In Love With A Sugg

Det er ikke altid nemt at være en pige på 17... Især ikke når man bliver slæbt med til London mod sin vilje! Sådan er det for Amanda. Hendes største drøm er, at få overstået turen og komme hjem igen, hvilket ikke kan gå hurtigt nok!

I London møder Amanda den 23-årige Joe Sugg, også kendt som ThatcherJoe, som er en britisk YouTuber. Selvom hun kun er i byen i ganske kort tid, sker der meget i hendes liv. Nye venskaber, en ny karriere og selvfølgelig den blomstrende kærlighed, mellem hende og Joe. Men hvad sker der når Amanda's tur slutter? Og vil hun nogensinde komme til at se Joe igen?

ADVARSEL!
DENNE BOG KAN INDEHOLDE VOLDSOMME SCENER OG ANSTØDELIGT SPROGBRUG I NOGLE KAPITLER!

24Likes
11Kommentarer
20225Visninger
AA

72. Kapitel 72 - Brainstorm

Klokken halv tolv ringer det til spisefrikvarter. Jeg følger efter Alexander ned til kantinen, da jeg glemte mine madpakke derhjemme. Heldigvis har jeg en halvtredser gemt bag mit telefon cover, som jeg bruger på en sandwich, en flaske vand og et æble. Jeg sætter mig ved siden af Alexander og jeg håber ikke, at han synes at jeg er for påtrængende.

 

“Hvad er det du laver?” spørger jeg, og kigger undrende på ham. Han sidder med sin gaffel og er ved at fjerne noget fra sin sandwich. Han kigger op og trykker sine briller længere ind på næsen.

 

“Fjerner tomaterne,” svarer han, som var det den mest normale ting i verden. Jeg ler og ryster på hovedet, før jeg tager en bid af min sandwich.

 

“Hvad?” spørger han og lukker sin sandwich igen. Jeg ryster igen på hovedet, men siger ikke noget. Han ruller med øjnene og spiser sin mad.

 

“Du er sku lidt underlig.” siger jeg stille og griner. Han løfter det ene øjenbryn og kigger dømmende på mig.

 

“Og det kommer fra dig? Det er dig, der ikke tager noter til noget, som du tydeligvis ikke ved noget om.” siger han med mad i munden.

 

“Toché…” siger jeg og tager en bid af min sandwich
________________________________________________________________

Da klokken ringer til time, er Alexander og jeg i engelsk lokalet, sammen med en del andre drenge og piger. Jeg kan ikke huske halvdelen af deres navne, men behovet er heller ikke stort.

 

“Hello students,” siger min engelsklærer, da hun træder ind af døren. Alle vores lærer, undtagen dem vi har til biologi, matematik, idræt og kemi, er kvinder. Det er som om, at der er flest kvinder, der uddanner sig som lærer...

 

“Find your book, and let’s get started." siger hun og jeg går hen til min hylde.

 

“Hvilken bog er det?” spørger jeg Alexander, og kigger opgivende på den bunke bøger, der ligger på mit bord. Han peger på den rigtige bog, og jeg trækker den ud af bunken.

 

“What page?” er der en der spørger, med noget, som jeg tror skulle have været en britisk accent.

 

“Rubbish.” mumler jeg og åbner bogen. Det er en helt anden bog end den, som vi havde på min gamle skole. Den ser en del mere spændende ud, må jeg indrømme.

 

“Page 24," svarer læreren, og alle finder med det samme siden. Det virker som om, at der er en del disciplin her i klassen.

 

“Who wants to read out loud?” spørger læreren ud i klassen. En blond pige, på første række, rækker hånden op.

 

“Yes, Sofie.” siger læreren og Sofie begynder at læse. Teksten handler om de forskellige måder, at udtrykke kunst på. Efter Sofie, og fire andre elever, har læst hele teksten, som er på fire sider, udpeger læreren nogen, som skal give et kort resume af teksten.

“Okay, so now you guys are going to write an essay in groups,” siger hun og bliver afbrudt af klassens mumleri.

 

“In groups, quiet, in groups. You need to write about at least one dead artist. It needs to be on my desk next Thursday. Not this Thursday, but Thursday in next week. You need to work with the person, sitting next to you. Start!” fortsætter hun, og lader os begynde på arbejdet. Man kan ikke sige, at jeg ikke får lov til at lære Alexander at kende.

 

“Okay, så hvad tænker du, vi kan skrive om?” spørger jeg, og prøver på at få startet en samtale. Han trækker på skuldrene.

 

“Måske noget om malerier eller musik gennem tiden?” foreslår han. Det er ikke dårligt, det kunne man sikkert godt skrive noget om.

 

“Altså sådan hvordan det har ændret sig?” spørger jeg og han nikker.

 

“Ved du meget om kunst? Altså sådan malerier og skulpturer?” spørger jeg. Han rynker på næsen.

 

“Ikke sådan... Ikke sådan rigtigt, men nogle malerier kan jeg godt sætte en kunstner på.” fortæller han og ser lidt stolt ud. Jeg nikker og skriver vores idéer ned i mit engelsk hæfte.

 

“Vi kan også lave noget om kunsten ved madlavning.” foreslår han. Jeg rynker på næsen og ryster på hovedet.

 

“Så kan jeg bedre lide den anden idé.” svarer jeg. Og streger, mentalt, mine egne lamme idéer ud, som på en eller anden måde, kunne have haft Joe involveret.

 

“Skal det så være musikken eller malerier gennem tiden?” spørger han, mens han skriver et eller andet i hans eget hæfte. Selv er jeg mest interesseret i musik, og det fortæller jeg ham også. Vi nikker enigt og vi har fundet vores emne; musik gennem tiden. Vi begynder begge to at skrive ting ned, som vi gerne vil undersøge. Tiden går og går, og lige pludselig ringer klokken og timen er slut.

 

“Tak for idag alle sammen, vi ses på torsdag,” råber min lærer ud i klassen. Alle har rejst sig, og pakker deres ting sammen, da vi har fri. Både Alexander og jeg bliver inde i klassen, bare for at snakke lidt om vores opgave. Vi får snakket lidt om hvilken musik, som vi vil sætte fokus på, hvilket bliver pop, og hvordan den har udviklet sig.

 

“Okay, så hvornår tænker du, at vi begynder på at skrive stilen?” spørger han, mens han lukker hans taske. Jeg trækker på skuldrene og strammer min hestehale.

 

“Altså jeg skal til violin imorgen, men jeg skal ikke noget onsdag og torsdag.” forklarer han. Jeg nikker og tager min taske på ryggen.

 

“Jeg skal ikke noget hele ugen, så vi kan vel skrive den på onsdag. Vi kan bare tage hjem til mig efter skole, altså hvis det er okay med dig?” foreslår jeg, og han nikker enigt. Jeg smiler lidt akavet til ham.

 

“Skal vi følges ud til cyklerne?” spørger jeg og begynder at gå ud af klassen.

 

“Ja. Hvilken vej skal du?” spørger han og vi følges ud på gangen, og hen til cykelskuret. Jeg forklarer ham vejen og det viser sig, at han skal nogenlunde samme vej.

Jeg låser min cykel op og cykler hjemad, med Alexander ved min side. Selvom vi er et godt stykke inde i oktober, skinner solen stadig en hel del, som for eksempel idag. Jeg fortryder lidt, at jeg ikke tog solbriller med.

 

“Ses imorgen.” siger Alexander og drejer ned ad en sidevej. Jeg vinker til ham og kører resten af vejen alene.
____________________________________________________________


Jeg sætter min cykel op ad skuret og går indenfor. Mel er allerede kommet hjem, og sidder oppe i stuen, og tegner i en malebog. Jeg går direkte ned på mit værelse og tænder min computer. Måske er Joe online? Jeg opdager, at min nye computer ikke har Skype, så jeg bliver nødt til at downloade det. Jeg finder hurtigt hjemmesiden og trykker download. Mens jeg sidder og venter, spiller jeg Temple Run på min mobil. Selvom min mobil ikke er den bedste, og den hele tiden crasher, kan den stadig spille et par spil uden at lukke helt ned. Min computer siger en lyd, og jeg opdager, at den er færdig med at downloade. Jeg er imponeret over, at den er så hurtig! Jeg logger ind og ser, at alle mine venner er offline...

 

“Sikke et spild.” mumler jeg og skubber min stol væk fra bordet, så den kører ud i rummet. Mit værelse er stadig ret tomt, men mens, at jeg har været væk, er der, på magisk vis, dukket et natbord op. Det er sikkert bedstemor eller bedstefar, der har købt det, og sat det her ind.

Jeg låser min telefon op og går på facebook. Jeg har, igen, en masse venneanmodninger, som jeg begynder at slette. Jeg lægger mærke til, at en del af de mennesker, som har anmodet mig, er fra min skole. Lige nu ser jeg ikke behovet for at være venner med dem på facebook, så jeg sletter deres anmodning. Efter at have slettet ti mennesker, ser jeg et billede af Alexander. Har han også anmodet mig? Jeg klikker på accepter og sletter videre. Der går flere minutter, hvor jeg bare sletter mennesker. Jeg afviser den sidste venneanmodning og føler mig helt lettet. Jeg læner mig tilbage i stolen, og prøver på at slappe lidt af. Min computer spiller den velkendte Skype ringetone, og jeg kigger forvirret over mod den. Jeg kigger på skærmen og ser, at ‘Joe ønsker at videochatte’. Jeg skynder mig at køre derover, og trykker på ‘accepter’ knappen. Jeg sidder i få sekunder bare og kigger på en sort skærm, og lige pludselig dukker Joe's ansigt op på skærmen.

 

“Hey.” siger han og smiler. Jeg kan heller ikke lade være med at smile. Åh! Bare at gøre hans stemme, gør mig helt ør.

 

“Hi,” svarer jeg og retter på mit hår. Han sidder et kort øjeblik bare og kigger på mig.

 

“What?” spørger jeg og griner. Han ryster på hovedet og ler.

 

“Nothing,” svarer han og kigger ned et øjeblik. Nogle gange er han altså lidt underlig, men det er også en af de ting, som jeg kan lide ved ham.

 

“So, how was the first day back in school?” spørger han og rømmer sig. Jeg trækker på skuldrene.

 

“Pretty normal, I guess... I don't think, that my danish teacher likes me.” svarer jeg og smiler ved tanken. Han kigger undrende på mig, og jeg forklarer ham historien.


Efter jeg har fortalt ham hvad der skete, ryster han bare på hovedet.

 

“You should be more careful. She could give you a bad grade, based on your behaviour.” siger han og kigger alvorligt på mig. Jeg ruller med øjnene.

 

“I don't really care,” siger jeg og Joe's ene øjenbryn hæver sig, som om, at han ikke tror på mig.

 

“I don't!” siger jeg, og prøver på at virke overbevisende. Han griner og ryster på hovedet.

 

“No, you do care, but maybe not as much as you should. Trust me, you don't want to be enemies with your teachers.” siger han. Måske har han ret... Måske skulle jeg tage at tænke lidt over mine handlinger.

 

“Did you make any friends?” spørger han, og lader hans hoved hvile i hans håndflader.

 

“You can say that.” svarer jeg og tænker på Alexander. Det er lidt sjovt, at vi er gået fra at være fremmede til at være venner, på bare én dag.

 

“His name is Alexander.” fortæller jeg og Joe sukker.

 

“Another boy, great.” siger han og virker en lille smule jaloux.

 

“What is that supposed to mean?” spørger jeg og fnyser. Han trækker på skuldrene og kigger ned.

 

“It seems like, that ever since you left, you have been talking to a lot of boys.” forklarer han. Han har ret. Jeg har snakket med drenge på det sidste, men det er kun to.

 

“I left yesterday.” siger jeg og ler. Han nikker bekræftende, men virker stadig en smule usikker.

 

“Are you scared of losing me or something?” spørger jeg og vil have ham til at forklarer mig, hvordan han føler. Han trækker på skuldrene.

 

“Yeah, I guess…” siger han stille og kigger op. Jeg smiler til ham og tager en dyb indånding.

 

“Joe. Don’t be stupid. I’m your girlfriend. You need to trust me and believe, that I won't go behind your back, because I won’t.” fortæller jeg, og det virker til at få ham i lidt bedre humør.

 

“I love you. You know that, right?” spørger han og jeg nikker bekræftende.

 

“And I love you, too.” siger jeg og smiler genert til ham.
________________________________________________________________


Vi snakker i flere timer, om alt og ingenting, og selvom det kun er én dag siden, at vi sidst så hinanden, er der stadig meget at snakke om. Han fortæller, at han er vild med min nye video, hvilket får mig til at rødme. Jeg fortæller ham om min ny opgave, og han giver mig nogle gode idéer til, hvad der kunne være en god idé at have med i opgaven. Klokken lidt i syv banker det på min dør, og kommer Mel ind på mit værelse.

 

“Amanda?” siger hun og jeg vender fokus mod hende.

 

“Is that Mel?” spørger Joe og prøver på at få øje på hende, selvom det ikke hjælper, at han bevæger sig. Jeg nikker og Mel går hen til mig. Jeg løfter hende op, så hun sidder på mine lår.

 

“Hej!” siger hun og vinker til Joe's billede på skærmen. Han griner og vinker tilbage.

 

“Hello.” siger han og fugter sine læber.

 

“Hvad ville du sige?” spørger jeg hende, og hun kigger op på mig.

 

“Vi skal spise.” siger hun stille. Jeg nikker og sætter hende ned igen.

 

“Jeg kommer lige om lidt, du kan bare gå op.” siger jeg og hun går igen. Jeg vender mig mod Joe, og han ser helt ‘lost’ ud. Jeg ler og drejer en omgang på min stol.

 

“I gotta go, dinner is ready.” forklarer jeg og rynker på næsen. Han nikker og smiler.

 

“See you tomorrow?” spørger han og jeg nikker bestemt.

 

“Bye, love you.” siger vi i munden på hinanden, jeg lægger på og går op til køkkenet, for at spise.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...