In Love With A Sugg

Det er ikke altid nemt at være en pige på 17... Især ikke når man bliver slæbt med til London mod sin vilje! Sådan er det for Amanda. Hendes største drøm er, at få overstået turen og komme hjem igen, hvilket ikke kan gå hurtigt nok!

I London møder Amanda den 23-årige Joe Sugg, også kendt som ThatcherJoe, som er en britisk YouTuber. Selvom hun kun er i byen i ganske kort tid, sker der meget i hendes liv. Nye venskaber, en ny karriere og selvfølgelig den blomstrende kærlighed, mellem hende og Joe. Men hvad sker der når Amanda's tur slutter? Og vil hun nogensinde komme til at se Joe igen?

ADVARSEL!
DENNE BOG KAN INDEHOLDE VOLDSOMME SCENER OG ANSTØDELIGT SPROGBRUG I NOGLE KAPITLER!

24Likes
11Kommentarer
20241Visninger
AA

5. Kapitel 5 - HAN KAN HUSKE MIG!!!

Jeg skynder mig ind på værelset og smækker døren i. Det må have givet ham et chok, for jeg kan høre ham råbe: "Hello?! Someone there?!". Der er et øjebliks stilhed og jeg beslutter mig for kigge ud, for at se, om han er gået. Jeg åbner døren og ser ham stå lidt længere nede af gangen. Han ser chokeret ud, men bryder så ud i grin.

"Bench-girl?! What the fu..." siger han, tager sig til baghovedet og drejer langsomt rundt om sig selv. Han kommer hen til mig, så han ikke skal hæve stemmen, når han snakker til mig. Vent! Sagde han: 'Bench-girl'? Han kaldte mig for bænke-pigen! Han kan huske mig! Det er så godt nok også kun cirka tre timer siden, at vi sidst så hinanden men... HAN KAN HUSKE MIG!

"Do you live here, too?" får jeg presset frem og jeg mærker nervøsiteten melde sig.

"Yes... Or not really... I'm just visiting someone, who lives here." svarer han og smiler et af de smil, som jeg kalder for; 'Et drenget smil'. Det er når drenge smiler, på en sød måde, mens de kigger ned i jorden og derefter op på en.

"Oh! Great." siger jeg og holder øjenkontakten. Det hele er ret akavet... Han smiler stadig og begynder at smågrine.

"So... This is kind of awkward..." griner han og bryder øjenkontakten, ved at kigge ned i gulvet.

"Yeah..." svarer jeg og retter på mit hår. Jeg tror, at han er lige så genert, som jeg er.

"I'm Joe." siger han og holder hånden frem. Skal jeg trykke den eller? Jeg er seriøst nødt til, at tage mig sammen.

"Amanda." svarer jeg og trykker hans hånd. Den er varm og jeg kan mærke, at mit hjerte begynder at banke hurtigere.

"Well, I hope that you're going to have a great time here in London. There's so much to see." siger han og begynder at fortælle om alle de ting, som han mener er værd at besøge.

"I'm definitely going to visit some of those places." svarer jeg og prøver på at virke overbevisende. Det er jo umuligt at besøge alle de steder på så kort tid.

"Maybe I could show you some of them?" spørger han og klør sig i nakken. "If you want me to..? I'm not that familiar with London but...". Han ser ned. Han fortryder sikkert alt det, han lige har sagt, og jeg bebrejder ham ikke. Det var lidt underligt.

"Maybe just lunch?" foreslår jeg. Jeg må se virkelig håbefuld ud, eller også elsker han at spise frokost med fremmede piger, for han siger ja med det samme. Der er igen tavshed på gangen, men denne gang er det mindre akavet og mere... Jeg ved ikke... Romantisk?! Sikkert ikke, for jeg ved ingenting om romantik. Jeg er jo bare en forvirret teenage pige, som kun har haft én kæreste...

"So... How long are you staying here in London?" spørger han. Hans øjne glimter i det svage lys, og mine tanker begynder at flyve. "Gad vide om han har en kæreste? Selvfølgelig har han det, har du set på ham?! Gad vide hvor lang tid det tager ham at sætte hans hår om morgenen? Bor han mon i området? Måske skulle jeg tage at svare ham... Hvad var det lige spørgsmålet var igen?" tænker jeg og kommer hurtigt tilbage til virkeligheden.

"Sorry, what?" spørger jeg dumt. Han ler og spørger mig igen: "How long are you staying here in London? We need to eat lunch before you go home... It would be kind of difficult to eat lunch, when we aren't together." Hvor lang tid skal jeg egentlig være i London? Det lyder umiddelbart som et let spørgsmål, men hvis man står overfor en sød dreng... Ja, så kan det nemt blive ret svært.

"About... five days i believe... I'm not quite sure, but something like that." svarer jeg og prøver at virke eftertænksom... Selvom det eneste, der sker inde i mit hoved er: "Oh my God - Oh my God - Oh my God - Oh my God - Oh my God."

"Great! I'll give you a call and then we can figure something out!" siger han og smiler igen. Nøj hvor smiler han meget... Er det normalt?

"Wait..? I uhm... I don't have... your number." siger han genert, kigger ned i jorden og tager sin hånd om i nakken. Jeg prøver at tage mig sammen, og lyde selvsikker, da jeg beslutter mig for at række hånden frem og siger: "Here, give me your phone." Han ser forbløffet op. Han havde sikkert ikke regnet med, at jeg ville sige noget som det. Han lægger sin telefon i min hånd og jeg kigger ned på den. Han har en sort iPhone 5s, ligesom alle andre, og på skærmen er der gjort klar til, at jeg kan skrive mit nummer.

Jeg taster det ind, udfylder informationerne og afleverer telefonen tilbage. Da han ser skærmen, og læser det jeg har skrevet, begynder han at grine højlydt.

"Bench-girl ha'?" spørger han og låser sin mobil. Jeg begynder også selv at smågrine.

"I figured that it would be easier, if I just wrote that name." svarer jeg og smiler.

"Well... I gotta go now but, it was really nice talking to you again. I'll send you an text and then... Yeah you know the rest," siger han begynder at gå baglæns, men ser stadig på mig.

"Have a nice, uhm... Night, I guess?" siger han og hans telefon ringer. Han tager den op til øret, for at snakke med personen i den anden ende. Før han vender sig om, for at gå, vinker han til mig. Jeg vinker igen og går indenfor igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...