I believe in love

Cara er 19 år, og bor i LA. Cara's far er dansker, og hendes mor er amerikaner. Cara er model, og Igennem model branchen møder Cara, Hailey Baldwin, som er gode venner med den verdens kendte Justin Bieber. Cara og Hailey bliver hurtigt tætte veninder, og til en aften i byen, møder Cara den kendte Justin Bieber. Der sker hurtigt noget helt specielt imellem dem, og der opstår hurtigt følelser imellem dem. De er sammen bag Haily's ryg, og da Haily finder ud af det, siger Cara fra, for Justin. Men de har stadig for mange følelser for hinanden, så de forbliver sammen i skjul. Men der opstår gnister imellem dem alle, og de alle bliver splittet. Men om de finder sammen igen, og Haily giver slip, ved ingen. __________________________________________________________________________________________________________________________________________________Ny novelle vil komme ud - Mandag, Onsdag & Fredag


55Likes
45Kommentarer
97380Visninger
AA

18. Kapitel 16.

 

*****

Det var blevet søndag, og jeg havde faktisk ikke rigtigt nogle tømmermænd fra igår af. Justin og jeg havde skrevet hele natten, og vi blev enige om, at han skulle komme over i aften, så vi kunne få snakket ud. Jeg vidste ikke om det som skete igår var forkert, eller om det bare var normalt? Jeg savnede ham så meget, og jeg kunne bare ikke lade være. Jeg vidste det kunne bide mig selv i røven til sidst, men jeg måtte altså gøre.. 

Jeg ville lave mad, så jeg måtte lige tage ud og købe noget ind. 

*****

Jeg var blevet færdig med at lave mad, og det ringede på døren. Det føltes som om mit hjerte stoppede med at slå, og jeg fik en klump i min hals. Det føltes bare så mærkeligt. Jeg gik langsomt hen mod døren, og fik mig taget sammen til at åbne den. Vi kiggede på hinanden, og et smil placerede sig på hans mund. "Hej" smilte han svagt. "Hej" sagde jeg, og smilte svagt. "Kom ind" sagde jeg, og han gik langsomt ind. "Tak" hviskede han, og vi gik langsomt ind i køkkenet. Det føltes bare så akavet, og tror mig, det var det også. "Ehm.. ja. Jeg har lavet mad, så.. Ja." sagde jeg stille, og kiggede hen på maden. "Lækkert" smilte han, og vi satte os ved bordet. "Bare tag" sagde jeg, og drak akavet noget vand. "Tak. Skal jeg give dig noget?" spurgte han. "Ehm.. ja, det må du gerne" smilte jeg svagt. 

*****

Vi havde spist, og vi havde snakket lidt. "Men ehm.. jeg vil bare sige undskyld for det der skete.. Det var overhovedet ikke meningen at det skulle ske" kom det var Justin. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men jeg nikkede bare. "Vi begge var fulde, også skete det bare" sagde han. "Men.. det er jo ikke en undskylning Justin.." sagde jeg irriteret. "Det ved jeg.." svarede han stille. "Ved du hvor hårdt det var at se jer to sammen, de to personer som jeg holder aller mest af! Og det værste var at du ikke engang sagde det til mig!" sagde jeg frustreret. "Ja! Jeg ved det godt, og jeg er så ked af det Cara" lyd han overbevisende. "Hva så nu?" spurgte jeg, og en tåre stillede ned af min kind. Han sank en klump i halsen, og kiggede på mig. "Jeg ved det ikke.." svarede han stille. "Ved du ikke om du vil være sammen med med?!" spurgte jeg hårdt. "JO! selvfølgelig gør jeg det!" svaerde han hårdt tilbage. "Hvad vil du så!" spurgte jeg hårdt igen. "Være sammen med dig!" svarede han. "Men tror du bare at jeg kan stole 100% på dig igen?" spurgte jeg irriteret. "Nej! Det ved jeg da godt du ikke kan" svarede. "Jeg føler mig så fucking røvrendt, jeg føler mig så værdigløs. Hvordan tror du lige jeg har haft det?! Jeg har fucking grædt hver eneste dag over dig" råbte jeg imens jeg græd. Han sagde ikke noget, men han kunne mærke min smerte. "Jeg ved det godt.. og jeg er så fucking ked af det Cara. Helt seriøst, der er ikke andet jeg vil, end er være sammen med dig. Og det ved du også godt!" sagde han. "Nej! Hvis du kun ville være samen med mig, havde du jo ikke stukket din lange tunge, ind i hendes fucking mund" græd jeg. Han sagde intet. Kiggede bare på mig imens jeg græd. "Jeg ved det godt.. Og jeg er så ked af det. Undskyld. Kan vi ikke bare starte på en ny, og glemme det her?" spurgte han stille. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, for jeg ville jo gerne, men problemet var jo bare om han ville gøre det igen.. og sårer mit hjerte igen.. "Jeg vil rigtig gerne, men jeg er bare så bange for at du gør det igen" græd jeg stille. "Det kommer ikke til at ske igen" sagde han hurtigt efter. "Jeg mener det. Aldrig igen" sagde han stille. "Kan vi ikke bare glemme det her, og komme videre?" spurgte han stille. "Som venner.." hviskede jeg. Han kiggede skuffet på mig, men han forstod mig godt. "Ja.. Vi kommer videre, og.. er bare venner" sagde han stille. "Okay?" spurgte han stille. Der gik lidt tid, og jeg nikkede let på hovedet. "Godt" sagde han, og rejste sig fra stolen. "Kom her" sagde han, og jeg rejste mig langsomt fra stolen. Han pressede mig ind til ham, og kyssede mig i håret. "Du betyder alt for mig" hviskede han, og tog fat om mit ansigt. "Okay?" spurgte han. "Ja" hviskede jeg, og nikkede let på hovedet. "Godt" hviskede han, og smilte let. Vi stirrede hinanden i øjne, og hans læber kom tættere på mine. Han placerede sine bløde læber på mine, og jeg følte mig bare så tryg igen..

I hans arme..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...