Unpredictable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2016
  • Opdateret: 31 jan. 2016
  • Status: Færdig
Lily Adams. En 20 årig pige med alt for mange fordomme i forhold til kendte.
"London har altid været min drømmedestination. Jeg havde dog aldrig forventet, at da jeg flyttede ind til Lucy, min barndomsveninde, ville jeg støde på One Direction. De personer, jeg havde allerflest fordomme imod. Men da jeg mødte ham, fandt jeg ud af, at fordomme er overvurderede."

33Likes
23Kommentarer
13853Visninger
AA

8. 6

Lily's synsvinkel​

 

  Stjernerne oplyser himlen og vi sidder i en kæmpe klump fordelt på 3 tæpper. Harry sidder og driller Lucy, i mens Louis og Niall slås for sjov. Mit blik er rettet mod stjernerne og månen, i mens tankerne flyver rundt i mit hoved.​

Niall sagde ikke særlig meget, da vi var kommet hjem, efter den mest akavede køretur, du overhovedet kan forestille dig. Liam sidder også og kigger beundrende på stjernerne og sender mig et strålende smil. Jeg sender ham et svagt smil og kigger opgivende op på himlen igen.

Louis lander ovenpå mine ben, og Lucys hvin lyder højere, end de plejer. "Så lad da være," hvæser jeg og rejser mig op. "Hvor skal du hen?" spørger Lucy og kigger bekymret på mig. Jeg kigger ned i jorden og tænker mig om.​

Hvor skal jeg egentlig hen?

Hvorfor er jeg egentlig her og ødelægger stemningen totalt?

Jeg bider mine tænder hårdt sammen. "Jeg går bare lige en tur," siger jeg igennem sammenbidte tænder, og peger mod en lille sti, der fører ind til en park. Hun nikker langsomt og sender mig et svagt smil. ​

Med tunge skridt trasker jeg hen ad stien. Mit blik lander på mine fødder og studerer, hvordan de med langsomme og tunge skridt bevæger sig længere ind i parken. Huen, jeg havde taget på, før vi var gået ud af døren, trækker jeg længere ned om mine øre. Træerne omringer mig, og jeg gyser lidt. Med blikket rettet mod de nøgne grene og himlen bagved, går jeg langsomt længere og længere væk fra de andre.​

En bænk bliver synlig, samt en lille sø. Jeg går med bestemte skridt derhen, og putter mine hænder godt ned i mine lommer. Jeg ånder langsomt ud, og ser hvordan tågen breder sig, og til sidst fader helt ud. Med et bump sætter jeg mig på bænken, og retter blikket mod det blanke vand, der afspejler himlen oven over den.

En and svømmer forbi med sine unger, og jeg kigger fascineret på dem, i mens jeg trækker min hue længere ned over mine øre. En gren knækker omme bag mig, og jeg kigger skræmt bagud, i mens jeg kan mærke irritationen skylle ind over mig. 

Har man ikke lov til at være alene mere, eller hvad?

Niall træder frem og kigger på mig, med et lille smil på læben. Jeg retter igen mit blik hen i mod søen, og fokuserer på, hvor smukt det er. Bænken knirker lidt i det Niall sætter sig ned ved siden af mig. "Hvad er der galt?" spørger han efter noget tid, og jeg kigger opmærksomt hen på ham.

"Hvad mener du?" spørger jeg og hæver mit ene øjenbryn. Selvfølgelig ved jeg hvad han mener.

Men det ved han jo ikke, at jeg gør. 

Jeg kan mærke hans blik på mig, men jeg ignorerer det. Mit blik er limet fast til jorden, hvor mine fødder leger lidt med en sten. Da jeg kommer til at sparke stenen væk, sukker jeg frustreret og kigger efter en ny sten. "Du ved hvad jeg mener," siger han tøvende. Jeg retter med det samme blikket mod ham, og jeg kan se mit eget spejlbillede i hans øjne.  ​

 Jeg forsvinder ind i hans blå øjne i et kort øjeblik, men tvinger mig selv til at fortælle ham, hvad jeg har tænkt på hele dagen. Det går simpelthen ikke, det her. Jeg mener, jeg har.. eller havde, de største fordomme mod de drenge, og alligevel ender jeg med at falde for ham.​

 Ret uforudsigeligt, ikke?​

Men det ville bare ikke kunne gå i længden.

For det første er han en verdenskendt sanger, og for det andet vil jeg slet ikke være en del af det liv, Niall lever, og jeg vil automatisk blive trukket ind i det, hvis jeg kommer sammen med Niall. Ønsker jeg det? Nej, overhovedet ikke. Jeg vil ikke møde andre kendte mennesker, og jeg vil i den grad ikke udnyttes.

Jeg mener, de fleste fans ville gøre alt, og jeg mener ALT, for at komme tæt på dem. Hvor mange falske venskaber kan man så nå, at få opbygget og derefter blive såret over, at de kun var ude efter drengene? Ret mange.

Jeg sukker opgivende og kigger op på ham. "Glem kysset. Det var en stor fejl, og jeg havde ikke kontrol over-" begynder jeg, men Niall afbryder mig. "Drop det der, Lily."​ Jeg kigger overrasket på ham, mens han retter blikket mod søen. "Jeg vil ikke høre noget om, at det var en fejl, fordi det var det ikke, og det ved du også godt," siger han hårdt og jeg prøver ihærdigt at snakke. Men ordene sidder fast i min hals og jeg sparker frustreret til jorden. "Jeg er fuldstændig forelsket i dig, Lily. Jeg er ligeglad med, at du har fordomme i mod mig. Det har alle. Man vænner sig til det," siger han, stadig med hans øjne rettet mod søen.​

En kold vind rammer mig, og mit hår flagrer i luften. Niall kigger hen i mod mig, og jeg kigger hen på ham. Han betragter mit hår, i mens hans hånd skubber en vildfaren hårtot væk fra mit ansigt.

"Og jeg vil gøre alt for at få dig til at indse, at vi passer sammen."

✯​✯✯

Lucys lejlighed er fuldstændig mørk, da vi kommer hjem. Gardinerne er trukket for, og kun en lille solstråle kommer ind igennem et lille hul i gardinet. Jeg tænder lampen i stuen og kaster mig ned i sofaen.

"Okay Lily. Jeg har ventet i ekstremt lang tid nu. Fortæl mig, hvad der er galt," siger hun og sender mig "spyt-ud-eller-jeg-smadre-dig-blikket". Jeg sukker og overvejer lidt, om jeg skal fortælle hende en lille hvid løgn.

Men det gør jeg selvfølgelig ikke.

Pff.

Så dårligt et menneske er jeg heller ikke.

"Det er bare... Du ved... Hvordan ved man, at man er forelsket?" spørger jeg hende og prøver at trække tiden. Hun kigger undrende på mig, men sætter sig så ned i stolen, og jeg ved allerede nu, at lige om lidt kommer der en hel talestrøm.

"Jo altså... Det kommer an på, hvad du føler," siger hun blot, og jeg bliver ret overrasket over at der ikke kom mere ud af hendes mund. Hun kigger afventende på mig, og jeg mumler "oh".

"Jeg ved ikke, hvad jeg føler," mumler jeg og har lige modbevist mig selv.

Jeg er helt klart et dårligt menneske.

Sandheden er, at hver gang han kigger på mig, slår min mave kolbøtter og mit hjerte springer et slag over. Hver gang han smiler, kildrer det i min mave. Den måde hans øjne skinner på, når han snakker om noget, han elsker ekstremt højt, gør mig glad. Hans irske accent får altid plantet et smil på mit ansigt.

"Du ved det ikke?" spørger Lucy undrende og afbryder mine tanker. På en måde, er jeg bange for at kigge hen på hende, fordi hun altid ved når jeg lyver. Men hvis jeg ikke kigger på hende, er hun 100 procent sikker på, at jeg lyver. Derfor løfter jeg mit blik op til hendes ansigt, hvor hendes pande er rynket, og jeg nikker langsomt.

"Du må da vide, hvad du føler?" spørger hun, men det lyder nærmere som en konstatering. Jeg bider mig i indersiden af min kind, og ryster en anelse akavet på hovedet. Med blikket limet fast til en tråd, der sidder løs på min trøje, begynder jeg at lege lidt med den. "Må jeg spørge dig om noget?" spørger hun ud af det blå, og jeg løfter mit blik for at møde hendes. Jeg nikker og kigger undrende på hende. "Handler alt det her om dig og Niall?"

Jeg åbner min mund, for at protesterer, men får ikke andet end en pivelyd ud. "Jeg vidste det!" råber hun og springer op af stolen, med sin pegefinger rettet mod mig. Jeg hæver mit ene øjenbryn og sukker opgivende.

"Det er uhøfligt at pege," mumler jeg og bider mig i læben. Hun hviner og hopper rundt som en lille pige. "I er så søde sammen!" siger hun og et kæmpe smil er klistret til hendes ansigt. Da hun ser mit alvorlige ansigtsudtryk, lukker hun sin mund og kigger på mig med store øjne.

Hun minder mig lidt om Bambi. Haha.

Nej okay... Det var ikke sjovt.

"Hvad er problemet så?" spørger hun og ser med det samme bekymret ud igen. Jeg trækker på skuldrene og kigger ned i gulvet. "Han er kendt," siger jeg og stirrer ned på gulvet. "Det er den dårligste undskyldning, jeg nogensinde har hørt," konstaterer hun og kigger alvorligt på mig. Mit blik lander på hende, og hun får et enkelt skuldertræk som svar. "Come on, Lucy. Vi ved begge to, at det aldrig ville kunne holde i længden," sukker jeg og kigger op på hende. Hun hæver sine øjenbryn og ligner en, der skal til at starte en talestrøm.

Og guess what?

Det var præcis det, hun gjorde.

"Hvordan kan du vide det, når du ikke har prøvet? Jeg mener... Selvfølgelig er det ikke fedt, at have en kendt kæreste. Men det er jo lige præcis dét, du skal se bort fra. Han er også en normal dreng, som fortjener en chance, præcis ligesom alle andre. Han elsker dig. Det er så tydeligt at se. Man skulle tro, at I begge er blinde," siger hun og sukker dybt. "Giv det dog en chance, Lily. Hvis du bliver såret, så er det som det er, men det kommer du over igen. Drengene er ikke så slemme, som du går og tror. Tro det eller ej, men de holder alle sammen af dig," siger hun og kigger nærmest anklagende på mig.

"Jeg går i seng," mumler jeg og smutter hurtigt ind på mit værelse.

✯​✯✯

Jeg er på vej ud for at børste tænder, da jeg hører Lucy har en samtale med en, der tydeligvis handler om mig. "Harry, hør her... Jeg kender Lily. Hun er ikke ligeglad," siger hun med en rolig stemme. Ligeglad med hvad?

Jeg stiller mig helt ind til væggen, og kan hører, at hun skramler med et eller andet. "Harry, hun siger, at hun ikke er. Men sandheden er, at hun er forelsket i ham. Man kan se det i hendes øjne," siger hun med en skræmmende rolig stemme.

Jeg har lyst til at slå hende.

 Med en stol.

 Dog ikke lige så hårdt, som jeg vil slå Niall.

 Hun er jo trods alt min bedste veninde.

 "Ja ja. Rolig nu. Det skal nok gå. Mhm... Godnat," siger hun og jeg kan høre, at hun kommer tættere og tættere på. "Gud! Jeg troede at du sov?" halvråber hun, da jeg åbenbart lige har givet hende det største chok.

Haha.

 Så kan hun lære det.

"Jeg ville bare sige godnat," mumler jeg og halvløber ud på badeværelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...