Unpredictable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2016
  • Opdateret: 31 jan. 2016
  • Status: Færdig
Lily Adams. En 20 årig pige med alt for mange fordomme i forhold til kendte.
"London har altid været min drømmedestination. Jeg havde dog aldrig forventet, at da jeg flyttede ind til Lucy, min barndomsveninde, ville jeg støde på One Direction. De personer, jeg havde allerflest fordomme imod. Men da jeg mødte ham, fandt jeg ud af, at fordomme er overvurderede."

33Likes
23Kommentarer
13967Visninger
AA

12. 10

Lilys synsvinkel

 

  Jeg ligger op ad Niall og kigger ned på Harry og Liam, som ligger og sover, i mens Louis ligger med sin mobil. ​"Jeg keder mig," hvisker jeg til Niall, som bare himler med øjnene af mig. Jeg dasker blidt til hans skulder og skuler til ham.

 Man skal ikke rulle øjne af mig.​

 Nialls sære, men dejlige grin, strømmer ud i stuen, hvilket får Harry til at grynte højt. Han vender sig i søvne og grynter endnu højere, da jeg "kommer til" at ramme ham med min fod.

Louis kigger over på mig og Niall med et stort smil, hvorefter han skæver fra mig til Niall. Jeg ryster på hovedet og sender ham et smil.​ "Skal vi lave noget mad?" mumler Niall i mit øre med hans dejlige irske accent, og jeg nikker tøvende, fordi at jeg ikke rigtigt fik fat i, hvad han sagde. Hans fingerspidser glider ned af mine arme, og efterlader en brændende fornemmelse, og jeg hopper hurtigt op af sofaen.

Jeg går langsomt ud mod køkkenet, men inden jeg når derud, stopper Louis mig og sender mig et stort smil. "Held og lykke," hvisker han og laver thumbs up. Hvad skal det lige til for? Med tunge skridt trasker jeg ud i køkkenet, og finder hurtigt en stegepande i et skab.

Jeg åbner køleskabet og finder nogle æg, og beslutter mig for, at lave scrambled eggs. Et par arme ligger sig rundt om min mave, og et par kys bliver plantet på min kind. "Jeg har et spørgsmål til dig," mumler Niall mod min hals. Mine knæ bliver bløde og holder fat om bordkanten.​

"Spørg løs," mumler jeg og bander indvendigt.​

F​or fuck sake, mand. Den dreng er så fandens charmerende.

 "Vend dig om," siger han lavt, og jeg kan nemt tyde usikkerheden i hans stemme. Med et lydløst suk, vender jeg mig om og hæver mit ene øjenbryn. Hans blå øjne viser så meget usikkerhed, at det skræmmer livet ud af mig. "Hvad er der, Nialler?" spørger jeg og ligger mine hænder på hans kinder, med et svagt smil, for at lette stemningen. Han smiler lidt, hvilket vil sige, at det hjalp.

"​Jeg har tænkt på noget..." siger han tøvende, og jeg bider mig i læben. "Vil du måske... Du ved... Være min kæreste?" Jeg kigger på ham med et overrasket blik, men nikker ivrigt, hvorefter jeg kysser ham blidt. Han kysser igen, og jeg smiler lidt. "Jeg har ventet i så lang tid," mumler han og kigger alvorligt på mig. "Jeg har bare ikke turde at gøre det, fordi sandheden er, at du skræmmer mig lidt," griner han lavt og jeg smiler stort til ham, og indser, at jeg faktisk også har ventet på det i lang tid. Jeg har bare først indset det nu.​   

✯​✯✯

"Så... I er kærester nu?" ​

Harry kigger mistroisk fra mig til Niall, og to rynker viser sig mellem hans øjenbryn. Louis ser lige så lost ud, i mens Liam sidder og smiler helt vildt. Han minder mig bogstavelig talt om en glad julegris lige nu, hvilket minder mig om jul, hvilket minder mig om, at jeg er sulten...

 Don't ask.​

Nialls sære latter strømmer gennem stuen og jeg kigger forskrækket hen på ham. Jeg placerer et blidt slag på hans skulder, og smiler til Harry. "Ja, det er vi."

 Min mobil siger en sær lyd, og jeg kigger hurtigt hen på den, og jeg kaster mig ud efter den, med mine seje ninja skills. Det er en vane eftersom man vender sig til nysgerrig folk, som ikke kan holde deres fingre for dem selv. Derfor er jeg nu blevet forvandlet til en ninja, hvis det omhandler min mobil.

 Vigtig information, I know.

 "Har drengene kidnappet dig, eller hvad? Synes ikke, at jeg har set meget til dig her for tiden. Lucy xx"

 Et kæmpe smil breder sig på mit ansigt, og jeg glemmer helt at de andre drenge er der, indtil at Niall vælger at læse beskeden over min skulder, og med det samme forvandler jeg mig til en ninja, og skubber hans hoved væk.

  "Der er noget, der hedder privatliv, Niall!" siger jeg og prøver at lyde streng, hvilket er ret svært, når de andre drenge flækker af grin, pga. mine retarderede ninja bevægelser. "Det var meget yndefuldt, det der," siger Harry og hiver efter vejret, men begynder at grine endnu mere, fordi de andre drenge er ved at dø.

"Tag jer dog sammen," mumler jeg og kigger ned på min mobils skærm, og overvejer lidt, hvad jeg skal svare hende. Jeg får en god idé, for at lave lidt sjov med drengene, så jeg lader hurtigt mine fingre danse hen over tasterne.

"Kom og frels mig fra uhyrerne. Lily xx"

 Et lavt grynt fra min venstre side, afslører at Niall igen har smugkigget, og jeg smiler lidt stolt. "Uhyrerne?" fnyser Niall og kigger olmt på mig, og jeg begynder bare at fnise, imens jeg nikker overdrevet. Min mobil udbryder igen en lyd, hvilket mest minder om en kat, der bliver trukket i halen. Jeg kaster mig hen til min mobil igen og sender dem et olmt blik.

"Skal på arbejde om lidt, remember?"

Jeg sukker højlydt over hendes svar, og kaster så min mobil hen i den anden ende af sofaen. Harry sidder og småfniser og jeg ligger mine arme over kors, i mens jeg retter mit blik mod ham. Han bliver straks stille og kigger ned på sine fingre, som nervøst leger med sine fingerringe. Jeg smiler stolt og læner mig op ad Niall, som planter et blidt kys på min pande.

"Vil hun ikke redde dig fra os uhyrer?" mumler han med en drillende undertone, og jeg kan ikke lade være med at smile svagt. Jeg ryster på hovedet og presser mine læber sammen, hvorefter jeg kigger ned på mine hænder.

"Hun skal på arbejde her om lidt," svarer jeg med et skuldertræk, og kigger mere intenst på mine hænder. Jeg vil gerne hjem i nat, men jeg ved ikke, hvordan Niall reagerer. "Vil du have noget imod, at jeg tager hjem i aften, og hygger lidt med Lucy?" spørger jeg og lader mit blik lande på ham.

Hans øjne lyser kort af skuffelse, men hans øjne ændre sig hurtigt fra skuffet til forståelig så hurtigt, at jeg bliver i tvivl om der overhovedet var et glimt af skuffelse. Jeg forstår, hvis han er skuffet. Vi er jo trods alt lige kommet sammen, og så snakker jeg om, at tage hjem lige bagefter.

Måske ikke den bedste plan, men jeg har også et behov, for at se min bedsteveninde, som bare har lukket mig ind i hendes liv, fordi at jeg blev træt af støjende og hurtige New York. "Nej, det gør du bare," siger han med en sær stemme, og jeg nærstuderer hans ansigt, for at få øje på noget mistænkeligt, men God  han er god til at have pokerface på.

Med et svagt smil planter han et kys på mine læber, og jeg kan ikke lade være med at rødme.

Den freaking charmerende dreng.

"Jeg må hellere få samlet mine ting sammen så," siger jeg og rejser mig op fra sofaen. "Vil du have hjælp?" Liam har rettet sit blik mod mig, og jeg nikker taknemmeligt til ham. Han giver min skulder et klem, og forsætter så ind på Nialls værelse, hvor jeg har tilbragt de sidste mange nætter.

✯​✯✯

 Efter at have rendt rundt i huset og ledt efter alle mine ting, sætter jeg kurs hen mod stuen, med Liam lige bag mig. "Tak for hjælpen," siger jeg og sender ham et stort smil. Han nikker og mumler et eller andet, jeg ikke når at opfange.

I stuen sidder Harry og Louis og diskuterer et eller andet lavmælt, og jeg kigger rundt i den enorme stue, men kan ikke se ham jeg leder efter. "Hvor er Niall?" spørger jeg og kigger på de andre, som rykker uroligt på sig. Harry peger hen på en dør, og jeg sender ham et taknemmeligt smil.

  Jeg åbner forsigtigt døren, og kan se Niall sidde med en guitar med ryggen til mig, imens han synger. Af en eller anden grund, jeg ikke kender, bliver jeg stående og lytter til ham.

"I've been going out of my mind

 I feel it, I feel it

 Know that I'm just wasting time

 And I hope that you don't run from me," synger han med sin helt utrolig smukke stemme.

  "Wow," udbryder jeg, og holder min hånd op for min mund. Niall kigger hurtigt hen på mig, og jeg gisper da jeg ser hans blanke øjne. Jeg skynder mig hen til ham og ligger mine arme rundt om ham. "Hvad er der?" spørger jeg forsigtigt og aer hans ryg. Han trækker vejret tungt og læner sig ind til mig.

"Jeg er bare bange for, at du bliver træt af mig," sukker han og kigger alvorligt på mig.

Jeg giver mig selv en mental lussing. Det er da klart at han har det sådan, når jeg tager hjem, lige efter at vi er kommet sammen. "Hvad siger du til at jeg bliver her i nat, og så tager vi hjem til mig i morgen? Sammen?" spørger jeg, og er selv ret stolt over idéen.

Den er jo genial.

Han sender mig et skævt smil og blinker tårerne væk. Han kigger på mig med et alvorligt blik, og jeg smiler lidt ved synet af ham. Tænk, at han er min... Jeg fortjener ham ikke, eftersom jeg havde så mange fordomme for ham i starten. Jeg har jo behandlet ham som affald.

"Sammen?" Han kigger alvorligt på ham og jeg nikker med et smil.

"Sammen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...