In Love With A Sugg

Det er ikke altid nemt at være en pige på 17... Især ikke når man bliver slæbt med til London mod sin vilje! Sådan er det for Amanda. Hendes største drøm er, at få overstået turen og komme hjem igen, hvilket ikke kan gå hurtigt nok!

I London møder Amanda den 23-årige Joe Sugg, også kendt som ThatcherJoe, som er en britisk YouTuber. Selvom hun kun er i byen i ganske kort tid, sker der meget i hendes liv. Nye venskaber, en ny karriere og selvfølgelig den blomstrende kærlighed, mellem hende og Joe. Men hvad sker der når Amanda's tur slutter? Og vil hun nogensinde komme til at se Joe igen?

ADVARSEL!
DENNE BOG KAN INDEHOLDE VOLDSOMME SCENER OG ANSTØDELIGT SPROGBRUG I NOGLE KAPITLER!

24Likes
11Kommentarer
20372Visninger
AA

25. Kapitel 25 - Once Upon A Dream

Jeg tror at jeg har svaret på måske halvtreds spørgsmål, da Joe endelig giver mig lov til at stille ham et par spørgsmål omkring hans liv.

“So, where did you grow up?” spørger jeg og ser interesseret på ham. Han smiler og svarer: “Lacock, Wiltshire.” Jeg har ingen anelse om hvor det ligger, men nikker bare, som om jeg hundrede procent ved hvor det er. Efter mine niogfyrre andre spørgsmål ved jeg blandt andet, at Joe's forældre blev skilt i 2012, hans første kys, fik han på en kirkegård og at han blev født den 8. september 1991. Ikke de vildeste facts, men stadig brugbare... Måske ikke den med at han kyssede en pige på en kirkegård… Det er bare lidt uhyggeligt.

Vi snakker i flere timer, og det ender med, at Joe først tager hjem ved halv et tiden. Nu kan jeg til gengæld mærke at min krop er udmattet. Jeg giver Joe et kram i dørkarmen og lukker døren efter sig. Det er vidst på tide at gå i seng. Jeg skifter mit tøj, tager elastikken ud af mit hår, børster det, tager min makeup af, børster mine tænder, tager min kontaktlinser ud og går til sidst ind i seng.
___________________________________________________________________

London Eye er et smukt stykke håndværk, må jeg sige. Jeg kan ikke huske, at jeg tog herhen, men nyder bare udsigten.

“Hvad leder du efter, Amanda?” spørger en stemme bag mig, og mit blod fryser til is. Jeg vender mig om og ser, som jeg havde forventet, en lav, slank, brunhåret dame.

“Mor?” spørger jeg og mærker tårerne trille ned af mine kinder. Hun smiler og nikker bekræftende. Jeg snøfter, går hen til hende og krammer hende, men jeg kan ikke mærke hende. Mærker ingenting. Det er bare som om, at jeg krammer luften. Jeg kan ikke mærke hendes altid varme arme omkring mig, som jeg savner så utroligt meget. Jeg lægger mit hoved på hendes bryst, men kan ikke høre hendes hjerteslag. Der er ingenting. Jeg kigger op på hende og hun smiler til mig.

“Hvorfor kan jeg ikke mærke dig?” spørger jeg usikkert og hun bryder krammet.

“Fordi jeg er død, Amanda.” fortæller hun og lige med ét, er jeg alene igen. Jeg hører et skrig og kigger ned. Jeg er ikke længere oppe i London Eye, men på broen, der fører over til Big Ben og Westminster Abbey. Jeg ser min mors krop fanget mellem en bilrude, og mit blik flakker over på hendes døde øjne, der kigger op på mig. Jeg tager mig til munden og gisper. Jeg kan ikke få vejret. Min krop falder sammen og jeg sidder midt på vejen. Jeg prøver at tage dybe indåndinger, men det virker ikke. Jeg tager mig til hjertet og lægger pres på mit bryst. Jeg mærker en hånd på min ryg og kigger forskrækket op. Joe’s varme øjne møder mine og min vejrtrækning bliver roligere.

“You’re going to be okay, bench-girl… I promise.” siger han og hans ord giver genlyd. Omgivelserne forsvinder omkring mig, og alt er bare sort.

“Why do you dream about him?” spørger en stemme og jeg genkender den: Zoe. Jeg kigger ud i mørket, men kan ikke se noget.

“Zoe? Where are you?” spørger jeg og ekkoet gentager mine ord.

“Do you really think that I guy like Joe, would date a seventeen year-old?” spørger en anden stemme: Caspar. Jeg rynker brynene og vender mig om, men der er ingenting.

“What are you talking about? Joe accepted my age!” råber jeg tilbage og kigger forvirret rundt. Hvad sker der?

“He doesn’t like you in the way, that you like him.” konstaterer en tredje stemme: Tanya. Jeg prøver febrilsk at følge deres stemmer, men jeg kan ikke bevæge mig.

“This isn’t real… This isn’t happening!” råber jeg, men jeg er ikke sikker på, at jeg tror på det. Jeg tager mig til tindingerne og sætter mig ned på gulvet, mens jeg gentager ordene: “This isn’t real… This isn’t happening...This isn’t real… This isn’t happening....”

“If he should choose between you and a girl on his age, he would choose her!” siger endnu en stemme: Jim. Jeg kigger skræmt rundt og fatter ingenting.

“You’re just a child. Joe needs a real woman, not you!” siger en ny stemme: Marcus. Jeg kigger rundt, men alt er bare helt sort.

“Don’t you get it? You’re nothing!” siger Niomi’s stemme, og ordene giver genlyd i mit hoved. “You’re nothing! You’re nothing!” Jeg rejser mig op og kigger rundt i det mørke rum.

“SHUT UP! Just shut up! You’re all lying!” råber jeg, og en skinger lyd får min krop til at falde sammen i smerte.

Jeg slår øjnene op og opdager, at jeg er på gulvet ved siden af sengen. Mit hoved er helt omtumlet, og først ved jeg ikke hvor jeg er. Efter få sekunder har jeg fået fatningen igen, og jeg går ud i køkkenet for at få noget vand. Min mobil ligger på sofabordet og jeg ser på klokken. 04:12. Det er ikke fordi, at jeg har fået specielt meget søvn, men jeg er ikke ret træt. Jeg sidder bare i stilheden. Jeg prøver at glemme min drøm, men det bliver ved med at spille om og om igen. Min telefon ringer og hiver mig ud af min trance. Jeg tager den op fra bordet og ser at det er Joe. Jeg tager den og hører hans stemme.

“Hey, bench-girl. Sorry for calling so late…” Ordene bench-girl giver mig tårer i øjnene. De minder mig om drømmen og jeg prøver at ryste følelsen af mig.

“It's okay... I wasn't asleep.” siger jeg og smiler usikkert.

“Oh... Good then,” siger han og fortsætter: “I just had the weirdest dream…” Han fortæller mig drømmen, og i et øjeblik tror jeg, at det er min drøm han snakker om, lige indtil han begynder at snakke om en kidnapper. Han drømte at jeg, på en eller anden måde, forsvinder eller bliver kidnappet, og han er nødt til at finde mig. Jeg hører ikke rigtigt efter, da trætheden er ved at vende tilbage. Jeg fortæller ham om om drøm, hvilket virkelig hjælper på mit humør.

“Wauw... That's sounds really intense.” siger Joe chokeret. Jeg griner og kan mærke at jeg er ved at døse hen. Når jeg bliver træt er jeg som én, der har fået for meget at drikke, og kan nemt komme til at afslører hemmeligheder.

“Like when you talk about me, right?” spørger jeg og er ikke helt klar over hvad det er, jeg har sagt før efter kort tid.

“What?” spørger Joe og virker en anelse forlegen. “Who... Who told you that?” Jeg lægger mig ned på sofaen, og tager puden under mit hoved.

“Zoe…” svarer jeg lukker mine øjne. Jeg mærker søvnen tage over og hører Joe’s stemme en sidste gang: “Hello? Hello?”

___________________________________________________________________

Det banker på døren og jeg kan høre Mel åbne den.

“Hejsa.” siger hun og griner. Jeg sætter mig op og opdager, at jeg ligger på sofaen. Natten har ikke været helt som jeg havde forventet, og jeg er ikke sikker på hvordan den endte. Mel løber ind til mig. Hun har en rød kjole på og et par grå gamacher. Hun sætter sig ved siden af mig på sofaen, og retter på mit hår.

“Morning! I bought some croissants and coffee!” siger Joe og ryster en pose fra bageren. Han går over til køkkenet, og tager et par tallerkener og bestik frem.

“What time is it?” spørger jeg, strækker mig og gaber. Joe trækker på skuldrene og med sine lange skridt, er han hurtigt henne ved mig. Han rækker hånden frem og jeg tager den. Han trækker mig hen til bordet, og beder mig om at sætte mig. Han gør det samme med Mel og, efter kun at have været her i cirka to minutter, har han allerede gjort mere end mig.

_____________________________________________________________________

Jeg vidste faktisk ikke, at Mel godt kunne lide croissanter, men der kan man bare se. Hun spiser både en med og en uden chokolade. Jeg har aldrig set hende spise så meget før, hvis man altså ikke tæller vafler med.

“So... What are we doing today?” spørger Joe, sætter albuerne på bordet, folder sine hænder og hviler sit hoved på hænderne. Nu er det mig, der trækker på skuldrene.

“Jeg synes at vi skal se noget i dag!” siger Mel og jeg nikker enigt.

“Det var da en god idé, Mel,” svarer jeg. “Det er dét vi gør,” Joe sidder og er helt lost i hvad det er, vi sidder og snakker om.

“We're going to see London today.” forklarer jeg.

“Cool! I can show you around!” siger han og skal lige til at planlægge turen, da jeg stopper ham.

“No, no, no, no, no,” siger jeg og prøver på at se meget alvorlig ud. “This is a family trip. So Mel and I are going to see London. ALONE!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...