Unpredictable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2016
  • Opdateret: 31 jan. 2016
  • Status: Færdig
Lily Adams. En 20 årig pige med alt for mange fordomme i forhold til kendte.
"London har altid været min drømmedestination. Jeg havde dog aldrig forventet, at da jeg flyttede ind til Lucy, min barndomsveninde, ville jeg støde på One Direction. De personer, jeg havde allerflest fordomme imod. Men da jeg mødte ham, fandt jeg ud af, at fordomme er overvurderede."

33Likes
23Kommentarer
13884Visninger
AA

6. 4

Niall's synsvinkel​

 

Fuglene kvidrer og jeg slår langsomt mine øjne op, men lukker dem hurtigt igen, da solens stråler blænder mig. Jeg rynker min næse og åbner forsigtigt mine øjne. Trak jeg ikke gardinerne for i går?

Flot Niall.​

Virkelig flot.

​En lyd fra min højre side fortæller mig, at jeg ikke er alene. Jeg kigger forskrækket derhen og mit blik lander på den smukke pige, som ligger i min seng med håret bredt ud over hele puden. Jeg rejser mig langsomt op og trækker gardinet for, for at sikre mig, at hun ikke også vågner.

Med raske skridt går jeg ud i køkkenet og puster irritereret til en hårtot, som har taget bolig ved min pande. Jeg ignorerer den så godt som jeg kan, og finder ingredienser frem til morgenmad.

Jeg finder en stegepande og begynder at varme den op, hvorefter jeg hælder lidt margarine udover den. Jeg står og stirrer på margarinen, som langsomt smelter og begynder at syde. 

Jeg finder skålen frem, hvor pandekagedejen er i og hælder en klat over på panden. Jeg kigger opmærksomt på dejen, der spreder sig udover stegepanden, og nyder hvordan duften af pandekager spreder sig ud i mit køkken. Jeg begynder stille at nynne melodien til "Perfect", som sidder fast i mit hoved.

 "I might never be your knight in shining armor​

I might never be the one you take home to mother

And I might never be the one who brings you flowers​

But I can be the one, be the one tonight."

Jeg vender pandekagen om og kigger tilfreds på den. Hverken for lys eller for mørk. Den er perfekt.​

"Mh, der dufter godt," kvidrer Lilys lyse stemme. Jeg kigger hen på hende med et stort smil. Der er ingen tvivl om, at hun elsker mad lige så højt som jeg gør. Jeg har bogstaveligtalt dedikeret min kærlighed til mad.

Jeg kan opremse rigtig mange grunde til, at mad er det bedste i verden:

Mad forlader ikke en.

Mad sårer ikke en.

Mad smager godt.

Okay, det var kun 3, men det er lige meget. Det er 3 glimrende grunde.

Jeg breder mine arme ud som tegn på, at hun skal give mig et kram. Hun kigger overrasket på mine arme og vender sig mod stegepanden, hvor en pandekage er ved at brænde på. Hun snupper hurtigt den ting man nu vender pandekagerne om med, og vender den hurtigt med et tilfreds smil.​ "Hold øje med maden. Næste gang er jeg der ikke til at redde Bob," forklarer hun og laver en armbevægelse over mod pandekagen.

"Bob?" spørger jeg og hæver mit ene øjenbryn. Hun ligger sine arme over kors og kigger på mig, som om jeg er blevet tabt ved fødslen.

Er jeg egentlig det?

Man ved aldrig.

Hun sukker højlydt og peger på pandekagen. Mit blik følger hendes finger, men jeg kigger igen forvirret op på hende. "Pandekagen har jeg døbt Bob," forklarer hun med et stort smil.

Okay, det er lidt sært.

Men det er sindssygt genialt.

"Oh," svarer jeg dumt og kigger ned på 'Pandekagen Bob', som er ved at være færdig. Lily står med et stort smil og beundrer mit kæmpe store køkken. "Skal vi ikke sige, at Bob bliver en smagsprøve?"

Hun kigger forfærdet hen på mig. "Vil du dræbe Bob?" spørger hun seriøst. Jeg kigger hurtigt hen på hende og løfter mit ene øjenbryn. Hun står i lang tid og kigger alvorligt på mig, med armene over kors og med rynket pande. Det rykker lidt i hendes ene mundvige og hun bryder ud i grin.

Hvad fanden?

Pandekagen, jeg lige har puttet på stegepanden, begynder at ryge. Lily sender mig bare "let-din-numse-og-vend-den-pandekage-blikket". Jeg rækker tunge af hende, men skynder mig hen og vender pandekagen. Jeg kigger med løftede øjenbryn på pandekagen, der er ret brændt. ​

Et højlydt suk forlader mine læber, og jeg kigger opgivende på pandekagen. En hånd lander på min skulder, og jeg kigger bagud og ser Lily, som står og bider sig i læben, for at lade være med at grine. "Den er da meget... flot," komplimenterer hun med et grin i stemmen.

Jeg sender hende et dræberblik, og vender derefter mit blik hen mod pandekagen, som ligger på tallerknen ved siden af komfuret. Jeg begynder at lave en ny pandekage, og betragter igen, hvordan klatten langsomt spreder sig.​

Det banker på døren. "Skal jeg holde øje med pandekagerne?" spørger Lily, og jeg nikker og smiler taknemmeligt til hende. Jeg går ud af køkkenet og hen til hoveddøren. Efter jeg har taget en dyb indånding åbner jeg døren.

"Niall!" råber de alle i munden på hinanden. Jeg ryster på hovedet af mine tre bedste venner. Vi er egentlig gået på pause, men vi bestemte os for, stadig at bruge en masse tid sammen i løbet af pausen. "Hey drenge," siger jeg og smiler stort.​

Jeg laver en armbevægelse, for at signalere, de bare kan komme ind. De krammer mig og går ind af døren. "Mhm, der dufter godt!" udbryder Louis og klapper i sine hænder. Med stort smil, forklarer jeg, at Lily er her. Harry blinker til mig og sender mig et stort smil.

"Liiiilyyyy," råber Harry og løber ud til hende. Lily griner højt og jeg smiler lidt, mens jeg ryster på hovedet af Harry. "Harry, giv slip! Jeg skal vende pandekagen," protesterer hun halvhjertet. ​

Wait, what?

Sidste gang, de så hinanden, afskyede hun dem?

Eller var det bare mig, hun afskyede?

Lige meget...

Jeg går ud til dem og betragter Lily, der står og er ved at vende en pandekage med et stort smil på læben. Harry fortæller en af hans geniale​ ​jokes, som han selv udtaler dem som. "Jeg skal nok tage over igen," siger jeg og snupper vende tingesten ud af hendes hænder.

Hun smiler, og først nu ligger jeg mærke til glimtet i hendes øjne. Hendes havblå øjne stråler, og det er nærmest som at se på havet. Jeg rømmer mig og kigger ned på pandekagen, der er i gang med at blive bagt. ​

"Vil I med hen i parken og spille fodbold?" spørger Louis om, og kigger håbefuldt på Lily, eftersom han ved, at jeg til enhver tid, vil sige ja. "Jeg elsker fodbold!" udbryder hun og nikker energisk på hovedet. "Hvad med at inviterer Lucy med?" spørger Harry og jeg kigger undrende hen på ham, men han trækker bare på skuldrene.

"Det kan jeg vel godt, men-" begynder Lily og griner lidt. "Lucy er ikke så glad for bolde. Hun løber nærmest skrigende væk, hvis en bold så meget som nærmer sig hende," afslutter hun og smiler. Harry griner lidt over det hun siger, og igen kigger jeg hen på ham. ​

Han opfører sig som en eller anden, der har taget lykkepiller.

✯​✯✯

"Louis, så aflever dog bolden!" skriger Harry, fordi at Lily er ved at tackle Louis. Jeg griner lidt og er i dette øjeblik glad for, at hun kom på mit og Liams hold. Lucy kom på Harry og Louis's hold, men hun har travlt med at gemme sig. Liam ligger på jorden og griner så meget, at han ikke kan trække vejret. ​

Lily fik taget bolden fra Louis og scorer et mål. Jeg jubler og giver hende en highfive, i det hun kommer hen til os. Hun smiler stort og kigger hen på Louis, der sidder på knæ og tager sig til hovedet, i mens han ryster voldsomt på hovedet. "En pige... En fucking pige tacklede mig lige!" råber han, i mens Harry ligger på jorden og spræller af grin. ​

Selv Lucy - som sidder ved sidelinjen - er ved at dø af grin. Liam løber hen og løfter Lily op over sin skulder, i mens hun opgivende prøver, at få ham til at sætte hende ned igen. "Liam, jeg sværger at jeg slår dig med en ske, hvis du ikke sætter mig ned indenfor 3 sekunder!" råber hun, og prøver at lade være med at grine. Han ryster dog bare på hovedet.

"1... 2..." begynder hun og hviner da han ligger hende på jorden, og begynder at kilde hende. Hun kigger hen på mig med et bedene ansigtsudtryk. "Niall!" hviner hun og jeg begynder at gå hen imod dem. Hun kigger taknemmeligt på mig, men hendes ansigtsudtryk ændrer sig straks, da jeg hjælper Liam. ​

"Nej!" griner hun og prøver at sparke os væk. Pludselig kommer Harry og Louis og hjælper os, i mens Lucy prøver at få os væk fra Lily. Liam flytter sig, og det samme gør Harry og Louis, så det kun er mig der kilder hende.

"Du er så færdig, Horan,​" siger hun flabet, og presser sine læber sammen. Jeg ryster grinende på hovedet og hjælper hende op. Hun skuler ondt til mig, men tager dog fat i min hånd. Lige da hun kommer op at stå, og har genfundet balancen, giver hun slip på min hånd. ​​

Jeg ryster opgivende på hovedet, og straks er det som det plejer; hende som hader mig, og mig som prøver på, at få hendes opmærksomhed.

Forbandede kærlighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...