In Love With A Sugg

Det er ikke altid nemt at være en pige på 17... Især ikke når man bliver slæbt med til London mod sin vilje! Sådan er det for Amanda. Hendes største drøm er, at få overstået turen og komme hjem igen, hvilket ikke kan gå hurtigt nok!

I London møder Amanda den 23-årige Joe Sugg, også kendt som ThatcherJoe, som er en britisk YouTuber. Selvom hun kun er i byen i ganske kort tid, sker der meget i hendes liv. Nye venskaber, en ny karriere og selvfølgelig den blomstrende kærlighed, mellem hende og Joe. Men hvad sker der når Amanda's tur slutter? Og vil hun nogensinde komme til at se Joe igen?

ADVARSEL!
DENNE BOG KAN INDEHOLDE VOLDSOMME SCENER OG ANSTØDELIGT SPROGBRUG I NOGLE KAPITLER!

24Likes
11Kommentarer
21196Visninger
AA

36. Kapitel 36 - De mange spørgsmål

“Der er de!” kan jeg hører min bedstemor sige, fra den store mængde af mennesker. Lufthavnens velkomsthal er proppet med mennesker, og alligevel kan jeg høre hendes stemme. Mel er den første til at få øje på hende og løber der over. Jeg får skubbet vores vogn, med bagage, gennem menneskemængden og over til vores bedsteforældre.

“Hej.” siger jeg, og krammer min bedstemor. Hendes kram er meget stramt, og hun vil næsten ikke give slip.

“Hvordan har du det? Er du okay? Hvor ser du fin ud! Hvad har du lavet med dit hår?” spørger min bedstemor, og tager en tot af mit hår i hånden. Flere spørgsmål kommer ud af hendes mund, men jeg når ikke at svare, før hun stiller nogle nye.

“Lad nu lige pigen svare, Ella.” siger min bedstefar, og skubber hende væk, så han kan give mig et kram.

“Hej bedstefar,” siger jeg, og tager imod hans kram. Min bedstefar er ret høj, så jeg er nødt til at stå på tæer, for at kunne nå ham.

“Hej snuske, hvordan har du det?” spørger han og kysser mit hoved, ligesom Joe gjorde, før vi tog afsted.

“Jeg er okay.” svarer jeg og han slipper mig. Jeg ånder tungt ud og vi går alle sammen ud til bilen, og kører den lange vej hjem til os. Det tager cirka halvanden time i bil, så der er masser af tid til at snakke om alt det, der er sket. Jeg skriver en besked til Joe, bare for at sige, at jeg er kommet til Danmark og er okay.

Mig: “Hey, just wanted to say, that I’m back in Denmark. Talk to you later. xxx”
___________________________________________________________________

Det er blevet mørkt, da vi kører ind i indkørslen til vores hus. Jeg finder nøglen i min taske, og låser os ind. Der er helt koldt, men alt ser ud som det plejer. Jeg tænder lyset og ser, at min bedstefar allerede er i gang med at sætte bagagen ind i gangen.

“Er i sultne? Jeg kan køre ned og hente en pizza?” spørger min bedstemor. Jeg kigger ned på Mel, for at få en status, men det eneste jeg får, er et tomt ansigtsudtryk. Selv er jeg ret sulten, så jeg sender bedstemor ned, for at hente en pizza. Jeg går udenfor, for at hjælpe med at få bagagen ud af bilen, men min bedstefar er allerede færdig.

“Lad os gå indenfor.” siger han kort og går forbi mig. Jeg følger efter ham, og begynder på at slæbe kufferterne ind på de forskellige værelser, de nu hver især tilhører.

___________________________________________________________________

Cirka tyve minutter senere kommer min bedstemor tilbage med tre dampende varme pizzaer. Mel og jeg hjælper hinanden med at dække bord, mens min bedstefar skærer pizzaerne ud. Vi spiser maden og snakker videre om, hvad der skal ske nu. Vi snakker om huset, møblerne og ikke mindst os. Vi kan jo ikke bo her alene, lige meget hvor meget vi end vil det. Tiden går og går, og lige pludselig er klokken lidt over ni, så jeg følger Mel i seng, da klokken er langt over hendes sengetid. Jeg er faktisk også ret smadret, men jeg er nødt til at få snakket færdig med mine bedsteforældre. Jeg går ind i stuen og sætter mig i stolen, der står over for sofaen, som de sidder, og kigger på dem. 

“Amanda, vi tror det er bedst hvis I flytter til København. Dig og Melanie.” forklarer min bedstemor. Flytte til København? Min fødeby. Der hvor jeg voksede op. Skal jeg tilbage?

“Hvad? Hvornår?” spørger jeg og kigger skiftevis på dem begge to. Min bedstefar trækker på skuldrene.

“I næste uge?” foreslår han og min bedstemor nikker enigt.

“Så kan du pakke i løbet af næste uge, og pakke ud i efterårsferien.” forklarer hun og tager min hånd. Jeg prøver at tænke det hele igennem.

“Hvad så med skolen?” spørger jeg og trækker min hånd til mig.

“Ja, vi har snakket om det, og besluttet os for at tage dig ud af skolen. Der er alligevel kun én uge tilbage før efterårsferien, og du har jo allerede været væk i en uge.” uddyber hun og smiler. Jeg kan mærke trætheden skylde over mig. Alle de oplysninger hiver energien ud af min hjerne og jeg prøver at følge med.

“Det, øhm... Jeg... Jeg tror jeg vil gå i seng. Jeg er ret træt, så...” siger jeg og rejser mig fra sofaen.

“Hvis I har lyst må I gerne sove her. Der er en luftmadras i mors skab ellers kan I sove på sofaen eller noget.” fortæller jeg lige før, jeg går ud af rummet.

___________________________________________________________________

Solen skinner ind af vinduet på mit værelse. Det må være morgen. Jeg sætter mig op i sengen, og gnider mine øjne. Det var dejligt endelig at kunne sove i sin egen seng igen. Jeg har ingen idé om hvad klokken er, men faktisk er jeg også ret ligeglad. I dag er der ikke noget jeg skal gøre, huske eller nå. I dag kan jeg slappe af, pakke lidt ud og stene fjernsyn. Jeg står op, og går ud på badeværelset, for at få et bad. Vores badeværelse er ret lille. Der er ingen skabe eller skuffer, kun to hylder med kurve, der har små skilte på, så vi kan se hvad der i dem. På den øverste hylde er der tre kurve. En med hver vores navn på. En til mig, en til mor og en til Mel. Der er vores personlige ting i, som for eksempel en rejsetandbørste, toilettasker og, i mit tilfælde, bind og tamponer. I selve rummet er der kun lige plads til vores bruser, toilet og en vandhane. Ved siden af vandhanen er der en kopholder, hvor vores tandbørster står. Jeg tager mit tøj af og smider det i vasketøjskurven, der står udenfor døren. Vandet er ekstremt koldt, da vi ikke har tændt for det varme vand endnu. Mand hvor jeg savner badeværelset på Hotel Dollops.

___________________________________________________________________

Efter badet tørrer jeg mig, og får noget rent tøj på. Mens jeg sætter mit hår op i en knold, hører jeg en lyd komme fra min telefon; En SMS. Jeg samler min mobil op og læser.

Ukendt: ”Du har en venneanmodning på Skype! Husk du kan afmelde disse beskeder ved at skrive ‘stop’ til dette nummer.”

Jeg går hen til mit skrivebord og tænder min gamle ASUS-computer. Den er sindsyg langsom, hvilket gør mig endnu mere utålmodig.

“Gamle lort,” mumler jeg og går ud i køkkenet for at finde noget mad, mens den tænder. Jeg finder en pakke cornflakes, men intet mælk.

“Mel! Jeg cykler lige ned efter noget mælk!” råber jeg. Jeg finder en tikrone i vores nødsituation kasse, og tager min grønne jakke på. Før jeg får noget svar er jeg ude af døren. Jeg får min cykel ud af vores gamle skur, men jeg ser ingen cykelhjelm.

“Det er vel også ligemeget,” siger jeg for mig selv, og trækker cyklen ud til vejen. Den er noget rusten, så man kan næsten ikke se, at den engang har været lilla. Jeg sætter mig op på cyklen og kører afsted, med den varme morgensol foran mig.

___________________________________________________________________

Købmanden ligger ikke ret langt fra hvor vi bor, så jeg er der efter kun fem minutter. Jeg finder mælken og skynder mig hjem. På kun et kvarter har jeg cyklet ned til købmanden, fundet mælken og kommet tilbage.

“Det må være ny rekord,” siger jeg for mig selv, og tager min jakke af.

“Så er jeg tilbage!” råber jeg ud i huset. Igen intet svar. Jeg rynker mine bryn og går over mod Mel's værelse. Jeg åbner døren og ser en sovende Mel ligge i sin lille seng. Jeg lukker langsomt døren i igen, og går tilbage til min morgenmad. Jeg vælger at tage den med ind på værelset, så jeg kan spise, mens jeg holder øje med min computer.

___________________________________________________________________

Da jeg kommer ind på mit værelse, ser jeg, at computeren er klar til at blive brugt.

“Tusind tak,” siger jeg sarkastisk ud i luften, og sætter mig ned på min gamle kontorstol. Mit værelse har ikke ændret sig siden jeg var omkring ti, så alt herinde er ret gammelt. Min seng i hjørnet, ved siden af det lyserøde natbord, er stadig det samme. Vinduet med det grimme BRATZ-gardin og mit sorte skrivebord, med den hvide hylde over, hvor alle mine gamle yndlings bøger står i, er også de samme. Spejlet, der har hængt på væggen siden vi flyttede ind, som aldrig blevet pillet ned, er det samme. Det hele er det samme. Det nyeste der er herinde, er min hvide reol med mit tøj i.  Ærligt, så har jeg ikke noget imod at flytte fra det her hul. Jeg har brokket mig siden day one, men har været nødt til at leve med det faktum, at jeg bor ude i ingenting. Og så nu. Nu kommer jeg væk herfra, men alligevel føler jeg, at jeg hellere vil være her, end i København.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...