Mr. Sne - mørk version

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2016
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Færdig
Hvert år byggede den lille pige i familien en snemand. Hvert år kaldte hun den for Mr. Sne, med undtagelse af det ene år, hvor hun var begyndt at lære engelsk, og derfor havde brugt navnet Mr. Snow i stedet. Hvert år hev hun det samme, gamle tørklæde med udenfor, og bandt det om Mr. Snes kolde hals. Sådan havde det altid været, og sådan skulle det være i fremtiden.

Men sådan var det ikke i år.
-
En julehistorie med et twist, som jeg fik til opgave at skrive i kreativ skrivning.

0Likes
0Kommentarer
134Visninger
AA

1. Mr. Sne

Hvert år byggede den lille pige i familien en snemand. Hvert år kaldte hun den for Mr. Sne, med undtagelse af det ene år, hvor hun var begyndt at lære engelsk, og derfor havde brugt navnet Mr. Snow i stedet. Hvert år hev hun det samme, gamle tørklæde med udenfor, og bandt det om Mr. Snes kolde hals. Sådan havde det altid været, og sådan skulle det være i fremtiden.

Men sådan var det ikke i år. Det var lille juleaften, og der havde endnu ikke været skyggen af sne. Den lille pige havde hver dag i december kigget ud af vinduet når hun vågnede, i håb om at kunne bygge sin trofaste ven igen. Hun var endda gået så langt at skrive sne på sin ønskeseddel til julemanden, lige under dukken og den fjernstyrede bil.

Mildest talt var pigen utilfreds. Julemanden kunne da i det mindste gøre denne smule for hende? Hun sad lidt ved vinduet, inden hun rejste sig. Vil ikke engang julemanden gøre noget, må man tage sagen i egen hånd.

Med det gamle tørklæde og den store vinterfrakke på, gik pigen ud i haven. Hun stod og trippede lidt, usikker på, hvad hendes plan egentlig var. Med ét oplyste hendes ansigt sig i et smil.

Den lille pige rettede ansigtet mod den største sky hun kunne finde på himlen. "GIV MIG SNE!" råbte hun, så naboerne kunne have hørt det, hvis de var oppe.

Oppe på den lille sky sad en engel. Dens hår var ligeså hvidt, som skyen selv. Forundret så den ned på pigen, og tænkte. Hun så nu meget sød ud, selvom hun godt nok lige havde råbt af englen. På den anden side, hvordan kunne et menneskebarn kende til skyengle?

Med ét begyndte den englehvide sne at dale fra himlen. Pigen jublede, og begyndte straks at bygge sin kære ven.

Halvvejs igennem vendte pigen sig atter mod skyen. Med den smule sne, hun havde fået, kunne hun umuligt bygge hele Mr. Sne. "GIV MIG MERE SNE!" råbte hun af sine lungers fulde kræft.

Endnu engang opfyldte skyenglen pigens ønske, og sendte mindst dobbelt så meget sne afsted.

Straks fortsatte pigen sit arbejde, og stod til sidst foran den velkendte Mr. Sne, fuldendt med et par sten som øjne og det gamle tørklæde om halsen. Pigen havde et smil om læben, men det varede ikke længe, før det forsvandt. 

"Hvad er der nu galt?" spurgte skyenglen fra sin hvide pude.

"Mr. Sne er jo ikke levende. Venner skal være levende, for at man kan lege med dem." Der var tårer i øjnene af hende nu, som løb ned ad de røde kinder.

"Tja," begyndte skyenglen. "Jeg kan gøre noget ved det, men det er en svær opgave." Pigen så op på skyen. "Du skal ønske det højere, end du holder af dit eget liv."

"Selvfølgelig! Jeg ønsker det endda højere end den fjernstyrede bil!"

"Det eneste du skal gøre, er at give ham dit hjerte," forklare skyenglen, inden den atter satte sig til rette på sin sky. Der var et tilfreds smil på dens læber, ved tanken om endnu et opfyldt juleønske.

Pigen, der stadig var ganske ung, gik hen til et vindue i huset. Herfra tog hun en istap, inden hun gik tilbage til Mr. Sne. Hun stak istappen i bryster, tog sit hjerte ud, og placerede det i Mr. Snes i stedet.

Mr. Sne sprang straks til live, og smilet på den lille piges læber blev større end nogensinde før. Hun sprang frem i hans favn, og lagde slet ikke mærke til de røde pletter der blev til syne på Mr. Snes frakke.

Sammen legede de hele natten. Det var den bedste nat, pigen nogensinde havde haft. Den overgik endda dengang hendes far havde ladet hende være længe oppe og se film med ham!

Pigen vendte sig igen mod himlen ved solopgang. Skyen var for længst borte, men hun sendte alligevel et lille "tak" afsted til englen.

Om morgen kunne man finde den lille pige i haven, liggende helt stille, med tørklædet ved sin side. Ligeså stille, som pakkerne under træet, hendes forældre havde lagt frem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...