In Love With A Sugg

Det er ikke altid nemt at være en pige på 17... Især ikke når man bliver slæbt med til London mod sin vilje! Sådan er det for Amanda. Hendes største drøm er, at få overstået turen og komme hjem igen, hvilket ikke kan gå hurtigt nok!

I London møder Amanda den 23-årige Joe Sugg, også kendt som ThatcherJoe, som er en britisk YouTuber. Selvom hun kun er i byen i ganske kort tid, sker der meget i hendes liv. Nye venskaber, en ny karriere og selvfølgelig den blomstrende kærlighed, mellem hende og Joe. Men hvad sker der når Amanda's tur slutter? Og vil hun nogensinde komme til at se Joe igen?

ADVARSEL!
DENNE BOG KAN INDEHOLDE VOLDSOMME SCENER OG ANSTØDELIGT SPROGBRUG I NOGLE KAPITLER!

24Likes
11Kommentarer
21482Visninger
AA

74. Kapitel 74 - Opkaldet

“Okay allesammen, så er det høje knæløft! Heep, heep, heep! Kom så igang!” råber min idrætslærer, Karsten, ud i gymnastiksalen. Jeg skifter fra løb til høje knæløft og min hestehale pisker fra side til side.

 

“Op med de knæ, Max!” råber han og jeg kigger bag mig. Jeg er en af dem, der er længst fremme sammen med Elias, Christian og Louise. Helt nede bagerst kan jeg se Alexander, Max og en pige, der hedder Martha. Alexander ser helt udmattet ud, og ligner en, der kunne bruge en pause på en halv time. Karsten pifter, for at få alles opmærksomhed og råber: “Kom herhen!”

 

Alle gør, som han beder om og jeg tror, at Alexander er ret glad for, at det er slut med høje knæløft.

 

“Idag, mine damer og herre, skal vi spille… Volleyball!” annoncerer Karsten og deler os op i fire hold.

 

“Hold et og to spiller på bane et, og hold tre og fire spiller på bane to. Sæt igang!” råber han og jeg går ned på bane to, sammen med Alexander og de fem andre, der er på mit hold.

 

“Hvem server?” spørger Louise, der er kommet på det andet hold. Jeg kigger over på mit hold, og alle virker ret ligeglade.

 

“Så server vi bare.” siger Christian, og tager bolden ud af hænderne på Louise.

 

“Lad os komme igang.” siger jeg og går hen på min plads.

_________________________________________________________________

 

Klokken halv elleve ringer det til frikvarter, og jeg smider min idrætstaske ind i mit skab. Elever strømmer ud af alle lokalerne og går ned mod kantinen. Jeg vender mig mod Alexander, og ser ham tælle sine penge.

 

“Skal vi spise frokost sammen?” spørger jeg. Han trykker sine briller længere op på næsen og nikker. Jeg smiler, lukker mit skab og går ned til kantinen sammen med Alexander.

 

Da vi kommer hen til kantinen, går vi hen til disken og bestiller vores mad. I dag er dagens ret lasagne, hvilket er en af mine livretter, lige med undtagelse af laks, og bestiller den. Alexander vælger en cheeseburger, som sædvanlig, og kort tid efter, har vi vores mad. Vi sætter os ned ved et bord og jeg åbner min flaske med vand. Jeg tager en slurk, og går i gang med at skærer i min lasagne.

 

Alexander spiser meget hurtigere end mig, og bliver dermed også færdig før mig. Jo flere bidder, som jeg spiser, jo dårligere får jeg det. Jeg prøver at ignorere det, men selv Alexander virker til at have bemærket det. Jeg prøver at tage mig sammen og ligne en, der ikke er ved at besvime. Jeg tager endnu en gaffel fuld lasagne, spiser den og fortryder det med det samme.

 

“Du ligner lort.” siger Alexander ligeud, og jeg bebrejder ham ikke. Jeg ved, at han har ret. Jeg nikker og tager mig til panden.

 

“Jeg har det også af lort til.” svarer jeg og han smiler til mig, sikkert for at få mig i lidt bedre humør. Jeg mærker opkasten kravle sig op gennem mit spiserør og kan ikke holde det tilbage. Jeg skubber stolen væk bag mig, løber ud på toilettet og ørler ned i toiletkummen, ligesom dengang jeg var hjemme hos Joe. Jeg trækker mit hoved væk fra kummen, og ser Joe sidde foran mig. Jeg blinker et par gange og skikkelsen forsvinder. Mere opkast fylder min mund, og jeg læner mig ind over kummen igen.

 

“Er du okay?” lyder Alexander's stemme ud i rummet. Jeg hoster og prøver på at få vejret. Han finder hurtigt ud af, hvilken toiletbås jeg er inde i, og åbner forsigtigt døren ind til mig. Han sætter sig ned ved siden af mig, og hjælper mig med at holde mit hår væk fra min mund. Min mave føles tom, men jeg har det stadig som om, at der er mere opkast på vej. Jeg læner mig op af toiletbåsens væg, og prøver på ikke at tænke på, hvor mange bakterier, der sidder på den. Mit hår glider ud af Alexander's hænder og han sætter sig overfor mig. Han hiver noget toiletpapir af rullen, der hænger på væggen ved siden af ham.

 

“Her,” siger han og rækker mig papiret. Jeg tager imod det og tørrer mig om munden. Vi sidder i lang tid, uden at sige noget og det har for længst ringet til time.

 

“Måske ville det være en god idé, hvis du tog hjem?” foreslår han, og jeg nikker enigt. Jeg får det jo ikke bedre af at sidde her og spilde Alexander's tid. Vi rejser os og går op i klassen. Alexander forklarer min situation, og læreren lader mig gå, uden så meget som at sige: “God bedring,”. Alexander følger mig ud til min cykel, og giver mig et farvelkram. Jeg låser min cykel op, tager den med ud til vejen og cykler hjem.
___________________________________________________________________

Jeg ligger i flere timer på min seng, uden rigtig at lave noget. Jeg ligger bare og tænker. Jeg har det ikke bedre, men jeg har heller ikke fået det dårligere. Alexander har skrevet til mig flere gange, men jeg har ikke orket at svare ham. Ikke fordi det er for hårdt, men fordi jeg ikke har noget at sige. Bedstemor har sat en bakke med en kop te, og en cupcake på mit natbord, men jeg har ikke rørt noget af det. Jeg sætter mig op, læner mig mod væggen, og tager den lille bakke over på mit skød. Teen er for længst blevet kold, men det gør mig ikke noget. Forhåbentlig vil det blive i min mave, så jeg kan få bare en lille smule energi. Jeg tager en slurk te, tager derefter den lille muffinform af min cupcake og tager en bid. Jeg smager ingenting. Ikke engang chokoladesmagen, som jeg ved at kagen har. Ingenting, bare noget, der minder om pap. Jeg begynder at hoste, og ved godt hvad det betyder. Jeg løber ud på badeværelset, som så mange gange før, og kaster op ned i kummen. Mellem hver omgang, hoster og stønner jeg, som om det ville få det til at holde op. Jeg sætter mig ned på gulvet, tørrer mig med et stykke papir og ruller ud. Skyllet minder mig om noget, som jeg føler, at jeg har glemt; min menstruation. Jeg tæller dagene og kommer op på tredive dage. Jeg er gået to dage over tid. Jeg går aldrig over tid! Aldrig! En alt for skræmmende tanke kører rundt i mit hoved, og jeg ved, at den hurtigt kan blive virkelighed.

 

“Fuck!” udbryder jeg og løber ind til min mobil. Jeg finder Joe's nummer og mærker mine hænder ryste. Jeg tager min hånd op til munden, og prøver på at holde tårerne tilbage. Det her sker bare ikke. Det sker bare ikke!

 

“Haaaallo?” lyder Joe's stemme i den anden ende, og en tårer triller ned af min ene kind. Jeg snøfter og håber, at han ikke hører mig.

 

“Hi,” svarer jeg og prøver på at lyde så normal, som mulig. Han rømmer sig.

 

“Are you okay? You sound a bit weird.” spørger han, og lyder en smule bekymret. Jeg bider mig i læben og blinker min tårer væk.

 

“Uhm... No,” svarer jeg og ønsker inderligt, at jeg ikke behøvede at være i denne situation.

 

“I... I've been really sick lately... Like vomiting, headaches, that kind of stuff,” forklarer jeg, med rystende stemme. Jeg tager en dyb indånding og fortsætter: “My eating habits have been crazy... And I just found out, that my period is late, and…”. Jeg bider mig i læben, og venter på, at han siger noget. Han må da vide, hvor jeg vil hen med det her.

 

“So what you're saying is, that…” siger han, men stopper. Et par tårer triller ned af mine kinder og jeg snøfter.


“I... Uhm... I think, I'm pregnant...” svarer jeg, og der bliver helt stille i den anden ende af røret...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...