Unpredictable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2016
  • Opdateret: 31 jan. 2016
  • Status: Færdig
Lily Adams. En 20 årig pige med alt for mange fordomme i forhold til kendte.
"London har altid været min drømmedestination. Jeg havde dog aldrig forventet, at da jeg flyttede ind til Lucy, min barndomsveninde, ville jeg støde på One Direction. De personer, jeg havde allerflest fordomme imod. Men da jeg mødte ham, fandt jeg ud af, at fordomme er overvurderede."

33Likes
23Kommentarer
13833Visninger
AA

5. 3

Lily's synsvinkel​

 

  En høj og irriterende lyd - også kendt som mit vækkeur - vækker mig. Jeg kigger på digital uret, der står ved siden af min seng.​

07:39. ​

​Jeg er ikke god til at stå tidligt op.

Og jeg er i den grad ikke et A-menneske. ​

"Lily sluk den tingest!" skriger Lucy.​ Jeg klukker lidt og trækker dynen lidt mere op over mig. "Lily!" skriger hun igen. Med et fornøjet smil, tager jeg dynen op over mit hoved. Man kan tydeligt høre Lucys fodtrin. Det er lidt svært at lade være med. Nu skal I høre hvorfor: Lucy tramper altid i jorden når hun går.

Derfor døbte jeg hende 'Elefanten Lucy', da vi var mindre. Jeg synes nu stadig, at det er genialt, men det synes hun ikke. ​

Dynen bliver revet væk fra mit hoved, og Lucy sender mig et blik, der sikkert ville kunne dræbe. Hun fumler lidt rundt efter mit vækkeur, og banker det ned i jorden.

Stakkels vækkeur...​

"Godmorgen til dig også, Lucy," siger jeg med et flabet smil. Hun sender mig et sidste dræberblik, inden hun vender sig om og går ud. Hendes hår flagrede efter hende. Jeg hæver mit ene øjenbryn, og retter mit blik mod vækkeuret, som stadig ligger og bimler. ​

Jeg rejser mig op fra min seng og slukker det. ​

Hvorefter jeg aer det lidt. ​

Ingen spørgsmål. ​

Jeg går med tunge skridt hen til mit skab. Mine øjne glider hurtigt rundt i mit skab, og jeg finder en hvid sweater og et par sorte bukser. ​Mit blik lander på en sort hue, og jeg tager den ud af skabet med et stort smil.

Jeg hopper ud på badeværelset som et lille barn, og kigger hen på Lucys dør, som er halvt lukket. Så får jeg en idé.​

"Lucy, du skal oooooppp," råber jeg, da jeg kommer ind på hendes værelse. Hun grynter og smider en pude efter mig, som jeg med lethed griber. "Smut med dig," klynker hun.​

Jeg smutter ud og går hen mod badeværelset.​ Et højt suk forlader mine læber, da jeg ser mit hår, som ligner noget katten har slæbt ind. Mit blik glider rundt i hele badeværelset og jeg smiler ved synet af et billede af mig og Lucy, fra den gang hvor vi var små. På billedet har jeg en arm omkring hende og kysser hende på kinden, i mens hun står med et stort smil.  

Jeg får mit tøj på og begynder at redde mit hår, hvilket er fuldstændig umuligt. Med tungen halvt ude af munden for at koncentrere mig, får jeg børstet knuderne ud. Jeg vælger at lave en side fletning, og tager så huen på. ​

J​eg går ind på værelset igen og sætter mig ved mit makeupbord. Jeg finder min mascara og eyeliner. "Lily!" skriger Lucy skingert. Jeg skynder mig ud til hende, og det eneste jeg kan se er, at Lucy har blikket rettet mod væggen. "Ja?" spørger jeg forvirret. "E-e-edderkop!" skriger hun. Jeg ruller med øjnene, tager fat i et papir og får med besvær edderkoppen hen på det. Hun skriger højt, da jeg nærmer mig hende med edderkoppen. "Easy! Jeg skal bare hen til vinduet."​ ​  

✯​✯✯

Jeg står endelig ude foran Starbucks. Jeg trækker min hue længere ned om mine øre, men sørger dog for, at den ikke ryger helt ned foran mine øjne. Jeg går ind og en klokke ringer over mit hoved, så jeg springer en halv meter op i luften.​

Forbandede klokke.​

Hvorfor hænger der overhovedet en klokke? For at skræmme kunderne væk?​

Hvis det er tilfældet, virker det ret godt.​

Jeg kigger lidt rundt i caféen og ligger mærke til at nyforelsket par, en ung dame som prøver at få sin søn til at sidde stille og et gammelt ægtepar. Jeg sender den unge dame et medlidenhedsfuldt smil og går om i det, jeg vil tro er garderoben.

​ Jeg går ud i garderoben og kan høre et par mennesker som snakker. Da jeg er i garderoben bliver alle stille. Jeg kigger forvirret på dem. ​

Akavet.​

​Jeg tager min jakke af og hænger den på en knage. Jeg hoster falsk og løfter mit ene øjenbryn. "Ved I, hvor forklæderne er?" spørger jeg dem med korslagte arme. De peger hen på et hjørne og jeg sender dem et taknemmeligt smil, hvorefter jeg finder et forklæde.

Der var ret stille i caféen eftersom klokken først lige havde rundet de 10 stykker. Jeg sidder og laver lidt kruseduller i min notesbog og skriver tilfældige ord ned. De fleste tænker nok nu, at jeg er poetisk. Men nej, langt fra. ​

​De ord, jeg skriver ned er for det meste ord som: "kartoffel", "ske" og "kost". Man kan godt sige, at jeg ikke tænker helt optimalt, men til mit forsvar, så har jeg en grund; nemlig at jeg øver mig i at skrive skråskrift.

Jeg er i gang med at skrive et ord, da klokken over døren bimler. For anden gang i dag, hopper jeg en halv meter op i luften. Min hånd lander automatisk ved mit hjerte og jeg lukker hurtigt mine øjne, for at få kontrol over min vejrtrækning. ​

 En velkendt latter strømmer ud i hele caféen, og jeg åbner hurtigt øjnene. Jeg ligger mine arme over kors og kigger rundt i caféen, hvor alles blikke hviler på mig og Niall. Jeg retter mit blik mod Niall igen og løfter mit ene øjenbryn.

  "Lad være med det der," siger jeg og sender ham et blik der kan dræbe. "Lad være med hvad?" spørger han forvirret og ligger selv sine arme over kors. "Med at give mig chok," brokker jeg mig og stirrer på ham. "Jeg åbnede jo bare døren?" protestere han og hæver sine øjenbryn.​ Jeg åbner min mund, men lukker den hurtigt igen, da jeg indser at han har ret. Pokkers.​

  Han er sikkert helt vildt stolt over sig selv lige nu. ​

Den klaphat.

​  Jeg står lidt og overvejer om jeg skal tage en stol, og jage ham ud af butikken, men det tror jeg ikke ligefrem min chef bliver glad for. Jeg mener, han har en verdensberømt dreng = Niall, i caféen og så jagter en ligegyldig pige = mig, ham ud af caféen. Jeg skal lige love for, at jeg ville blive fyret.

På min første dag.

​ Måske ikke den mest geniale idé.

 Men lysten var der.

​ Og den var stor.

 "Hvad vil du have?" siger jeg og ignorere det faktum, at han rent faktisk er klogere end mig. Lige nu.

​ Hans hjerne er sikkert på størrelse med en ærte. Okay Lily. Fokuser.

"Bare en kaffe," siger han fraværende. Jeg skriver hans navn på den kop agtige dims. Hvad er det nu de hedder? Kopper? Krus? Karton kopper? Lige meget...

 I mens jeg laver kaffen prøver Niall at føre en samtale med mig. Niall sukker højlydt, da han indser at det er umuligt. Med et tilfredst smil, giver jeg ham hans kaffe. Jeg vinker til ham, men han bliver stående. Han ligger sine arme over kors, og jeg gør det samme. ​

"Hvornår har du fri?" spørger han, stadig med korslagte arme. Jeg rynker panden og kigger på uret. "Om 2 timer, hvorfor?" spørger jeg mistænksomt. Han smiler stort og begynder at gå baglæns, og jeg bryder ud i latter da han falder over sine egne fødder. Jeg skynder mig dog om, for at hjælpe ham. Jeg rækker min hånd ned til ham, men han tager fat i den og vælter mig med ned. ​

 Snedige kamel.​

Åh Gud, jeg må se at få mig en normal tankegang.

 Han smiler stort. "Jeg henter dig om 2 timer så," siger han og rejser sig op. Han kigger hurtigt ned på mig og går så ud af døren. Sikke en gentleman.

 ​ ✯ ​✯✯

Jeg har lige fået fri og sukker tungt. Hvorfor kan jeg ikke bare blive? Måske kan jeg nå at flygte, før Niall kommer? Klokken bimler og jeg kigger derhen.

  Nej. Gå igen, Niall. Vend om og gå. Ikke kom herhen. Nej. Stop!

  "Hey Lily," siger han med et skævt smil. "Heeej," siger jeg tøvende og får det til at lyde mega akavet. Ups. "Klar til at gå?" spørger han og smiler større.

Nej.. egentlig ikke.

"Jaeh... 2 sekunder," siger jeg og løber ud i garderoben. Jeg får min jakke og hue på. Måske kan jeg tage bagdøren? Jeg går langsomt derhen, men stivner da jeg hører en stemme. "Hvor er du på vej hen?" spørger Niall med et smil i stemmen. Jeg vender mig langsomt om og bider mig i læben. "Væk fra dig," mumler jeg, dog uden at han kan høre det.

Han rækker mig sin hånd og jeg kigger forfærdet på den.​

Hell no.

Jeg propper mine hænder ned i mine lommer og Niall trækker på skuldrende.

"Hvor skal vi hen?" spørger jeg nysgerrigt og kigger på ham. Han kigger kort hen på mig med et smil. "Det er en hemmelighed," siger han bare.

Jeg kigger hen på ham. Har han tænkt sig at kidnappe mig?

Vi nærmer os parken og jeg kigger tænksomt ud i luften. Det irriterer mig lidt, at de ikke er så slemme. Det betyder dog ikke at jeg kan lide dem.

Jeg bider mig i læben og trækker min hue lidt længere ned over mine øre. Det ender dog med, at min hue er helt nede ved min næse. Niall klukker og løfter min hue lidt. Først der opdager jeg, at vi står stille og jeg kigger op på Niall. ​

"Det er Niall Horan!" skriger en pige. Jeg kigger forvirret rundt og Niall ser nærmest panisk ud. Uden at tænke over det, hiver jeg min hue af og trækker den helt ned over Nialls ansigt. Niall siger en utilfreds lyd og jeg flækker af grin. "Lad os tage hjem," siger jeg med et smil i stemmen og Niall nikker.

​ ✯​✯✯

Vi endte med at tage hjem til Niall. Jeg kigger på det store hus foran mig med opspærrede øjne. Niall klukker lidt og går hen mod døren. Med blikket rettet mod det enorme hus foran mig, følger jeg efter.

  Niall får låst døren op og smider sine sko, hvorefter jeg gør det samme, men stiller dog vores sko pænt efter. Lidt god opdragelse har jeg da fået. "Du kan bare hænge din jakke på knagerne," siger Niall henkastet, og jeg gør som han siger.

  Han tager fat i mit håndled og trækker mig med ud i et gigantisk køkken.

"Er du sulten?" spørger han og jeg ryster stille på hovedet. Hvordan kan en enkelt person bo her? Det er jo gigantisk! Selve køkkenet er større end min og Lucys stue.

​ Trods at jeg lige har sagt til Niall, at jeg ikke er sulten, finder han en skål og putter chips i. "Skal vi se en film?" spørger han og smiler til mig. "Det kan vi vel godt," mumler jeg.

 Han går ind i et stort rum, og jeg kigger mig omkring. Det er faktisk ret flot. Lidt stil har han da. Han sætter sig på en sofa og tænder et gigantisk fladskærms tv.

Jeg går hen og kigger på et par billeder, som hænger på en af væggene. Et stort smil planter sig på mine læber, da jeg ser et billede af Niall som lille med en anden dreng ved hans side. "Det er min bror, Greg," lyder det fra min højre side af. Jeg kigger hurtigt hen på ham og sender ham et smil.

Det næste billede i rækken er et billede af ham som 17 årig, vil jeg tro. "Og det er fra jeg skulle på scenen for første gang i X-Factor," siger han. Mit smil bliver kun større.

Det næste billede er et billede af drengene, inklusiv en anden dreng med sort hår. "Hvem er det?" spørger jeg og hæver mine øjenbryn. "Det er Zayn. Han forlod bandet for nogle måneder siden," siger han med en trist undertone. Jeg kigger hen på ham og giver hans skulder et klem. "I var så små i forhold til nu," siger jeg og griner lidt. "Folk ændre sig," var hans eneste svar.

  Et bestemt billede får min opmærksomhed. "Hvem er det?" spørger jeg og peger på et billede, hvor der er en kvinde og en mand. "Min mor og far," siger han stolt. Jeg kigger hen på ham med et stort smil. Mit blik studere hans far, og han har uden tvivl fået mange træk fra ham af. Niall smiler stort og kigger på sin familie.​

 "Skulle vi se den film?" spørger han og klapper lidt. Med et enkelt nik sætter jeg mig i sofaen og trækker mine ben op under mig. "Hvilken film vil du se?" spørger han og smiler. Han står med forskellige Disney film, og et smil breder sig på mit ansigt. "Helt klart 'Frozen'," siger jeg grinende. Han nikker og sætter filmen i gang. "Glimrende valg," driller han.

Måske er han ikke så slem endda.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...