In Love With A Sugg

Det er ikke altid nemt at være en pige på 17... Især ikke når man bliver slæbt med til London mod sin vilje! Sådan er det for Amanda. Hendes største drøm er, at få overstået turen og komme hjem igen, hvilket ikke kan gå hurtigt nok!

I London møder Amanda den 23-årige Joe Sugg, også kendt som ThatcherJoe, som er en britisk YouTuber. Selvom hun kun er i byen i ganske kort tid, sker der meget i hendes liv. Nye venskaber, en ny karriere og selvfølgelig den blomstrende kærlighed, mellem hende og Joe. Men hvad sker der når Amanda's tur slutter? Og vil hun nogensinde komme til at se Joe igen?

ADVARSEL!
DENNE BOG KAN INDEHOLDE VOLDSOMME SCENER OG ANSTØDELIGT SPROGBRUG I NOGLE KAPITLER!

24Likes
11Kommentarer
21572Visninger
AA

57. Kapitel 57 - Makeup kanaler

En skefuld cornflakes fylder min mund, og det kolde mælk er lige ved at give mig hjernefrys. Det er morgen og klokken er lidt over ni. Joe, Caspar og jeg sidder alle tre sammen ved spisebordet, hvor vi spiser morgenmad. Jeg tygger af munden og tager en ny skefuld ind i munden. Jeg kigger over på Joe, som også spiser cornflakes. Han smiler, og en dråbe mælk drypper fra hans ene mundvige. Han tager en hånd op til munden, som om han gør klar til at sige noget.

 

“I'm going to a bunch of meeting today, so you'll have to entertain yourself today.” fortæller han og løfter sit glas med appelsinjuice. Jeg nikker langsomt og rømmer mig.

 

“When will you be back?” spørger jeg. Joe tager en skefuld cornflakes i munden, lige da jeg spørger, så der går lidt tid, før han kan svare mig.

 

“Around half past four, maybe five.” svarer han og trækker på skuldrene. Så har jeg vel en hel dag med Caspar? Medmindre han også smutter... Vi sidder i stilhed et øjeblik og spiser hver især vores mad.

 

“What are you up to today, Caspar?” spørger jeg, og drejer mit hoved over mod ham. Han kigger forbavset op, som om han ikke havde ventet et spørgsmål. Han trækker på skuldrene.

 

“I’m going to a meeting as well." svarer han og kigger ned i hans skål. Hvad skal jeg så lave? Måske skulle jeg selv filme en video? Eller se London..? Nej, jeg har jo set det meste af byen, hvad sightseeing angår.

 

“I talked to Zoe yesterday, and her and Niomi are going to... Whatever girls do when they're together, and she said that she doesn't mind, if you joined them.” forklarer Joe og et smil breder sig på mine læber.

 

“That sounds great, but… I don’t know...” svarer jeg og rejser mig fra bordet. Jeg tager min skål, og mit glas, med mig hen til køkkenvasken, hvor jeg efterlader det. Det kunne faktisk være vildt hyggeligt at være sammen med Zoe og Niomi. Så kunne jeg se Zoe's lejlighed. Hvor bor Zoe overhovedet? Er det ikke nede sydpå? Jeg går tilbage til bordet, for at spørge lidt mere ind til Zoe's adresse.

 

“So, where does Zoe live?” spørger jeg og sætter mig ned ved siden af Joe. Han hælder lidt juice op i hans glas og kigger over på mig.

 

“In Brighton, which is about an hour and a half away from here.” svarer han og kigger tilbage på hans glas. Juicen er flydt over og en stor, pøl af gul væske, svømmer på bordet.

 

“Shit!” udbryder Joe, da det drypper ned på hans lange T-Shirt og bukser. Han skubber stolen væk bag sig, så han kan komme væk fra bordet. Jeg hører en latter komme fra den anden side af bordet. Det er selvfølgelig Caspar, som synes hele situationen er ret sjov, hvilket den er, men ikke sjov nok til at få mig til at grine.

 

“Do you have her phone number?” spørger jeg, mens Joe prøver på at tørre juicen op med noget køkkenrulle. Jeg fik hendes nummer sidst jeg var her, men så god som min telefon er, har den nulstillet sig selv for en uges tid siden. Jeg var nødt til at få Joe til at give mig hans nummer igen, så jeg ikke ville blive forvirret hver gang et enormt langt nummer skrev til mig. Jeg kigger ventende på ham, men han ikke så meget som bare kigger op på mig.

 

“Who's number?” spørger han, med en snert af irritation i stemmen. Jeg ruller med øjnene.

 

“Zoe's of course!” svarer jeg utålmodigt. Han tager en håndfuld gennemblødte klumper af køkkenrulle i hånden, og går over til vasken. Han åbner lågen under vasken, og smider det ud. Han tørrer hans hånd i et viskestykke og finder hans mobil frem. Han tager et lille stykke papir op fra en køkkenskuffe, sammen med en kuglepen, og skriver noget ned. Han går tilbage mod mig og rækker mig papiret. Zoe's nummer.

 

“Don't lose it, okay? Fans would die for this, got it?” siger han og smiler. Jeg nikker og tager imod papiret. Jeg taster nummeret ind på min telefon og ringer hende op.

“Hello?” lyder Zoe’s stemme i den anden ende af røret. Det er lidt underligt at høre hendes stemme, men også dejligt.

 

“Hi, Zoe, it's Amanda.” forklarer jeg, og begynder at gå hen mod trappen, for at komme nedenunder.

 

“Oh, hey,” svarer hun og ler. “It's nice to hear your voice again!”. Vi snakker lidt frem og tilbage om, hvornår jeg skal komme til Brighton, og hvordan jeg skal komme derned. Det ender med, at jeg skal tage et tog klokken fem over elleve, så vil hun hente mig ved banegården. Jeg skal også overnatte hos hende, så jeg skal have min toilettaske og nattøj med mig.

 

“Looking forward to see you, bye!” siger Zoe kort før hun lægger på.

 

“Bye.” svarer jeg og dobbelttjekker, at opkaldet er slut. Jeg låser min mobil og går i gang med at pakke.

___________________________________________________________________
 

Klokken ti står jeg i køen til at købe en billet til toget, der kører mod Brighton.

 

“Next customer, please go to register number two.” siger en rolig stemme over højtalerne. Jeg kigger rundt og det går op for mig, at det er mig! Jeg skynder mig over til kasse to og ser en ung, asiatisk pige sidde overfor mig. Hun smiler venligt til mig, og venter på, at jeg siger hvad jeg har brug for.

 

“Hi, I need a train ticket for Brighton.” forklarer jeg og hun nikker. Hun begynder at taste ind på computeren og kigger over på mig.

 

“Are you under fifteen?” spørger hun og jeg nikker.

 

“Yes, I am.” lyver jeg og hun taster det ind. Joe fortalte mig, kort før at jeg tog afsted, at det er billigere for unge under femten at køre med tog. Hun giver mig en billet og jeg skal kun betale to pund for billetten. Jeg kigger på skiltet ved siden af mig. Hvis jeg var over femten, hvilket jeg jo faktisk er, skulle jeg have været af med otteogtyve pund?! Jeg går væk fra disken, og den lange kø, og videre hen til sporene.
__________________________________________________________________

 

Klokken ti minutter i elleve sidder jeg i toget mod Brighton. Her er faktisk ikke ret mange mennesker. I hvert fald ikke så mange, som jeg havde troet. Jeg finder hurtigt en plads, hvor der ikke allerede sidder nogen. Ikke fordi jeg har noget imod andre mennesker, men jeg vil helst sidde alene, når det kommer til tog. Jeg lægger min mobil på bordet foran mig og studerer de folk, som sidder i togvognen. Et par mænd, med en masse tasker, går forbi mig og går længere ned i toget. Deres tasker ser ret tunge ud... Måske er de på en tur eller noget? Hvad rager det egentlig mig? Jeg ser ned på sædet ved siden af mig og kigger på min taske. Den er den eneste ting, jeg har med mig, så der er ikke meget at bære på. Ikke ligesom de to mænd. Jeg kigger videre. En ung pige med sort hår, og en masse piercinger, sidder med høretelefoner i ørene, hvilket giver mig lyst til selv at høre musik. Jeg åbner min taske, og er ved at rode den igennem, da jeg får øje på hende.

“Oh my god! Tanya!” udbryder jeg. Tanya vender sig undrende om, og da hun ser mig, breder der sig et smil på hendes læber. Hun har en fin sort nederdel på, med en enkel top til, strømpebukser, en jakke og en taske over skulderen. Hun går tilbage hen mod sædet, som er overfor mig, og sætter sig ned.

 

“What are you doing here?” spørger hun forundret og tager sin taske ned fra skulderen.

 

“I'm on my way to Zoe's.” svarer jeg og stopper min søgning efter høretelefonerne. Nu har jeg jo Tanya at snakke med. Hun ler.

 

“Me too!” svarer hun. Jeg troede at det var Niomi, som skulle hjem til Zoe... Sagde Joe forkert? Eller måske hørte jeg ikke ordentligt efter? Lige meget hvad, så har jeg selskab nu.

 

“Zoe didn't tell me, that you were going to join us.” siger hun, og åbner sin taske efter et eller andet. Jeg trækker på skuldrene.

 

“It was a last minute decision.” svarer jeg og kigger ned på mine negle. De kunne virkelig trænge til lidt neglelak... De kunne jeg måske få Zoe til at lægge? Er hun ikke god til det? Eller Tanya... Hun er jo en 'beauty person'. Er Niomi ikke også det? Er jeg den eneste af os fire, der ikke har en YouTube kanal, som drejer sig om makeup? Wauw... Det har jeg aldrig tænkt over.
___________________________________________________________________

 

Turen til Brighton virker enormt kort, men det er måske fordi Tanya holder mig med selskab? Klokken fem minutter over halv et, står Tanya og jeg udenfor stationen, hvor vi venter på Zoe. Man kan ikke se havet herfra, men jeg kan se, at der er mange bakker her i Brighton. Stationen ligger højt oppe på en bakke og for enden ligger vandet, går jeg udfra.

 

“There she is.” udbryder Tanya og jeg kigger i hendes retning. En lille skikkelse kommer løbende imod os, og virker ikke til at stoppe lige foreløbig.

 

“Hi guys!” siger Zoe, da hun endelig er kommet hen til os. Hun er ret forpustet, men det afholder hende ikke fra at kramme os.

 

“Let's go get some lunch.” foreslår hun, mens vi går mod udgangen. Tanya nikker enigt, hvilket også får mig til at nikke.

 

“But what about Niomi?” spørger Tanya. En folkemængde er på vej imod os og jeg prøver på, ikke at gå ind i folk, hvilket er ret svært. Alle her tror, at de har første ret, hvilket tit kan være lidt udfordrende. Okay, måske ikke alle sammen, men alle dem, der har travlt, tager ikke hensyn til os andre. Vent, sagde Tanya lige Niomi? Jeg troede kun det var os tre... Eller først troede jeg, at det kun var Zoe, Niomi og mig, men så så jeg Tanya på toget, og nu føler jeg mig ærlig talt ret forvirret.

 

“Oh! She'll meet us there.” svarer Zoe, mens hun undgår at gå ind i høj mørkhåret mand. Jeg har allerede givet op på at følge med i deres samtale, men jeg er ret sikker på, at Niomi også kommer. Og, at vi skal have frokost, men jeg ved ikke hvor... Forhåbentlig efterlader de mig ikke et eller andet sted...

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...