Min far er Narcissos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2016
  • Opdateret: 3 jan. 2016
  • Status: Igang
Hvordan er det at have en far, som er helt igennem narcissistisk og som kun tænker på sig selv, og ser sig selv som den bedste? Læs med her *Historien er opdigtet, og er altså derfor ren fiktion!

0Likes
0Kommentarer
78Visninger
AA

1. Min far er Narcissos

KLASK. Dén ramte helt perfekt – midt på den nu helt røde kind. Det lød godt. Det føltes godt. Hævn. Eller måske blot det, han har lært mig, at det er vejen frem; vejen til succes, eller hvad det så end er, han har opnået. Alle elsker ham. Min far. En flot midaldrende herre med håret tilbage, og ikke en eneste krølle kan ses på hans flotte, hvide skjorte, under hans helt nystrøgede sorte jakke. Perfekt skal det være.

Perfekt skal det se ud, men det er blot en facade, jeg ikke helt forstår, han er så god til at opretholde. En facade, han efterhånden har haft i virkelig mange år. Som direktør for et advokatfirma, er det måske også lettere, fordi han netop kan gemme sig bag hans job, for hvilken direktør på et advokatfirma ville nogensinde svigte sine børn og sin kone eller for den sags skyld, slå dem? Gennemtæske dem? Ser I, det er der selvfølgelig ingen, der vil tro på, især ikke når det er min far, vi snakker om. Hans Thomsen; manden med den perfekte kernefamilie. Manden mange mænd misunder. Vores familie, mange familier misunder for vores tætte forhold, som i øvrigt også bare er en facade, min far åbenbart har fået os med på. Selvfølgelig ved benyttelse af trusler og vold. Dem kan man ikke komme uden om. Alle de mennesker, der nu end misunder os; Familien Thomsen, den perfekte kernefamilie, eller hvad det ellers er, folk går rundt og kalder vores familie. Alle de mennesker, der ville blive enormt overraskede, forbavsede eller måske endda kede af det, hvis de bare kendte til sandheden.

De dage, hvor min far egentlig skulle hente mig i sfo’en og aldrig dukkede op. De morgener, hvor min far glemte at vække os andre, og allerede var kørt, da vi vågnede. Da vi selv måtte finde hen til skolen, selvom vores hukommelse var knap. De dage, hvor min søster og jeg fra vores værelser ovenpå, kunne høre vores far råbe og skrige af vores kære mor. Det værste var dog, når vores mor kom for at sige godnat med et blåt øje, en rød kind eller rifter og mærker på halsen. Det der gjorde mest ondt, var ikke selv at få tæsk, blive glemt eller blive råbt og skreget af. Det der gjorde mest ondt var, når det også skulle gå ud over min mor, eller min søster for den sags skyld.

 

Jeg husker tydeligt det år, hvor han begyndte at forandre sig. Blive en anden far. Fra at give mig alt, hvad jeg pegede på og gøre mig til den lykkeligste lille møgforkælede møgunge, jeg nu engang var og fra at være den mest overbeskyttende far i hele verden, som når en konge beskytter sit lille englebarn, forandrede han sig til at være en voldelig, højtråbende og svigtende far. En far, der glemte, skuffede og sårede sine børn og sin kone gang på gang. En far, som kun kunne gøre det godt for ham selv. En far, som altid selv skulle vælge først, have det bedste og have det bedst. Min far, som forandrede sig til at være en virkelig egoistisk, selvoptaget og navlebeskuende person, præcis lige som Narcissos, der kun kunne elske, beundre, bruge tid på, samt gøre det godt for sig selv, hvert fald når det galt familien.

Uden for hjemmet, eller når der var andre, var han lige pludselig ikke så narcissistisk længere. Så var det lige pludselig min søster og jeg, der fik det bedste, måtte vælge først og skulle have det bedst. Udenfor de utrygge og vante rammer, var han aldrig grov i munden overfor min søster, min mor eller jeg. Når der var andre til stede, snakkede han altid virkelig sødt, høfligt og respektfuldt til os andre. Ingen banden, ingen skælden, smælden eller råben og skrigen. Intet. Kun blide, søde, rare, stille og rolige ord, banede sig vej ud af hans ellers store mund.

 

Det var en tirsdag i november, at jeg besluttede mig for at ville gøre op med min fortid; tage hævn overfor manden, der ødelagde min barndom, familien og mit forhold til min mor og søster, hvilket stadig ikke er blevet bedre. Min søster og jeg prøver gang på gang at vende vores mors tankegang. Hvorfor være sammen med en, der gang på gang giver en blå mærker, skrammer eller rifter? Hvorfor være sammen med en, der gang på gang svigter en selv, og ikke nok med det, også ens børn? Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvis jeg var hende, var jeg gået fra min far for længe siden. Virkelig længe siden.

Svaret fra min mor lyder altid ens; ’’Skat, jeg kan ikke bare gå fra far, Gud vide, hvad han ville gøre ved os alle sammen?’’ Det er for mig at se virkelig forkert og helt uacceptabelt, at en mand først ødelægger tre andre menneskers liv, for derefter at ødelægge det yderligere – som om han ikke allerede har spoleret nok. Min mor må være fyldt op med frygt og dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over, at hendes børn ikke har fået en bedre opvækst, end de har. Over, at hun oftest bare stod og så til, mens min far råbte, slog og skældte min søster og jeg ud for nærmest ingen ting.

I starten, da han begyndte at forandre sig, forstod jeg ikke helt hvad det var, der skete med ham. Det var der ingen af os, der gjorde. Problemet var blot, at vi aldrig snakkede om det, heller ikke, når min far ikke var der. Det var et emne, som bare ikke måtte eller skulle snakkes om. Jeg tror, min mor, ved overhovedet ikke at snakke om det, følte, at det slet ikke skete. Som om, hun ved ikke at tale om det, kunne skubbe det væk og blot tænke, at det var noget, som aldrig blev til virkelighed, som om hun var i sine egne tanker og ikke ville have det til at ske, men samtidig ikke gjorde noget, for at få det til at stoppe. For at få min far til at stoppe.

 

Den dag, det gik helt op for os alle, hvor slemt det egentlig stod til med hensyn til min far, blev min mor så ked af det og oprørsk, at hun tog bilen og kørte. Min søster var fire år, jeg var lige blevet seks, faktisk skete hele episoden på min seksårsfødselsdag. En fødselsdag, jeg aldrig glemmer. En fødselsdag, jeg ville ønske, jeg slet ikke havde haft.

Det hele startede egentlig ud stille og roligt; morgenmad på sengen, syngende forældre og en glad søster. Et helt almindeligt, idyllisk og hyggeligt morgenbillede af en hel almindelig dansk kernefamilie. Den idylliske stemning blev dog overlappet af skælden og smælden, efter jeg havde åbnet min sidste gave; en bog. Jeg hadede bøger, virkelig. Det vidste de godt begge to. Faktisk blev jeg som trettenårig også erklæret ordblind, hvilket min far heller ikke blev særlig glad for. Nå men videre til min værste fødselsdag, nogensinde. Skuffelsen over den helt nye ’’Find Holger bog’’ stod ud af mine øjne, og var slet ikke til at overse – heller ikke for min far. Han blev virkelig sur og begyndte at råbe af mig, om jeg for fanden ikke kunne være bare en smule taknemmelig for det, jeg nu engang havde fået. Om jeg ikke kunne blive bare en smule glad for, at jeg overhovedet fik noget. Han hev bogen ud af min ellers rystende hånd, for derefter at rive alle siderne fra hinanden. ’’Du skal slet ikke have noget så, ikke når du alligevel ikke gider, at have det! Din søster kan få alle dine gaver i stedet. Hos hende, kan de helt sikkert gøre mere nytte, end hos dig, din utaknemmelige unge.’’ Med de ord, samlede han ellers min helt nye Nintendo, mit nye brætspil og mit nye fjernsyn sammen og gik ind på min søsters værelse med det. Jeg begyndte, som en hver anden seksårig dreng, der lige havde fået taget sine største ønsker, at græde. Jeg græd og græd. Min far var gået i gang med at sætte tv’et op på min søsters værelse, mens min søster spillede på min, som nu var hendes, nye Nintendo. Min mor var blevet så ked af det og oprørsk på grund af min far, at hun havde taget bilen og kørt væk. Ingen af os vidste, hvor længe hun ville blive væk, eller om hun overhovedet ville komme tilbage.

 

Han tager hånden op til den næsten tomatrøde kind. Smerten bider han i sig, idet han hæver sin frie hånd. Han vil slå mig, det er jeg ikke i tvivl om. Ikke efter alle de år, hvor hans hånd har gjort præcis den samme bevægelse, utallige mange gange endda. Jeg er hurtigst og når at tage mine hænder op foran mig, for at bremse hans hånd. Hans blik stivner. Den havde han ikke set komme. Han havde ikke set noget af det her komme. Faktisk er det elleve år siden, jeg har set ham sidst, men det gør mig ikke spor. Min mor har jeg set af og til, når vi har mødtes ude på en café et par gange om året. Min far må intet vide omkring vores hemmelige møder. Han må ikke vide, at vi ses. Han lever med teorien om, at min mor, lige som ham selv, har droppet min søster og jeg for længst.

Der lyder skridt på trappen. En ældre og udmattet kvinde dukker frem på toppen af trappen. Hun ligner sig selv; et blåt øje, rifter på kinden og mærker på halsen. I hendes højre hånd, har hun en kuffert. Der må være noget, hun har glemt at fortælle mig. Sig mig, skal hun på ferie uden min far? Må hun godt det for ham? ’’Hvor fanden i helvede tror du så, du skal hen?’’, råber min far. Svaret kommer hurtigere, end jeg kan nå at tælle til fem. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Sig mig, vil hun omsider forlade ham? Jeg kigger forvirret på hende. Hun ved, hvad jeg tænker. Selvfølgelig gør hun det, derfor skynder hun sig hurtigt at nikke til mig, inden min far sætter i løb op af trapperne. Han når hende, men ikke før jeg sprinter som en gal for at indhente ham. Min mor begynder på en af sine sædvanlige tudeture. Jeg er få trin fra at nå ham. Han hæver langsomt hånden igen, denne gang mod min mor. Jeg gør det samme, blot mod det uhyre af en far at være. Et højt klask fylder rummet, men bliver hurtigt erstattet af et højt smæld. Hånden dunker. Den sveg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...