The Suicide Attempt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 feb. 2016
  • Opdateret: 5 mar. 2016
  • Status: Færdig
Newt hadede labyrinten, han hadede skaberne. Han hadede at føle sig så uvidende og fanget. Han ville have en ende på det. På det hele.

6Likes
6Kommentarer
594Visninger
AA

1. I The Arrival

AUTHORS NOTE: Altså, jeg ved godt at det her hverken følger bogen hvor Newt samme med tredive andre drenge vågnede op i labyrinten omkring boksens døre (Kapitel 9 i Infernoet), eller filmen hvor Alby tilbragte en hel måned alene før den næste bønne dukkede op, men vær søde at bære over med mig, det her er min første fanfiction nogensinde, og jeg har prøvet at få den til nogenlunde at passe ind. 

Jeg håber virkeligt at I nyder de første kapitler lige så meget som jeg har nydt at skrive dem.

Enjooooooooy!

I The Arrival

Han kom op på alle fire og hostede voldsomt, som om han lige var blevet trukket op på land, efter at have druknet. Hele hans krop skælvede voldsomt, da han famlede rundt i mørket, før han rystende kom op på knæ, og støttede sig op mod nogle kasser markerede med bogstaverne han lige kunne ane. W.I.C.K.E.D. Wicked som i onde? Han kunne lugte brændt metal, og de voldsomme hvirvlende lyde og stærke lysglimt uden for boksen fortalte ham, at han var i bevægelse. Han glippede med øjnene i et forsøg på at få dem til at vende sig til mørket, idet boksen han lå fanget i svingede et skarpt hjørne og fik ham kastet hen over det hårde metalgulv. Han kravlede hen til et hjørne, krummede sig sammen og trak knæene op til sig. Newt, Mit navn er Newt. Men han kunne ikke huske sit efternavn eller familie eller noget som helst andet.

Han kiggede op efter et par minutter i vildrede, og begyndte at skrige da han så boksen i fuld fart imod loftet. ”Hjælp mig! ” skreg han halvkvalt ”Hjælp mig, ellers dør jeg! ” Han kom hurtigt på benene, ignorerede den svidende smerte i sin læg han ikke havde lagt mærke til før, følte på væggene omkring sig imens han slog på dem og skreg ”Hjælp mig, en eller anden! ” Indtil boksen endelig stoppede brat op og han blev kastet over i det modsatte hjørne.

Der gik et minut, og så to minutter før metaldørene i loftet langsomt gled op og en asiatisk udseende dreng stak hovedet ind og smed et reb ned til ham og smilede smørret ”Hey shank, navnet er Minho og sæt så den skide fod i løkken på rebet, så vi kan hejse dig op. ”

”Hvem er I? Hvor er jeg? Hvorfor er jeg her? ” Kvækkede Newt hæst og bakkede op i hjørnet og pressede sig imod væggene, et ynkeligt forsøg på at forsvinde. ”Og hvad er Minho for et navn? ” tilføjede han efter en kort pause hvor han studerede Minho, en ikke så høj, tætbygget muskuløs fyr med fremragende hår.

”Hvad er dit skide navn så, shank. ” spurgte en mørkere dreng der præsenterede sig selv som Alby og rystede lidt med rebet ”Vil du ikke med op? ” Newt kiggede op på dem, tøvede så før han besluttede sig at tage fat om rebet og sætte foden i løkken for at blive trukket op.

Han glippede med øjnene for at få dem til at vende sig til det stærke sollys, idet han vaklende kom op på benene, og kiggede sig omkring på det han ud fra sin hukommelse at dømme lignede og lugtede af en bondegård. ”Ja, tjek du bare din nye hybel ud. ” Bemærkede Minho og lo skrattende.

Newt vendte hurtigt om, og rettede opmærksomheden imod drengene foran sig imens han støttede sig mod boksdørene ”Hvorfor kan jeg ikke huske en eneste fandens ting? ” spurgte han frustreret og pressede øjnene sammen, koncentrerede sig til bristepunktet for at finde selv den mindste information om hans liv, men blev afbrudt af Alby ”Hvad er dit navn, bønnespire? ” Newt tænkte lidt over spørgsmålet før han svarede ”Newt. ” og efter et kort ophold gentog han ”Mit navn er Newt. ” og mærkede tårerne presse på. Hvorfor kan jeg ikke huske andet?

Så har du jo ikke rigtigt noget at prale over, Newt. ” hånede Minho men Newt var for bange, og nysgerrig til at tage sig af det.

”Hvor er jeg? ” prøvede han endnu en gang, imens han begyndte at ryste i hele kroppen ”Hvor fanden er jeg? ” han så spørgende hen på Alby der trak på skuldrene tydeligvis selv I forvirring ”Ingen anelse, jeg kom her for en tre uger siden. En uge senere kom Minho, og nu er det dig. ” han så hen på Minho der havde rullet ærmerne på sin skjorte op, som for at vise sine muskler frem.

”Der er en Labyrint derude, ” Svarede Minho simpelt og koldt, og pegede ud bag sig på de kæmpestore mure Newt endnu ikke havde lagt mærke til. ”vi tror det er meningen at vi skal finde en vej ud. ” Og fik Newt til at løfte øjenbrynene.

”En … Labyrint? ” Spurgte han forvirret ”Ja, en skide labyrint, din shank. ” Gentog Minho irriteret, ”Vi tror det er meningen vi skal finde en vej ud, men dørene lukker hver aften så Labyrinten skifter form, så vi ved ikke en skid om hvad det er der sker her. ”

Men Newt var holdt op med at høre efter for han satte af, og løb så stærkt han kunne imod den lille skov, han ved at kaste et enkelt blik fik at vide lå mod sydvest. Han snublede ikke en eneste gang, og selvom Minho vredt satte efter ham var Newt for hurtig, og snart var han gemt godt væk i et udhulet træ, som han lige kunne passe i.

”Hvor er min skide hukommelse blevet af … ” Mumlede han og tårerne begyndte at strømme frem, og han gemte hovedet i knæene for at hulke ”Forbandede Mean-hoe og Alby. Skide bondegård. Skide Labyrint. ” Han trak benene op til sig og tørrede sit våde ansigt, og begyndte at gå i panik igen.

”Jeg kan ikke huske noget … Jeg kan ikke huske noget … Hvorfor kan jeg ikke huske noget? ” Hele hans krop skælvede, og han tørrede frustreret sit våde hår fra ansigtet, og lænede sit hoved mod træet for så at vælte ud af træet, og råbe forskrækket op da hele lysningen begyndte at ryste, og truede med at vælte træerne ned over hans hoved.

Han rullede ud på jorden, og kom flygtigt op på benene for chokeret at se de hundrede meter høje mure - der var synlige, selv gennem de vildtvoksende træer - glide imod hinanden, og lukke sig. Han mærkede en knugende fornemmelse i brystet, et strejf af klaustrofobi, og han sank ned i jorden igen, og faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...