The Suicide Attempt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 feb. 2016
  • Opdateret: 5 mar. 2016
  • Status: Færdig
Newt hadede labyrinten, han hadede skaberne. Han hadede at føle sig så uvidende og fanget.
Han ville have en ende på det.
På det hele.

6Likes
6Kommentarer
724Visninger
AA

4. IV The Incident

AUTHORS NOTE: Whaaaaaat? Shuck. Allerede næst-sidste kapitel? Holy mothershucking Teresa.

Okay, jeg er ret stolt over det her kapitel, tbh.

Enjooooooooy!

IV The Incident

Det var lidt over et år siden, Newt ankom til lysningen første gang. Nu var han omtrent seksten år gammel. Boksen var begyndt at variere lidt, så der fra nu af kun kom newbies en gang om måneden. Forsyninger kom dog stadig hver uge. De var så mange drenge, at de havde opgivet at holde tal på dem. Men de havde fået sat godt skik og orden på stedet. Alle havde fået deres eget job.

Og Newt var blevet løber.

Han var blevet løber, men løb ikke længere for sig selv. Han løb for de venner han havde fået i lysningen. For Alby, Minho, Zart, Winston, Frypan, Gally, Ben, Jeff, Clint… Han vidste at de stadig troede på en udvej, men hanselv nænnede ikke at blande sig.

Newt drejede forbi den samme korridor for fjerde gang, den dag. Han var ikke engang sikker på, om det var den samme, for han var blevet ligeglad. Ligeglad. Han havde for længst mistet alt tro om at der fandtes en udvej, men Alby mente at det var troen og målet på en vej ud, der holdt de andre lysboere kørende.

Han tjekkede sit digitalur, og lænede sig op ad labyrintmuren. Den var dækket a ranker og blade. Newt kiggede op, og lod sit blik flakke hen ad væggne. Han var ikke særligt langt væk fra portene, der lukkede om kun få minutter. Hvis ikke han snart nåede tilbage …

Og så rejste han sig op, og gav sig til at klatre. Han placerede sine fødder på væggene og trak sig op gennem rankerne. Han håndflader sved og brændte, og han kunne mærke vablerne langsomt tage form.

Men han gav ikke slip, han klatrede videre indtil han var nået halvvejs op over muren. Og så kiggede han ned. Der var langt ned. Hvis han gav slip, og landede på den rigtige måde, kunne han endeligt dø. Endeligt dø.

Han kiggede sig tøvende omkring.

Han åndede så ud en sidste gang: ”Okay, Newt. Så forlader vi det her helvede. ”

Og så gav han slip, og lod sig tage i frit fald. Han krummede sig sammen, klar til at tage imod faldets stød.

Pludseligt jog en svidende smerte op gennem hans ene ankel, og helt op til knæet, og hans krop bumpede ind mod muren, og slog alt luften ud af ham. Han lod et halvkvalt skrig af smerte slippe ud, og kiggede op på sin ankel. Den havde hængt sig fast i rankerne.

Den var vredet over på den mest forfærdelige måde. Han sukkede smertefuldt, og tørrede tårerne, der havde blandet sig med sveden, væk fra sit ansigt ”Hvorfor kan jeg ikke bare dø? ” hviskede han, og pressede øjnene sammen, for at lukke den hvidglødene smerte fra hans ben ude. ”Jeg hader mit liv. ”.

Han forsøgte endnu en gang, at frigøre foden fra rankerne, men selv den mindste bevægelse fik ham til at skælve i så ulidelig en smerte, at han begyndte at se sorte pletter for sit syn. Han opgav at prøve.

Portene lukker alligevel snart i, og så kommer der nok en straffer og tager sig af mig.

Han pressede øjnene sammen, og bad til at besvime. Han kunne ikke tage smerten længere.

Besvim nu, Newt. Besvim nu. Vær sød, at besvime Newt.

Så blev det hele mørkt, og han kunne mærke sin krop blive slap imod den kolde mur.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...