In Love With A Sugg

Det er ikke altid nemt at være en pige på 17... Især ikke når man bliver slæbt med til London mod sin vilje! Sådan er det for Amanda. Hendes største drøm er, at få overstået turen og komme hjem igen, hvilket ikke kan gå hurtigt nok!

I London møder Amanda den 23-årige Joe Sugg, også kendt som ThatcherJoe, som er en britisk YouTuber. Selvom hun kun er i byen i ganske kort tid, sker der meget i hendes liv. Nye venskaber, en ny karriere og selvfølgelig den blomstrende kærlighed, mellem hende og Joe. Men hvad sker der når Amanda's tur slutter? Og vil hun nogensinde komme til at se Joe igen?

ADVARSEL!
DENNE BOG KAN INDEHOLDE VOLDSOMME SCENER OG ANSTØDELIGT SPROGBRUG I NOGLE KAPITLER!

24Likes
11Kommentarer
21576Visninger
AA

27. Kapitel 27 - En søster som mig...

Tænk at jeg bare har glemt Mel! Måske er ordet ‘glemt’ ikke lige det ord jeg leder efter... Tilsidesat, måske? Hun er min lillesøster. Det er mit job at beskytte hende, spørge ind til hende og, nu, forsørge hende. Jeg har faktisk ikke gjort nogle af de ting. Jeg har ikke beskyttet hende mod de ting, hun kan være bange for, som for eksempel fremmede mennesker. Jeg har ikke spurgt ind til hvordan hun har det, jeg har kun fokuseret på mig selv. Jeg har ikke sparet på pengene, tværtimod. Jeg har købt tøj, sko og tilbehør til mig selv! Ikke en eneste ting til Mel. Kun en sølle is, der kostede halvfjerds pence! Hvor dårlig en søster kan man lige være? Det kan godt være, at jeg er elleve år ældre end hende, men vi har begge mistet mor. Sorgen er ikke anderledes for hende. Den er den samme, men ingen af os viser den på nogen måde. Jeg kigger ned på hende.

“Mel... Hvordan har du det?” spørger jeg. Hun kigger ikke op på mig. Hun slikker bare videre på sin is. Efter lidt tid reagerer hun.

“Hvad mener du?” spørger hun. Jeg tror godt, hun ved hvad det er, jeg mener. Jeg trækker på skuldrene, og stikker min ske ned i bægeret med is.

“Bare hvordan du har det med alt det, der er sket. De nye mennesker, oplevelser og…” Jeg stopper og kigger ned på hende

“Og alt det med mor?” spørger hun, og færdiggører dermed min sætning. Det er som om, at den her tur har gjort Mel et par år ældre, end hun egentlig er.

Jeg kan godt huske, da mor blev gravid med Mel. Det er jo ikke så mange år siden, men lige nu føles det som evigheder siden. Far var skredet med en eller anden tyveårig luder, og mor var ødelagt. Et par uger efter fandt hun ud af, at hun var gravid. Månederne gik og der var ikke lang tid til, at Mel ville komme til verden. Dagene op til Mel's fødsel var ulidelige for mor, og ikke mindst for mig. Jeg havde overhørt en telefonsamtale mellem mor, og en politimand tidligere på ugen. Far var død af en overdosis og det var hans ‘kæreste’ også. Jeg havde ikke ondt af nogen af dem, hvilket også var en af grundene til, at jeg ikke tog med til hans begravelse. Den eneste jeg havde ondt af var mor. Selvom hendes liv var lidt kaotisk på det tidspunkt, kom hun igennem fødslen uden problemer, og Mel blev født. Det er derfor at mor altid har holdt så meget af Mel. Hun mindede mor om at de dårlige ting i livet, hurtigt kan blive til noget godt. Selv de følgende år efter fars død havde hun svært ved at gå ind i hans kontor, som hun aldrig fik ryddet. Eller åbne hans side af skabet, der alligevel var tomt. Hun var mærket for livet, men kom igennem det indtil for et par dage siden. Mor’s liv havde været et stort rod fra jeg var elleve til nu. Alt det hun havde været igennem svækkede hende, men hun formåede stadig at være en god mor. Både for mig og for Mel.

“Ja…” svarer jeg. Jeg har ikke set hende græde endnu, men jeg ved selvfølgelig ikke hvad hun har lavet, mens jeg har hygget mig med Joe.

“Mel... Du kan ikke bare lukke dine følelser inde. Du er nødt til at komme ud med dem, ligesom jeg har gjort.” siger jeg og lægger min hånd på hendes lår. Hun er færdig med sin is, men bliver ved med at slikke på pinden. Vi sidder i et stykke tid i stilhed. På en måde er det hele lidt trist. Det at hun er så indelukket, og ikke stoler nok på mig, til at fortælle mig hvad hun rigtigt føler, gør mig ked af det. Hun tager en dyb indånding.

“Nogle gange føler jeg, at du glemmer mig... Når du snakker med de der mennesker der ikke forstår mig,” fortæller hun uden at kigge op på mig.

“Det er som om, at de kan hjælpe dig mere end jeg kan... Bare fordi, jeg er lille, betyder det ikke at jeg ikke kan hjælpe,” Hun smider ispinden fra sig, så den lander en meter foran hendes fødder.

“Det er ikke særlig tit, at jeg er spændende nok for dig. Du efterlader mig bare…” Hendes stemme begynder at glide over til hulken. Jeg har virkelig ondt af hende og mærker tårerne presse sig på. Jeg lod hende blive hos en børnepasser. En fremmed, der ikke forstod hende. Jeg tog hende med mig rundt omkring, men uden at snakke med hende. Jeg lod hende se TV i Joe's lejlighed, mens jeg havde travlt med at finde ting til at filme med. Jeg lod Caspar underholde hende, mens jeg gjorde noget uden hende. Jeg er har gjort alt forkert. Jeg har haft det sjovt, mens hun har været alene. Hvilken storesøster gør sådan noget? En storesøster der ikke går en skid op i hendes yngre søster? En storesøster, der hellere vil have det sjovt med nye venner, end at passe sin yngre søster? En storesøster som...

Som mig..?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...