En falden stjerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2016
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
Claire, en stille og normalt ubemærket pige, bliver pludselig bemærket af Ethan. Ethan er ny på skolen, og lægger hurtigt al sin interesse i en pige, Claire. Claire er ikke vant til opmærksomheden, og hun ved ikke hvordan, hun skal reagere på det. Ethans interesse for Claire vokser hurtigt, men Claire er stadig ikke vant til det. Claires opførsel, efter den uvante opmærksomhed, virker afvisende, men heldigvis, er Ethan ikke typen, der giver op. *Coveret er lavet af Tøsen_03*

5Likes
3Kommentarer
453Visninger
AA

2. Kapitel 2

Hele morgenen havde mine tanker igen været fyldt med hende. Vi havde matematik her til morges, og jeg ville finde ud af, om hendes navn egentlig var Clarissa, og hvem hun egentlig var.

Jeg kom tidligt for at sørge for, at alle pladser ikke var taget. Jeg havde planer om at sidde enten ved siden af hende eller bag hende, i hvert fald et sted hvor jeg kunne få en ordentlig samtale med hende. Til mit held var hun der allerede.

”Jeg hedder Ethan,”

Hun løftede langsomt sit blik fra sine notater, og kiggede rundt i lokalet, inden hun lod sit blik falde på mig. Jeg sendte hende et skævt smil.

”Hvad med dig?”

”Hv-Hvad?” Nervøsiteten var tydelig i hendes stemme og måden hun stammede på.

”Hvad hedder du?”

”Claire,”

Tæt på.

Hun sank en klump, og lod langsomt sin opmærksomhed vende tilbage til sine skriblerier.

”Hvad skriver du?” spurgte jeg, og hendes blik veg hurtigere op, end jeg havde forestillet mig, hun kunne bevæge sig. Hendes arme dækkede straks over hendes notater.

”Undskyld, det var ikke for at snage.” påpegede jeg, og sendte hende endnu et smil. Hun sendte nervøst et tilbage, men undlod at sige en lyd.

Efterhånden blev klassen mere og mere fyldt, og Claire kunne ubemærket falde ind i sin normale rutine, hvilket – ud fra mine observationer – bestod af det samme dagen lang.

Hun vækkede en nysgerrighed i mig, normalt med piger var jeg ikke typen, der gjorde det store ud af noget med dem, hvis de ikke kunne lide mig, kunne de ikke lide mig, hvis de kunne, så var det sådan, det var. Men Claire var anderledes, hun gav mig ingen ledetråde, hun lavede ikke andet, end at skrive i sin notesbog. Jeg ville gerne vide, hvem hun var, men ud fra de signaler hun sendte, så det ud til at blive en af de sværere mål at sætte sig op for.

Mr. Crowly kom ind i klassen, og begyndte på undervisningen, og endnu engang var min opmærksomhed rettet imod Claire. Der var en ukendt mystik over hende, og det at ingen andre virkede til at bemærke hende, gjorde hende bare endnu mere interessant. Hvordan kunne nogen formå at være så ubemærket, som hun var? Nogen måtte da have bemærket hende, det andet ville da være tæt på umuligt. Men jeg gættede på, at hvis man ikke gik i tøj, der skilte sig ud, eller hvis man ikke gjorde noget, der fik en til at skille sig ud, så var det måske ikke så svært i længden. Hun var ikke en af dem, der blev mobbet. Men hun var heller ikke en af dem, der mobbede. Hun var på stadiet lige præcis imellem, hverken en smule mere til den ene eller den anden side. Hun var der bare, jeg tror ikke engang, at hun vidste, hvad der foregik omkring hende over halvdelen af tiden. Hele hendes verden var i den notesbog, det var nok også derfor, den var så personlig for hende. Hvis hun viste nogen det, hun skrev, viste hun dem hele sin verden. Hun ville blotte sig for dem, på en måde som hendes psykiske mur ikke tillod hende. Alt dette var selvfølgelig kun teorier, jeg byggede mig i mit hoved i denne matematik time, men jeg satte mig hurtigt for, at finde ud af hvor stor en del af mine teorier var korrekte.

Jeg beundrede hendes skønhed. Hun var smuk, det var sikkert. Hun var nervøs, jeg gik i hvert fald ud fra, at det var det, det betød, når hun pillede sådan ved sin fingerring. Hun skævede engang imellem over til mig ud af hendes øjenkrog, jeg sendte hende et smil hver gang, men hun veg hurtigt sit blik tilbage. Hun løftede sin hånd for at dække sit ansigt. Det var tydeligt, at min stirren gjorde hende utilpas, jeg tænkte, at det måske var vanedannende at være ubemærket. Jeg tror, at hun kunne lide ikke at blive bemærket, at hun kunne lide ikke at have venner at bekymre sig om. Jeg tror, at hun kunne lide ikke at være bange for at blive såret.

 

Klokken ringede, og igen var hun den første til at være ude af klasselokalet. Jeg gjorde mit bedste for at indhente hende, men det lykkedes ikke. Jeg vidste ikke, hvorfor hun altid havde så travlt med at komme ud, men hurtig var hun i hvert fald. Jeg havde allerede opgivet at indhente hende, da hun var løbet om hjørnet.

Jeg slog min knyttede næve imod væggen, hvilket jeg straks fortrød, da smerten veg op igennem min arm, men jeg gjorde intet ved det, jeg tog mig til hånden, og fandt vej hen til spansklokalet.

Hvis vi forestillede os, at man stod foran 2 mennesker, en imødekommende og smilende person og en stille og indelukket person. Største delen af os ville gå hen til den imødekommende person. Dem der ville gå hen til den stille person, ville være dem, som selv var stille.

Claire var den stille og indelukkede person, og jeg, en imødekommende, glad og smilende person, var på vej hen til Claire. Jeg indgik ikke i største delen, jeg indgik i den del, som ville hjælpe dem, der kaldte lydløst efter hjælp, selvom jeg måske ikke vidste det endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...