In Love With A Sugg

Det er ikke altid nemt at være en pige på 17... Især ikke når man bliver slæbt med til London mod sin vilje! Sådan er det for Amanda. Hendes største drøm er, at få overstået turen og komme hjem igen, hvilket ikke kan gå hurtigt nok!

I London møder Amanda den 23-årige Joe Sugg, også kendt som ThatcherJoe, som er en britisk YouTuber. Selvom hun kun er i byen i ganske kort tid, sker der meget i hendes liv. Nye venskaber, en ny karriere og selvfølgelig den blomstrende kærlighed, mellem hende og Joe. Men hvad sker der når Amanda's tur slutter? Og vil hun nogensinde komme til at se Joe igen?

ADVARSEL!
DENNE BOG KAN INDEHOLDE VOLDSOMME SCENER OG ANSTØDELIGT SPROGBRUG I NOGLE KAPITLER!

24Likes
11Kommentarer
20217Visninger
AA

54. Kapitel 54 - RIP: Computer 2012 - 2014

Jeg hjælper Caspar med at rydde af bordet, mens Joe ringer efter en pizza. Caspar kan åbenbart ikke bestemme sig for hvilket pizzaria, der er det bedste, så han lod Joe vælge.

 

“It would just take up too much time, if I should pick the place.” forklarede han, hvilket også er forståeligt nok. Når man går så meget op i pizza, som Caspar gør, er det sikkert enormt svært.

“So, how's your sister?” spørger Caspar, da han smider kyllingen i skraldespanden. Jeg trækker på skuldrene.

 

“I haven't talked to her since I got here. I really need to call her…” svarer jeg, og sætter en tallerken i opvaskemaskinen. Jeg tager min mobil op af min lomme og finder bedstemor i mine kontakter. Der går lang tid mellem bip lydene. Måske fordi jeg er så langt væk fra Danmark?

 

“Hallo? Amanda?” spørger min bedstemor, i den anden ende af røret. Jeg smiler.

 

“Hej.” svarer jeg, og går hen for at sætte mig i sofaen. Vi snakker lidt frem og tilbage om hvordan jeg har det, hvordan hun har det, hvad jeg har lavet, hvad hun har lavet og jeg beder til sidst om at snakke med Mel. Det virker som om, at Mel er i rummet, for der går ikke ret lang tid, før jeg hører hendes stemme.

 

“Hej, Amanda!” råber hun og griner. Bare at høre hendes stemme får mig til at le.

 

“Hej, hvordan har du det? Hvordan gik det til opvisningen?” spørger jeg og prøver på at virke interesseret. Jeg er virkelig sulten, så det er svært ikke at gå i ‘negativ mode’.

“Pizza is here.” siger Joe og lukker hoveddøren i. Jeg vender hovedet mod ham, som et tegn på, at jeg har fået hans besked.

 

“Mel, jeg er nødt til at smutte nu, vi skal spise.” forklarer jeg, og prøver på at lægge på.

 

“Ringer du imorgen?” spørger hun usikkert. Jeg smiler.

 

“Selvfølgelig.” svarer jeg. Der er stille et øjeblik og jeg er usikker på, om hun har lagt på.

 

“Lover du det?” spørger hun. Jeg nikker bekræftende.

 

“Det lover jeg. Giv bedstemor og bedstefar et kram fra mig, okay?” svarer jeg og rykker ud på kanten af sofaen.

 

“Okay, hej-hej!” siger hun og lægger røret på. Jeg låser min mobil og lægger telefonen på sofabordet.

“Finally! Food!” siger Caspar og sætter sig ned ved bordet. Lige da jeg skal til at rejse mig, kommer Joe hen til sofaen. Han har to tallerkner med sig og rækker den ene til mig.

 

“Thanks.” siger jeg og tager undrende imod tallerkenen. Joe vender sig mod Caspar og nikker hen mod sofaen.

 

“Let's eat while watching some TV,” siger han og sætter sig ned i sofaen, ved siden af mig. Joe bestilte en pizza med skinke og ost til mig, en med pepperoni til Caspar og en oksekødspizza til ham selv.

 

“Simple, but good.” siger han og tager en bid af et pizza slice. Jeg smiler og læner mig tilbage i sofaen. Jeg kan hører Caspar rode i køkkenet, og få sekunder senere sidder han, i stolen skråt fra sofaen. Han tager en bid og udgiver et støn.

 

“Ohhh! This is SO much better than dry chicken!” forsikrer han mig og tager en bid mere.
___________________________________________________________________

Senere på aftenen sidder vi alle tre, med hver vores computer, og snakker. Joe er ved at uploade sin video, Caspar redigerer den video han filmede tidligere, og jeg surfer bare lidt rundt på nettet. Det hele virker som om, at YouTube er det eneste i livet, der er vigtigt. Det er som om, at det eneste folk tænker på er, hvordan de skal redigerer deres videoer, og hvad de skal filme. Jeg kan ikke lade være med at tage mig selv i at gøre det samme. Jeg klikker lidt rundt på YouTube og lige da jeg klikker på en Marcus Butler video, slukker min computer. Jeg prøver febrilsk at få liv i den igen, men uden held.

 

“Nej, nej, nej, nej, nej!” siger jeg og slår på computeren. Joe kigger væk fra sin skærm, og over på mig.

 

“What's wrong?” spørger han undrende. Jeg ryster på hovedet. Hvordan kunne det her dog ske? Jeg har brug for min computer, nu mere end nogensinde, og så dør den. Hvordan skal jeg så redigerer mine videoer? Og uploade dem, for den sags skyld?

 

“My computer just died…” svarer jeg og tager mig til panden. Han skubber hans egen computer væk, og tager min, for at kigge på den.

 

“Maybe it just needs to charge?” påstår Joe. Jeg ryster igen på hovedet. Jeg er helt sikker på, at den havde mindst halvtreds procent tilbage.

 

“Did you lose something important?” spørger han, og prøver at få liv i den. Jeg har ingen idé om, hvad der er på den computer... Eller var.

 

“No, I don't think so…” svarer jeg, og kigger over på det slukkede fjernsyn. Joe lukker skærmen på computeren i, og sætter den over på sofabordet. Jeg tager min mobil op af lommen, og tjekker min facebook; Ingen nye beskeder. Jeg går ud af facebook, og ind på Instagram. Jeg har fået en helt masse nye følgere, hvilket jeg sikkert kan takke Joe for. Jeg låser telefonen, og lægger den på sofabordet. Jeg kravler over til Joe, som igen er igang med at redigere hans nye video.

 

“Is that the video, where you scare me?” spørger jeg, og lægger mit hoved på hans skulder. Han rykker lidt rundt på et par klip, og trykker på gem.

 

“Yes, and it's bloody brilliant!” svarer han stolt og ler.


“What time is it?” spørger jeg og gaber. Han kigger på uret, der sidder øverst på skærmen.

 

“Twenty past ten.” svarer Joe, mens han arbejder videre.

 

“I think, I’m going to go to bed,” annoncerer jeg, løfter mit hoved fra Joe's skulder, rejser mig fra sofaen og går over mod trappen.

 

“See you guys tomorrow!” siger jeg og vinker ind mod væggen.

 

“Good night!” svarer de i kor, med en optaget tone i stemmen. Jeg går langsomt nedenunder og gør mig klar, til at gå i seng.
___________________________________________________________________

Jeg vågner med et sæt og kigger mig desorienteret rundt. Der går lidt tid, før jeg husker, at jeg er hos Joe. Jeg tager mig til panden, og prøver at få min puls ned. Havde jeg mareridt? Jeg kan ikke huske det. Jeg kigger til venstre, og regner med at se en sovende Joe, men sengen er tom. Jeg rejser mig og går ud i den mørke gang. Det hele får mig til at tænke på en gang, hvor jeg vågnede midt om natten og gik ind i en dørkarm, da jeg prøvede at gå ud i køkkenet. Ikke et kønt resultat, da jeg så mig selv i spejlet dagen efter. Jeg går op af trappen og ser lys. Er de stadig oppe? Jeg går hen til sofaen, og ser Joe og Caspar siddende med deres computere, i præcis den samme stilling, som da jeg efterlod dem.

 

“Why are you guys still up?” spørger jeg og gnider mig i øjnene.

 

“The clock is like... Three in the morning…” påstår jeg, men jeg har ingen idé om, hvad klokken rent faktisk er. Jeg sætter mig på sofaryggen og Joe kigger op på mig.

 

“It's 23:28,” fortæller han og peger på skærmens ur. “You've only been asleep for like... An hour.”

 

Han lukker computeren ned, og jeg kigger undrende på ham. Er der virkelig kun gået en time?


“C’mon. Let's go to bed.” siger Joe og følger med mig nedenunder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...