In Love With A Sugg

Det er ikke altid nemt at være en pige på 17... Især ikke når man bliver slæbt med til London mod sin vilje! Sådan er det for Amanda. Hendes største drøm er, at få overstået turen og komme hjem igen, hvilket ikke kan gå hurtigt nok!

I London møder Amanda den 23-årige Joe Sugg, også kendt som ThatcherJoe, som er en britisk YouTuber. Selvom hun kun er i byen i ganske kort tid, sker der meget i hendes liv. Nye venskaber, en ny karriere og selvfølgelig den blomstrende kærlighed, mellem hende og Joe. Men hvad sker der når Amanda's tur slutter? Og vil hun nogensinde komme til at se Joe igen?

ADVARSEL!
DENNE BOG KAN INDEHOLDE VOLDSOMME SCENER OG ANSTØDELIGT SPROGBRUG I NOGLE KAPITLER!

24Likes
11Kommentarer
20374Visninger
AA

71. Kapitel 71 - Alexander

Jeg hører noget banke på min dør, og jeg kigger mig undrende rundt. Til min store overraskelse, er det ikke mine egne møbler jeg ser, men Joe's.

 

“What the..?” mumler jeg for mig selv, og skubber dynen væk fra min krop. Var det hele bare en drøm? Er jeg her stadig? Jeg gnider mig i øjnene, og går hen til døren. Jeg trækker i håndtaget, og åbner forsigtigt op. Udenfor står Joe i en super lækker smoking, med et sort slips og en hvid skjorte under. I hånden har han en enkelt rød rose.

 

“For you.” siger han, da han rækker mig blomsten. Jeg smiler overrasket, tager imod den og dufter til den. Den søde duft fylder mine næsebor, og jeg mærker Joe tage min hånd. Han går tættere på mig og får hvert skridt han tager, jo mere længsel har jeg efter at kysse ham. Da han er kun ét skridt fra mig, smider jeg blomsten på gulvet, trækker i hans skjorte, så han kommer tættere på mig, og trykker mine læber mod hans. Jeg mærker hans arme omkring mine hofter, og kysset bliver mere og mere intenst. Jeg bakker og da jeg mærker sengekanten på min læg, bryder jeg kysset og sætter jeg med ned i sengen. Joe kommer tættere på og vores læber mødes igen. Joe trækker sig, rejser sig op, løsner slipset, smider det på gulvet og tager derefter jakken af. Jeg kravler længere op i sengen, og kort tid efter er Joe igen over mig. Han læner sig ned mod mig, og kysser mig blidt. Joe sætter sig op, for at knappe sin skjorte op, hvilket giver mig adgang til at komme øverst. Jeg skubber, med min ene fod, til hans knæ, så han falder sammen og vender sådan, at jeg kan sidde oppe på ham. Jeg griner og kysser ham blidt. Han får mig om på siden, så vi lægger ansigt til ansigt og jeg kan mærke, at der ikke er mere plads, end at jeg kun lige kan være der. Joe er nødt til at holde om mig, hvilket bedre end bare at ligge i sengen.

 

“Amanda,” siger han. Jeg kigger nysgerrigt på ham og venter på, at han færdiggør hans sætning.

 

“You know that you're dreaming, right?” spørger han, og før jeg når at reagerer, slipper han mig og jeg ryger ned på gulvet.

Jeg vågner ved, at jeg lander på gulvet med et bump. Jeg kigger mig forvirret rundt og opdager, at jeg ikke længere er i London og Joe ikke er ved min side. Jeg slår irriteret i gulvet og rejser mig. Chancerne for, at jeg falder i søvn igen er ret små, så jeg kan lige så godt, bare gøre mig klar til at komme i skole. Jeg smider min dyne på sengen og tjekker klokken på min mobil. Tyve over seks. Der var alligevel kun cirka tyve minutter til, at jeg skulle op, så det ville nok også bare være spild af tid, hvis jeg lægger mig til at sove igen. Jeg mærker noget rumle i min mave og får følelsen af, at jeg skal kaste op. Jeg mærker det hele komme op, holder mig for munden og løber ud på badeværelset. Jeg sætter mig foran toilettet og kaster op ned i kummen. Jeg tørrer mig om munden med et stykke toiletpapir, smider det ned i kummen og ruller ud. Jeg havde det fint igår, så hvorfor kaster jeg op nu? Jeg rejser mig op, og kan med det samme mærke en forskel. Jeg går tilbage ind på værelset, hvor jeg åbner mit skab, og prøver på at udtænke et passende sæt tøj. Jeg beslutter mig for en crop top, med tallet toogtredive på, et par shorts med nylon strømper under, converse sko, en sort bandana og en cowboyjakke. Efter at få stablet tøjet i en lille bunke, går jeg ud på badeværelset. Jeg får hurtigt tisset og efter at have vasket hænder, går jeg igang med at børste tænder.

___________________________________________________________________

Jeg spytter mit klamme tandpasta skum ud i vasken, skylder tandbørsten og tager mit tøj på. Mens jeg er ved at tage mine strømpebukser på, hører jeg en lyd komme inde fra min seng. Jeg trækker dem op, tager min shorts over og går derind. Det er bare mit vækkeur. Jeg ruller med øjnene, slukker for det og går tilbage ud på badeværelset, hvor jeg går igang med at lægge min daglige makeup. Før jeg går ud af rummet, sætter jeg mit hår op i en hestehale, tager en mørkeblå bandana på og slukker lyset. Jeg tjekker igen klokken, da jeg kommer hen til min telefon. Lidt over syv. Der er stadig en halv time til, at vi skal kører. Medmindre jeg selvfølgelig cykler. Jeg pakker min skoletaske, tager den på ryggen, tager jakken over armen og skoene i hånden, og går derefter ud i gangen. Jeg åbner forsigtigt døren ind til Mel's værelse, bare for at tjekke, at hun er oppe. Jeg kigger ind i det mørke rum, og går ud fra, at hun stadig sover. Jeg går hen til vinduerne, og ruller gardinerne op én efter én. Da vi er i oktober måned er der mørkt udenfor, så der er ikke så stor forskel. Jeg går hen til hendes køjeseng. Den er ikke højere end, at jeg kan se ind under den ene tremme, hvis jeg står på tæer. Jeg kærtegner hendes kind og hvisker forsigtigt til hende: “Mel, klokken er mange, du skal til at op.”

 

Hun mumler noget, som jeg ikke kan hører, og jeg gentager sætningen, indtil hun vågner helt. Hun sætter sig op i sengen og gnider sig i øjnene.

 

“Hvorfor skal jeg altid op så tidligt?” spørger hun, og minder mig om mig selv, da jeg var yngre. Jeg ler og går hen til hendes skab, for at finde noget tøj til hende. Jeg vælger en blå kjole, sammen med et par hvide strømpebukser. Jeg lægger det på hendes skrivebord, og forlader værelset, mens hun gør sig klar.

 

“Jeg går op og spiser.” siger jeg, inden jeg går ud i gangen.
___________________________________________________________________

Hverken bedstemor eller bedstefar sidder ved spisebordet, da jeg kommer op i køkkenet. Her er helt... Tomt. Jeg finder cornflakesene, en skål, en ske og en karton mælk. Jeg hælder cornflakesene op i skålen, tilsætter derefter mælken og sætter mig over til bordet. Det er helt underligt at være den første, der er oppe. Jeg hører gulvet knirke ved siden af mig, og jeg kigger forskrækket derover. Det er bare bedstemor. Jeg smiler og spiser videre.

 

“Har du sovet godt?” spørger hun og jeg nikker. Ikke nær så godt som i London, men det undlader jeg at sige.

 

“Drømte du noget specielt?” spørger hun. Jeg laver store øjne, men ryster bare på hovedet.

 

“Næ, jeg tror ikke engang, at jeg drømte noget. Jeg kan i hvert fald ikke huske noget.” lyver jeg og propper en ny skefuld cornflakes i munden. Min bedstemor behøver ikke vide alt, hvad der foregår i mit hoved og specielt ikke ting, som det jeg drømmer om. Jeg hører et lille klik, hvilket betyder at vandet til bedstemors kogekedel er færdig. Jeg vender mig om mod hende og ser på, mens hun hælder vandet i trakten, med et kaffefilter og kaffe. Hun sætter kogekedlen, hvor vandet har været i, fra sig og kigger på mig.

 

“Siden hvornår er du blevet interesseret i, hvordan man laver kaffe?” spørger hun og ler. Jeg smiler tilbage.

 

“Det er jeg heller ikke. Det er bare dejligt at være hjemme igen.” svarer jeg og trækker på skuldrene. Hun smiler og vender tilbage til at lave sin kaffe. Jeg spiser videre, og Mel kommer frem i dørkarmen med nyredt hår og det tøj, som jeg fandt frem. Hun smiler og sætter sig ved siden af mig.

 

“Hvad kunne du tænke dig til morgenmad, søde?” spørger bedstemor Mel. Mel vender sig om mod hende og svarer: “Det samme som igår.”

 

Bedstemor nikker og finder Mel's morgenmad frem. Få sekunder efter kommer bedstefar ind i rummet, og tænder for radioen.

 

“Godmorgen.” siger han og sætter sig overfor mig. Jeg smiler og kigger på hans slidte, rød og blå stribede morgenkåbe. Jeg kan huske, da mor og jeg gav ham den i julegave for mange år siden. Jeg tror aldrig, at jeg har set ham blive så glad for så simpel en gave.

 

“Godmorgen du lytter Go’ Nova. Jeg hedder Dennis og med mig i studiet har vi Maibritt, Jojo, Signe og producer Christian. Klokken er blevet halv otte, her har du 'All About That Bass' med Magan Trainer!” siger en stemme i radioen.

 

“Sagde han halv otte?” spørger jeg og mærker stressen melde sig.

 

“Ja, hvorfor?” spørger bedstemor undrende. Jeg skynder mig at spise de sidste skefulde, sætter skålen op på køkkenbordet og løber ud i gangen, hvor jeg satte mine sko, jakke og min taske.

 

“Jeg er nødt til at køre nu, hvis jeg skal nå det.” siger jeg, mens jeg tager mine sko på.

 

“Jamen, jeg kører om et kvarter, du kan sagtens komme med!” råber bedstemor ude fra køkkenet. Jeg binder en sløjfe på min højre sko, nu mangler jeg kun den anden.

 

“Behøves ikke, jeg cykler bare.” forklarer jeg og får bundet den anden sløjfe.

 

“Okay? Så ses vi vel i eftermiddag?” siger bedstemor, og jeg ser ud af øjenkrogen, at hun sætter sig ved bordet.

 

“Ja, vi ses.” siger jeg, tager min jakke og taske på, før jeg går ud af døren. Min cykel står henne ved skuret, og jeg løber derhen. Jeg finder nøglen i min lomme. Jeg må have haft denne jakke på, sidst jeg cyklede. Jeg låser den op, trækker den med ud til vejen, før jeg sætter mig op og cykler mod skolen.

___________________________________________________________________

 

Turen til skolen er ret kort og tager kun cirka ti minutter, så jeg er ved skolen omkring tyve i otte. Jeg cykler ind i cykelskuret, hvor jeg hopper af cyklen. Jeg finder en plads og trækker cyklen derind. Jeg får, på en eller anden måde, cyklen forkert ind og må trække den tilbage, så den bedre kan være der. Jeg bakker og hører et brag.

 

“Hey! Pas lige lidt på!” er der en, der råber. Jeg vender mig skræmt rundt, og får øje på Alexander. Vi er ikke ligefrem de bedste venner, men det virker ikke som om, at han noget imod mig.

 

“Åh! Undskyld!” siger jeg og kører cyklen ind i hullet. Denne gang uden, at den står forkert. Jeg låser den og går over til Alexander. Han retter på sit brune krøllede hår og sætter sig ned til hans cykel.

 

“Er det din cykel?” spørger jeg, og prøver på at hjælpe med at få den op. Han stopper mig og løfter selv cyklen op.

 

“Ja.” svarer han kort, med en snert af irritation i stemmen. Da han går forbi mig støder han ind i min skulder, hvilket jeg er ret sikker på, var med vilje. Sikke en god måde at starte dagen på. Jeg følger efter ham indenfor, og prøver på at holde en afstand, på mindst fem meter. Få meter før vi når døren til dansk lokalet, stopper han op og vender sig mod mig.

 

“Sig mig, følger du efter mig?!” spørger han frustreret. Jeg kigger skræmt på ham, og ryster på hovedet.

 

“Jeg er den nye pige, Amanda? Jeg startede ugen før efterårsferien... Vi har samme linje. Sidder ved siden af hinanden i dansk? Er der en klokke, der ringer?” spørger jeg uden at virke snobbet. Vi står et øjebliks bare i stilhed, og jeg ved ikke, om jeg bare skal gå. Jeg tager et skridt, og skal til at gå, da han siger noget igen.

 

“Var det Amanda, du sagde, at du hed?” spørger han med en mere venlig tong, og jeg nikker bekræftende. Han nikker i et par sekunder, som om, at han lige skal tænke over det.

 

“Velkommen til skolen.” siger han og smiler skævt til mig. Jeg smiler tilbage, og følges med ham ind i klassen. Han stiller en masse spørgsmål om min fortid, og om min efterårsferie. Jeg fortæller ham ikke ret meget, da jeg ikke kender ham endnu. Han kunne kører et eller andet sygt dobbeltspil, og så senere bruge det imod mig. Ikke at det nogensinde er sket for mig, men kan aldrig vide sig sikker. Han virker lidt underlig...

 

“Godmorgen elever, sæt jer ned. Idag skal vi snakke lidt om billedanalyse. Er der nogen, der kort kan forklare hvad det er?” spørger min dansklærer, Donna, ud i rummet. Et hav af hænder ryger i vejret, og Alexander’s er én af dem.

 

“Ja, Louise?” siger Donna ud i klassen, og en pige på anden række, begynder at snakke. Det var hende, som jeg troede sagde ‘god ferie’ til mig, sidste fredag.

 

“Det er sådan noget med, hvordan et billede er bygget op.” siger hun og jeg ruller med øjnene. Det er da indlysende.

 

“Meget fint, tak, Louise. Nu skal I så i gang og I skal alle sammen finde et billede, analysere det og så lave en lille rapport til mig om, hvad I ser på billedet. I kan finde inspiration i den bog, som I fik udleveret i ugen før i fik ferie.” forklarer Donna.

 

“Har du overhovedet en bog?” spørger Alexander, mens han tager sin bog op på bordet. Jeg ryster på hovedet.

 

“Det virker ikke som om, at nogen rigtigt er interesseret i, at jeg er her.” svarer jeg og læner mig tilbage i stolen. Jeg vil hellere bare opsluge en masse information, end jeg vil lede efter en dum bog.

 

“I skal lige huske det der med det gyldne snit, og falder symbolerne. Skal jeg lige forklarer det? Det kom du nemlig ikke ind på, Louise.” siger Donna og slår op i sin bog. Hun begynder at forklarer hvordan man analyserer et billede, og jeg keder mig mere og mere. Alexander tager en masse noter, og virker som lidt af en stræber. Han kigger over på mit tomme bord.

 

“Hvorfor tager du ingen noter?” hvisker han og skriver videre. Jeg trækker på skuldrene.

 

“Jeg opsuger alle informationerne. Jeg har ikke behov for noter.” hvisker jeg og kigger op på tavlen, uden rigtigt at følge med.

“Og nu får i nogle ark hvor opgaven står på, Mathias, vil du lige dele dem ud? Så kan i selv kan prøve det, okay?” siger Donna, da hun er færdig med at forklarer det hele. Mathias rejser sig og deler papirerne ud. Jeg tager mit penalhus op og Mathias lægger et papir foran mig. Alexander bladrer i sin bog, og jeg kigger med på sidelinjen. Donna går rundt mellem eleverne og stopper op ved mig.

 

“Hvorfor har du ikke dine ting frem?” spørger hun, og kigger undrende på mig.

 

“Fordi jeg ikke har nogle ting.” svarer jeg skarpt og læner mig frem på bordet. Jeg vil bare gerne have lavet det her færdigt, og vil bare gerne overstå timen. Hun hæver det ene øjenbryn, og ser lidt fornærmet ud.

 

“Hvem er du?” spørger hun. Jeg kan ikke forestille mig, at vi bliver de bedste venner. Hun virker lidt hippieagtig. Hun har en strikket, mørkeblå trøje på, med et par slidte cowboybukser. Hun har kort, rødt hår og virker ikke ret gammel. Ikke i forhold til min vores kemilærer. Den fyr ligner en på otteogfirs.

 

“Amanda Looney,” svarer jeg og kigger op på hende. Hun kniber øjnene sammen, og prøver på at huske mig.

 

“Jeg startede før ferien.” svarer jeg, for at hjælpe hende med at huske mig. Hun nikker og går videre tilbage til kateteret. Hun hiver en skuffe ud, hvor han tager et stykke papir frem. Hun lukker skuffen, går mod mig igen, lægger papiret på mit bord og peger.

 

“Det her er en seddel over alle de bøger, som du bruge mens du går her. Du kan finde dem alle sammen på skolens bibliotek. Du har samfundslinjen, ik’?” spørger hun og jeg nikker bekræftende. Hun tager min blyant og streger nogle bøger ud, som man sikkert skal bruge på andre linjer.

 

“Sådan. Alexander kan vise dig derned.” siger hun og Alexander kigger op fra arket, og trykker sine briller længere ind på næsen.

 

“Undskyld, hvad?” spørger han og virker lidt irriteret.

 

“Du tager Amanda med ned på biblioteket, og hjælper hende med, at finde hendes bøger.” forklarer Donna, peger på ham og derefter mig.

 

“Nu?” spørger han og hun nikker.

 

“NU!” siger hun og går over til et andet bord, for at hjælpe. Vi rejser os fra bordet og går sammen ud på gangen.

“Den her vej.” siger Alexander og går ned af gangen. Jeg tror godt, at jeg selv kan finde biblioteket, men jeg har ingen idé om hvordan det er delt op, så det er måske meget godt, at Alexander er med. Jeg sakker lidt bagud og hører, at han mumler noget.

 

“Hvorfor er det altid mig, der skal vise de nye rundt, det er da irriterende,” siger han med sammenbidte tænder, og tænker sikkert, at jeg ikke kan høre ham. Han drejer ned af gangen, og går hen til indgangen til biblioteket.

 

“Velkommen til skolebiblioteket, wuhuu!” siger han med en snert irritation og træthed i stemmen. Da han siger: ‘wuhuu,’ holder han sin hånd op og svinger med et usynligt flag. Han går hen til mig og kigger på min seddel.

 

“Okay, vi skal... Vi skal herover,” siger han og går hen til en hylde, med en masse faglige bøger. Hele rummet er tomt for mennesker, lyset er slukket og det er kun ovenlysvinduet, der lyser rummet op.

 

“Her,” siger han trækker en bog ud, som han derefter rækker til mig. Jeg kigger på den og læser titlen højt: “Gyldendals Gymnasiematematik,” Jeg løfter øjenbrynene og kigger op.

 

“Spændende…” siger jeg sarkastisk, og vi går videre om til en anden hylde.
___________________________________________________________________


Efter vi har fundet alle de bøger, som jeg skal bruge, sætter vi dem på det bord, hvor man kan låne bøger.

 

“Nu mangler vi kun dine hæfter og mapper,” siger Alexander og går om bag disken og ud i baglokalet. Jeg følger efter ham, og han er allerede igang med at samle en bunke til mig.

 

“Her.” siger han og lægger bunken i mine hænder. Øverst ligger der en mappe, hvor der allerede står: Samfundsfag.

 

“Smart.” mumler jeg. Så behøver jeg ikke huske hvilken farve, jeg skal skrive hvilket fag på. Det står der allerede! Vi går tilbage ud til mine bøger, for at låne dem. Jeg har allerede fået min egen stregkode, hvilket plejede at tage lang tid på min gamle skole.

Vi bipper bøger i cirka fem minutter og går derefter tilbage til klassen. De er stadig igang med, at lave det der ark. Alexander hjælper mig med at bærer bøgerne ned til vores bord. Jeg finder en blyant, og begynder at skrive mit navn ind i bøgerne. Alexander er allerede gået igang med at kigge på et billede, som han synes er interessant. Måske ville det også være en god idé, hvis jeg fandt et billede? Jeg slår op på i bogen, og begynder at kigge på bogens mange billeder.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...