Kastanjen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2016
  • Opdateret: 3 jan. 2016
  • Status: Færdig
En ensom gåtur forandres hurtigt til det modsatte. Hvad er dét, der kan ændre ens syn på alting, og hvad mon kan lede tankerne tilbage mod barndommen?
Læs med her...

0Likes
0Kommentarer
50Visninger

1. Kastanjen

Jeg tager et skridt, og mærker med det samme noget hårdt og rundt under min højre fod. Hvad er det? Mon det kan være en golfbold? Nej, der er nok ikke nogle, der spiller golf i skoven. Eller er der? Jeg kan jo også bukke mig ned og tage det op, for at se hvad det er? Nej det kan være lige meget, jeg kan jo altid gå tilbage.

 

Jeg kan høre nogle grine i det fjerne. Hvem mon det kan være? Måske nogle børn der leger? Jeg går over for at se, hvem det er. Dér - få meter fra mig - står en lille familie. De er alle i færd med at samle kastanjer. Der er en lille rund kvinde, hun er nok omkring de 40 år. Hun har helt sort tøj på og er mørk i huden. Det er de alle sammen. Faren har en hvid skjorte og sorte bukser på. Han er nok omkring de 50 år. En lille pige under 6 år har en lyserød kjole samt lilla strømpebukser på. Til sidst er der en dreng, som ikke er under 9 år, han har en grøn trøje og cowboybukser på.
 

De ser alle sammen rigtig søde ud. Jeg får helt lyst til at gå hen til dem for at spørge om et eller andet. Men hvad skal jeg spørge dem om? Jeg kan spørge, om de mangler hjælp? Men nej, det ville virke mærkeligt, da de sikkert kun samler kastanjer for hyggens skyld. Det har man sikkert ikke brug for hjælp til. Jeg kunne også spørge dem, hvad de skal bruge kastanjerne til? Men så ville jeg virke som en, der ikke kan lide folk, der samler kastanjer. Men på den anden side kan det jo være, at de vil fortælle, hvad de egentlig skal bruge dem til. Men man kan aldrig vide, hvordan folk vil reagere. De er indvandrere, og der er nogle indvandrere, som er kriminelle og bliver sure over ingenting. Men det er jo langt fra alle. Jeg skriver ikke sådan, fordi at jeg er racist, for det er jeg slet ikke. Jeg kan godt lide indvandrere, de er jo bare mennesker ligesom os, og kan ikke gøre for at de er født som mørke i huden og med mørkt hår. Ligesom vi ikke kan gøre for, at vi ser ud, som vi gør.

Mine tanker går direkte tilbage i tiden til dengang jeg var et lille barn og selv samlede kastanjer med mine forældre. For så at lave ''kastanjedyr'' når vi kom hjem. Det var rigtig hyggeligt, og vi havde

altid varmt kakao med, som vi drak på en af de bænke, som stod i parken, hvor der var et par kastanjetræer. Vi havde også altid de rundstykker, som vi havde tilbage fra morgenmaden, med til de få ænder, som gik rundt i parken.

Jeg sætter mig hen på en bænk tæt på den lille familie, så jeg kan beundre det, de laver. Mon de synes, jeg er mærkelig, fordi jeg sidder og kigger på dem? Man har jo lov til, at kigge på det man vil, og være hvor man vil. Men på den anden side er det nok også lidt mærkeligt, at jeg sidder og kigger på én familie. Skal jeg tage min mobil op og lade som om, at jeg sidder og kigger på den? På den ene side ville det være en god ide, så de ikke føler, at jeg synes, de er underlige, da jeg jo bare sidder her og kigger på dem. Men så kan jeg heller ikke se, hvad de laver.


Faren er på vej over mod mig. Hvad mon han skal? Kommer han her over for at bede mig om at lade hver med at kigge sådan? Han kommer nærmere og nu er han kun omkring en meter fra mig. Han dufter lidt indvandre-agtigt. Den måde de fleste indvandrere dufter på. Det er en lidt underlig duft. Jeg kan ikke beskrive den, men den dufter meget underligt. Han spørger, om jeg vil tage et billede af ham og hans familie. Han taler ikke særlig godt dansk. Hvad skal jeg svare? På den ene side gør det da ikke noget, og de ser jo også rigtig søde ud, men på den anden side virker det lidt underligt at gøre det, for så bagefter at sætte sig tilbage på bænken og kigge videre på dem. Det ender med, at jeg svarer ja. Jeg følger med ham hen til hans familie. Han låner mig en gammel grå Nokia telefon uden touch. Han stiller sig hen ved siden af moren, og drengen stiller sig foran faren og pigen foran moren. De smiler alle sammen, og ’’klik’’ siger det fra den lille grå Nokia telefon. Faren takker mange gange. De virker da meget søde alle sammen.

 

Jeg tager min hvide iPhone op af min venstre bukselomme, og lader mit blik glide hen over skærmen og op øverst i midten, hvor klokken står. Klokken er 16:37. Jeg skal være hjemme kl. 17:00, for jeg skal lige have lavet de sidste lektier til i morgen, men jeg mangler heldigvis kun tre opgaver i matematik og at oversætte en lille tekst i engelsk. Skal jeg blive her lidt længere, eller skal jeg gå hjemad nu? Det vil være godt at gå hjem, så jeg er sikker på, at være hjemme  kl. 17:00. Men det kan jeg nemt nå, så jeg kan også blive her og kigge lidt mere på den lille familie samle kastanjer. Jeg vælger at begynde at gå hjemad, da det også er begyndt at blive lidt mørkt. Jeg tænder min mobil for at sætte noget musik på, da det er kedeligt bare at gå. Jeg ser, at jeg har fået en SMS fra min mor: ’’Hej skat, kommer du snart hjem? Kys Mor’’ Skal jeg svare hende eller ej? Det vil jo nok være rart for hende at vide, hvor jeg er, men på den anden side kommer jeg jo hjem lige om ti minutter. Hun kan nok ikke nå at bekymre sig så meget på ti minutter. Jeg vælger alligevel at svare: ’’Hej mor, ja jeg er på vej, er hjemme om ca. ti minutter’’. Jeg går ud af beskeder og ind i musik. Jeg ruller ned til kunstnere med O og trykker på sangen Live While We’re Young af One Direction, da jeg synes den passer meget godt til mit humør lige nu. Da jeg når til lysningen på vej ud af skoven, træder jeg igen på noget hårdt og rundt. Jeg kigger ned, og finder ud af at jeg er præcis det samme sted, som jeg var tidligere. Hvad mon det er? Jeg er for nysgerrig til at gå videre denne gang, så jeg bukker mig ned og under min fod ligger en lille fin rødbrun kastanje. Den dufter præcis som de kastanjer jeg samlede med mine forældre, da jeg var lille. Skal jeg tage den med hjem? Det kunne være hyggeligt at lave en edderkop ud af kastanjen, som da jeg var lille. Men… måske er jeg for stor til den slags?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...