tungt og opgivende suk, låste jeg min hoveddør op, og bemærkede straks, at mit alarmsystem var slået fra, eftersom den lyste grønt, og det undrede mig faktisk en hel del, for jeg var ret sikker på, at jeg havde slået alarmsystemet til, inden jeg forlod huset. Jeg opdagede som det næste, at der var et svagt lys, der stammede fra ovenpå.

Sean og Kenny gik lige deres runder udenfor huset bare for at sikre dem, at alt var i ro og orden, så det var ikke fordi jeg havde gået alene her ind - eller jo, de var jo udenfor, mens jeg bare havde fortsat mod hoveddøren, men nu følte jeg det en anelse utrygt over, at jeg var alene indenfor, og mit alarmsystem var slået fra og der var lys ovenpå og det passede så forkert i mit hoved, for hvad jeg vidste af, så var hverken Ryan, Khalil, Hailey, Kendall eller nogle af de andre her, eftersom jeg vidste at de havde valgt at tage i byen og sådan. Om hvad de præcist skulle, var jeg ikke klar over, men de havde luskerier for - kort sagt hemmeligheder, som jeg ikke måtte vide noget om. 

Jeg lukkede døren roligt bag mig og undlod lige at låse af med det samme, eftersom jeg nok kunne forvente, at Kenny og Sean nok lige ville komme ind bag efter. Jeg rettede mit blik op mod det svage lys, der synes at kunne stamme fra et af værelserne langs balkonen.

"Hallo?!", kaldte jeg, eftersom det undrede mig en hel del over hvem pokker, der havde låst sig ind her og ligefrem slået alarmsystemet fra?

Jeg gik hen til trappen og begav mig undrende op ad den med blikket mod lyset.

"Hallo? Er her nogen?", kaldte jeg igen med en klump i halsen, eftersom jeg havde været 110% overbevist om, at jeg havde efterladt huset helt slukket og lukket.

Jeg trådte op ad det sidste trappetrin og pustede lettende ud over, at se min mor komme gående mod mig fra værelset med lys.

"Årh, er det bare dig mor? - Jeg troede lige, at der var indbrud eller noget?", grinede jeg svagt lettet, mens jeg tog mig til brystet. Min mor smilede skævt og rystede på hovedet og kom helt hen til mig og trak mig ind i et knus.

"Arh Justin. Jeg havde jo forberedt dig på, at jeg ville komme i aften..", forklarede hun roligt i vores knus. Vi trak os derefter fra hinanden og jeg betragtede hende med et løftet øjenbryn og bed mig usikkert i underlæben.

"Men jeg troede, at du først kom i morgen?", spurgte jeg undrende. Min mor grinede svagt og rystede på hovedet og kærtegnede begge mine overarme i korte strøg.

"Nej Justin. Hvis jeg først kom i morgen, så ville det hele være en ordenlig gang kaos fra morgenstunden af - Nej! Jeg synes kun det er godt, at vi kan følges ad, og så på sådan en særlig dag, ikke?", forklarede hun med et skævt smil og bestemt blik op på mig. Jeg nikkede med et lille smil og kyssede hende på kinden.

"Jo du har ret mor... Jeg tror jeg går i seng nu - Kan du sove godt?", svarede jeg roligt. Min mor nikkede med et smil og gav mig et kys på kinden.

"Helt i orden skat. Jeg går lige ned og tager mig en natmad i køkkenet... Sov dejligt...", svarede min mor roligt. Jeg nikkede med et kærligt smil.

"I lige måde mor...", svarede jeg roligt. Min mor kærtegnede mig flygtigt på min kind med hendes højre hånd, hvorefter hun slap mig og gik forbi mig og ned ad trappen.

Jeg sukkede svagt og vendte mig omkring og begav mig mod mit eget soveværelse, mens jeg flygtigt kunne høre Kennys stemme og min mors stemme svagt nedenunder, så det hurtigt gik op for mig, at han var kommet indenfor. Jeg skubbede min dør til soveværelset op og begav mig ind på værelset, hvorefter jeg lukkede døren efter mig.

Selvom, der var mørkt på mit værelse, så kunne jeg godt se hvad jeg lavede, eftersom mine gardiner ikke var trukket for og månelyset og den stjernebesatte himmel, lyste lettere op, så jeg sagtens kunne se hvad jeg lavede.

Jeg gik hen til min seng og satte mig på sengekanten, hvor ved jeg tog mine sneakers af på gulvet. Jeg lænede mig lettere forover og stødte mine albuer ned på mine lår og stirrede hen ad gulvet. Det var ikke fordi, at det ligefrem var spændende, men jeg kunne mærke, at lige så snart jeg var helt alene, så begyndte tankerne om Anjelica, at rotere i hovedet på mig. Folk, der påstod, at det kunne være så let som ingenting, at komme videre fra hjertesorger, tog grundigt fejl. Faktisk, så havde jeg lært mig selv, ikke at tænke yderligere på hende mere, men siden hun begyndte at blive et samtaleemne mellem Ryan og jeg for noget tid siden og siden jeg endelig så hende igen for tre dage siden, så kunne jeg bare ikke slippe hende.

Jeg . vidste . inderligt . at . jeg . savnede . og . manglede . hende . i . mit . liv...

Jeg gned mig flygtigt i øjnene og rejste mig op fra sengen, hvor ved jeg trak min iPhone op ad min baglomme i bukserne og jeg kørte en finger hen over displayet og opdagede en besked fra Ryan, som jeg næsten ikke orkede at tjekke, men jeg kunne jo lige så godt gøre det, nu jeg stod med min mobil i hænderne.

Jeg swipede beskeden for at åbne den og læste den:

"Hun skrev sgu :) Hun og jeg har aftalt, at jeg må komme og se hendes næste photoshoot, som er allerede på mandag! Er det ikke fedt? - Ryan."

Jeg kløede mig undrende på kinden og satte mig ned på sengen igen, for at svare ham, for Ryan havde jo kun skrevet "hun". Mente han virkelig Anjelica, eller snakkede han om en anden model og hendes photoshoot?

"Hvem mener du præcist Ryan? Du nævner jo intet navn? - Justin"

Jeg var rimelig hurtig om at sende beskeden afsted og jeg lagde min iPhone på sengebordet, hvorefter jeg rejste mig fra sengen igen og begav mig mod badeværelset, hvor jeg straks tænde for lyset herude og jeg begyndte at klæde mig af, hvorefter jeg smed mit brugte tøj ned i vasketøjskurven bortset fra mine hvide Calvin Klein boksershorts. Jeg gik hen foran håndvasken og åbnede et af mine skabe, hvor jeg greb ud efter min tandpasta og min tandbørste, for derefter at børste mine tænder.

Mine tanker kørte som besatte i mit hoved lige nu, for hvad hvis Ryan mente Anjelica her? Så vidste jeg straks, at jeg måtte gøre mit for at dukke op sammen med ham - kunne det ikke være ret oplagt?

- Eller?

~

Beklager det kedelige kapitel, haha!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...