The Model - So Much To Show

**Dette er efterfølgeren til "The Maid - So Much Untold"**
Kærligheden kan ikke være let og det har både Anjelica Varja og sangeren Justin Bieber måtte sande. Anji måtte efter lidt over en uge allerede blive nød til at sige sit ellers godt betalte job, som fast stuepige op hos Justin Bieber i Beverly Hills, efter en heftig og stormende kærlighedsaffære med ham, som kun ganske få ud over Anji og Justin kendte til.
Anji prøver på bedste vis at komme videre med sit liv efter at have fået knust sit hjerte til Justin, der viste sig havde gang i et dobbeltspil mellem hende og Selena Gomez, og selv om Anji ikke har Justin Bieber, som sin arbejdsgiver længere, så gav Justin hende en hel månedsløn, trods hendes meget korte ophold hos ham. Visse ting havde sat sig fast i hovedet på hende, eftersom Justin havde troet stærkt på at hun faktisk havde mange fordele for at kunne blive model og trods det ikke var hendes reelle drøm, så valgte hun alligevel at tage skridtet den retning.

154Likes
188Kommentarer
112046Visninger
AA

17. Alt, hvad jeg beder om...


Anjelicas synsvinkel:

I restaurant Il Pastaio, West Hollywood, Los Angeles, mandag d. 16 marts, 2015, kl 17:22

Jeg følte bare at Ryan gloede målløs på mig, mens jeg roligt lagde min iPhone tilbage i min taske.

"Hvad?!", spurgte jeg irritabelt til ham. Han så tænkende på mig.

"Syntes du selv, at det var klogt gjort det der?", spurgte han med med et spørgende blik hen på mig. Jeg sukkede og trak på skuldrene og greb ud efter mit glas med hvidvin.

"Nogen skulle jo sige noget til ham jo..", svarede jeg med et ligegyldigt blik på Ryan og tog en tår af mit glas hvidvin.

"Hør her, du tager så meget fejl Anji!", lød det pludseligt fra en ret velkendt og mine ører ret ophidset stemme fra et sted i restauranten, så Ryan foran mig sukkede med et himlende blik ad mig, mens jeg så mig forvirret bagud og opdagede Justin komme valsende hen mod os - og han så langtfra glad ud, mens flere tjenere rendte i hælene på ham.

"Sir, vi vil bede dem om at gå udenfor, da vi ikke ønsker spektakler her!", lød det fra én af tjenerne bag Justin, som greb fat i hans ene arm. Jeg fornemmede at mange af restaurantens gæster så målløse til på scenariet.

"Slip mig for helvede! Ved i ikke hvem fanden jeg er?! - Jeg er ligesom én af jeres stamgæster!", vrissede Justin og han så virkelig arrig ud, mens han prøvede at vriste sig løs ud af tjenerens greb.

"Det gør ingen forskel sir! De kan ikke opholde dem herinde, så længe de befinder dem i sådan en oprørt tilstand, som de er i nu!", lød det modstræbende og bestemt fra én af tjenerne, hvor ved de fik fat om Justins anden arm og de måtte nærmest slæbe ham ud ad restauranten. Jeg himlede med øjnene over, at Justin kunne finde på, at bruge hans kendte status, som et argument for at være her i restauranten, mens han var så hys, men den gik bare ikke. Det var om noget også højrøvet af Justin, at opføre sig sådan, som om han var vigtig Jeg så atter hovedrystende tilbage på Ryan.

"Hvor herre bevares! - Han er ikke rigtig klog..", mumlede jeg irriteret, mens Ryan bare sad og så målløs på mig.

"Anji, så hør dog på mig!", lød det råbende fra Justin, inden han åbenbart var helt ude af restauranten.

"Hvad?", spurgte jeg bare irriteret på Ryan, der mildest talt så træt på mig.

"Du er virkelig bare blind for hvad der foregår omkring dig eller hvad?", kom det klandrende fra Ryan, så jeg så med et svagt irriteret blik på ham.

"Hvad snakker du om? - Han er seriøst selv uden om det! Det er hans skyld, at tingene er gået sådan - vil du have, at jeg skal tilgive den utro idiot derude?", spurgte jeg målløs, mens jeg pegede et sted bagud i restauranten med min højre tommelfinger, så Ryan stadigt bare sendte mig et træt blik, mens han rystede let på hovedet.

"Du tager så meget fejl Anji... Hvad med at tilgi..."

"Vel, vil jeg ej tilgive ham! Han lever et alt for udsvævende liv med alle hans liderlige kællinger! Ja, sorry for mit sprog, men jeg kan virkelig ikk...", afbrød jeg Ryan, men han valgte åbenbart at afbryde mig hurtigt igen.

"Anji, stop så! - Gider du?!", fløj det hårdt ud af Ryan, så jeg forstummede fuldstændigt.

Pludseligt hørte jeg optøjer i restauranten igen, og så mig igen bagover skulderen.

"Anji, du bliver nød til at høre på mig!", lød det frustreret fra Justin, der kom løbende i zig zag mellem alle bordene, hvor mange af restaurantens gæster gloede målløse efter ham, til han kom helt hen til Ryans og mit bord med to tjenere og nu også restaurantens chef rendende efter ham.

Justin standsede forpustet op ved vores bord og lænede sig op ad det, mens han så ret opkogt ud i ansigtet og hev en smule efter vejret, så jeg hurtigt blev klar over, at Justin vidst havde gjort hvad som helst for at slippe herind igen igen.

"Anji... H.. hør nu på mig..", udbrød han forpustet. Jeg så skulende op på ham.

"Hvordan skulle jeg overhovedet kunne stole på dig Justin? Du er sådan en utro sk..."

"Anji! Så giv ham dog en chance for helvede!", lød det pludseligt hårdt afbrydende ovre fra Ryan, der fik mig til at se målløs hen på ham.

"Hvad går der ad dig Ryan?", spurgte jeg chokeret. Ryan rejste sig fra stolen.

"Det er fandeme på tide, at du åbner dig Anji og tager dig tid til at høre på hvad Justin har at sige i stedet for alt det unødige drama med at stikke af fra ham konstant - forstået?!", udbrød Ryan med en striks og næsten hård stemme, mens han så ned på mig. Jeg fnøs med et skulende blik op på ham.

"Okay!", svarede jeg i en fornærmet og flabet tone, og betragtede nu Justin sætte sig ned på Ryans plads, hvorefter Ryan åbenbart fik tjenerne og chefen af restauranten væk fra os.

Jeg følte, at alle de minutter der gik, hvor Justin bare sad og så på mig, og intet sagde, føltes dræbende. Han tillod sig åbenbart at tage en tår af Ryans vinglas, hvorefter han greb fat om flasken og hældte den sidste sjat op i glasset og drak det sidste i én køre, mens jeg kunne fornemme, at han åbenbart havde en ret voldsom og heftig vejrtrækning i øjeblikket.

Jeg betragtede ham bare afventende med et stramt og fornærmet smil mod ham og lod mit blik falde ned på mit smalle armbåndsur, blot for at se at klokken var lidt over halv seks om aftenen. Jeg sukkede og så væk fra mit ur og satte mig lidt tilbage i stolen og stirrede på ham, mens jeg trommede let i bordet med mine negle.

Helt seriøst, så kunne jeg godt finde på at foretage mig helt andre ting, end bare at sidde her og vente på at Justin skulle tage sig sammen.

Han pustede ud og så med et såret blik på mig.

"Er det virkelig sådan det er fat?", brød han pludseligt stilheden, men snakkede også enormt lavt og ikke mindst roligt. Jeg sukkede og så i flygtige sekunder væk fra ham, for derefter at tage en tår af min hvidvin, hvor efter jeg slikkede let på mine læber og så atter på ham, men prøvede at slappe lidt mere af.

"Jeg ved jo ikke, om jeg overhovedet kan stole på dig Justin?", svarede jeg med et trist suk. Justin bed sig et øjeblik i sin underlæbe og nikkede svagt.

"Jamen, må jeg så spørge om, hvad det er der gør, at du slet ikke stoler på mig?", spurgte han med et meget svagt smil, der nærmest ikke var et smil. Jeg pustede hårdt ud og gned mig i sekunder i panden nær mit hår.

"Det er alt det, der bliver sagt og skrevet om dig Justin... Du virker allermest så forfløjen og ligeglad med andre pigers følelser.. Du er sammen med så mange forskellige piger, at du sikkert ikke kan tælle dem på fingrene selv?", svarede jeg ærligt og kunne slet ikke se noget godt i det her. Justin nikkede svagt med en smal streg om munden og lænede sig afslappende tilbage i stolen.

"Det anede mig, at du ville sige det Anji, men du tager fejl - til en vis del..", svarede han roligt med et svagt smil, der faktisk lignede mere et rigtigt smil denne gang. Jeg så trist på ham.

"Okay, så lad mig høre din forklaring?", spurgte jeg roligt, så han nikkede med et svagt smil og brød øjenkontakten med mig og så pludseligt andetsteds i restauranten og vinkede åbenbart en tjener herover, som nikkede pænt mod Justin.

"Hvad kan jeg hjælpe dem med?", spurgte tjeneren til højre for mig. Justin rømmede sig og trak pludseligt hans pung op fra under bordet, så det var tydeligt, at han havde haft pungen i sin bukselomme. Han åbnede pungen og trak et guldfarvet kreditkort op og rakte det til tjeneren.

"Kan vi få husets bedste hvidvin og en skål peanuts til?", spurgte Justin med et venligt smil, så tjeneren nikkede og gik sin vej mod retningen af baren i restauranten, hvorefter Justin så med et svagt smil på mig.

"Du behøver altså ikke at anstrenge dig så meget på den måde Justin..", sagde jeg med et meget svagt smil. Han smilede skævt og rystede på hovedet.

"Skulle du da også have noget? Jeg bestilte da kun til mig selv.", svarede han med et blink med øjet, så jeg fnøs olmt og straks grinede han lidt.

"Jeg tager sgu da pis på dig! Nok mener folk, at jeg til tider er en egoist, men når det kommer til hende jeg så inderligt elsker, så er jeg da slet ikke sådan - tro mig..", forklarede han, så mit olme blik blegnede og jeg kunne nu ikke lade være med at smile svagt over det.

"Sig ikke noget, som du i sidste ende ikke mener...", svarede jeg svagt og og blev overrasket af tjeneren, der satte en lille skål peanuts midt på bordet, og to rene vinglas på bordet hvorefter han hældte vin op i dem begge, hvorefter han rakte Justin guldkortet igen og tog de brugte vinglas og gik igen. Justin smilede svagt til mig mens han hurtigt greb ud efter et par peanuts, som han kylede i sin mund.

"Du bliver nød til at indse, at de ord jeg siger til dig ikke bare er fis og humbug Anji - Hvorfor skulle jeg ellers blive ved med at kæmpe sådan for dig på den måde? Jeg har allerede skabt temmelig meget opmærksomhed omkring os to allerede, så måske du skulle lære at forstå, at jeg ikke bare giver op, når jeg kan mærke, at vi to stadigt føler noget for hinanden...", forklarede han med et svagt smil. Jeg nikkede svagt og greb fat om foden på det nye glas hvidvin.

"Men hvad med alle de piger, som du har været sammen med?", spurgte jeg roligt og tog et nip af vinen, der faktisk smagte hundrede gange bedre end den anden, som Ryan og jeg havde drukket af før. Justin nikkede med et svagt smil og tog selv en tår af hans vin, hvorefter han stillede glasset på bordet.

"Du har ret i, at jeg har set til en del forskellige piger, men Anji - det var mens jeg var drønulykkelig og pokkers ensom, og vi to havde ligesom ikke set hinanden siden december sidste år, og for at være helt ærlig, så var de fleste af pigerne bare venner, og det kan jeg med god samvittighed fortælle dig, for det er sandheden - du må tro på mig... Hvad andet er, så har jeg ikke og faktisk aldrig været sammen med Kendall på den måde, som du går og tror? Kendall er min veninde og har været det i flere år. Hun er som en søster for mig, og det samme er de andre også - de er som en familie for mig..",

"Hvem er de andre?", afbrød jeg ham hurtigt, hvortil han smilede med et svagt grin og rokkede en anelse med hovedet med et smørret smil.

"Jenner og Kardashian familien? - Ringer der en klokke?", svarede han med et svævende spørgsmål, så jeg grinede svagt akavet og så forlegent ned i bordet.

"Nårh dem...", mumlede jeg med et forlegent smil og så igen hen på ham. Han fugtede sine læber i et svagt smil og tog endnu en tår af sin vin, hvorefter han tydeligvis tog en dyb indånding.

"Og så har vi jo Hailey... Hende og jeg er som sagt stadig venner, men vi er ikke så meget på talefod lige for tiden, fordi hun er fornærmet over, at jeg ikke kan være sammen med hende på den måde, som hun ønsker det, eftersom jeg føler så stærkt for en anden pige, som jeg slet ikke kan glemme...", fortsatte han roligt og sendte mig et kærligt smil, så jeg følte, at alt det han sagde vægtede stærkere og stærkere, for hvert ord han kom med.

For første gang nogensinde, virkede det som om, at han sad og sagde alle de ting med god samvittighed, så jeg følte mig godt dum lige nu. Jeg følte en tåre bryde frem i min ene øjenkrog, som jeg ellers kæmpede for at holde tilbage, men jeg kunne ikke, så jeg måtte tørre den væk hurtigt, mens jeg så forlegent ned i bordet.

"Du skal ikke græde...", sagde han roligt og jeg bemærkede, at han lagde sin varme hånd oven på min på bordet, hvorefter han gav min venstre hånd et lille klem. Endnu en tåre rendte ned over min anden kind og jeg snøftede svagt og klemte øjenlågene hårdt i, uden så meget som at se hen på ham.

"Jeg føler mig så dum...", snøftede jeg stille.

"Det er okay... Jeg har lært at tage imod meget modstand - særligt i mit kendte liv... Jeg kan tage det - sådan da...", svarede han roligt, så hans svar overraskede mig og fik mig endelig til at se op på ham, hvor han bare sad og smilede bedrøvet mod mig.

"Anji... Du ved lige så godt som jeg, at vi to har et bånd, som vi bare ikke kan bryde... Alt endte så brat dengang, ligesom det lige var begyndt, og jeg ved, at det var min skyld fordi jeg slet ikke kunne finde ud af det overhovedet... Jeg var pokkers forvirret og nok også til en vis del egoistisk, fordi jeg valgte at satse den pige, som jeg inderst inde følte mest for - jeg kunne ikke slippe Selena dengang, og tro mig, når jeg siger det her, så gik det først for alvor op for mig, hvad jeg mistede, da jeg valgte at spejde efter Selena, som i sidste ende ikke ville have mig... Anji.. Jeg blind, og det beklager jeg virkelig...", forklarede han med et alvorligt og ret ærligt blik på mig, hvorefter han lænede sig frem over mordet mod mig og løftede min venstre hånd op mod hans læber, hvor han holdte godt fast i min hånd med begge hans hænder.

Jeg skælvede en anelse, da han lukkede øjnene i sekunder og kyssede blidt mine fingre, hvor efter han åbnede sine øjne og så indgående på mig.

"Jeg ønsker bare din tilgivelse - det er alt jeg beder dig om... Mere forlanger jeg ikke lige nu...", fortsatte han med et bedende blik på mig. Jeg sukkede trist og slog blikket ned.

"Jeg ved ikk.."

"Kom nu Anji..", afbrød han mig, så jeg så trist op på ham.

"Det er ikke så lige til Justin...", snøftede jeg stille. Justin nikkede med et trist blik.

"Jeg forstår... Jeg ønskede bare din tilgivelse, men jeg kan godt se nu, at det er for meget at forlange af dig...Så eh..", forklarede han med et knæk i stemmen og rejste sig pludseligt og jeg så grædende op på ham.

"Jeg vil lade dig være...", svarede han med endnu et knæk i stemmen og jeg kunne se nogle tårer rendte ned ad hans kinder, hvorefter han nikkede svagt.

"ja..", hviskede han nærmest, så de enkle ord for mig lød mere end bare smerte for ham at tilføje, hvor efter han valgte at forlade mig i restauranten.

- Jeg vidste ikke, om jeg havde begået en fejl?

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...