En falden stjerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2016
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
Claire, en stille og normalt ubemærket pige, bliver pludselig bemærket af Ethan. Ethan er ny på skolen, og lægger hurtigt al sin interesse i en pige, Claire. Claire er ikke vant til opmærksomheden, og hun ved ikke hvordan, hun skal reagere på det. Ethans interesse for Claire vokser hurtigt, men Claire er stadig ikke vant til det. Claires opførsel, efter den uvante opmærksomhed, virker afvisende, men heldigvis, er Ethan ikke typen, der giver op. *Coveret er lavet af Tøsen_03*

5Likes
3Kommentarer
459Visninger
AA

1. Kapitel 1

Den 5. september var min første dag på den nye skole, og den første gang jeg så hende. Hun var ufattelig smuk, men hun lignede ikke typen, der kendte til hendes egen skønhed. Hun var det første jeg så, da jeg trådte ind af døren, hvor jeg blev mødt af en masse stirrende blikke. Hun var den eneste der ikke kiggede, hun holdte hendes hovedet sænket, og sit blik rettet imod hendes papirer, hvor hun lod sin blyant skrible nogle ord ned. Jeg havde en fornemmelse af, at hun vidste, at det var hende, jeg kiggede på, men alligevel kiggede hun ikke selv op.

”Mr. Helmington, har jeg ret?” spurgte den ældgamle matematiklærer, han var krumrygget, og havde meget tyndt gråt hår øverst på sin isse. Jeg nikkede roligt som svar, og han lyste op i et stort smil, der afslørede et gult sæt rygertænder. ”Velkommen til! Jeg er Mr. Crowly, din matematiklærer,” sagde han, jeg nikkede endnu engang. ”Du kan sætte dig ned bagerst, bag ved Mrs. Tomson,” endnu engang, nikkede jeg, inden jeg fandt vej ned til den tomme plads.

Mit blik landede straks igen på den mystiske pige fra start af, hendes opmærksomhed var stadig rettet direkte imod hendes notater. Hun blev ved med at skrible ord ned på sit papir, selvom Mr. Crowly ikke sagde et ord, der var værd at notere. Min konklusion blev, at det hun skrev ned, ikke havde noget som helst at gøre med selve undervisningen.

Jeg sad to rækker bag hende. Hendes brune hår, faldt blødt om hendes skuldre. Hun strøg en tot om bag øret. Hendes fingre var lange og tynde, hendes negle var lakeret i sort. Hendes påklædning var mørk, sorte bukser og en mørkegrå sweater. Hun virkede ikke, ud fra hendes udstråling, som en særlig glad pige. Hun blev ved med at pille ved sin ring på hendes højre ringefinger med sin tommelfinger, hun virkede nervøs, måske stresset?

I Mr. Crowlys undervisning hørte jeg på ingen måde efter, jeg havde travlt med at betragte hende. En enkelt gang havde hun vendt sig imod mig, hun havde kunnet mærke mit blik på hende, og det havde generet hende. Hun havde hurtigt vendt sit blik igen, efter hun havde fået bekræftet, at jeg kiggede på hende. Men efter det, blev hun ved med at kigge over imod mig, og hver gang havde jeg mit blik på hende. Efter et par gange, begyndte hun at hoppe med sit ben, det gik hende helt klart på, at hun fik min opmærksomhed. Jeg gik ud fra, at hun ikke var vant til det, hun var nok mere vant til at være ubemærket, måske var det grunden til hendes neutrale påklædning, det var ikke noget, som der viste noget frem, men heller ikke noget der skreg: ”Her er jeg! Se mig!” Hun virkede som typen, der godt kunne lide at holde sig i baggrunden.

Klokken ringede, og alle var hurtige til at pakke deres ting sammen, hun var den hurtigste, hun var også den der var først ude af døren. Jeg svang hurtigt min taske over skulderen, for at følge efter hende ud af lokalet, jeg måtte da vide hvem hun var, men hun var allerede væk, da jeg var nået ud på gangen.

”Damn it!” mumlede jeg for mig selv, inden jeg begyndte at bevæge mig videre imod det lokale, som jeg skulle have min næste time i.

I den time fik jeg heller ikke koncentreret mig, jeg kunne ikke få hende ud af hovedet. Hvordan kunne det være, at hun ikke havde bare hurtigt løftet sit hoved da jeg kom ind af døren? Det var da normalt, at bare være den mindste smule nysgerrig. De fleste ville da gerne vide, hvem den nye elev var, hvis der var en. Hvis det havde været hele klassen, havde jeg måske forstået det, eller i hvert fald hvis det måske bare var 2-3 stykker, men det var kun hende, der ikke havde løftet sit blik bare den mindste smule, da jeg trådte ind.

Da det blev frokost tid, satte jeg mig ved det bord, hvor min bedsteven, Marcus, sad. Marcus var den umiddelbare grund til, at jeg var flyttet til lige netop denne skole. Jeg vidste, at jeg skulle flytte skole, men det var endnu ikke besluttet til hvilken, inden Marcus skrev til mig, og spurgte hvordan det gik. Marcus og jeg mødte hinanden i de mindste klasser, og har altid holdt kontakten på rimeligvis, da vi kom op i de højere klasser, skiltes vi, Marcus forældre sendte ham på en privatskole, mens jeg kom i folkeskole. I den periode havde Marcus og jeg ikke som sådan nogen kontakt overhovedet, han var meget opsat på sine lektier og sin fremtid dengang, det er han selvfølgelig også nu, men hans besættelse faldt en smule. Da vi så startede i highschool, begyndte vi at genfinde kontakten, Marcus og jeg gik dog på forskellige highschools, men her sidste år, blev det besluttet, at jeg skulle flyttes over til en anden, da min gamle skole ville begynde et nyt system, som mine forældre var modstandere af, og nu går jeg så her med min bedsteven, Marcus.

Da Marcus og jeg havde hilst på hinanden, fortalte jeg ham om pigen fra matematik. Marcus var enig med mig i, at det var sært ikke at have den naturlige nysgerrighed, som vi alle har, og kigge op. Men til mit uheld, vidste Marcus ikke, hvem der var tale om, hvilket gav mig ret i min påstand: hun var ikke en, der blev bemærket.

”Kan du se hende her? Det kan være, det hjælper, hvis jeg ser hende,” foreslog Marcus. Jeg lod mit blik glide hen over den proppede kantine, ud fra mine observationer, ville jeg gætte mig til, at hun var typen der enten sad alene, eller sammen med andre, men ingen af dem sagde et ord. Så jeg lod hurtigt mit blik passere de borde, hvor de højlydte piger sad. Og der sad hun, bagerst i kantinen ved et bord helt ind i hjørnet. Der sad kun 2 andre, ingen af dem sagde noget. Pigen sad stadig, og skrev i sin notesbog. Hvad mon hun skrev?

”Dér,” sagde jeg, og nikkede med hovedet over mod det stille bord i hjørnet, Marcus kiggede derhen, ”Hvem af dem?” spurgte han, og havde stadig sit blik fæstnet imod deres bord. ”Hende der skriver,” svarede jeg, og observerede alle hendes bevægelser. Hun virkede endnu engang utilpas, og hun løftede nu sit blik, og så mig direkte i øjnene. ”Hende…” sagde jeg, men det kom nærmest ud som en hvisken. Hun førte en tot om bag sit højre øre, inden hun igen kiggede ned i sit hæfte, og skrev videre.

”Hendes navn er Clarissa, hvis jeg ikke tager helt fejl. Det starter i hvert fald med C, og slutter vidst også på et a, eller i hvert fald en vokal. Men jeg er ikke sikker, jeg har ikke snakket med hende før. Vi har biologi sammen, hun skriver altid i sit hæfte.”

Ud fra Marcus’ opremsning virkede det ikke til, at jeg var den eneste der havde betragtet hendes skønhed.

”Jeg har aldrig hørt hende snakke,”

Jeg vendte min opmærksomhed mod Marcus, der var noget over denne Clarissa, hvis det altså var hendes navn, som jeg ikke helt kunne sætte min finger på, men på en eller anden måde, kunne hun ikke forsvinde fra mine tanker.

Selv hele aftenen brugte jeg på at spekulere over, hvad hun mon skrev i sit hæfte, eller hvorfor hun ikke havde kigget op fra sit hæfte, da jeg trådte ind af døren. Lige præcis dét spørgsmål hjemsøgte mig nærmest, men jeg ville sørge for at få svar på det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...