Samtaler i mørket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2016
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Færdig
Dette er et essay jeg skrev til min Terminsprøve. Jeg synes selv det gik ret okay, og fik 12 for den, så tænkte jeg ville dele den og se, om jeg fik nogen respons på den.

0Likes
0Kommentarer
225Visninger
AA

1. Samtaler i mørket

Der sad de, to unge mennesker, på kanten af søen og stirrede ud på vandet. På den anden side af den spejlblanke overflade kunne de se solen gå ned bag skovens svajende trætoppe. Hun lagde hovedet på hans skulder og mærkede i hele kroppen, hvordan den lette berøring beroligede hende. Om lidt ville solen være gået ned og mørket ville falde på. Alting er så anderledes i mørket. Det er en hel anden verden, og man bliver nærmest en hel anden person, når først man træder ind i den. Verdenen altså.
Hvem de to unge mennesker var, er sådan set lige meget. Det kunne have været hvem som helst, og der har sikkert siddet mange af den slags mennesker ved de forskellige søer rundt om i Danmark på samme tidspunkt.  Og alle havde de noget til fælles; de ventede på mørkets frembrud.

For der er noget ved mørket, som, i visse tilfælde, bare gør tingene nemmere og, hvordan skal jeg sige det, nærmest mere naturligt. Der er noget velkendt ved mørket. Er det fordi, at alting i sidste ende startede i mørket? Solen opstod i mørket, jorden opstod i mørket, ja selv vores eget liv startede i mørket. Måske er det i virkeligheden så velkendt for vores underbevidsthed, at man ligefrem har nemmere ved at være sig selv i mørket. Måske er det derfor, at det er så meget nemmere at have lange samtaler om alt og ingenting om natten. Samtaler, hvor man ikke er bange for at sige noget forkert, og hvor man ikke er bange for at man vil blive husket for en dum sætning og hængt op på den senere. Eller måske er det fordi, at man kan gå all in i samtalen, uden at tænke for meget på ens udseende og udstråling - vedkommende man snakker med kan jo ikke se en. 

Men hvis mørket er så velkendt, hvorfor var man så så bange for det da man var lille? Det velkendte plejer jo at være det trygge, eller hvad?
Selv sov jeg aldrig i mørke. Nej, jeg havde en fin nattelampe ved siden af min seng, som bragte et fint slør af lige netop nok lys til at holde det, dengang, ukendte og uhyggelige mørke væk, uden at jeg selv blev holdt vågen af det. 
Ironisk nok bliver jeg nu direkte muggen, hvis ikke der er mørkt nok på min soveplads. Men selv når det er mørkt nok, kan det være svært at falde i søvn...

Jeg kender alt for godt de nætter, hvor man ligger vågen og bare ikke kan falde til ro. Lige meget hvor meget jeg vender og drejer mig, er det ikke nok til at få rystet de tanker, som efter lyset blev slukket og stilheden bredte sig, sneg sig ind og stille og roligt overtog mit sind. De bryder ikke stilheden, men understreger den bare. For se, når man mister en sans bliver de andre stærkere. I mørket mister man sin synssans, den næste man i refleks så tyr til, er høresansen. Men idet, at der er fuldstændig stille, kan jeg ikke bruge den til noget. Altså sørger de mørke, ensomme nætter for, at jeg ikke har noget, der kan bruges til at distrahere mig selv fra mine tanker. (Jo, jeg har stadig smags-, lugte-, og følesansen men hvad skal jeg dog bruge dem til, når jeg ligger i min velkendte seng, som jeg udmærket kender både lugten og følelsen af og ikke har lysten til at smage på.)
Så banker tankerne på. Og i form af minder, lyser de mørket op og viser mig billeder fra min fortid. Hvorfor er det, at det altid er de ting som man helst vil glemme, der trænger sig på?
Jeg kan ikke beskrive, hvor ofte jeg har krummet tæer, fået tårer i øjnene eller bare begyndt at nynne for at prøve at distrahere mig selv. Nogle gange får tankerne mig til at ønske, at jeg kunne få nye chancer. Nye chancer for at møde mennesker, nye chancer for at sige lige præcis de rigtige ord i den rigtige situation. Men nogle gange overtænker og -analyserer man vel også. "Det var så dumt sagt, hvorfor sagde jeg også det?!" tænker jeg tit, men måske tænkte de andre ikke lige så meget over det, som jeg selv. Man bliver bare så usikker, når man ikke har andet end tankerne i mørket.

Engang havde jeg mødt den her gruppe mennesker. Jeg var vildt bange for ikke at passe ind med dem, og at jeg ville ende med at være alene, i den tid jeg skulle være sammen med dem i. Sådan var det også i starten. Den første pige jeg snakkede med præsenterede mig for de andre piger, og så kom den der akavede stilhed. Men som timerne gik, gik solen også over himlen, og snart skinnede månen, og stjernerne blinkede og smilede til mig. 
Man kan ikke undgå at blive munter og få mod på sig selv, når man sådan bliver smilet til, og snart var jeg lige så meget en del af gruppen og samtalerne, som dem, der havde kendt hinanden i årevis.
Jeg tænker tit over den dag og den aften. Ville det samme have været sket, hvis jeg kun havde tilbragt dagen med dem? Lige så mange timer, bare i lys. Men det er på en eller anden måde bare svært at sammenligne lys og mørke og dag og nat. De er totale modsætninger men rummer begge så mange forskellige muligheder. De afhænger da, på en eller anden måde, også af hinanden. "Without the dark the light won't show", siger en af mine yndlingssange. For uden mørket, ville der ikke være noget at lyse op, og derfor ville man ikke kunne se lyset. Men på den anden side kan man jo heller ikke se mørket uden at skærme for lyset.

Så mørket er altså både velkendt og trygt, uhyggeligt og skræmmende, noget nyt med muligheder og noget man ikke kan løbe fra.  Vi kan leve uden, lige så lidt som vi kan leve uden lys. Eller hvad?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...