In Love With A Sugg

Det er ikke altid nemt at være en pige på 17... Især ikke når man bliver slæbt med til London mod sin vilje! Sådan er det for Amanda. Hendes største drøm er, at få overstået turen og komme hjem igen, hvilket ikke kan gå hurtigt nok!

I London møder Amanda den 23-årige Joe Sugg, også kendt som ThatcherJoe, som er en britisk YouTuber. Selvom hun kun er i byen i ganske kort tid, sker der meget i hendes liv. Nye venskaber, en ny karriere og selvfølgelig den blomstrende kærlighed, mellem hende og Joe. Men hvad sker der når Amanda's tur slutter? Og vil hun nogensinde komme til at se Joe igen?

ADVARSEL!
DENNE BOG KAN INDEHOLDE VOLDSOMME SCENER OG ANSTØDELIGT SPROGBRUG I NOGLE KAPITLER!

24Likes
11Kommentarer
23848Visninger
AA

43. Kapitel 43 - Den nye pige

“Vi ses i eftermiddag!” siger min bedstemor, lige før jeg smækker bildøren i. Mel er allerede blevet afleveret, da hendes skolen er tættere på vores hus end min.

 

Jeg træder ind af døren til skolen og ser en lang bred gang, med en masse døre. Langs muren overfor dørene, hænger der bænke, som man kan slåes ned og arbejde ved. Jeg går ned af gangen, forbi kantinen, som ligger overfor skolens bibliotek og forbi en masse døre. Længere nede er der en indgang, til hvad jeg tror er naturvidenskabs fløjen. Jeg går lige ud og ser hvad jeg havde regnet med. Flere døre og bænke på væggen. Jeg ser et skilt, hvor der står: ‘Rektors kontor - lige ud.’ Så må jeg næsten være der. Jeg går længere ned ad gangen og finder døren, der fører ind til kontoret. Jeg tager en dyb indånding, åbner døren og træder ind. En ældre kvinde sidder bag et skrivebord og kigger undrende på mig.

“Hej, jeg er Amanda Looney... Den nye pige?” siger jeg og smiler genert. Damen nikker og virker som om, hun ved hvem jeg er. Hun leder i nogle papirer, tager en stak og sætter sine briller op på hovedet.

 

“Kom med mig.” siger hun og rejser sig fra bordet. Hun går forbi mig, ud af døren og ud på gangen. Hun følger mig hen til en trappe, som vi går op af, og hen til et lokale, hvor ordet ‘DANSK’ står på døren. Hun åbner døren, og lader mig gå ind. Alle vender deres blik op mod mig og damen.

 

“Goddag?” siger læreren og smiler venligt til mig. Jeg smiler genert tilbage og kigger ned i jorden.

 

“Dette er Amanda Looney. Den nye elev.” forklarer damen træt. Læreren nikker og beder mig om at komme nærmere. Damen lukker døren bag mig, og jeg er helt alene med de mange mennesker. Læreren vinker mig hen til sig og sætter sig på kateteret.

 

“Så, Amanda, vil du ikke fortælle lidt om dig selv?” spørger læreren og kigger venligt på mig. Jeg smiler og kigger skifte vist på ham og på klassen.

 

“Øhm... Jo, selvfølgelig. Så, jeg hedder Amanda. Jeg er sytten år og er lige flyttet hertil.” fortæller jeg og klassen ser, mest af alt, ud til at være ligeglade. Jeg er vel også bare en eller anden underlig tøs, der bare skal gå her i klassen, når vi har dansk.

 

“Ja... Fint, Amanda. Øhm... Du kan sætte dig ned til... Alexander. Ja, sæt dig ned til Alexander.” siger læreren og peger på en fyr, på bagerste række, som sidder alene. Han ser meget fredelig ud, men jeg er stadig lidt nervøs. Jeg smiler en sidste gang og går ned til fyren, der åbenbart hedder Alexander, og alle følger mig med øjnene. Uden et ord sætter jeg mig ned, og stiller min taske ned på gulvet ved siden af mig. Bordet er meget slidt, ligesom stolen og resten af bordene i lokalet. Jeg kigger mig lidt rundt, men de fleste af de andre elever har allerede vendt deres fokus op mod tavlen igen.

 

“Som jeg var ved at sige, så…” forklarer læreren, som jeg ikke helt fangede navnet på, mens hun begynder at fortælle om hvordan man analyserer et eller andet. Det her bliver en lang dag...

~~~~~~~~~~~~~~~~~ 4 dage senere - fredag den 10. oktober ~~~~~~~~~~~~~~~

“Tak for idag alle sammen, jeg håber i får en dejlig efterårsferie!” råber min dansklærer, Donna, ud i klassen. Ugen har faktisk været okay. Det kan godt være, at jeg ikke har fået nogle venner, men i det mindste har Alexander og jeg den samme linje og vores skemaer er næsten ens. Så er der i hvert fald ét kendt ansigt, mellem de mange nye.

 

Hele tirsdag og onsdag ignorerede han mig, men i løbet af igår, i matematiktimen, blev han nødt til at snakke med mig. Vores matematiklærer, Lars, gav os nogle opgaver for, og vi skulle lave dem sammen. Nu ved jeg da, at han kan snakke. Han er faktisk ret flink, men jeg har på fornemmelsen, at der skal meget mere til, før vi bliver venner. Hvis overhovedet bliver det. Jeg tager min taske på ryggen, og begynder at gå ud af klassen.

 

“Ses om to uger!” siger en pige, Louise, til mig. Eller jeg tror, at det er til mig, men jeg kigger bag mig og får øje på Sophie, som vistnok er Louise’s bedste veninde. Jeg går videre ud af klassen, sætter min taske på en bænk, så jeg kan få min jakke på. Jeg har cyklet på bedstemors gamle cykel de sidste par dage, men i dag bliver jeg hentet. Bedstemor mente, at jeg trængte til lidt mindre luft, hvilket ikke giver nogen mening. Men hvis det gør hende glad at vi kører sammen hjem, så er det vel okay.
___________________________________________________________________

“Hej,” siger jeg, og lukker døren til bedstemors bil i. Mel sidder allerede i bilen, på bagsædet i hendes barnestol. Hun er lige begyndt i børnehaveklasse, og snakker nærmest ikke om andet.

 

“Er I klar til at komme hjem?” spørger bedstemor og kigger på mig i bakspejlet. Jeg nikker og tager min sele på. Bedstemor træder på speederen og kører hjemad.
___________________________________________________________________


Jeg smider min taske på min seng, og går hen til min computer for at tænde den. Jeg optog en video igår, som jeg lige skal have redigeret, før jeg skal uploade den på søndag.

 

“Stadig langsom!” konstaterer jeg og går op i køkkenet, for at finde noget mad. Mel sidder allerede i køkkenet og spiser en rugbrød med leverpostej. Jeg finder vores toastjern i skabet, sammen med noget franskbrød. I køleskabet finder jeg noget ost og skinke, som jeg vil bruge som fyld. Jeg samler min sandwich og lægger den i det varme toastjern.

 

Cirka fem minutter senere har jeg en ristet toast, som jeg tager med ned på værelset. Jeg tager en bid i toasten, da jeg træder ind i rummet og ser, til min store glæde, at computeren er tændt. Jeg overførte alle mine videoklip igår, så nu skal jeg bare klippe det hele sammen.

Jeg tjekker hurtigt min kanal, for beskeder og kommentarer. Jeg klikker YouTube-ikonet og kommer ind på min kanal. Jeg scanner hurtigt for views og opdager, at jeg er kommet op på 10.000 subscribers! Ti tusinde... Ti tusinde... Ti tusinde!!! Hvor er det vildt! Jeg er nødt til at holde fokus på at redigerer, men det er så fristende bare at ringe til Joe. Jeg mærker min mobil brumme i min lomme, og tager den op for at se hvem den er fra.

 

“Når man taler om solen.” siger jeg med et smil og klikker på beskeden.

Joe: “Hey Bench-Girl, I saw that you just hit 10.000 subscribers! Congrats! Miss you.
xxx Joe”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...