In Love With A Sugg

Det er ikke altid nemt at være en pige på 17... Især ikke når man bliver slæbt med til London mod sin vilje! Sådan er det for Amanda. Hendes største drøm er, at få overstået turen og komme hjem igen, hvilket ikke kan gå hurtigt nok!

I London møder Amanda den 23-årige Joe Sugg, også kendt som ThatcherJoe, som er en britisk YouTuber. Selvom hun kun er i byen i ganske kort tid, sker der meget i hendes liv. Nye venskaber, en ny karriere og selvfølgelig den blomstrende kærlighed, mellem hende og Joe. Men hvad sker der når Amanda's tur slutter? Og vil hun nogensinde komme til at se Joe igen?

ADVARSEL!
DENNE BOG KAN INDEHOLDE VOLDSOMME SCENER OG ANSTØDELIGT SPROGBRUG I NOGLE KAPITLER!

24Likes
11Kommentarer
20396Visninger
AA

35. Kapitel 35 - Den sidste dag i London

Jeg tror aldrig, jeg har sovet så dårligt, som jeg har i nat. Jeg har ikke lukket et øje i mere end én time ad gangen, med to til tre timers mellemrum. Og nu, hvor jeg endelig er faldet i søvn, rusker Mel i mig. Skønt! Jeg vender mig om på siden, med ryggen mod hende.

“Amanda?” spørger hun, og læner sin lille krop ind over min. Jeg åbner det ene øje og kigger på hende. Hun griner og falder over på den anden side af mig. Jeg prøver at virke overskudsagtig, men det er virkelig hårdt. Jeg tager fat i hende og begynder at kilde hende. Hun griner, hviner og vrider sig mens mine fingre kilder hendes mave.

“Stop, Amanda! Stop!” råber hun og griner videre. Jeg stopper og lader hende få vejret. Hun griner stadig lidt, men holder efterhånden op. Jeg kigger på klokken og ser, at den kun er ni.

“Skal vi bestille noget morgenmad?” spørger jeg og hun nikker ivrigt. Hun hopper væk fra min dyne, så jeg kan komme ud. Jeg finder telefonen og ringer til roomservice. Noget af det bedste ved hotellet er, at deres service er i så god kvalitet. Der går ikke mange minutter før vores mad ankommer, og vi begynder med det samme at spise.

“Er du klar til at komme hjem i dag?” spørger jeg og tager en skefuld cornflakes. Hun trækker på skuldrene.

“Ja... Her er begyndt at blive lidt kedeligt.” svarer hun og tager en slurk juice. Mel er en af de personer, som ikke kan lide når der sker det samme, eller når man er det samme sted, i for lang tid. Hun vil gerne ud og opleve noget. Udforske verden. Hun ender sikkert med at rejse hele verden rundt eller sådan noget.

Jeg smiler til hende og tænker på, hvad der mon skal ske, når vi kommer hjem. Joe's sætninger kører rundt i mit hoved: “You don't have a home! You're all alone!”. Jeg ved godt, at det bare var noget han sagde i frustration, men det er stadig utroligt, at han kunne finde på at sige sådan noget. Jeg bliver revet væk fra min tanker, af en irriterende ringe lyd; Min mobil. Jeg ser mig rundt efter den, og indser, at den ligger inde i soveværelset. Jeg rejser mig, henter den og når lige at tage den, før at personen i den anden ende, ligger på.

“Hellooooooo?” siger jeg, og kan hører personen i den anden ende grine.

Hey, it's me. Are you up?" spørger Joe. Det er meget sødt af ham at ringe hver dag, bare for at tjekke, at jeg er okay og har det godt.

“No, Joe, I'm talking to you in my sleep.” siger jeg sarkastisk og ruller med øjnene.

“Ha-ha, very funny!” siger han og griner falskt. Jeg smiler og Sætter mig ned ved bordet.

“What are you doing?” spørger han og jeg vender mig mod Mel.

“We're eating breakfast.” svarer jeg og kigger ind imod Mel. Hun er blevet færdig med at spise, og rejser sig, for at hente hendes dukker.

“Great... Look, I'm sorry for what I said yesterday... I was” siger han, men stopper. Jeg er stille og venter på at han fortsætter.

“I was frustrated and... Surprised by the fact that our... Or your, time here in London almost is over.” forklarer han. Han har ret. Det er næsten slut. Jeg skal hjem idag og jeg får sikkert ikke Joe at se igen.

“Joe, it's fine. I know that you didn’t mean it.” siger jeg og han er stille et øjeblik.

“Can you forgive me?” spørger han og nikker hurtigt.

“I forgive you.” siger jeg og synker en klump. Han har virkelig dårlig samvittighed.

“Thanks,” siger han og det virker som om, at en stor byrde har løftet sig fra hans skuldre. “When are you leaving?” Jeg kigger på klokken.

“At half past one, but we fly home at three. By the way, can you drive us to the airport? I don't really have enough money for a taxi…” indrømmer jeg og han ler venligt.

“Sure. See you at half past one then?” spørger han. Jeg nikker og bider mig i læben.

“Yeah, see you at half past one.” bekræfter jeg og lægger på.

_____________________________________________________________

Resten af formiddagen går med at rydde op, og pakke vores ting sammen. Tiden flyver afsted, og lige pludselig står Joe i døren. Uden en invitation, går han ind, tager nogle af vores kufferter og sætter dem ud i gangen. Det går meget hurtigere, når man er tre, i stedet for én voksen og et barn. Vi får alle tingene ud i gangen, og jeg går en sidste runde i værelset, bare for at tjekke, at vi har det hele. Jeg finder mine briller og mors toilettaske på badeværelset, og en af Mel's dukker under sengen. Ellers er der ikke noget, og vi går alle sammen ned i lobbyen.

___________________________________________________________________

Vi tjekker ud af hotel Dollops og sætter os ud i Joe's bil. Den er rød og ser ret gammel ud, men den ser samtidig også meget hyggelig ud.

“Is this your car?” spørger jeg, og smækker døren i. Han ryster på hovedet.

“No, I borrowed it.” svarer han kort, og tager sin sele på. Før jeg satte mig ind, hjalp jeg Mel med sin sele, så hun er klar til at tage afsted.

“Thank you for doing this, Joe. Without you... We probably should have walked to the airport.” forklarer jeg. Han smiler og sætter nøglen i.

“I'm the one who should say thank you.” siger han. Jeg kigger forvirret over på ham. Hvad mener han med det?

“Why? What for?” spørger jeg uforstående. Han kigger over på mig.

“For forgiving me the best week of my life…” svarer han. Han må have det virkelig dårligt over det han sagde igår, men vi ved begge to godt, at han ikke mente det.

“Joe, I know that you didn't mean it, so stop thinking about it. You made a mistake, so what? You're a human, and humans makes mistakes.” siger jeg. Han nikker og ser ned på nøglen. Han tænder for bilen og kører.

___________________________________________________________________

Turen til lufthavnen er ikke særlig lang, men trafikken får den til at føles uendelig.

“Move you dickhead!” råber Joe af en blå Renault, der holder stille foran os. Vi er i et lyskryds og det har været grønt i cirka ti sekunder, men ham foran kører ikke.

“C'mon! Move!” råber Joe og dytter af bilen. Det får føreren til at vågne op, og han krydser vejen. Heldigvis skal vi dreje, så han bliver forhåbentlig ikke noget problem mere.

_____________________________________________________

Vi ankommer til lufthavnen klokken lidt over to. Vi tjekker vores kufferter ind og refunderet mors billet. Den har vi jo ikke brug for mere. Nu er det bare at vente. Vi går hen til vores check in område, hvor der er lille sted med borde og stole. Joe fik lov af security vagterne at komme med ind i lufthavnen, uden et pas eller en billet. Vi sætter os ned, og beslutter os for at spise vores pizza rester.

“Do you want a slice?” spørger jeg Joe. Han smiler og tager imod mit tilbud. Han tager et slice af min pizza og tager en bid.

“If Caspar were here, he would eat the whole thing, before you could blink!” griner Joe med munden fuld af pizza. Jeg nikker og griner med.

“I know! I’m thinking about putting the clip of him yelling, in my video, but I don’t know how he would feel about it.” siger jeg og

“I don’t think he would mind. Here, hand me your phone. I'll give you his number, and then you can ask him,” siger Joe og jeg rækker han min mobil.

“I'm really glad that you enjoy making videos,” fortæller han, mens han taster løs på min mobil. Han låser min telefon og rækker den til mig.

“Then we have one more thing in common.” siger han og smiler da vores øjne mødes. Jeg prøver at tænke flere ting vi har tilfælles, men kan ikke komme i tanke om nogle overhovedet.

“What elses do we have in common?” spørger jeg og kigger interesseret på ham. Han trækker på skuldrene, og begynder at remse de ring op vi har tilfælles. Det meste handler om YouTube, men det tæller jo også.

“Flight 88 towards Copenhagen, Denmark, is boarding in twenty minutes. Passengers needs to check in now, thank you!” siger en stemme over højtalerne. Jeg skynder mig at pakke sammen, og lægger alle tingene ned i min rygsæk, som jeg bruger som håndbagage.

“That's our plane,” forklarer jeg, lægger de sidste to stykker pizza sammen, og kommer dem ned i min rygsæk.

“Kom Mel, vi skal til at afsted.” siger jeg, og tager hendes hånd. Hun har sin My Little Pony kjole på, ligesom hun havde sidst vi var her, og sin taske med legetøj på ryggen. Vi går alle tre hen mod vores check in, som er der hvor vi skal hen. Joe må ikke stå i køen, da han ikke skal afsted, så han står ved siden af en snor, der adskille os. Køen er ikke så lang, og der er kun tre mennesker foran os.

“Bench-Girl?” spørger han og jeg vender fokus mod ham.

“I’ve really had a great time with you and... I don't want to cut you off, when you're gone. I don't want to forget you. And I don't want to regret not doing, what I’m going to do right now.” siger han og går under snoren.

“Joe what are you doing?!” spørger jeg stille. Han svarer ikke på mit spørgsmål, men læner sig i stedet ind mod mig, og kysser mig blidt på munden. Denne gang er det ikke en drøm. Ikke noget jeg forestiller mig. Ikke noget jeg bilder mig ind, men noget der rent faktisk sker. Hans læber er bløde og kysset er fantastisk. Han hviler hans hænder på mine kinder, og det er som om, at det hele går i slowmotion.

“NEXT!” siger damen bag disken. Det er hende, der skal tage imod vores billetter. Jeg lægger mine hænder oven på hans og bryder kysset. Jeg kigger drømmende op på ham og smiler genert til ham.

“Call me when you get home, okay?” siger han og jeg nikker. Tanken om, at jeg ikke skal se ham i virkelig lang tid, får en tårer til at trille ned ad min ene kind.

“Don't cry. We’ll see each other soon.” siger Joe og trækker mig ind til ham i et kram. Han kysser min hovedbund og lægger sin hage på det samme sted.

“NEXT!" råber damen igen, og Joe giver slip.

“See you soon.” siger han og går under snoren igen. Jeg nikker, går hen til damen og viser vores billetter og pas. Hun lader os gå ind, og vi gør som hun siger. Sangen ‘It's too late to apologize’ kører over radioen, og får ikke ligefrem mit humør op. Vi kommer ind i et venterum, lavet af glas, hvor der sidder en masse danskere, der bare venter på at komme afsted. Jeg sætter mig tæt ved glasset, med Mel ved siden af mig. Pigen, hun snakkede med da vi fløj herover, er her også og de får hurtigt øje på hinanden. Mel sætter sig over til pigens familie, og de begynder at lege sammen. Jeg hører en banken på ruden ved siden af mig, og jeg kigger til højre, hvor jeg får øje på Joe. Han står bare og kigger på mig, hvilket får mig til at smile. Han siger noget, men jeg kan ikke høre ham. Kan kun se hans mundbevægelser. Glasset må være lydtæt. Han tager sin mobil op og skriver noget. Han griner selvtilfreds, kigger op, og med det samme modtager jeg en besked.

Joe: “You're a good kisser.”

Jeg ryster på hovedet, og griner for mig selv. Jeg kigger op på ham og hans mundbevægelser siger: “I'm just being honest.”Jeg kigger ned på mobilen og begynder at skrive.

Mig: “You're not that bad either.”

Jeg ser ham læse beskeden og hvordan den får ham til at smile. Folk begynder at rejse sig, og gå ombord på flyet. Mel kommer hen til mig og jeg rejser mig.

“See you soon.” siger jeg til Joe og han nikker. Hans læber siger det samme: “See you soon.”Jeg tvinger et smil frem, og går hen til gangen der fører over på flyet

Vi finder vores pladser og sætter os. Jeg ved, at der kan gå lang tid før jeg ser Joe igen, og noget i mig vil have mig til at skubbe ham væk, og glemme ham. Han er bare en flirt og ikke andet. Han er seks år ældre end mig. Hvad tænker jeg på? Hvordan skal dette forhold dog nogensinde kunne fungerer? Vores ‘ting’ har aldrig været noget! Aldrig! Men hvorfor føler jeg så, at jeg allerede savner ham? Hvorfor føler jeg, at jeg gør det forkerte ved at tage afsted? Inderst Inde ved jeg godt, at jeg gør det rette ved at tage afsted, men jeg ved også, at det her ikke bliver min sidste tur til England...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...