Rød

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2016
  • Opdateret: 3 jan. 2016
  • Status: Færdig
// "Det er vel der, man ved det, ikke? Når nogen ser så absolut grimme ud, som de overhovedet kan. Det er der, man ved, at selvom de ikke er lækre, attraktive eller fortryllende på nogen måde, så elsker man dem, fordi der gemmer sig noget indeni dem, som selv alkohol ikke kan forpeste. Fuck altså, hvor var det nederen." // Vinder af nytårskonkurrencen.

33Likes
21Kommentarer
1206Visninger

2. Rød

 

Jeg vidste for første gang, at jeg elskede dig, da jeg fandt dig på anden sal, hvor du lå på gulvet foran toiletdøren, mens du sang Nik og Jay og hikkede samtidig. Det var nytårsaften. Din kjole var krøllet op og efterlod spor af glimmer, hver gang du rullede rundt, og din røde læbestift havde du allerede tværet ud i hele ansigtet. Du var hverken smuk eller charmerende, og du sang ad helvede til. Jeg satte mig ned på gulvet ved siden af dig.
            Det var alkoholen, der var glad for at se mig. I ædru tilstand havde du taget din ene stillet af og kylet den efter mig. Det havde du truet med til den fest, hvor du slog op med mig, og jeg vidste fra boldspillene i idrætstimerne, at du havde et ret præcist sigte, så jeg tog truslen seriøst og gik, som du bad mig om. Jeg fortryder intet mere.
            Jeg skulle have undskyldt for 11. gang, rakt mine arme ud mod dig og krammet dig mod din vilje, selvom du altid påstod, at du ikke faldt for den slags tricks. At det blot ville gøre alting værre, og at jeg for en gangs skyld bare skulle holde kæft og lytte til dig. Sandheden er nok, at jeg aldrig havde nosser nok til at være sammen med en som dig. Set i bakspejlet ved jeg, at det eneste, du havde brug for, var lidt drama i ny og næ. Et heftigt skænderi, der atter tvang mig til at bevise, hvor meget du betød for mig, og så ville alting være godt igen, indtil vi startede forfra et par uger senere. Men den aften troede jeg, at du for alvor var blevet træt af mig. Måske var det derfor, jeg ikke kom krybende tilbage til dig dagen efter. Måske var det fordi, jeg var blevet træt af at krybe.
            Men som du lå der på anden sal og rullede rundt i din nytårskjole, mens du sang som en dreng i puberteten, indså jeg, at jeg burde have gjort det alligevel. At du var værd at krybe for. Da vi var sammen, sørgede du altid for, at vores forhold var spændende nok til, at vi aldrig kedede os. Det var der, skænderierne kom ind i billedet. Du blev sur over de mindste ting nogle gange. Som at jeg slubrede for meget, når jeg drak, ikke gav dig nok komplimenter eller købte T-shirts, der var for store, bare fordi de var på tilbud.
            Jeg ved det, jeg ved det – du lyder som et mareridt. Det var også det, alle mine venner fortalte mig. Men det var du ikke. De så jo ikke alle de sider af dig, som du reserverede specielt til mig. Du lo altid højt, når jeg sagde noget sjovt, og du lo også, når jeg ikke gjorde, og det lød aldrig falskt, selvom det sikkert var det. Nogle gange vækkede du mig om natten, fordi du kom i tanker om et eller andet, der sagtens kunne vente til morgenen efter. Af en eller anden grund ser jeg det som et plus. Du havde lyst til at dele alting med mig hele tiden.
            Det halve år, vi var sammen, fylder mere i min hukommelse end alle andre tilsammen. Vi nåede så meget. Måske var det fordi, vi var så travlt beskæftiget, at jeg aldrig nåede at tænke særlig meget over, hvem vi var, frem for de ting vi gjorde. Det faldt mig aldrig ind, at jeg faktisk elskede dig. Det var bare sådan noget, vi sagde til hinanden, når vi kyssede, faldt i søvn eller ringede til hinanden, for sådan gjorde alle andre.
            Jeg var forelsket i dig. Det var jeg skam mere end klar over. Når du smilede til mig på tværs af skolens parkeringsplads, tog min mave en rutsjebanetur, og når du kyssede mig, blev min hjerne helt ør og svævende på den der fuzzy måde, ligesom når man har drukket for meget champagne, og boblerne stiger en til hovedet. Men elskede dig? Nej, den slags kunne vores sekstenårige kroppe jo slet ikke finde ud af endnu. Troede jeg, indtil du lå der og rullede rundt som en anden idiot.
            Det er vel der, man ved det, ikke? Når nogen ser så absolut grimme ud, som de overhovedet kan. Det er der, man ved, at selvom de ikke er lækre, attraktive eller fortryllende på nogen måde, så elsker man dem, fordi der gemmer sig noget indeni dem, som selv alkohol ikke kan forpeste. Fuck altså, hvor var det nederen. Vi havde slået op for to måneder siden. Jeg havde kysset med så mange piger siden da. Det var faktisk en lettelse. Jeg var fuldstændig vild med dig, men selvom vores forhold var noget for sig, og det gode opvejede alt det, der var pissedårligt, så blev det trættende i længden. Og ordet ”trættende” er dødsstødet - det er der, hvor gnisten forsvinder, og hvor sommerfuglene begynder at flyve sin vej. Rutsjebanen går i stå, champagnen mister sine bobler, hvad fanden man nu har lyst til at finde på af metaforer for at prøve at beskrive det.
            Det der med at elske var en anden sag. Når det først var begyndt, var det svært at finde sluk-knappen. Ingen vej tilbage. Som jeg sagde, fuck. For hvad fuck skulle jeg gøre, når jeg elskede dig, men ikke længere var sikker på, at jeg var forelsket i dig, og overhovedet ikke var sikker på, hvordan du havde det, når du lå der som en anden følelsesmanipuleret åndsbolle, der havde indtaget for meget tequila?
            Du var glad for at se mig for første gang i to måneder. Nøj, hvor ville du fortryde den reaktion, hvis du altså kunne huske den dagen efter. Du havde så indædt brugt disse to måneder på at ignorere mig på gangen og nedlægge lige så mange drenge, som jeg gjorde piger. Var det også kun for at få mig til at krybe? Var det dit desperate forsøg på at få mig tilbage igen, eller var det blot for at tvære det i mit ansigt, at du var kommet videre?
            Apropos tværet i ansigtet, så blev du ved med at køre din røde læbestift ud til højre og venstre. Jeg tror ikke engang, at du skulle tisse, du havde bare din egen fest, og den foregik tilfældigvis foran toiletdøren, der på mistænkelig vis ikke var blevet åbnet i ti minutter.
            Du snøvlede mit navn. Prøvede at rejse dig op. Det gik ikke så godt, så jeg greb fat i begge dine arme og satte dig op ad væggen. Du smilede fjoget til mig, grinede lidt og afslørede, at du fandeme også havde læbestift på tænderne. Til gengæld hikkede du ikke længere.
            Og så skete det mest ironiske. Du svajede frem og tilbage og kunne ikke helt sidde stille, så du lod dit hoved dumpe ned på min skulder og svang dine arme om mig, som du plejede at gøre det, når jeg sad og spiste frokost, og du kom løbende bagfra og omfavnede mig. Det var endnu en ting, som mine venner ikke forstod – hvor godt det føltes, når du viste hele verden (eller, hele skolen, men det var godt det samme), at du ikke skammede dig over mig, selvom du så tydeligt var langt over mit niveau.
            Men altså, det ironiske var, at du, efter at have gentaget mit navn flere gange og udtalt det på alverdens forkerte måder, sagde, at du elskede mig. Jeg eeeelsker dig, sagde du, jeg eeeææææælsker dig…
            Jeg tror faktisk, at du mente det på trods af at være en følelsesmanipuleret åndsbolle. Når du tidligere havde sagt det, var det fordi, at den slags skulle man, når man var kærester. Men i det øjeblik sagde du det, selvom det er en verdenskendt regel, at det er det sidste, man bør sige til sin eks. Der er en meget stor forskel.
            Jeg tog din hånd. Du havde rød neglelak på, og det måtte være den selv samme som den, jeg havde givet dig til din fødselsdag, da vi lige var begyndt at komme sammen. Du brugte den aldrig, og da jeg spurgte hvorfor, indrømmede du, at du faktisk ikke kunne lide den. Rød var den klassiske neglelaksfarve, og du gjorde altid et stort nummer ud af at være original. Jeg havde himlet med øjnene og sagt, at det simpelthen var for åndssvagt, og det var vi naturligvis begyndt at skændes over, men hovedsagen er, at du af princip aldrig brugte den, bortset fra den aften. Jeg kiggede på din hånd i fem minutter. Fortalte mig selv, at det ikke kunne være den samme farve, men det var det jo, men det kunne det jo ikke være, men det var det jo… Du sov. Du snorkede kraftedeme også. Kunne det blive bedre?
            Nedenunder begyndte de andre at råbe og huje, og der hørtes et bump. Jeg kiggede på mit ur. Klokken var tolv. De var hoppet ned fra deres stole, mens vi gik ind i det nye år på gulvet foran et fucking toilet.
            Du sov i en time, før jeg ringede til din far, der kom og hentede dig tyve minutter efter. Det par, der snavede på toilettet, var endelig gået deres vej, men selvom de trådte ud derfra med triumferende og bedrevidende smil på deres ansigter, misundte jeg dem ikke det mindste. Jeg havde egentlig ikke lyst til at kysse med nogen, kun med dig, hvis du altså havde taget et smartere makeupvalg tidligere på aftenen. Men hey – læbestiften skulle vel matche neglelakken, ikke?
            Som vi sad der, kunne jeg pludselig mærke de der bobler igen, men måske var det fordi, at jeg faktisk havde drukket champagne. Selv hvis det ikke var, lod jeg dem bare være der uden at gå i panik. De fleste tegn pegede trods alt på, at du måske også var lidt mere vild med mig, end du havde haft tid til at tænke over, da vi var sammen. Jeg anede ikke, hvordan verden ville se ud, når du vågnede i din egen seng med de tarveligste tømmermænd flere timer fra nu. Måske ville det for en gangs skyld være dig, der ringede og kom krybende tilbage. En ting var sikkert – hvis du ikke gjorde, så gjorde jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...