I believe in love

Cara er 19 år, og bor i LA. Cara's far er dansker, og hendes mor er amerikaner. Cara er model, og Igennem model branchen møder Cara, Hailey Baldwin, som er gode venner med den verdens kendte Justin Bieber. Cara og Hailey bliver hurtigt tætte veninder, og til en aften i byen, møder Cara den kendte Justin Bieber. Der sker hurtigt noget helt specielt imellem dem, og der opstår hurtigt følelser imellem dem. De er sammen bag Haily's ryg, og da Haily finder ud af det, siger Cara fra, for Justin. Men de har stadig for mange følelser for hinanden, så de forbliver sammen i skjul. Men der opstår gnister imellem dem alle, og de alle bliver splittet. Men om de finder sammen igen, og Haily giver slip, ved ingen. __________________________________________________________________________________________________________________________________________________Ny novelle vil komme ud - Mandag, Onsdag & Fredag


56Likes
45Kommentarer
98464Visninger
AA

5. Kapitel 3.

 

*****

Vi var endelig blevet færdig med photoshootet, og jeg var godt nok smadret. Hailey og jeg satte os i hver vores stole, og bare sad med vores mobiler. Der gik få minutter, og en lyd kom frem. Det kom fra Hailey's mobil, så jeg tænkte ikke rigtigt videre over det. Hun fjernede sin mobil fra sit ansigt, så hun kunne kigge hen på mig. Jeg kunne se at hun kiggede på mig, så jeg fjernede min mobil fra ansigtet, som hun også gjorde. Hun rynkede på panden, som hun også havde gjort før. "Hvad?" spurgte jeg, og fjernede et hår fra mit øje. "Justin har lige skrevet til mig" svarede hun, og kiggede på din mobil. "Og?" sagde jeg, og fniste. "Han spørger om dit nummer, fordi han glemte sin jakke hjemme ved dig.." svarede Hailey, og løftede på sit ene øjenbryn. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, fuck. Jeg kiggede på hende "Ehm.. det har han da ikke?" sagde jeg, for jeg var ret sikkert at jeg ikke have set den. "Okay, det skriver jeg lige så" mumlede hun, og skrev til ham. Bare hun ikke finder ud af at han var hjemme ved mig, tænkte jeg, og var faktisk ret urolig. "Han siger at det har han" kom det fra Hailey, og jeg kiggede hen på hende. Jeg rynkede på panden, og jeg skulle lige tænke mig om. Jeg kunne altså ikke huske at han havde glemt nogen jakke. Jeg kiggede forvirret på hende, og ligepludselig kom der en lyd fra min mobil. Jeg kiggede på den, og et ukendt nummer havde skrevet til mig. "Hej Cara, tak for sidst. Jeg tror at jeg glemte min jakke hjemme ved dig - Justin" stod der, og jeg blev forvirret. "Hailey" sagde jeg irriteret til hende. "Hvad?" spurgte hun, og så endnu mere forvirret ud. "Du gav ham mit nummer?" sagde jeg irriteret. "Ja, han glemte ligesom sin jakke?" sagde hun ligesom om jeg bare var verdens største taber.

"Åhh" sagde jeg irriteret, og rejste mig op for stolen. Jeg tog min jakke på, og tog min taske, og gik irriteret ud af døren. "Cara" lyd det, og jeg kiggede irriteret tilbage. "Hvad skal du?" spurgte Hailey forvirret. "Hjem! Skulle Justin ikke have sin skide jakke?" sagde jeg irriteret. Hun tøvede, men sagde ingenting. Jeg vendte mig om, og fortsatte ud mod indgangen. 

*****

Jeg var endelig kommet hjem, og jeg smed nærmest alle mine ting fra mig. Jeg var bare så irriteret, og jeg kunne bare mærke fra i morges af, at jeg bare skulle have blevet i min seng. Jeg havde ikke svaret Justin endnu, så det måtte jeg hellere gøre. "Hej, selv tak :) Jeg har desværre ikke set den" svarede jeg, og jeg fik med det samme en besked tilbage. "Nå.. kan jeg så i det mindste komme over ;)" stod der, og jeg blev helt glad indeni. "Selvfølgelig" svarede jeg, og grinte for mig selv. "Godt, vi ses" stod der i en ny besked, og jeg svarede med det samme tilbage. 

Efter kun 10 minutter ringede det på døren, og jeg skyndte mig hen til døren. Jeg åbnede, og bag døren stod der en meget fin, og ung mand. Det var Justin. Han stod i meget fint tøj, og det så ud til at han skulle noget fint. "Hej" tøvede jeg, imens jeg grinte let. "Hej" smilte han, og kiggede ned i gulvet, og kiggede genert op. Jeg blev helt rød i kinderne, og jeg havde aller mest bare lyst til at smække døren i, og bare dø af glæde. Jeg havde lyst til både at skrige, og græde på samme tid. Det lyder mærkeligt, men det havde jeg. "Ehm.." sagde jeg, og jeg kunne bare ikke lade være med at smile. "Ehm.. ja. Vil du med ud at spise?" spurgte han, med let glødende kinder. Jeg kunne ikke stoppe med at smile, og tårene pressede mod. "Jamen.. se mig dog, jeg ligner jo overhovedet ikke en, som du gider at tage med ud og spise" tøvede jeg. "Jo, selvfølgelig." smilte han. "Jeg skal nok vente, så du kan gøre dig klar" fortsatte han. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, han var simpelten så sød. "Ehm.. okay så. Vil du med ind, du skal ikke stå her ude imens" fniste jeg. "Fedt" sagde han, "Joe, det vil jeg gerne" fortsatte han, imens han fniste. 

*****

Efter laang tid, efter Justins mening, var jeg endelig blevet færdig. Jeg syntes selv jeg havde valgt det helt perfekte outfit. Ikke for fint, og ikke for normalt. Jeg havde en "Wool Mix Crop Top" på fra Topshop i sort, en sort "Wrap Mini Skirt" fra Zara, og selvfølgelig mine højt elskede sorte pumps fra Casadei. Jeg skulle selvfølgelig også have en trenchcoat på, og det blev "Contemporary Life in Progress Open-Front Trench Coat" fra Forever 21 i militær grøn. Jeg tog mine sædvanlige ringe på, og et armbånd, og til at pifte det lidt op, tog jeg en halskæde på. 2 sprøjt af min Chanel parfume, og noget makeup, så var jeg simpelhen klar. Jeg gik ud til Justin, og hans øjne lavede med det samme elevator blikket. Jeg smilte og mine kinder blev igen røde. "Hvor er du bare smuk" sagde han tøvende. Jeg kunne ikke lade være med at smile, han gjorde noget helt specielt ved mig, noget som ingen andre havde gjort før. "Tak" fniste jeg, og kiggede ned i jorden. Der blev en akavet stilhed, men Justin afbrød den. "Skal vi gå?" spurgte han, med et bredt smil. "Ja" tøvede jeg, og smilte. "Så kom" sagde han, og placerede sin hånd på min ryg.

Jeg låste døren, og vi gik hen mod elevatoren. Da vi kom ud af elevatoren, kunne jeg se en meget flot bil. Jeg kiggede op på Justin, imens vi stadig gik. Han vendte hovedet hen mod mig, og vi fik øjenkontakt. Jeg følte mig tryg sammen med ham, selvom jeg kun havde kendt ham i 1 dag. Jeg smilte let, og det samme gjorde han. Han vendte sit hovedet om igen, men jeg kunne ikke få mig selv til at kigge væk igen. Jeg fik taget mig sammen, og inden at jeg overhovedet anede det, stod jeg foran den flotteste bil jeg nogensinde havde set før. En orange Ferrari, som Justin selvfølgelig ejede. Jeg kiggede op på ham, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg tog min hånd op til min mund af begejstring, og jeg havde ingen ord. "Skal vi?" spurgte han, og jeg nikkede bare. Han åbnede døren for mig, og det gik op for mig at han virkelig var en gentleman. "Tak" sagde jeg stille, og satte mig ind. Efterfølgende satte Justin sig ind, og han startede bilen.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...