In Love With A Sugg

Det er ikke altid nemt at være en pige på 17... Især ikke når man bliver slæbt med til London mod sin vilje! Sådan er det for Amanda. Hendes største drøm er, at få overstået turen og komme hjem igen, hvilket ikke kan gå hurtigt nok!

I London møder Amanda den 23-årige Joe Sugg, også kendt som ThatcherJoe, som er en britisk YouTuber. Selvom hun kun er i byen i ganske kort tid, sker der meget i hendes liv. Nye venskaber, en ny karriere og selvfølgelig den blomstrende kærlighed, mellem hende og Joe. Men hvad sker der når Amanda's tur slutter? Og vil hun nogensinde komme til at se Joe igen?

ADVARSEL!
DENNE BOG KAN INDEHOLDE VOLDSOMME SCENER OG ANSTØDELIGT SPROGBRUG I NOGLE KAPITLER!

24Likes
11Kommentarer
20398Visninger
AA

45. Kapitel 45 - Farvel Danmark

“Hvorfor vil du ikke lukke?!” spørger jeg mine bukser, mens jeg hopper rundt i mit værelse. Jeg prøver på at lukke et par gamle jeans, som jeg ikke har haft på i flere måneder, men jeg kan ikke få knappen i.

 

“Årh! Kom nu!” siger jeg irriteret og stopper med at hoppe. Jeg prøver at strække mig, suge maven ind og stå på tæer. Der kommer en lille svup lyd og jeg kan give slip fra bukserne.

 

“Huh…” stønner jeg og lader mig falde bagover, ned på min seng. Jeg kigger på mine pakkede kufferter og kommer i tanke om, at jeg faktisk stadig mangler at pakke min håndbagage, og halvdelen af den ene kuffert. Måske er det dumt at medbringe en halv kuffert? Jeg vælger at tømme den ene kuffert, den som kun er halvt fyldt, og putter alt indholdet, ned i min håndbagage. Det eneste, der var i kufferten, var mine makeup ting, mit shampoo og balsam. Før jeg lukker tasken lægger jeg min lille pose, med mit SD-kort i, ned i en lomme. Jeg kigger hurtigt på uret. Den er lidt over ni og mit fly går klokken tolv, så jeg har stadig en time, før vi skal køre mod lufthavnen. Jeg har aldrig rigtigt forstået, hvorfor man skal være i en lufthavn, en hel time før, man skal afsted. Jeg tager tasken på ryggen, den anden kuffert i hånden og går op for at få morgenmad.
 

___________________________________________________________________


“Er du klar til at tage afsted?” spørger min bedstemor, da jeg sætter mig ned ved siden af hende. Jeg nikker og rækker ud efter et stykke ristet toastbrød. Bedstefar sætter smørret ved siden af min arm lige før, jeg når at bede om den. Jeg smiler og begynder at smører mit brød.

 

“Vi skal køre om cirka tyve minutter vil jeg tro... Medmindre der er noget, du skal nå at købe, før du tager afsted?” siger min bedstefar, som meldte sig frivilligt til at køre mig. Mel og bedstemor skal ikke med, da Mel skal til en gymnastikopvisning senere idag. Hun kan jo ikke være alene, så bedstemor og bedstefar blev enige om, at det var bedst, hvis bedstemor var med Mel og bedstefar med mig. Jeg tænker igennem om der er noget, jeg skal have købt, men jeg kan ikke komme i tanke om noget. Nårh, jo!

 

“Jeg skal ned og veksle mine penge.” siger jeg og tager en bid af mit brød. Bedstefar nikker bekræftende og tager en slurk kaffe.
___________________________________________________________________

Køreturen til lufthavnen føles lang, alt for lang efter min mening, men den tager kun omkring tredive minutter. Hvis det havde været fra vores gamle hus, havde det taget halvanden time, men eftersom bedstemor og bedstefar ikke bor ude i ingenting, er der ikke så langt. Vi holder en pause ved banken, før vi kører mod lufthavnen, så jeg kan få vekslet mine danske penge til pund.
___________________________________________________________________

Bedstefar følger efter mig rundt i lufthavnen. Han siger ikke meget, men observerer alt hvad jeg laver. Jeg tjekker selv ind, afleverer selv mine kufferter og lige før jeg skal igennem kropsvisitation, siger jeg farvel til bedstefar.

 

“Hils Mel og bedstemor fra mig.” siger jeg og krammer ham. Han smiler sørgmodigt, og jeg får lidt dårlig samvittighed over bare at tage afsted igen.

 

“Selvfølgelig, nu må du have en god rejse, vi ses om en uge.” svarer han, og jeg går over for at aflevere alle mine ejendele.
___________________________________________________________________

 

Jeg finder mit sæde i flyet og sætter mig ned. Begge pladser ved siden af mig er tomme, men mon ikke, der kommer nogle andre. Min plads er ved siden af vinduet, men denne gang kan jeg se mere, end bare en flyvinge. Endnu engang er det Norwegian, jeg skal rejse med, hvilket jeg ikke har noget imod. Jeg håber bare ikke, at jeg støder på hende den blonde stewardesse igen. Jeg kigger rundt. Der er ikke ret mange herinde, i forhold til sidste gang jeg fløj.

 

“Når man taler om solen…” mumler jeg irriteret, og ser stewardessen med det blonde hår, lidt længere henne i flyet. Hun hjælper en eller anden mand med hans håndbagage, og smiler hendes falske smil none stop. Jeg ruller med øjnene og vender mit fokus mod vinduet. Vi er stadig på jorden og jeg kigger på den våde asfalt, som snart vil være flere meter væk.

 

“Du sidder på min plads.” er der en stemme, der siger til højre for mig. Jeg kigger over på personen, som er en lille, tiårig dreng, men forbliver tavs.

 

“Snakker du dansk?” spørger han langsomt. Han er ikke ret høj, har rødt hår, fregner og minder mig enormt meget om Ron fra ‘Harry Potter’.

 

“Undskyld hvad?” spørger jeg og prøver på, ikke at komme til at fnise. Han ser irriteret på mig og siger igen: “Du sidder på min plads!”. Jeg ryster på hovedet og vender igen mit hoved mod vinduet.

 

“Hey! Hey?! Det er min plads! Smut!” siger han. Hans stemme er meget lys og jeg prøver virkelig på at holde mit grine inde.

“Er der et problem her?” spørger en kvindelig stemme. Nu er jeg nødt til at snakke med mennesker. Fedt! Jeg tager en dyb indånding og kigger mod damen. Utroligt, at jeg ikke får hold i nakken. Hun er ikke den blonde stewardesse, med derimod en ældre, brunhåret dame. Hun ligner en på omkring tredive, og hendes brune øjne er meget venlige.

 

“Ja, hun har taget min plads!” siger han og peger på mig, som et lille pattebarn. Stewardessen beder om vores billetter, så hun kan tjekke hvem af os, der har ret. Efter kort tid ryster hun på hovedet.

 

“Der må være noget, De har misforstået unge mand. Deres billet er i den anden ende af flyet, vær venlig at følge med mig,” siger hun og lader drengen komme forbi hende.

 

“Undskyld postyret.” siger hun til mig og går med drengen op igennem flyet. Jeg smiler anspændt og tager mine elektroniske ting op, for at slukke dem.

 

“Det er jeres kaptajn der taler. Velkommen ombord alle sammen, jeg håber i har haft en dejlig morgen! Vi skal nu til at lette, så I alle huske, at slukke for jeres elektroniske udstyr, da det kan forstyrre vores system. Alle skabe skal være lukkede, hvilket vores personale nu, vil gå rundt og tjekke. Alle bedes sætte sig ned og gøre klar til afgang. Om lidt vil vi spille en film, som vi vil bede jer om at følge med i, da det er vigtigt at I ved, hvad I skal gøre, hvis der skulle ske et uheld. Husk også at spænde jeres sikkerhedsseler og at rygning er forbudt. Tak på forhånd og god rejse!”

Jeg gør som kaptajnen siger, og venter egentlig bare på, at vi skal lette.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...