In Love With A Sugg

Det er ikke altid nemt at være en pige på 17... Især ikke når man bliver slæbt med til London mod sin vilje! Sådan er det for Amanda. Hendes største drøm er, at få overstået turen og komme hjem igen, hvilket ikke kan gå hurtigt nok!

I London møder Amanda den 23-årige Joe Sugg, også kendt som ThatcherJoe, som er en britisk YouTuber. Selvom hun kun er i byen i ganske kort tid, sker der meget i hendes liv. Nye venskaber, en ny karriere og selvfølgelig den blomstrende kærlighed, mellem hende og Joe. Men hvad sker der når Amanda's tur slutter? Og vil hun nogensinde komme til at se Joe igen?

ADVARSEL!
DENNE BOG KAN INDEHOLDE VOLDSOMME SCENER OG ANSTØDELIGT SPROGBRUG I NOGLE KAPITLER!

24Likes
11Kommentarer
20231Visninger
AA

50. Kapitel 50 - Glæden ved at dele

Joe trasker ud på badeværelset, og stiller sig bag mig. Vi kigger på hinanden i spejlet, men siger intet. Smiler bare. Jeg tager min børste i hånden og redder den igennem mit hår.

 

“So, guess we’re going to sleep together.” siger han og retter på sit hår. Jeg nikker og reder videre. Mit hår er altid enormt uglet, så jeg er nødt til at redde det hver aften. Selvom jeg helst vil i seng og sove, bliver jeg nødt til at gøre det her færdigt. Hans sætning giver genlyd i mit hoved og jeg kigger undrende over på ham. Han rynker brynene.

 

“That sounded really wrong…” konstaterer han og går. Jeg fniser og kan høre, at han stopper op og kommer tilbage ind i rummet. Jeg kigger over på ham og ser ham tage trøjen af, med ryggen til mig. Lige da han skal til at vende sig, kigger jeg væk og lader som ingenting. Han smider trøjen over mod en fyldt vasketøjskurv, men rammer ved siden af. Jeg kigger over på ham og smiler. Han smiler skævt tilbage, og går ind mod sit værelse.
_________________________________________________________________

 

“Åh! Endelig færdig.” mumler jeg for mig selv, og smider børsten, over mod min åbne kuffert. Jeg tager hurtigt min bh af og smider den ovenpå børsten. Hvis han kan sove uden trøje, så kan jeg vel også sove uden bh. Dog med trøje på.

Jeg slukker lyset, da jeg går ud af rummet, og går videre ind på Joe's værelse. Han har allerede lagt sig i sengen, og tjekker et eller andet på hans mobil.

 

“Can I turn of the light in the hallway?” spørger jeg og peger ud mod gangen. Jeg hader at skulle sove med lyset tændt. Jeg kan aldrig falde i søvn og generelt irriterer det mig bare. Han kigger op fra mobilen.

 

“Uhm... Yeah, sure.” svarer han, og jeg slukker på kontakten, så det kun er lyset fra Joe's telefon, der kan hjælpe mig med at finde vej tilbage til sengen. Jeg går hen til sengen, skubber dynen væk og lægger mig ned i den bløde seng. Jeg lægger hurtigt mærke til, at det er en dobbeltdyne, som vi ligger med.

 

“Så skal vi vel dele...” mumler jeg og lægger mit hoved på puden.

 

“What?” spørger Joe og kigger over på mig. Jeg ryster på hovedet, som vistnok ser lidt mærkeligt ud, taget i betragtning af at mit hoved er på en pude.

 

“Nothing.” svarer jeg og smiler. Joe låser sin mobil og rummet bliver pludselig en hel del mørkere. Selvom Joe og jeg har sovet sammen én gang før, virker det hele meget anderledes. Måske er det fordi, sidste gang vi sov sammen var jeg ked af det og havde brug for ham. Siden da har vi kysset, og det hele er bare blevet en del mere kompliceret. Det er meget svært at forklare… Jeg kan se Joe's silhuet i det mørke rum, hvilket gør mig en smule tryggere.

 

“Bench-girl?” spørger Joe ud i mørket. Jeg rykker mig tættere på ham.

 

“Yes?” svarer jeg. Der er stille i et stykke tid.

 

“Are you asleep?” spørger han. Jeg prøver at holde masken, og lade være med at grine. Jeg vender mig om, så jeg ligger på ryggen for at han ikke skal se at jeg smiler. Joe rykker sig også og jeg går ud fra at han også vender sig, så han ligger på ryggen.

 

“Yes.” svarer jeg, og vi bryder begge ud i grin. Det er egentlig ikke særlig sjovt, men selv den dårligste joke, kan få mig til at grine.

 

“Just imagine having a conversation, while being asleep.” siger han, hvilket får mig til at grine endnu mere. Vores latter dør hen og der bliver igen stille.

 

“How's Melanie?” spørger han og åbner dermed en ny samtale. Jeg trækker på skuldrene, men jeg ved godt at han ikke kan se det.

 

“She's fine. She just started in school, which she’s so excited about. She's not talking about anything else than that.” svarer jeg og kommer i tanke om, at jeg har glemt at ringe til hende, for at sige godnat.

 

“How about you?” spørger han. Jeg er glad for at Joe, som en af de eneste jeg kender, rent faktisk går op i hvordan jeg har det.

 

“I'm great, never been better. My grades are good, my YouTube channel is growing and I have amazing friends.” svarer jeg, men føler at jeg beskriver en helt anden person. Ja, mine karakterer er gode. Ja, min kanal vokser, men har jeg nogle venner? Ja, her i London, men ingen derhjemme. Ikke udover Alexander, som er det tætteste jeg kommer på en ven.

 

“I want to know how you feel. Not how things are going.” svarer han. Endnu en kvalitet ved Joe. Han ved når jeg lyver eller fylder ham med lort, hvilket jeg jo i princippet ikke gør. Jeg fortæller bare ikke hele sandheden. Det tæller ikke som en løgn. Gør det?

“Honestly, I'm fine. I finally feel like everything is going to be fine. That I can do, what I want to do and be, who I want to be.” svarer jeg. Han ler.

 

“That wasn't so hard, now was it?” spørger han drillende og rummet bliver igen fyldt med latter.
___________________________________________________________________

Efter lidt tid, holder vi op med at grine, og der bliver stille i rummet. Ingen af os siger noget i lang tid og jeg har ingen idé om, hvorvidt Joe sover eller ej. Jeg vender mig igen om på siden og kigger på ham. Jeg ser ham rykke tættere på mig.

 

“Joe?” hvisker jeg, men han tysser på mig.

 

“Just, keep quiet.” siger han og kysser mig blidt.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...