In Love With A Sugg

Det er ikke altid nemt at være en pige på 17... Især ikke når man bliver slæbt med til London mod sin vilje! Sådan er det for Amanda. Hendes største drøm er, at få overstået turen og komme hjem igen, hvilket ikke kan gå hurtigt nok!

I London møder Amanda den 23-årige Joe Sugg, også kendt som ThatcherJoe, som er en britisk YouTuber. Selvom hun kun er i byen i ganske kort tid, sker der meget i hendes liv. Nye venskaber, en ny karriere og selvfølgelig den blomstrende kærlighed, mellem hende og Joe. Men hvad sker der når Amanda's tur slutter? Og vil hun nogensinde komme til at se Joe igen?

ADVARSEL!
DENNE BOG KAN INDEHOLDE VOLDSOMME SCENER OG ANSTØDELIGT SPROGBRUG I NOGLE KAPITLER!

24Likes
11Kommentarer
21583Visninger
AA

67. Kapitel 67 - Sygdom?

“How are you feeling?” spørger en stemme bag mig. Det er selvfølgelig Joe. Jeg vender mig om mod ham, og tørrer min mund af i mit ærme. Jeg trækker på skuldrene, og prøver på at virke rask, men indeni har jeg det virkeligt dårligt. Han sætter sig ned på gulvet ved siden af mig, og kigger undersøgende på mig.

 

“I think you should take a nap. Maybe that'll help?” foreslår han, og det virker som en god idé. Han hjælper mig op, og støtter mig hele vejen hen til sengen. Jeg har ikke rigtig brug for hans hjælp, men det er da altid rart at få lov til at røre ved en muskuløs arm. Jeg lægger mig ned i Joe's seng, og tager dynen op over min krop. Joe kysser mig forsigtigt på panden og går ud af rummet.
___________________________________________________________________

 

Da jeg igen vågner, er der mørkt udenfor. Jeg har det stadig ikke helt godt, men bedre end i morges. Jeg rejser mig fra sengen, og et mørke falder sig over mine øjne: Et blackout. Jeg må have rejst mig for hurtigt. Jeg tager mig til panden, står et øjeblik og mørket forsvinder lige så stille igen. Jeg blinker et par gange, før jeg går videre ud af rummet og ud i gangen. Her er helt stille, hvilket er meget sjældent. Er jeg alene? Jeg går ovenpå og ser Joe sidde i sofaen, med sin computer i skødet. Fjernsynet er tændt, men er på lydløs. Jeg går forsigtigt hen til sofaen, prøver på ikke at lave en lyd bare for at se, om jeg kan forskrække ham. Jeg kommer tættere og tættere på sofaen, og han har stadig ikke opdaget mig. Jeg tager fat i hans skuldre og råber: “BØH!”. Han vender sig, upåvirket, over mod mig og smiler.

 

“You're up.” konstaterer han. Jeg ruller med øjnene og sætter mig ved siden af ham.

 

“Why didn't you get scared?” spørger jeg, med en ‘lille-pige-stemme’. Han ler, lukker computeren og sætter den over på bordet.

 

“Because it wasn't scary, DUH!” svarer han hånligt. Han rykker tættere på mig og lægger armen omkring mig. Jeg lader mit hoved hvile på hans skulder, mens jeg kigger på det lydløse fjernsyn.

 

“If it was Oli, he would have shat himself,” griner Joe og slukker for fjernsynet. Vi er stille et øjeblik, hvilket lægger en dæmper på min hovedpine.

 

“How are you feeling?” spørger han for anden gang idag. Jeg rynker på næsen og kigger derefter op på ham.

 

“Better.” svarer jeg kort og smiler. Jeg er ret sikker på, at han godt ved, at selvom jeg siger, at jeg har det bedre betyder det ikke, at jeg er helt frisk.

 

“Wanna play a game on the X-Box?” spørger han, og prøver på at få det til at lyde fristende. Jeg ryster på hovedet.

 

“No, I still have a headache, and I just want some peace and quiet.” siger jeg og han nikker forstående.

 

“What do you want to do then?” spørger han og kigger ned på mig. Jeg trækker på skuldrene.

 

“We could talk… Is there some fun facts, that I don’t know about you?” spørger han. Jeg tænker mig om, men kan ikke rigtig komme i tanke om noget, der er sjovt.

 

“I got my right kidney removed, when I was six.” fortæller jeg og han kigger interesseret på mig. Jeg fortæller ham om de danske frynsegoder, som gratis skolegang, SU og sygehusene.

 

“That sounds amazing.” erklærer han, og fortæller mig om hvordan det er i England
________________________________________________________________

 

Efter at vi har snakket i en times tid, får Joe fat i Caspar, som lover at tage aftensmad med hjem til os. Jeg aner ikke hvor Caspar har været, men sikkert til et eller andet møde. Jeg håber ikke, at jeg også skal til så mange møder i fremtiden. Det virker som om, at det er det eneste YouTubere gør, udover at lave videoer selvfølgelig. Joe rejser sig fra sofaen, efter at have ringet til Caspar, og går hen til køkkenet, for at finde tallerkener, bestik og glas. Jeg får hurtigt lagt mig ned og mærker trætheden skylle over mig. Selvom jeg har sovet det meste af dagen, så er jeg stadig enormt træt og det eneste, jeg kan skyde skylden på, er det faktum, at jeg har det dårligt. Jeg lukker øjnene et øjeblik, og få sekunder senere åbner jeg dem med et sæt, da dørens smæk giver genlyd i hele rummet. Jeg sætter mig forvirret op, og ser Caspar stå med en stabel af pizzabakker i hænderne.

 

“Did anyone oder pizza?” spørger han kækt, før han sætter dem på køkkenbordet. Bag ham kommer en skikkelse til syne: Oli.

 

“Hey Oli, you are pretty strong, aren't you? Can you help me out? I can't get this bottle open.” siger Joe, der står med en flaske i hånden.

 

“Yeah, sure.” svarer han og smider sin jakke på en stol, før han går hen til Joe, for at hjælpe ham. Oli får hurtigt åbnet flasken og rækker den til Joe igen. Han går over mod spisebordet, og får øje på mig på vejen.

 

“Oh, hey,” siger han overrasket, skifter retning og kommer over mod mig. Jeg smiler og rykker mine ben, så han kan sætte sig.

 

“Amanda, right?” spørger han og sætter sig. Jeg nikker og gaber.

 

“Yep, that's me.” svarer jeg og kigger træt over på ham.

 

“Yes! I’m usually horrible with names,” indrømmer han og løsner sine sko. Hans sko er i en brunlig farve, og er ikke særlig flotte, men hvis han kan lide dem, er det vel fint. Han tager dem af en efter en, og lader dem stå på gulvet.

 

“So how long are you staying here?” spørger han, og læner sig tilbage i sofaen. Det virker som om, at han føler sig meget hjemme her.

 

“I'm leaving tomorrow. My school is closed this week, and opens back up on monday so I need to get back.” forklarer jeg. Han nikker og før vores samtale når at udvikle sig, siger Caspar: “Let's eat!”

 

Vi rejser os og snakker videre, da vi har sat os ved bordet.
___________________________________________________________________

Under aftensmaden spørger Oli en del indtil mit liv og min hverdag, hvilket jeg ikke har noget imod, men det har min hovedpine. Jeg prøver ikke at tænke på det, hvilket er enormt svært. Joe og Caspar er ret stille under middagen, men indimellem kommer der et spørgsmål, eller en kommentar fra en af dem. Jeg lægger mærke til, at Joe holder meget øje med mig, under hele middagen, men siger ikke noget. Min hovedpine er blevet en del værre, og hvis jeg spiser mere, er jeg bange for, at jeg kaster op. Mens Oli og Caspar snakker, om et eller andet ligegyldigt, prikker Joe mig på armen. Jeg kigger sløvt over på ham, og prøver på at virke friskere end jeg egentlig er.

 

“Do want a pill or something?” hvisker han med bekymring i stemmen. Jeg smiler anspændt, og ryster på hovedet. Jeg vil helst ikke gøre Caspar og Oli urolige, eller skabe opmærksomhed over noget så ligegyldigt som tømmermænd.

 

“Are you sure?” hvisker han, mens han forsigtigt lægger sin hånd på min pande. Han holder den der i lidt tid, og tager den derefter til sig igen.

 

“I think you’ve got a fever, maybe you should lay down?” hvisker han. Jeg ryster igen på hovedet. Jeg kan sagtens klare mig igennem resten af aftenen... Eller i det mindste resten af middagen. Joe kærtegner forsigtigt min kind, og blander sig i Caspar og Oli's samtale.
___________________________________________________________________


Efter aftensmaden tager Caspar af bordet, mens vi andre sidder i stuen: Joe og jeg i sofaen og Oli i stolen. Joe prøver på at holde mig ude af samtalen, da jeg jo har det dårligt, så det er mest ham og Oli, der holder samtalen i gang. Oli fortæller om hans familie, især om hans bror, James, og om hvor meget han glæder sig til, at han skal til L.A. Joe lader mig hvile mit hoved i hans skød, og han stryger mig over håret. Jeg lukker mine øjne og efter kort tid, falder jeg i søvn.
___________________________________________________________________


Jeg vågner ved, at nogen snakker til mig. Jeg åbner øjnene op, og får øje på Oli. Han snakker om et eller andet med Joe, men jeg får ikke helt fat i det. Jeg smiler sløvt og sætter mig op.

 

“Oh, sorry, I didn't mean to wake you. Well, hopefully I'll see you again one day.” siger han og jeg nikker bekræftende. Er han ved at gå eller sådan noget? Han læner sig ind og giver mig et kram. Jeg krammer igen, og han giver hurtigt slip igen. Joe rejser sig op og Oli giver også ham et kram, men denne gang et ‘mande-kram’. Det der, hvor de banker hinanden på ryggen. Caspar sidder ved bordet, med en hans computer foran sig, med høretelefoner på, så Oli er nødt til at prikke ham på skulderen. Han vender sig forskrækket om og slapper af, da han ser at det bare er Oli. Han skubber høretelefonerne af ørene, og rejser sig, så han også kan sige farvel. Oli går hen til døren, og vinker til os, da han forlader rummet.

“How long did I sleep?” spørger jeg i et gab. Joe trækker på skuldrene. og kigger på uret, som hænger over deres lille kommode.

 

“Around half an hour.” svarer han og strækker sig. Jeg kigger også op på uret, bare for at få en idé om, hvad klokken.

 

“Lidt over ni.” mumler jeg for mig selv og vender mig mod Joe igen.

 

“Did you say anything, love?” spørger han, og kigger undrende på mig. Jeg ryster hurtigt på hovedet.

 

“No. Nothing.” svarer jeg og kigger væk. Jeg ville ønske, at jeg ikke skulle hjem imorgen, men det er heller ikke sjovt at være syg, mens jeg er her. Måske ville det være en god idé at begynde at pakke? Jeg rejser mig, ekstremt langsomt, op fra sofaen og begynder at gå hen til trappen.

 

“I'm going to start packing.” informerer jeg, mens jeg går ned af trappen. Joe strækker sin arm op i luften, og laver en thumps up, for at signalere, at han fik min besked.

Jeg går direkte ind på badeværelset, for at samle mine ting. Det eneste jeg lader ligge er min toilettaske, et sæt tøj til imorgen og Joe's trøje som jeg har sovet i, og også skal sove i, i nat. Jeg har tænkt mig ‘at komme til’ at tage trøjen med hjem, bare så jeg har noget af ham derhjemme. Jeg slæber kufferten med ind i soveværelset, og tjekker efter, at der ikke skulle ligge nogle af mine ting rundt omkring. Jeg finder et par af mine sokker henne ved bordet, og en bh under sengen. Jeg overbeviser mig selv om, at der ikke er mere og går ud på badeværelset, for at gøre mig klar til at gå i seng. Forhåbentligt har jeg det bedre imorgen, da jeg helst ikke vil kaste op på flyet. Det ville bare være synd for min sidemand... Meget synd. Jeg ser en lille tube med creme, stå på bordet og læser på den:

 

“For tattoos only! Do not use on bare skin! Instructions: Cover your tattoo in the lotion, one time everyday, for a week.”

 

Jeg tager min trøje af og kigger på min tattoo i spejlet. Jeg presser lidt creme ud, smører det på og tager derefter Joe's trøje på. Jeg reder mit hår, børster mine tænder, slukker lyset på badeværelset og går ind i soveværelset. Jeg slukker for lyset på vej hen til sengen, før jeg lægger mig under dynen og falder, efter noget, der føles som ti sekunder, i søvn.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...