Unpredictable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2016
  • Opdateret: 31 jan. 2016
  • Status: Færdig
Lily Adams. En 20 årig pige med alt for mange fordomme i forhold til kendte.
"London har altid været min drømmedestination. Jeg havde dog aldrig forventet, at da jeg flyttede ind til Lucy, min barndomsveninde, ville jeg støde på One Direction. De personer, jeg havde allerflest fordomme imod. Men da jeg mødte ham, fandt jeg ud af, at fordomme er overvurderede."

33Likes
23Kommentarer
13852Visninger
AA

11. 9

Lily's synsvinkel​

 

  Jeg vender mig lidt om for at ligge bedre, men da jeg rammer en anden krop, gisper jeg højt og kommer til at sparke personen ned af sengen. Et lavt grynt undslipper personens mund, og jeg tager min pude op til mig som skjold, hvorefter jeg kigger over dens kant, og ser en blond fyr ligge på gulvet.

Of course.

Niall freaking Horan.

"Niall?" halvhvisker jeg og prikker blidt til ham, og han skubber min hånd væk med et ordenligt smæk. Jeg gnider utilfredst min hånd og sparker til ham i stedet for.​ Ha.

Hævnen er sød.

Niall sætter sig hurtigt op og kigger på mig med et irriteret blik. "Kunne du ikke vente bare et par timer mere?" grynter han og rejser sig usikkert op. Jeg rynker panden og kigger på ham, som om at han er dum. "Hvad mener du?" spørger jeg dumt, og indser, at det rent faktisk er mig der er dum.

"Klokken er 8 om morgenen, Lily," hvæser han og hiver dynen hen til sig. Med et utilfredst grynt trækker jeg den hen til mig igen. Og sådan sidder vi og kæmper om en freaking dyne klokken 8 om morgenen. ​

"Giv mig nu bare den dyne, din-" begynder Niall, men jeg afbryder ham ved at slå ham i hovedet.

Med en pude, selvfølgelig.

Så voldelig er jeg heller ikke!

"Det gjorde du bare ik-" begynder han igen, hvorefter jeg igen smækker en pude i ansigtet på ham. Uhh, det her er jo slet ikke slemt. Han vælter mig omkuld på sengen, og sætter sig derefter på min mave. "Hvaa, sidder du godt?" spørger jeg og sender ham et skævt smil. "Egentlig ikke," mumler han og smiler flabet.

"Lav mad til mig," beordrer jeg og prøver at ligge mine arme over kors, hvilket er ret svært, når han holder mine arme nede. Han smiler drillende og hæver sine øjenbryn på en virkelig irriterende måde. "Er du sulten?" spørger han så, og jeg nikker forsigtigt. "Synd, jeg laver ikke mad til dig," siger han og med det samme rumler hans mave. ​

Jeg begynder at grine helt vildt, og han kigger sært på sin mave, og jeg sværger at jeg hørte ham mumle "forræder" til den. Han hæver sit blik hen på mig, og hans øjne har det der specielle glimt, der giver mig åndenød.​

Bogstaveligtalt.

Det føles som om, at hans øjne borer sig ind i mig og nærmest trækker alle mine hemmeligheder ud af mig. Jeg gisper efter vejret og blinker et par gange. Hans øjne er stadig dybt optaget af, at studerer hver enkel lille detalje ved mit ansigt, og jeg må indrømme, at jeg nyder det. Jeg nyder den opmærksomhed han giver mig.

Pludselig er hans læber presset mod mine og jeg kysser igen uden tøven. Mine hænder bevæger mig op til hans hår og nusser det, imens jeg prøver at nyde øjeblikket. Og i dette ene øjeblik, ville jeg ønske, at jeg kunne stoppe tiden. Jeg trækker mig væk og smiler som en idiot. "Vil du lave mad til mig nu?" spørger jeg dumt og han nikker modvilligt. Noget for noget, ha.

Niall går ud i køkkenet, efter at have trukket en hvid t-shirt over hovedet. Med et højt suk rejser jeg mig op, men sætter mig langsomt ned igen, da jeg kan mærke, at det nok ikke er lige nu, jeg skal til at hoppe rundt som en eller anden hyper unge. ​

"Uhm.. Niall?" råber jeg og bider mig i læben. Kort tid efter står han i døren med et bekymret blik, og jeg smiler lidt over, at han var så hurtigt til at komme herind. "Kan jeg måske låne en af dine t-shirts?" spørger jeg usikkert og bider mig hårdere i læben. Han smiler stort og smider en t-shirt hen til mig, hvorefter han går ud i køkkenet, for at lave maden.

Jeg sidder lidt og stirrer på den mørkeblå t-shirt og tanken om, at han har haft den på, får mig til at smile stort. Med en ekstremt elegant bevægelse, får jeg den over hovedet og duften af Niall rammer mine næsebor. En sær følelse af tryghed strømmer igennem min krop, og jeg tager stille fat om kanten på t-shirten med et stort smil.

"Lily, maden er klar," råber han muntert og jeg smiler endnu større, og begynder at hoppe ud i køkkenet som en hyper unge. Det er så nu, jeg skal være en hyper unge. Jeg hviner da jeg ser to stykker bacon på min tallerken samt røræg, og sætter mig hurtigt på en stol, hvor jeg derefter spiser som om, jeg ikke har spist i flere dage.

 "Det smager så godt," siger jeg og lukker øjnene af nydelse.

 Det kan misforstås.

  Men det skal IKKE misforstås.

  Niall griner lidt og da jeg åbner øjnene, kigger han direkte ind i mine øjne, og igen føles det som om, at han ser lige igennem mig, hvilket faktisk skræmmer mig ret meget. Med et host kigger jeg ned i tallerknen, og har fuldstændig mistet appetitten.

"Lily?"

"Mh?" svarer jeg fraværende og kigger stadig ned. Han hoster lavt og får dermed min opmærksomhed. Jeg løfter mine øjenbryn ved synet af hans usikre blik, og jeg ved at det er alvorligt når Niall Horan, som også er kendt for at være en humørbombe, ser sådan ud i ansigtet.

  "Det er fordi-" starter han, men han går lige så stille i stå, og kigger ned på sine hænder, der ligger sammenfoldet på bordet. "Ja?" siger jeg, som tegn på, at han skal fortsætte. Han kigger tøvende op på mig og bliver langsomt rød i ansigtet, i mens han ryster på hovedet. "Det er lige meget, glem det," siger han med et svagt smil.

Med løftede øjenbryn kigger jeg mistroisk på ham, og jeg kender ham efterhånden godt nok til, at det langt fra er lige meget. Så jeg vælger at presse på, hvilket nok ikke er verdens bedste idé, men hvad skal jeg ellers gøre? Lade ham gå med noget, der går ham på? Hell no.

  "Niall, det er ikke lige meget. Spyt ud," siger jeg, og da han skal til at protestere, løfter jeg advarende min pegefinger, hvilket får ham til at synke. Han kigger opgivende på mig og trækker på skuldrene. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg kan ikke være mere ligeglad, han har gjort mig nysgerrig. Ergo; han skal sige det.

"Det er bare-" siger han, og stopper igen sig selv med et ubeslutsomt blik. Jeg rækker tøvende ud efter hans hånd, for at få ham til at se på mig. Han kigger overrasket op og synker endnu en gang. Hvis jeg ikke ved bedre, er det nærmest som om, at jeg skræmmer ham. "Jeg kan rigtig godt lide dig, Lily."

Jeg kigger overrasket på ham, og kan ikke lade være med at smile stort. Måske havde jeg haft for mange fordomme mod de drenge i starten, og det fortryder jeg inderligt. Det var og er ikke okay, at dømme nogen man ikke har mødt. Jeg har indset to ting, efter at have mødt Niall:

1) Ting sker uventet og nogen gange, kan man bare ikke gøre noget ved det.

2) Fordomme er helt og igennem overvurderede.

"Jeg kan også rigtig godt lide dig, Niall."​

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...