Unpredictable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2016
  • Opdateret: 31 jan. 2016
  • Status: Færdig
Lily Adams. En 20 årig pige med alt for mange fordomme i forhold til kendte.
"London har altid været min drømmedestination. Jeg havde dog aldrig forventet, at da jeg flyttede ind til Lucy, min barndomsveninde, ville jeg støde på One Direction. De personer, jeg havde allerflest fordomme imod. Men da jeg mødte ham, fandt jeg ud af, at fordomme er overvurderede."

33Likes
23Kommentarer
13854Visninger
AA

9. 7

Lily's synsvinkel​

  Jeg ligger i sofaen med en bøtte is og ser Netflix. Jeg stikker en ske ned i isen, og tager så meget op, som jeg overhovedet kan. Med et længselsfuldt blik kigger jeg på isen.

Åh, hvor vil jeg gerne spise det.

Men jeg bliver bare så tyk...

Fuck det.

Jeg tager skeen op til munden, og lige da jeg skal til at spise det, ringer det på døren. Jeg sukker irritereret og tramper ud til døren.

Typisk.

Jeg ville jo bare gerne spise min is.

​Jeg åbner døren og stirrer blot på personen. Hvad fanden vil han her? Med en ond skulen lukker jeg ham ind.

"Hvad laver du her?" spørger jeg og kigger ondt på Niall. "Easy, ville bare holde dig med selskab," siger han og kigger opgivende på mig. "Jeg har is, så det behøver du ikke," siger jeg og skubber ham hen mod døren. "​Jamen... Jeg vil gerne," siger han og rykker ikke en eneste centimeter.

Hvorfor er jeg også lige blevet født med spaghettiarme? Gud kan virkelig ikke lide mig.

Jeg kigger længselsfuldt hen mod min is og derefter hen på Niall. Mit hjerte banker med det samme hurtigere, bare fordi han står med et skævt smil. "På en betingelse," begynder jeg og han kigger afventende på mig. "Vi skal æde is og se Netflix, ellers kan du godt gå igen," siger jeg og peger hen mod døren. Han nikker ivrigt og sætter sig i sofaen.

"Hvis det var mig, havde jeg kysset hende," siger Niall, efter at have brokket sig over, at hovedpersonen skred fra en pige. Jeg griner lidt. "Yeah, right," griner jeg og han kigger fornærmet på mig. "Det ville jeg!" forsvarer han sig selv. Jeg ryster blot på hovedet og smiler lidt. "Jeg kan bevise det," mumler han og jeg kigger uforstående på ham.​ Han læner sig langsomt frem mod mig, og inden jeg kan nå at reagere, er hans læber presset mod mine, og mine følelser eksploderer. Min mave trækker sig sammen og en varme spreder sig i hele min krop.​

Lidt efter trækker han sig langsomt tilbage. "Se, jeg gik ikke," hvisker han og studerer mit ansigt. Varmen spreder sig i hele mit ansigt, og mit ansigt er sikkert lige så rødt som en tomat. Virkelig.​

Og det er ikke ligefrem charmerende at være mega rød i ansigtet.

Langt fra.

 Jeg bider mig i læben og kigger ud af vinduet, hvor en hund kommer løbende med en teenage pige lige bag den. Et lavt grin undslipper mine læber, og jeg føler mig lidt ond. ​

Men altså...

Til mit forsvar, ser det virkelig underholdene ud!

Jeg mener...

Hvordan ville du måske reagere, hvis en hund kommer løbende, og en pige jagter den med det mest opgivende ansigtsudtryk?

Præcis! Du ville flække af grin. ​

Jeg drejer hovedet om mod Niall, som sidder med et stort smil. Med et suk går jeg ud i køkkenet, og prøver på, at få det hele til at falde sammen. Niall kyssede mig.

Igen.​ Hvad fejlede den dreng?!​

Med et suk rakte jeg ud efter den Nutella, som står på køkkenbordet. Da jeg åbner den, kigger jeg på den med gigantiske øjne, og indser, at den næsten er tom.

Lucy er så død når hun kommer hjem.

Jeg bevæger mig hen mod fryseren, og til mit held, har vi stadig en bøtte is. Efter en lille sejrsdans, sætter jeg den på bordet og leder efter en ske. Jeg hviner da jeg finder en ske, og går hen for at åbne is bøtten.

Problemet er bare, at jeg fucking ikke kan åbne den.

Jeg sukker frustreret og ser først nu, at Niall står i døren og griner af mig. Jeg sender ham det bedste dræberblik jeg kan præstere, i mens jeg prøver at få låget af. Et lavt grynt undslipper min mund, og jeg bliver overrasket over lyden.

Siden hvornår er jeg begyndt at grynte?

Transformerer jeg mig til en gris, eller hvad?

Niall skubber mig blidt væk, og åbner derefter is bøtten med lethed. Jeg kigger måbende på ham, og derefter ned på låget, der nu ligger ved siden af is bøtten.​

Har han superkræfter, eller hvad?

Typisk.

"Jeg kunne altså godt selv," mumler jeg og kigger ned i gulvet. Niall flækker af grin og jeg kigger fornærmet på ham. "Hvad?" spørger jeg og hæver mit ene øjenbryn. Han ryster bare på hovedet og griner videre. Jamen tak for ingenting da?

Hoveddøren går op, og jeg springer en halv meter op i luften, og tager mig til hjertet. "For fanden da, Lucy!" råber jeg og går ud i gangen, hvor jeg retter skeen hen i mod hende. Hendes blik flakker mellem skeen og mig. "Hvaaa'? Har du tænkt dig at dræbe mig eller hvad?"

 Jeg tænker mig lidt om, og nikker så med et drillende smil. Lucy flækker af grin og kigger på mig, i mens hun prøver på, at holde balancen. Niall kommer gående ud, og kigger kort på skeen i min hånd, der peger hen mod Lucy. Med et løftet øjenbryn lader han som ingenting og går ind i stuen.​ Vældig god idé.​ Sindssygt god idé faktisk.

Lucy prøver at trække vejret, men så snart hun kigger på skeen igen, begynder hun at grine hysterisk. "Jeg... Kommer... Hahahaha! Aldrig... Til... At kunne se en... Ske... Igen uden... At.. At.. Grine!" får hun fremstammet og griner videre. Jeg ruller med mine øjne, men kan ikke holde et grin tilbage.

 Jeg støtter mig op ad væggen, for ikke at falde. Niall kigger på os inde fra sofaen af, og ryster på hovedet. "I er virkelig sære," mumler han, og vender blikket over mod fjernsynet igen. Med et lavt grin går jeg ind til ham, og sætter mig ved siden af ham. "Det ved jeg, og du elsker det," siger jeg drillende og griner. Han smiler lidt og nikker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...