The Suicide Attempt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 feb. 2016
  • Opdateret: 5 mar. 2016
  • Status: Færdig
Newt hadede labyrinten, han hadede skaberne. Han hadede at føle sig så uvidende og fanget.
Han ville have en ende på det.
På det hele.

6Likes
6Kommentarer
750Visninger
AA

2. II The Awakening

AUTHORS NOTE: Hey! Jeg er tilbage med endnu et kapitel af "The Suicide Attempt. ".

Jeg beklager virkelig kommafejlene, og den ringe ottendeklasses-grammatik. Tusind tak for de otte reads jeg har fået... Jeg havde aldrig troet, at bare to personer ville tage sig tid til at læse det jeg havde at sige. (lol. )

Enjooooooooy!

II The Awakening

”Se så at komme op med dig, newbie. ” Det var Minho der ruskede i ham. Newt farede op og slog hovedet på en tyk gren. ”Hey! Rolig nu, bønnespire. ” mumlede Minho og Newt rynkede panden ad ham

”Hvorfor fanden bliver jeg kaldt en bønne? ” spurgte han da adrenalinen endelig var stilnet af.

”Det er bare noget klunk Alby syntes var sjovt at kalde mig da jeg lige var kommet op… Jeg tror det betyder omtrent det samme som en shucking nybegynder. ” Minho trak på skuldrene.

”Åh” sukkede Newt stadig forvirret over de få ord, der ikke så ud til at ligge i hans ordforråd ”Undskyld at jeg gjorde grin med dig...” mumlede han så, og satte sig ned foran Minho igen. ”Men jeg ved bare virkelig ikke… Jeg er så bange. ” næsten hviskede ham og lagde armene omkring sine knæ så hans læg blev blottet.

”Det er noget af et sår du har dig der, huh shank? ” pegede Minho Newt kiggede overrasket ned ”Åh, ja… Det sår havde jeg nær glemt alt om. ” han sukkede

”Du kan komme med tilbage og få det renset - så der ikke kommer betændelse i. ” sagde Minho og rejste sig for at hjælpe Newt op at stå.

 

”Woah, har I virkelig fået bygget alt det der selv? ” Spurgte Newt overrasket. Det var første gang siden han kom dertil, at han havde fået mulighed for at scanne sine omgivelser ordentligt.

”Jo altså… Da jeg og Alby kom hertil var det hele her allerede. Jeg mener, det shucking hus derovre og laden og dyrene. Vores eneste job var at holde det klunk oppe at køre. ” svarede Minho stolt og slog armene ud som for at præsentere det imens han førte Newt til ’hovedkvarteret’.

”Jeg går sgu da fandeme ikke derop. ” vrissede Newt og så mistroisk op på det der så ud til at kunne styrte sammen hver øjeblik det skulle være, da Minho prøvede at trække ham med ind. ”Helt ærligt, Newt. Der sker ikke noget. Jeg og Alby overnatter altid derinde. ” rullede Minho med øjnene.

”I lever sgu da virkeligt livet så kanten? ” bemærkede Newt sarkastisk imens han krydsede armene men han fulgte alligevel Minho ind og op ad de skæve vakkelvorne trapper for hellere have en hurtig død, end at skulle udstå endnu en forvirret dag.

”Godt, sæt dig ned, bønnespire. ” beordrede Minho, og Newt parerede ordre, og satte sig ned på en seng - lige så skæv som resten af stedet.

”Jeg troede jeg bad dig om at lade være med at kalde mig det dér bønne-noget. ”

”Ja, ja. Bare sid stille imens jeg renser såret, din shank. ” svarede Minho fraværende, og Newt mumlede ”Du kan sgu da selv være en fandens shank. ” imens han bed smerten i sig… For det var tydeligvis første gang Minho rensede et shucking lortesår. Og Newt tog sig selv i at bruge deres form for slang.

Farvel gamle liv. ” sukkede Newt og Minho kluklo ”Hvordan det så end var at have et liv. ” og Newt lo, en vidunderlig følelse fra mellemgulvet og op til brystet. ”Nå, hvad ler I shanks så ad? ” Spurgte Alby da han trådte ind.

”Det er bare Newt der siger farvel til sit gamle liv, ” svarede Minho og tilføjede ”shank. ” og Alby rullede med øjnene og satte sig ned foran Newt.

”Du løber ret hurtigt, huh? Vi så hvordan du spænede ned gennem plænen og ind ad skoven. Ret imponerende. ” Newt gloede bare på ham. ”Og hvad så? ”

”Du skal jo være løber! ” Udbrød Alby begejstret, og da Newt rynkede panden i forvirring tilføjede han: ”Du skal løbe rundt i labyrinten og hjælpe med at finde en vej ud, selvfølgelig! ”

”Nåh… Så der er altså en vej ud? ” Spurgte Newt da det endeligt begyndte at dæmre for ham ”Hvornår tager vi så afsted til labyrinten, Minho? ” spurgte han og vendte sig mod Minho.

”Ingen anelse, faktisk. Så snart som overhovedet muligt… Dørene lukker snart i. ” svarede Minho og tjekkede sit ur. ”Okay. ” svarede Newt spændt, begejstret over at have fået lov til at komme med.

”Jeg henter dig i morgen tidligt for at introducere dig til at løbe, klunkfjæs. ” sagde Minho og rejste sig op ”Jeg ved altså godt hvordan det er man løber… Og du kan selv være en klunk! ” Råbte Newt efter ham. ”Ja, ja! ”lød Minhos svar udefra.

”Hey Alby, det var dit navn ikke? ” Spurgte Newt selvfølgelig var det dét… han kendte jo kun to mennesker i verden. ”Alby. ” svarede den mørkere dreng.

”Jeg ved ikke engang hvordan det er jeg selv ser ud. Vil du beskrive mig, for mig? ” spurgte Newt håbefuldt idet Alby tøvende studerede ham og svarede følgende: ”Du er høj… Ja, højere end mig, og slank men på samme tid muskuløs. - Du er nok fjorten, hvis ikke jeg tager fejl. - Du har blondt hår - nej, det er mere sandfarvet, - der falder dig om skuldrene, og mørke øjne. Din næse er lille og spids, og kæben er markeret. En ordentlig grim shank. ”

Newt nikkede med rynket pande over beskrivelsen. Han kunne udmærket forestille sig selv, han havde bare svært med at forestille sig at det var ham. For ikke at nævne, at han følte sig meget ældre.

”Åh… Okay. ” svarede han.

”Minho har nok et spejl et sted. Han er nemlig helt besat af sit hår. ” improviserede Alby og Newt lo endnu en gang.

”Du er en fin fyr, Newt. Du bliver en shucking fremragende løber. ” Sagde Alby og rejste sig op. ”Tak, ” svarede Newt og lagde sig ned på sengen igen imens han grublede over hvad han nok ville møde i labyrinten næste morgen og så faldt han i søvn. En søvn med en masse besynderlige og forvirrede drømme der bestod udelukket af lysglimt og slørrede stemmer.

Newt vågnede endnu en gang ved Minho der ruskede i ham og bad ham om at stå op ”Kom så skatter Newtie, vi skal ud og bestille løberting. ” Newt stønnede irriteret over Minhos sarkasme idet han vendte sig om på maven for at gnide søvnen ud af øjnene.

”Hvad er klokken overhovedet? ” spurgte han da han endelig satte sig op. ”Halv shucking fem. ” svarede Minho fraværende der stod og kiggede ud af vinduet. ”Du har fandme bare ikke vækket mig klokken halv fem. ” svarede Newt og rejste sig for at strække sin ryg, men da han tjekkede det armbåndsur, han havde haft med sig op af boksen, havde Minho talt ganske sandt. Digitaluret sagde shucking 04.30am. Newts blik flakkede bebrejdende mellem uret og Minho, der stod og smiskede uskyldigt.

Newt stønnede irriteret, og Minho bad ham om at følge med hvorefter han ledte Newt ned ad vindeltrapperne der var endnu værre at gå ned ad end at bestige, og Newt havde nær brækket nakken tre gange på vej ned. ”Af alt det med skumle labyrinter og hukommelsestab … Havde jeg aldrig troet, den største fare var de her fandens trapper. ” forsøgte Newt at joke og Minho lo ”Den var god, bønne - Altså Newt. ” Newt smilede ved lyden af sit navn og Minho førte ham hen til det han kaldte ’korthuset’.

”Nå? ” spurgte Newt da Minho havde lukket døren bag dem, i den lille godt skjulte hytte i skoven. ”Nå hvad? ” Spurgte Minho irriteret idet han satte sig ned, tog et stykke blankt papir og en pen frem. ”Hvad skostørrelse bruger du? ” spurgte han så, ”Øh, ” svarede Newt og tog de flade sko han havde på af for at tjekke størrelsen på dem ”Størrelse 41. ” svarede han og Minho skriblede noget ned ”Du får også brug for noget seletøj og en rygsæk. ” mumlede han og foldede så papiret sammen og forlod kortrummet. Newt tænkte at der var noget ravruskende galt med den asiatiske dreng med det fremragende hår, før han irriteret fulgte efter ham hen til boksen.

Minho åbnede de store brede låge, og smed papiret ned i den. ”Hvad fanden laver du, Minho? ” spurgte Newt forvirret idet Minho lukkede boksens døre igen, og tjekkede sit ur.

”Dine løberting må være her inden for fire dage ” svarede han og smed sig ned på græsset, og Newt fulgte hans eksempel - træt af at få sine spørgsmål besvaret med sarkasme og irritation, som om det var det mest normale at vågne op i en skide-labyrint med nul anelse om hvem man selv er.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...