In Love With A Sugg

Det er ikke altid nemt at være en pige på 17... Især ikke når man bliver slæbt med til London mod sin vilje! Sådan er det for Amanda. Hendes største drøm er, at få overstået turen og komme hjem igen, hvilket ikke kan gå hurtigt nok!

I London møder Amanda den 23-årige Joe Sugg, også kendt som ThatcherJoe, som er en britisk YouTuber. Selvom hun kun er i byen i ganske kort tid, sker der meget i hendes liv. Nye venskaber, en ny karriere og selvfølgelig den blomstrende kærlighed, mellem hende og Joe. Men hvad sker der når Amanda's tur slutter? Og vil hun nogensinde komme til at se Joe igen?

ADVARSEL!
DENNE BOG KAN INDEHOLDE VOLDSOMME SCENER OG ANSTØDELIGT SPROGBRUG I NOGLE KAPITLER!

24Likes
11Kommentarer
20251Visninger
AA

69. Kapitel 69 - Hun er tilbage...

Jeg kommer ind i det halvtomme fly, med en følelse af lettelse og en snert af savn. Jeg tager min rygsæk, der hænger på min ryg, af og åbner for det lille skab, som sidder over alle sæderne. Jeg prøver at få den derop, men jeg har ikke kræfter til det.

 

“Slapsvans.” mumler jeg for mig selv og prøver igen. En stewardesse går forbi mig, uden så meget, som overhovedet at kigge på mig. Jeg lader tasken dumpe ned på jorden, og følger hende med øjnene. Der er et eller andet over hende, som virker bekendt... Jeg genkender hende og så slår det mig. Det er ikke bare en hvilken som helst stewardesse... Det er hende. Hende, der bad mig om at slukke min mobil, da jeg fløj til London med mor og Mel for første gang. Jeg giver hende dræberblikket, indtil hun forsvinder om bag et gardin. Hun så mig ikke, men det var stadig ret tilfredsstillende. Jeg ryster på hovedet, og prøver endnu engang at få tasken op i rummet.

 

“Let me help you with that.” siger en stemme ved siden af mig, og før jeg når at svare, ligger min taske i det lille rum. Jeg kigger overrasket op og får øje på en høj, sorthåret fyr. Han smiler og jeg kan se, at hans tænder sidder som perler på en snor.

 

“Thanks.” svarer jeg og smiler tilbage. Han trækker på skuldrene.

 

“No problem,” svarer han og ler. Britisk, ti bonus point. Nej, hvad er det jeg laver?!

 

“I need to find my seat, so…” siger han og går forbi mig. Jeg nikker akavet og lader ham gå forbi.

 

“Weirdo.” mumler jeg, da han er væk og sætter mig ned.
___________________________________________________________________

Efter at have ventet i cirka fem minutter, begynder stewardesserne at forklarer, hvordan sikkerhedsbælterne virker.

 

“Velkommen ombord alle sammen, det er jeres kaptajn, der taler. Jeg vil lige kort fortælle om hvordan turen kommer til at forløbe.” siger kaptajnen over højtalerne. Hvor er det længe siden, at jeg har hørt nogen snakke dansk. Sidst var vel, da jeg sagde godnat til Mel for et par dage siden. En følelse af dårlig samvittighed rammer min krop, og jeg prøver på at tænke på noget andet. Jeg kigger ud af vinduet og, til min store overraskelse, sidder jeg endnu engang ved en flyvinge. Kaptajnen gentager alt det, som han lige har sagt, på engelsk og vi gør klar til at lette.

Jeg hader når fly skal lette. Jeg får altid en milliard propper i ørerne. og det tager for evigt at få dem ud igen. Flyet flyver opad og efter kort tid, giver kaptajnen tilladelse til, at vi må bevæge os i kabinen, og stewardesserne går igang med at sælge fra deres små vogne. Selv køber jeg ikke noget, da vognen kører lige forbi mig, uden at stoppe. Jeg lægger mærke til, at det her hende stewardessen igen, men hun har sikkert bare overset mig. Hvad er oddsene for, at hun kan huske mig? Jeg tager det gratis magasin op af den lille lomme, der sidder fast på sædet foran mig. Selvom det ikke er særlig spændende, går jeg meget op i, at jeg nærlæser hvert eneste ord. Af en eller anden grund, har jeg mange problemer med at læse ordene. Måske fordi, at det er lang tid siden, at jeg har læst noget på dansk? Jo flere sider jeg læser, jo længere synker jeg ned i sædet. Jeg må ligne en lille unge, som ikke ved hvordan man sidder i et flysæde. Jeg læser bladet igennem tre gange, før stewardessen opdager, at hun har glemt at tilbyde mig noget fra hendes lille, ligegyldige vogn. Hun stopper op ved siden af mig, jeg kigger op på hende, lægger bladet fra mig og retter mig op.

 

“Vil du have noget fra vognen?” spørger hun og jeg kigger bare på hende. Gad vide om hun kan huske mig... Det kunne være sjovt hvis hun kunne.

 

“Oh, sorry! I didn't realise, that you were from the UK. Want some from the wagon?” spørger hun igen. Okay, hun kan helt klart ikke huske mig. Jeg spiller med på idéen om, at jeg er fra England og svarer: “No thank you.” med den mest britiske accent, jeg kan få frem. Hun smiler et af hendes falske smil og går videre. Jeg ruller med øjnene og læser videre.

Jeg overbeviser mig selv om, at jeg skal tisse, selvom det sikkert bare er en undskyldning for ikke at sidde og kede mig. Jeg rejser mig, på en ekstrem akavet måde, fra sædet og går ned gennem flyet, for at komme frem til toilettet. Jeg går lidt i mine egne tanker, og før jeg får set mig om, falder jeg over en gammel mands fod. Et par arme griber mig, før jeg lander på jorden, og hjælper mig op.

 

“Oh my God, I'm so sorry,” undskylder jeg og kigger op på personen, som lige har grebet mig. Det er ham fyren, der hjalp mig med min taske tidligere.

 

“Oh, hey,” siger jeg og smiler. Jeg skubber en tot hår bag mit ører, og fortryder det med det samme. Jeg har lige sagt farvel til min kæreste, det er ikke det bedste tidspunkt at flirte på.

 

“Thanks for cathing me.” siger jeg og fugter mine læber.

 

“No problem.” svarer han og smiler tilbage. Hans øjne er nøddebrune og glimter i lyset. Han er hvad piger vil beskrive, som en ‘drømmefyr’.

 

“Are you okay?” spørger han med bekymring i stemmen, selvom jeg er ret sikker på, at jeg har det helt fint. Jeg nikker og kigger ned i jorden. Før nogen af os siger mere, går jeg tilbage til mit sæde og sætter mig ned igen, uden at få tisset. Jeg kigger bare ned på mine foldede hænder, ingen andre steder end dem. Jeg lukker øjne og prøver på at fokusere på Joe. På hans smil. Hans øjne. Hans læber. Hans grin. Ham. Prøver på at tænke på alt andet end den pinlige episode, som jeg lige har oplevet.

 

“Hey?” spørger en stemme og jeg åbner mine øjne. Det er ham igen. Jeg kigger væk og derefter op på ham igen. Han er stille et øjeblik og kigger bare på mig. Jeg bryder flere gange vores øjenkontakt, og hele situationen bliver mere og mere akavet.

 

“Hey...” svarer jeg, og prøver på at lade være med at falde i staver over hans skønhed. Han har en sort læderjakke på, med en stram, grå T-Shirt under, der fremhæver hans trænede mavemuskler. Han rømmer sig og kigger væk et splitsekund.

 

“Mind if I sit?” spørger han. Jeg rykker en plads ind, så jeg sidder i midten og han sætter sig ned.

“Are you sure, that you're okay? You seem kinda off.” konstaterer han. Jeg studerer hans ansigt og ser, hvor flotte kindben han har. Mon han er model? Wow, stop… Spol tilbage. Hans sætning kører igennem mit hoved en ekstra gang. “Are you sure, that you're okay? You seem kinda off.” You seem kinda off? Hvem tror han lige, at han er? Han har hjulpet mig én gang og nu tror han, at han kender mig eller hvad? Okay, teknisk set, har han hjulpet mig to gange, men den anden gang, var altså et tilfælde.

 

“Why do you care?” vrisser jeg, og kigger væk fra ham. Jeg fortryder med det samme det jeg sagde og kigger undskyldende på ham. Hvorfor er jeg sådan her? Det her er ikke mig... For mindre end tredive sekunder siden, syntes jeg, at han var vildt sød og nu? Hvad sker der? Han kigger forbavset på mig, og jeg får lidt dårlig samvittighed.

 

“I'm sorry, it's just…” siger jeg, men han stopper mig.

 

“No, you're right. Why should I care? I'm just a stranger,” svarer han. Flot, Amanda, nu har du fornærmet, den fyr, der nok kommer tættest på at være jordens flotteste, ved at opfører dig som en totalt iskold bitch.

 

“I'm Luke.” siger han og holder hånden frem. Var han ikke på vej til at gå? Måske ikke? Jeg trykker hans hånd.

 

“Amanda.” svarer jeg og han smiler venligt.

 

“Now, I'm not a stranger anymore, and now I have a reason to care,” siger han og jeg får et indtryk af, at han er ret klog.

 

“So, what's wrong?” spørger han. Jeg trækker på skuldrene. Der er jo faktisk ikke noget i vejen. Jeg har det fint, jeg er nok bare lidt trist. Er det bare det han vil høre? At jeg er trist?

 

“I'm sad, I guess.” svarer jeg kort og kigger ned. Han rynker brynene, og virker ikke til at være helt med. Jeg fortæller ham den korte udgave af, hvordan jeg fandt sammen med Joe. Jeg undlader selvfølgelig de mere ‘saftige’ detaljer og jeg laver Joe's navn om til ‘the guy’. Luke nikker og virker til at forstå det hele lidt bedre.

“So, how are you feeling?” spørger jeg, og prøver på at virke interesseret i ham, selvom jeg er ret ligeglad. Han er bare en fyr, som jeg kun vil møde denne én gang.

 

“I'm good.” svarer han kort og jeg lægger hovedet på skrå, for at signalere, at jeg ikke tror på ham.

 

“Good?” spørger jeg og han nikker.

 

“Good.” svarer han og læner sig tilbage i stolen.

 

“Just good?” spørger jeg og han nikker igen.

 

“Just good.” gentager han og griner. Jeg griner sammen med ham og er, på en måde, glad for, at han blev. Stewardessen kommer igen forbi mit sæde, med sin lille vogn.

 

“Want anything?” spørger hun. Jeg ryster på hovedet, men Luke bestiller en pakke chips. Damen afleverer posen til ham, og han giver hende et par mønter. Han åbner posen, tager en chips i munden og tilbyder mig nogen. Jeg smiler og tager en kartoffel chip op, med min tommel og pegefinger.

 

“Where you from?” spørger jeg. Han tygger af munden og rømmer sig.

 

“Manchester, but I live in London.” svarer han, og tager endnu en håndfuld chips i hånden.

 

“You?” spørger han, med munden fyldt med chips. Jeg ler og tager et par chips op af hans pose.

 

“Denmark, that’s why I’m here. I’m on my way home.” svarer jeg og spiser chipsene. Han løfter øjenbrynene.

 

“And your boyfriend lives in London?” spørger han, og jeg nikker bekræftende. Han virker imponeret og spiser videre.

 

“Since you are on this flight, I assume, that you have some plans in Denmark.” siger jeg og kigger interesseret på ham. Han nikker bekræftende og tager sin hånd ned i posen med chips.

 

“That’s a good observation.” svarer han og spiser et par chips. Jeg ler og sætter en tot hår om bag øret.

 

“So, what are your plans exactly?” spørger jeg og sætter mig i skrædderstilling. Han trækker på skuldrene.

 

“I don’t now. I just want to see the world I guess… I’m only in Denmark for three days, and then I’m going to Sweden. They have an amazing nature over there.” svarer han og jeg nikker enigt. Jeg har kun været i Sverige én gang og det var med skolen, da jeg gik i sjette klasse. Ikke en helt vellykket tur, eftersom Frida og jeg blev væk i en skov, og gik seksten kilometer, for at finde de andre igen.

 

“So, do you have a girlfriend or?” spørger jeg uden at hentyde til, at jeg vil gå ud med ham. Hvilket jeg nok også har gjort rimelig klart, eftersom at vi har snakket om min kæreste den sidste halve time. Han nikker.

 

“Her name is Bethany.” svarer han og jeg smiler. Selvfølgelig har han en kæreste. Altså, hvem med sådan et ansigt har ikke en kæreste? Kaptajnens stemme kommer igen over højtalerne, og han informerer om, at vi snart skal lande.

 

“Can I stay here?” spørger han og jeg nikker. Vi lukker begge vores sikkerhedsseler og gør klar til at lande.
___________________________________________________________________


Luke og jeg følges ud af flyet og hen til der, hvor man finder sine kufferter. Før vi skilles får jeg et kram og hans nummer.

 

“Just in case you ever need another perspective on something.” sagde han, da han gav mig det. Jeg trækker min kuffert efter mig ud i velkomst hallen, hvor jeg bliver mødt med et kæmpe kram fra Mel.

 

“Hej!” siger jeg med glæde i stemmen, og sætter mig ned til hende, så hun kan nå omkring min hals.

 

“Hvor er du vokset meget!” konstaterer jeg. Det kan godt være, at jeg kun har været væk i én uge, men hun virker en hel del højere, end jeg husker hende.

 

“Jeg har savnet dig så meget!” lyver jeg. Ærligt, så har jeg ikke rigtigt tænkt på Mel, men det ved hun jo ikke. Bedstemor og bedstefar kommer hen til os, og giver mig begge et kram.

 

“Det er dejligt at have dig tilbage.” fortæller min bedstemor, som virker til at have savnet mig mere, end jeg har savnet hende. Wauw... Nu hvor jeg tænker over det, har jeg ikke skænket dem en tanke, siden jeg forlod Danmark.

 

“Lad os tage hjem.” siger min bedstefar og lægger en arm omkring mig. Jeg smiler anspændt og noget inden i mig fortryder, at jeg ikke blev hos Joe i London.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...