ALLE DE TING VI IKKE SER

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2016
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Sam er født og opvokset i den lille flække Crystal River, og hun er journalist for deres lokalavis. Det virker bare som om, at hun ikke rigtigt kan få den respekt og det gennembrud som hun brændende ønsker.
En kold november nat begår en ung kvinde selvmord, og Sam beslutter sig for at undersøge den mystiske hændelse for spændende skrivestof. Jo dybere hun kommer ind i sagen, jo mere mistanke får hun. Hendes undersøgelser vækker en ubehagelig sag om magtmisbrug og masseblodudgydelser indenfor noget af det byen tilbeder mest - Kirken.
Men det er farligt at stille spørgsmål, og jo dybere inde i sagen hun kommer, jo mere grotesk bliver den. Og jo farligere.
- Vinder af Netflix konkurrencen - 1. plads

5Likes
10Kommentarer
1662Visninger
AA

3. TO GANGE DRAMA

Der blev helt stille, da Sams far bankede sin kraftige hånd ned i bordet, i en voldsom vrede. Han kiggede vredt rundt på de tre resterende familiemedlemmer, men undgik så vidt som muligt at kigge på sin femogtyve årige søn. Sidstnævnte sad ellers ved bordets æresplads, og alle havde sådan glædet sig til at se ham i dag.

Han kom hjem igen for første gang i flere måneder for at fortælle om sin nye kæreste, som tilsyneladende var en dreng. Sam havde i lang tid båret rundt på en mistanke om, at hendes bror var homoseksuel, ikke at det gjorde hende noget. Hendes bror havde vel altid været en smule anderledes, og hun havde set de skjulte blikke han sendte de lækre drenge fra deres fælles skole. Men hun støttede det, kærlighed er kærlighed. 

Hendes far til gengæld. Det var en helt anden sag. 

”Sam vidste du noget om det her?” spurgte faderen vredt, og kiggede på hende med et blik, der sagde alt. Sam rystede skræmt på hovedet, og kiggede ned i jorden. Hun vidste at for hendes gudfrygtige forældre var det her noget af det værste der kunne ske. Der ville hurtigt gå rygter i byen, og det ville bringe skam over hendes ellers så velsete forældre. For dem var homoseksualitet en absolut syn. Selvom hun ikke var det mindste enig, turde hun ikke starte et skænderi med sin far.

”Frank, lad ham tale ud” sagde Sams mor, mens hun kiggede på sin søn med et overbærende blik. Sams bror sad stille i et par minutter, og sagde ikke noget. Hun havde lyst til at ruske i ham, og få ham til at starte det oprør som hun selv havde været for bange til at påbegynde.

”Der... er... ikke så meget mere i det” mumlede broderen grådkvalt, og kiggede ud af familien store vinduer. Udenfor var det begyndt at regne. Man kunne samtidig høre vindens piben gennem de ikke specielt robuste vægge.

Sam kiggede på sin bror med et medlidende blik i øjnene. Hun vidste at faderen snart ville komme med et uundgåeligt ultimatum. Enten skulle han bryde med kæresten eller familien. Sådan var det. Faderen ville ikke kunne klare hånen fra byens resterende familier, og de ville snart ikke længere være specielt respekteret i kirken. Den åh så fantastiske kirke. Hun havde lært hvad kirken betød på den hårde måde, med lussinger og ubehageligheder.

Hendes far løftede sin tykke pegefinger, og rejste sig fra stolen. Han var fuldkommen rød i sit, ellers lille og hvide hoved, og derudover råbte han diverse skældsord. Tekopperne på bordet rystede.

”Enten slår du op med din ”kæreste”, og kommer tilbage til vores familie – eller også er du udstødt” råbte faderen med en så klar røst at ingen burde være i tvivl om at han mente det.

”Frank.” Sams mor forsøgte stille, men ét blik lukkede hendes mund. Sams bror kiggede rundt på Sams og moderens forskræmte ansigtsudtryk. Hans ansigt var trukket sammen i en beslutsom grimasse.

”Min kæreste betyder langt mere for mig, end dig og dine syge holdninger. Jeg er glad for at komme væk” sagde han og råbte så højt som han overhoved kunne. Sam var sikker på at naboerne ville stikke hovederne langt ud af vinduerne for at kigge med. Det var sådan det foregik i nabolag som disse – alle skandaler lagde op til sladder.

”Skynd jer væk, mens I stadig kan” sagde hendes bror, mest rettet til Sam selv. Med det gik han ud af hoveddøren og smækkede den godt og grundigt efter sig. Hendes mor sad som for stivnet, og tårer fossede ud af hendes lukkede øjne.

I det selvsamme sekund ringede en mobil.

Sam kiggede opgivende på sin taske, og greb mobilen fra den. ”Hej Sam, jeg håber ikke at jeg forstyrrer” sagde en stemme, som lød genkendelig.

”Du ringer faktisk på et lidt dårligt tidspunkt, er det vigtigt?” spurgte Sam, mens hun bevægede sig en smule væk fra spisestuen. Opkaldet kom fra en af byens kriminalassistenter. Sam kom tit efter oplysninger på politistationen. Så tit at hun næsten var gået hen og blevet en gammel kending, alle kunne godt lide hende og ofte gav de hende små bidder af information. Uofficielt selvfølgelig.

En ung kvinde har begået selvmord, omkring klokken tre i går nat ved molen. Jeg ville definere det som rimelig vigtigt” sagde stemmen. Sam tænkte i brøkdelen af sekund før hun hurtigt bekendtgjorde, at hun var på vej og lagde sin mobil ned i sine jeans baglomme.

”Jeg må gå” sagde hun kort til sine forældre. Efter at have smækket døren bag sig, åndede hun lettet ud. Den dårlige samvittighed plagede hende, hun burde være grebet ind under opgøret mellem broderen og faderen.

Hendes bror havde gennem store dele af Sams liv støttet op om hendes beslutninger, i sær da hun bekendtgjorde for forældrene at det var den skrivende vej hun ville gå. Hendes far ejede en butikskæde, og eftersom hun altid havde været hans yndlings var han gået ud fra at hun ville tage over.

 

Ved molen var der overbefolket af politibetjente, kriminalassistenter og en masse tilskuere. I Crystal River boede cirka 12.000 mennesker, og selvom det lød som en pæn sjat, var det ikke meget. I hvert fald ikke mere end, at alle skandaler – små som store – tiltrak uønsket opmærksomhed. Det havde hun grusomt erfaret under high school.

”Hej George, tak for tippet” råbte hun, da hun gik hen til det stribede bånd, som markerede en grænsen mellem gerningsstedet og de udefra stående. George kiggede på hende, og nikkede. Hun hilste på andre betjente, og prøvede ihærdigt at charmere sig til en smule information.

”Den døde hedder Sandy Bechman, og er en journalist fra Washington. Arbejdet på adskillige store aviser rundt om her i landet og i Storbritannien” sagde en overbetjent fra stationen ved navn Josh.

”Tusinde tak Josh, nogle overvejelser om hvad der førte til selvmordet?” spurgte hun skeptisk. Journalisten var ikke fra byen, men Sam havde bestemt hørt navnet før. Sådanne store journalistiske navne, plejede at tjene nok til at kunne leve et godt liv. Hun havde desuden hørt at Sandy Bechman næsten lige havde adopteret.

”Vi er ikke sikre på at det rent faktisk er selvmord” hviskede Josh, og kiggede sig nervøst omkring. ”Hendes hals og ansigt er dækket af røde mærker som om nogle har holdt hende stramt fast. Det ligner også at hun har kæmpet i mod noget eller nogen” sagde han, og gik derefter hurtigt væk.

Sam kiggede sig omkring, og blandt skaren af fremmødte stod en mand og kiggede direkte på hende. Han så bekendt ud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...