Unpredictable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2016
  • Opdateret: 31 jan. 2016
  • Status: Færdig
Lily Adams. En 20 årig pige med alt for mange fordomme i forhold til kendte.
"London har altid været min drømmedestination. Jeg havde dog aldrig forventet, at da jeg flyttede ind til Lucy, min barndomsveninde, ville jeg støde på One Direction. De personer, jeg havde allerflest fordomme imod. Men da jeg mødte ham, fandt jeg ud af, at fordomme er overvurderede."

33Likes
23Kommentarer
13834Visninger
AA

3. 1

Lily's synsvinkel​

 

​Jeg kigger hen på Anna, som har tårer i øjnene. Hendes blik flakker mellem min kuffert og mine øjne. Jeg sender hende et svagt smil, og prøver på, ikke at udvise alt for meget begejstring, men sandheden er, at jeg glæder mig til at komme væk fra USA. Jeg har ventet i så lang tid, og nu sker det endelig. Jeg giver hendes skulder et klem.

"​Du skal nok klare den. Vi ved jo begge to, at New York ikke er min kop te," siger jeg blidt. Hun nikker og en tårer glider ned af hendes kind. Jeg bider mig i læben og bander indvendigt. Selvfølgelig bruger hun det trick. Får mig til at have dårlig samvittighed. Den luskede ged. Vent. Kaldte jeg lige Anna for en lusket ged? ​Jeg giver mig selv en lussing mentalt. Fokus. ​ "Dem der skal med flyet til London, bedes venligst​ om gå hen til deres gate," lyder der igennem den skrattende højtaler. Jeg holder mig for ørene, eftersom vi står lige under højtaleren. Fedt, nu skal jeg så sidde i et fly med hovedpine. Jeg sukker tungt og får krammet Anna. "Jeg må hellere gå, hvis jeg ikke skal misse mit fly," undskylder jeg og begynder at gå baglæns. Jeg snubler over min kuffert og lander lige på numsen.

 Gud, hvor jeg glæder mig til at komme væk herfra.

✯✯

​Jeg går rundt inde i flyet, og må mest af alt lige en fortabt hundehvalp. Jeg kigger efter min plads, men heldet er ikke med mig i dag. Jeg bliver skubbet fremad af en ældre mand, og sender ham et dræberblik. Men så tænker jeg mig om, og beslutter mig for at være høflig, og sender ham et meget falskt smil.

Han skal jo også til London.. Måske bliver han min første ven? Nej. Lily, glem det. Jeg går længere frem og finder endelig min plads. Det tog jo slet ikke lang tid. Ironi kan forekomme. Jeg sætter mig på sædet med et bump. Til min rædsel sidder ham den ældre mand foran mig. Jeg tager fat i hætten, der sidder på min hættetrøje - sjovt nok, og trækker den over mit hoved. Jeg kigger ud af vinduet.

En høj skratte lyd får mig til at hoppe lidt, så dem ved siden af mig sender mig et ondt blik. Jeg sender dem et undskyldende smil og kigger ned. Jeg leger med en tråd, som sidder løs på min sweater. Et blik ud af vinduet fortæller mig, at vi snart lander. Allerede? Jeg løfter mit ene øjenbryn. Var jeg faldet i søvn? Måske var det derfor, at jeg fik et chok da damen snakkede over højtalerne. Fordi, ja.. Det giver mening.

Jeg rejser mig akavet op, og følger efter alle de andre passagerer, fordi jeg har ingen anelse om, hvor dørene i det her irriterende fly er. Jeg sukker lettet, da jeg kan skimte døren igennem alle menneskerne. Da jeg kommer hen til døren, snubler jeg elegant ned af trapperne. Jeg retter lidt på min sweater, og prøver at lade som ingenting. Den ældre mand fra tidligere, står og griner af mig. Den klaphat. Hvor vover han at grine af mig?

Jeg når hen til venteområdet og spejder efter Lucy. Jeg har allerede fundet min kuffert, så alt går fint indtil videre. Indtil videre. Jeg når nok at få en eller anden dræbt, inden vi når hjem til Lucy. Ej okay, lidt af en overdrivelse, men jeg er meget klodset.

"LILY!" bliver der skreget. Jeg kigger forvirret rundt og bliver svunget rundt af min veninde, Lucy. Et grin undslipper mine læber og jeg krammer hende. Lucy snøfter og jeg kigger overrasket på hende. "Hey, ikke græd," siger jeg og kigger bekymret på hende. Hun tager min hånd og begynder at gå, så jeg bliver nødt til at gå med, uden noget valg. Jeg sukker højlydt, hvilket hun bare griner af.

Jeg gnubber min fod, efter vi er kommet ind i bilen. "Det gjorde faktisk rigtig ondt det der," brokker jeg mig. Hun griner bare og rækker mig en brochure. Jeg kigger uforstående på hende og kigger så på brochuren. "Find et par pizzaer du vil have, og bestil dem?" siger hun og griner. Hvorfor griner alle af mig i dag? Det undrer mig ikke, hvis pizzamanden - eller damen, også bryder ud i grin, bare ved at høre min stemme. Nu hvor jeg tænker over det, ville det være ret sjovt. Eller ikke. Helt bestemt ikke.

✯✯

Jeg ligger henslængt på sofaen, og Lucy sidder i lænestolen. Der ligger et par tomme pizza bakker. En sang starter i fjernsynet, og jeg kigger derhen. "Drag me down - One Direction" strømmer ud i hele lejligheden, og jeg ruller med øjnene. "Sluk det," råber jeg, for at overdøve musikken. Grunden til, at jeg ikke kan lide dem, er meget simpel. Jeg kan bare ikke lide en flok drenge, hvor berømmelsen har steget dem til hovedet. Jeg har aldrig forstået konceptet med at 'fangirle'.  ​

Lucy ryster på hovedet med et drillende smil. Hun er ret stor fan af dem. Jeg vælger den barnlige metode, og rækker tunge af hende. Hun smiler stort, og vender sin opmærksomhed hen mod fjernsynet igen, hvor hendes yndlings synger. Så vidt jeg husker, hedder han Harry. Et suk kommer fra Lucy, og jeg kigger forfærdet hen på hende. "Det var dråben," siger jeg og kaster mig ud efter fjernbetjeningen. Jeg slukker fjernsynet og ligger mine arme over kors. ​

"Helt ærligt, Lily. Jeg havde lige et moment​ her," siger hun og spiller fornærmet. Jeg griner af hendes forsøg og ryster på hovedet. "Ærgerligt," siger jeg og går ind på værelset. Jeg begynder at pakke ud og nynner stille melodien fra "Drag me down". Hell no. Nej. Nul putte. Føj.  ​

"Lilyyyyy!" råber Lucy og kommer løbende ind på mit værelse. "Hvad?" spørger jeg, og hæver mit ene øjenbryn. Hun tager fat i min hånd, og hiver mig med ind i stuen. Der ligger en avis slået op, og jeg kigger nysgerrigt i den. Et blik i avisen afslører, at Starbucks mangler medarbejdere. Jeg klapper i hænderne og kigger op på Lucy. "Kan vi tage derhen?" spørger jeg og kigger på hende med bedende øjne. Hun tager sin hånd op til hendes hage, og lader som om, at hun leger med hendes ikkeeksisterende skæg, men nikker bagefter med et grin. Jeg springer op og ligger armene om hende. "Tak, tak, tak!" griner jeg og hun trækker sig langsomt væk. "Sko og jakke på," siger hun seriøst. Jeg ruller med øjnene, men gør hvad hun siger.

✯✯

Jeg står og er ved at underskrive de papirer, som jeg skal have underskrevet. Hvis det giver mening? Lucy står og tripper omme bag mig, med et stort smil på læben. Hun ved, at jeg altid har drømt om, at arbejde i en Starbucks. Ikke den mest ambitiøse drøm, men hey, jeg er kun 20. Jeg har hele livet foran mig.

Lucy stivner pludselig ved siden af mig, og først der hører jeg alle skrigende. Jeg kigger ud af vinduet, og gæt hvem der kommer gående: Selveste One Direction. Jeg ruller med øjnene og vender min opmærksomhed ned mod papirerne igen. Døren går op, og selvfølgelig er det dem. ​

 Lucy lyder som en, der er tæt på at besvime. Hendes vejrtrækning er alt for hurtigt, og jeg vender mig om mod hende. "Seriøst, tag det roligt," siger jeg og ligger mine hænder på hendes skuldre. Hun nikker og kigger en sidste gang derhen. "Vil du ikke nok gå med derhen?" spørger hun, og som den fantastiske veninde jeg er, går jeg med hende. Hun smiler taknemmeligt til mig, og jeg smiler igen. ​  

Vi går langsomt derhen, og Lucy bliver mere og mere hyper. Det her ender aldrig godt. ​

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...