In Love With A Sugg

Det er ikke altid nemt at være en pige på 17... Især ikke når man bliver slæbt med til London mod sin vilje! Sådan er det for Amanda. Hendes største drøm er, at få overstået turen og komme hjem igen, hvilket ikke kan gå hurtigt nok!

I London møder Amanda den 23-årige Joe Sugg, også kendt som ThatcherJoe, som er en britisk YouTuber. Selvom hun kun er i byen i ganske kort tid, sker der meget i hendes liv. Nye venskaber, en ny karriere og selvfølgelig den blomstrende kærlighed, mellem hende og Joe. Men hvad sker der når Amanda's tur slutter? Og vil hun nogensinde komme til at se Joe igen?

ADVARSEL!
DENNE BOG KAN INDEHOLDE VOLDSOMME SCENER OG ANSTØDELIGT SPROGBRUG I NOGLE KAPITLER!

24Likes
11Kommentarer
20340Visninger
AA

37. Kapitel 37 - Skuffen

Jeg klikker på Skype ikonet på min computer, og min profil popper hurtigt op. Ganske rigtigt er der en venneanmodning, men jeg har ingen idé om hvem det er. Jeg klikker på personen og en besked popper op.

Ukendt: “Maybe we can talk through here? xxx Bench Boy.”.

Der er ingen tvivl; Det er Joe. Jeg skynder mig at acceptere hans anmodning, men bliver hurtigt skuffet, da jeg ser, at han er offline. Gad vide hvad klokken er i England? Jeg ved at den er én time bagud fra vores ur. Jeg kigger på klokken på computeren. Klokken er lidt over ti og jeg ved, at Joe kun står tidligt op, når han skal noget vigtigt. I dag er det søndag, så der sker nok ikke så meget i Mr. Sugg’s liv. Uploader Joe egentligt ikke videoer hver søndag? Han har sikkert allerede redigeret sin video, så han mangler vel kun at uploade den. Jeg er nødt til at vente til på næste søndag, før jeg kan uploade den video, Zoe og jeg lavede. Kan min computer overhovedet redigere videoer? Det finder jeg vel ud af senere... Siden at jeg ikke har noget at lave, beslutter jeg mig for at begynde at pakke vores ting ned. Hvis vi skal flytte ud inden efterårsferien, så er det sørme også på tide at komme igang.

Jeg ved, at der er nogle gamle flyttekasser oppe på loftet, men det er noget af en kamp at komme der op. Jeg henter en stol i køkkenet, stiller mig op på den, hiver lemmen ned og trækker trappen, der hænger derpå, med mig ned på gulvet. Der er et lille indhak i gulvet, hvor stigen kan hvile i. Jeg kravler der op, tænder for lyset og får hurtigt øje på de sammenlagte flyttekasser. Vores loft har altid været meget tomt, så når det skal tømmes, bliver det en hurtig fornøjelse. Jeg får hevet kasserne ned fra loftet, folder stigen sammen og skubber lemmen i igen.

“Tid til at pakke,” siger jeg forpustet og går igang med mit eget værelse.
___________________________________________________________________

Som timerne går, forsvinder der flere og flere ting rundt omkring i huset. Efter jeg blev færdig med mit eget værelse, gik jeg videre til mors og fik det pakket sammen uden problemer. Nu er der kun hendes seng, skab og makeupbord tilbage. Jeg fandt ud af, mens jeg var inde på mit værelse, at det er bedst at tage alle småtingene først, og så pakke de større ting sammen til sidst. Mel er for længst stået op, og er selv gået igang med hendes værelse. Det er rart, at hun gider at hjælpe, så går det hele jo en del hurtigere. Mine bedsteforældre sov på et hotel i nat, og kom forbi for at sige farvel omkring klokken et. Min bedstemor fortalte, at hvis der var noget jeg ikke ville gemme, kunne jeg skrive ‘gives væk’ på kassen, og så ville hun give det til genbrug. Jeg går ind i stuen, og begynder at rode skufferne, i vores gamle kommode, igennem. Sammen med en flyttekasse har jeg også en skraldepose til alt det, der skal smides ud. I den første skuffe finder jeg en gammel pose med knapper, en kalender fra 2012, en pilleæske med tre stykker tyggegummi i, og en masse notesblokke i forskellige farver. I resten af skufferne, finder jeg bare en masse skrammel, som jeg smider i affaldsposen.

“Kun én skuffe tilbage,” siger jeg til mig selv, og hiver i den sidste skuffe. Den er ret svær at få op, og jeg brækker flere negle i kampen, om at få den åbnet.

“Skuffe et, Amanda nul.” siger jeg for mig selv og jeg rejser mig op, for at hente et koben ude i skuret, som forhåbentlig kan hjælpe mig.

_____________________________________________________________________
Jeg får kobenet presset ned i skuffens åbning, og trykker den tilbage. Jeg hører en masse knæk lyde og skuffen åbnes. Jeg lægger kobenet fra mig, og hiver skuffen længere ud.

“Skuffe et, Amanda et. Ser ud som om, at vi står lige.” siger jeg og griner ad mig selv. Det virker sikkert helt vildt underligt, at jeg sidder og snakker for mig selv, men heldigvis er det kun mig, der er i rummet. Jeg kigger ned skuffen og ser, at der er et par bøger og en pakke med noget bobleplast uden om. Jeg tager den op og studerer den grundigt. Jeg har ingen idé om, hvad det er, og om jeg overhovedet må røre den. Jeg tager forsigtigt bobleplasten af og ruller det, der nu er inde i pakken, ud. Jeg laver store øjne, og kan næsten ikke tro mine egne øjne. Et kamera! Og ikke bare et hvilket som helst kamera. Et Canon videokamera! Det ser ikke ret gammelt ud, og jeg har aldrig set det før. Gad vide hvor lang tid det har ligget her? Nu kan jeg filme videoer, der ikke ligner noget, der er løgn! Jeg folder bobleplasten omkring kameraet igen, og tager den med ind på mit værelset, hvor jeg lægger det i den kasse, som jeg skal have med til København. Jeg har valgt at give de fleste af mine ting væk, da jeg jo ikke rigtig har brug for nogle af mine gamle ting længere. Det banker på min dør og Mel står i dørkarmen.

“Amanda? Hvornår skal vi spise?” spørger hun forsigtigt. Hun har selv taget tøj på i dag, så hendes det passer ikke helt sammen.

“Hvad er klokken?” spørger jeg og kigger på uret i min mobil. Den er allerede lidt over seks.

“Jeg skal nok gå ud og lave noget nu,” svarer jeg og går med hende ud i køkkenet. Jeg finder resterne af vores pizza fra igår og varmer den i mikrobølgeovnen. Jeg håber at vi snart kan få noget bedre mad, for jeg er snart ved at være træt af pizza. Wauw… Tænk at jeg lige sagde det...

“Skal vi se en film efter vi har spist?” spørger jeg og sætter et glas foran Mel, der allerede sidder ved bordet. Hun nikker ivrigt.

“Kan vi se ‘Frost’?” spørger hun. Jeg smiler og sætter mig overfor hende.

“Selvfølgelig, det er jo din tur til at vælge.” svarer jeg, og tager et stykke pizza over på min tallerken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...