In Love With A Sugg

Det er ikke altid nemt at være en pige på 17... Især ikke når man bliver slæbt med til London mod sin vilje! Sådan er det for Amanda. Hendes største drøm er, at få overstået turen og komme hjem igen, hvilket ikke kan gå hurtigt nok!

I London møder Amanda den 23-årige Joe Sugg, også kendt som ThatcherJoe, som er en britisk YouTuber. Selvom hun kun er i byen i ganske kort tid, sker der meget i hendes liv. Nye venskaber, en ny karriere og selvfølgelig den blomstrende kærlighed, mellem hende og Joe. Men hvad sker der når Amanda's tur slutter? Og vil hun nogensinde komme til at se Joe igen?

ADVARSEL!
DENNE BOG KAN INDEHOLDE VOLDSOMME SCENER OG ANSTØDELIGT SPROGBRUG I NOGLE KAPITLER!

24Likes
11Kommentarer
20374Visninger
AA

11. Kapitel 11 - Mor?!

“Come on, hurry!” råber Joe, der er mindst fem meter foran mig. Det regner helt ekstremt meget, og det er for længst blevet mørkt. Jeg kigger op på ham, men finder hurtigt ud af, at jeg er nødt til at holde min arm op til panden, for at regnen ikke skal ramme mine øjne. Vi er kun nået cirka halvvejs hen til hotellet, da vi finder en parasol, der står ved en lukket café. Vi stopper under den for at få en kort pause. Joe kører en hånd igennem sit våde og flade hår, for at få det til at sidde rigtigt igen.

“It's really raining, ha'?” siger Joe og kigger rundt. Han tager sin mobil frem.

“Yeah... Hey, what time is it?” spørger jeg og står på tæer, mens jeg læner mig ind over ham.

“It's almost eight PM,” svarer han og fortsætter: “I don't think that the rain will stop any time soon...” Han ånder tungt ud. Vi står på hver vores side af parasol stangen, men jeg kan stadig mærke hans varme ånde, der rammer min kind. Han kigger over på mig og smiler.

“What?” spørger jeg og ser ned af mig selv. Jeg kan ikke se noget, der ikke burde være der.

“Nothing, you're just... Beautiful.” svarer han. Jeg kan mærke varmen strømme til mine kinder. Tænk at han bare sagde det... Og så endda ud af det blå. Han kigger skiftevis på mine læber og direkte ind i mine øjne. Han rykker tættere på mig, og lige da vores læber skal til at mødes, kører der en bil hurtigt forbi os og alt vandet, der havde samlet sig i en kæmpe vandpyt på vejen, er nu på os.

“Oh my God!” er det eneste, der kommer ud af min mund. Joe trækker sig væk fra mig. Jeg kan se at han er lige så irriteret og forbløffet som mig.

“That dick!” råber han, og drejer en omgang omkring sig selv.

“Wait! Did you say almost eight?!” spørger jeg og kommer i tanke om…

“Your sister!” udbryder han og tager sin hånd om til baghovedet. Hans øjne er store, ligesom mine, og vi begynder begge at løbe.

“We need to hurry, come on!” råber han. Jeg løber så hurtigt, jeg kan, og er næsten oppe ved siden af ham.
___________________________________________________________________

Vi er henne ved hotellet klokken syv over otte, og jeg flår døren op ind til lobbyen. Vi løber hen til børnepasseAlle sidder bare og... sidder?

“Go on! Don't mind Joe... He's just air to many of us!” siger Caspar med sin sydafrikanske accent, som jeg har fået at vide, at han tit påpeger. Selv kan jeg ikke hører det. Han sætter sin albue ned i bordet, og støtter sit hoved med hånden.

“What?!” siger Joe, mens han laver et skørt ansigt og griner.

“Uhm…” begynder jeg, men bliver afbrudt af Tanya.

“What if we all try to guess which country you're from?” foreslår hun og Niomi fortsætter: “Yeah, that could be so much fun! Just say a sentence in your own language!” Hun smiler og alle lader til at kunne lide idéen.

“What do you want me to say?” spørger jeg og ser rundt på dem.

“Something like... Hi! My name is Amanda and I love pizza!” foreslår Caspar. Af hvad Joe har fortalt mig, så ved jeg at hans livret er pizza og, som med sin sydafrikanske accent, kan han godt lide at påpege det.

“Okay,” siger jeg og rømmer mig.

“Hej, jeg hedder Amanda og jeg elsker pizza!” siger jeg og alle sidder bare helt mundlamme, lige indtil at Joe udbryder: “What the hell was that?!” Han griner og er lige ved at falde ned af sin stol.

“I think I’ve heard something like that before…” siger Alfie og prøver at tænke sig godt om.

“Maybe in a language challenge?” foreslår Marcus.

Ud af døren kommer der en tjener med en bakke. Det er vores mad. Han sætter den foran os, uden at spørge hvem, der skal have hvad og går igen med næsen i sky.

“Are you from... Switzerland?” spørger Jim og ser mistænksomt på mig, men smiler efter et par sekunder.

“Nope, try again.” svarer jeg. Det er faktisk ret sjovt at de prøver at gætte. Jeg tager en gaffel fuld salat op til min mund og spiser den.

“Can't you say some more?” spørger Zoe og jeg tror, at hun er lige ved at have et gæt. Jeg tygger af munden og retter mig op.

“Okay. Jeg kommer fra et land nord på.” siger jeg meget langsomt, så de alle kan følge med. Alle ser stadig helt lost ud.

“I have literally no clue on what you just said.” indrømmer Marcus med en meget seriøs tone, men jeg ved at det bare er for sjov.

“Have one of us ever said something in your language, in a challenge or something like that?” spørger Alfie.

Nu må jeg tænke mig om... Jeg har jo aldrig rigtigt set nogle af deres videoer, men der er alligevel noget bekendt over Alfie... Som om, at jeg rent faktisk har set ham før. Det må være for længe siden, for jeg kan ikke huske ret meget af videoen. Men hvordan fandt jeg den overhovedet? Jeg tror måske, at det har været engang hvor jeg har set en video med Marcus. Den har nok ligget ude i siden som et forslag? Jeg prøver at tænke videoen igennem, da det slår mig.

“Yes! You and Joe! In an old language challenge.” svarer jeg og smiler. Jeg kigger over på Joe, der ser helt forbavset ud. Han havde nok ikke regnet med, at jeg ville svare ‘ja’.

“So you have seen me before?” hvisker Joe til mig og jeg trækker på skuldrene.

“I guess so.” svarer jeg usikkert. Jeg ser op i hans varme øjne. Men bliver hurtigt afbrudt af et nyt bud på, hvor jeg kommer fra.

“Are you from Sweden?” spørger Niomi. Jeg må sige, at de kommer nærmere på svaret.

“Close, but not quite.” svarer jeg og smiler, før jeg tager endnu en gaffel fuld af min salat.

“Hmm... Germany?” spørger Caspar. Alfie kigger på ham og begynder at grine.

“How is Germany close to Sweden?” spørger han og griner videre. Alle kigger på ham uden at sige noget.

“Uhm, Alfie, have you never seen a world map before?” spørger Zoe og griner højlydt. Han kigger forvirret på hende.

“What are you talking about? Germany is like... Really far away from Sweden!” forsikrer Alfie, men Zoe ryster bare på hovedet.

“If you are so sure about that, then look it up!” beordrer hun, og virker mindst lige så sikker i sin sag som Alfie. Han fisker sin telefon op af lommen og trykker på skærmen. Han skriver noget på den og smiler.

“Look.” siger han og viser Zoe telefonen. Zoe ler og zoomer ud på telefonen.

“No, you look. Germany is there and Sweden is there.” siger hun og peger på telefonen. Han kigger på den og rynker brynene.

“It is far away. There's an ocean between them!” forklarer han og Zoe ruller med øjnene.

“Admit it, you were wrong.” griner Zoe. Hendes grin smitter og hurtigt griner vi alle sammen. Efter vi har grinet færdig siger Tanya: “Say some more! We need to guess it!” De vil virkelig gerne vide det. Wauw... Jeg føler mig helt populær!

“Okay... I'll say something that maybe Alfie and Joe can remember: Joe er ikke så stærk som Alfie.” siger jeg og udtaler stærk som 'staerek', og med et ved Joe hvad jeg snakker om.

“You are from Denmark aren't you?!” spørger han og tager sig til panden.

“Yeah! Oh my god, I remember that!” tilføjer Alfie og spiser videre.

“I knew that had heard that language before!” siger Zoe og kigger over på Alfie. Alle begynder igen at spise deres mad.

“How is the weather in Denmark?” spørger Jim, lige før han spiser en bid kød, der er på hans gaffel.

“It's kinda like here... But the sun is brighter,” svarer jeg og tager en slurk vand.

“Mm... And the water taste better…” tilføjer jeg og sætter glasset ned. Der er en bitterhed over deres vand. Om det er fordi, der er tilføjet noget underligt, eller om der er et eller andet galt med mine smagsløg, ved jeg ikke.

“But beside that... Everything is pretty much the same.” siger jeg og trækker på skuldrene. Der går lang tid hvor vi alle sammen bare sidder og snakker. De spørger flere gange ind til Danmark og min familie, og jeg svarer på alle deres spørgsmål så godt, som jeg kan. De første, der skal gå, er Jim og Tanya. Jeg får et kram og siger farvel til dem. Kort tid efter går Marcus og Niomi.

“It was so nice meeting you again!” siger Niomi, da hun krammer mig.

“I hope that we’ll meet again sometime.” siger Marcus med et smil. Jeg prøver ikke at flippe ud og virke som en totalt fangirl, da jeg krammer ham.

“Me too.” svarer jeg. Den næste til at gå er Caspar. Af ham får jeg også et kram og han går derefter over til Joe. Folk her i England er vilde med at kramme. Caspar siger noget med, at de ses derhjemme. Til sidst er der kun Zoe, Alfie, Joe og jeg tilbage.

“Do you guys want some ice cream?” spørger jeg Zoe og Alfie. Jeg ser om på Joe, der bare smiler, og jeg går ud fra, at han har det fint med det.

“I'm sorry! We really need to…” siger Zoe, som ser om på Alfie, der fortsætter: “Yeah... We got this thing and… Yeah, but It was so nice meeting you Amanda. It really was.” Jeg får et kram af dem begge og de går. Jeg følger dem med øjnene, indtil de drejer om et hjørne.

“I think that there’s an ice cream place somewhere around here,” siger Joe og jeg vender mig mod ham. Han ser sig omkring og vi går ned af vejen. For enden af vejen drejer vi til højre, og ganske rigtigt er der en isbod.

“What ice cream do you want?” spørger Joe og ser ned på mig. Jeg vender mig mod disken og kigger på de mange smage. Alle isene er farvet i de samme pastelfarver, som restauranten.

“I'll take two scoops of chocolate.” svarer jeg. Jeg får altid at vide, at jeg er så forudsigelig, fordi jeg tager den samme is smag hver gang. Jeg er ikke meget for at prøve noget nyt, hvilket sikkert er skidt i nogle sammenhæng, men ikke når det gælder is!

“I'll take one scoop of lemon and one with cookie dough.” siger han til ismanden og tager penge frem, men jeg stopper ham.

“No, no, no, no, no! This is my treat,” siger jeg og giver ismanden fem pund. Joe ser forbløffet på mig, men begynder at smile.

“You are a strange girl... You know that right?” spørger han og vi begynder at gå. Han lægger armen omkring mig og jeg kigger op på ham.

“Yes, I know…” svarer jeg og griner. Vi går hen af vejen og spiser vores is. Solen er ved at gå ned, og himlen er farvet i den smukkeste orange farve, jeg nogensinde har set.

“I need to be back at the hotel before eight, okay? I need to pick up my sister, before the babysitter service closes.” fortæller jeg og  han trækker på skuldrene, som var det intet problem. Han kigger på uret, der sidder omkring hans håndled.

“We still have at least four hours.” siger han og slikker på hans is. Gad vide om mor allerede har hentet Mel? Det ville gøre det hele meget nemmere, for så kunne jeg være sammen med Joe meget længere tid.

“Let’s go over to the Thames. It’s not that far away.” siger Joe og begynder at gå væk fra isboden.

r stedet, og får Mel med os.

Vi begynder at gå hen mod elevatorerne, og både Joe og jeg har Mel i hånden. Han kigger ned på hende og smiler.

“What's her name?” spørger han og ser op.

“Søde, kan du fortælle Joe hvad du hedder?” spørger jeg Mel. Hun ser op på Joe og svarer: “Melanie.” Hun griner og giver slip fra vores hænder. Hun løber rundt og griner.

“She's a lovely kid.” siger Joe og putter sine hænder i lommen.

“Yeah... Not to sound selfish or anything.” svarer jeg og han ler.

“I know what you mean.” siger han og giver med et skævt smil. Hvordan kan en fyr være så forstående, og sød på engang. Jeg kan hører, at der er en, som kommer løbende efter os, men jeg lægger ikke mærke til ham, indtil han råber: “Miss, stop. Wait!” Jeg ser om på ham, derefter på Mel, og til sidst op på Joe.

“Can you go grab her?” spørger jeg og han nikker med et seriøst udtryk plantet på hans ansigt. Jeg går hen mod manden, der stoppede mig.

“Miss Looney?” spørger han med en italiensk accent.

“Yes,” svarer jeg kort og fortsætter: “What is going on?” Hvem er han? Kan han ikke se, at jeg er midt i noget?

“Room 318?” spørger han og jeg spørger igen, denne gang lidt mere irriteret: “What is going on?!” Han holder en pause for at få vejret. Han må være løbet langt, eller også er han bare i dårlig kondi. Jeg ser på hans ølvom og gætter på det sidste.

“It's your mother. There has been an accident this afternoon... At Westminster Bridge.” fortæller han. Joe kommer hen til mig, med Mel siddende på hans arm.

“What is this about?” spørger han, og ser alvorligt på manden. Manden har fået vejret og fortsætter: “The accident happened at 11:16 this morning. A car crashed into a taxa... And I'm sorry to say that…” siger han, men stopper. Mine øjne bliver blanke af tårer.

“Was... Was my mother in the taxi?” spørger jeg med en grødet stemme. Jeg kan mærke tårerne trille ned af mine kinder.

“Yes, Miss. She was in the taxi…” svarer han og kigger medfølende på mig. Jeg ser ned på mine fødder, og prøver at få det hele til at hænge sammen.

“Is she…” begynder jeg, men kan ikke få mig selv til at spørge. Jeg kigger op på Joe, som ser på mig med medlidenhed. Han sætter Mel ned og stiller spørgsmålet for mig.

“Is she dead?” spørger han. Manden nikker, og det er som om hele min verden braser sammen. Joe trækker mig ind til sig. Hans jakke er stadig våd af regnen, så det at der kommer en million tårer på den, gør nok ikke den store forskel. Han har den ene arm rundt om mit hoved ,og den anden om min ryg. Jeg kan mærke Mel komme hen til mig og tage min hånd.

“Hvad er der sket?” spørger hun og fortsætter: “Hvornår kommer mor hjem?” Jeg tørrer de fleste tårer væk, og sætter mig ned til hende.

“Mel... Mor kommer slet ikke hjem.” siger jeg stille, og hendes ansigt bliver helt udtryksløst. Jeg kigger hende dybt i øjnene, og kan se de blanke tårer som hun holder tilbage, så godt som hun kan. Én efter én triller de ned af hendes kinder. Jeg trækker hende ind til mig i et kram og jeg hører hendes vejrtrækning blive hurtigere.

“Det er okay, Mel. Jeg skal nok passe på dig.” hvisker jeg og kysser hendes skulder. Jeg trækker mig væk og tager hende i hånden.

“The police will be here tomorrow, to talk to you about your mother, and how you get home.” informerer den lille italiener og jeg nikker bekræftende. Han smiler skævt til mig, sikkert fordi han ikke ved hvad han ellers skal gøre.

Sammen går vi alle tre ind i en af elevatorerne, og jeg trykker på knappen, hvor der står et femtal på.

“I can't believe that she's gone…” siger jeg med rystende stemme.

“It will be alright... I promise…” siger Joe, mens han tager min hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...