ALLE DE TING VI IKKE SER

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2016
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Sam er født og opvokset i den lille flække Crystal River, og hun er journalist for deres lokalavis. Det virker bare som om, at hun ikke rigtigt kan få den respekt og det gennembrud som hun brændende ønsker.
En kold november nat begår en ung kvinde selvmord, og Sam beslutter sig for at undersøge den mystiske hændelse for spændende skrivestof. Jo dybere hun kommer ind i sagen, jo mere mistanke får hun. Hendes undersøgelser vækker en ubehagelig sag om magtmisbrug og masseblodudgydelser indenfor noget af det byen tilbeder mest - Kirken.
Men det er farligt at stille spørgsmål, og jo dybere inde i sagen hun kommer, jo mere grotesk bliver den. Og jo farligere.
- Vinder af Netflix konkurrencen - 1. plads

5Likes
10Kommentarer
1661Visninger
AA

4. MAGT

”Jeg siger dig Jose, han kiggede direkte på mig” hviskede Sam i telefonen. Hun sad på en bænk tæt ved molen, og kiggede lettere skræmt rundt. ”Årh lad dog vær med at være sådan en bangebuks. Du kan ikke flippe helt ud over en helt tilfældig mand, det kunne være at han slet ikke kiggede på dig?” foreslog hun halvgrinende over Sams stupide frygt.

”Nej, jeg siger dig. Det her er altså ikke noget jeg forestiller mig. Det gav mig de vildeste myrekryb, han så også rimelig genkendelig ud” sagde Sam, og memorerede ham. Han havde et bestemt karakteristisk ansigt.

Åh Sam, nu må du altså ikke gå helt kold over det. Han var sikkert bare en eller anden tilfældig person” sagde Jose på en måde Sam kendte alt for godt. Jose tænkte på medicinen, og på om det her blot var endnu en vrangforestilling.

”Det her er altså ikke noget jeg forestiller mig, jeg må smutte – vi ses” afsluttede hun hurtigt, og kiggede rundt på de forbipasserende. Hun var nødt til at fokusere på et eller andet, ellers ville dagens mange uheldige episoder vælde op i hende. Hun besluttede sig for at tage til politistationen, for at finde ud af mere om det mystiske selvmord. Det kunne udgøre en god artikel i avisen, det kunne også betyde at hun måske fik lov til at få en dobbeltside, hvis hun fik skrevet artiklen interessant nok.

Byens avis var lille, og selvom de fleste af byens borgere var abonnenter, var der ikke mange penge til rådighed efter diverse udgifter. Med andre ord var der kamp om de bedste og mest indtjenende historier. Ud over det var Crystal River ikke den mest begivenhedsrige by i verden, så skrivestof hang ikke på træerne. Mange af avisens sider omhandlede ligegyldigheder som kirken, og nabolagets halvsandfærdige sladder.

Sam kunne godt tænke sig at arbejde på en ”rigtig” avis, som ’The New York Times’. Hun var dygtig men ung, og respekten for hendes hårde arbejde var næsten ikkeeksisterende blandt de garvede journalister. Disse havde for længst haft deres storhedstider, men det afholdte dem ikke fra at skrive nogle halvdårlige artikler, som ifølge chefredaktøren var både forside – og dobbeltside stof. Hun led under både at være i starten af tyverne og en kvinde. De fleste mente at hun blot burde holde sin mund – lytte og lære.

 

Hun skubbede døren til stationen op, og hilste på en af sekretærerne. Hun havde ringet til Josh, og meldt sin snarelige ankomst. Han trådte kort tid efter ud af en elevator, og hilste lavmælt på hende. Det var ingen hemmelighed at de fleste betjente på stationen godt kunne lide hende, men at de gav hende fortrolige oplysninger om mordvåbner, gerningsmænd og ofre - det var en helt anden sag. Hun havde en glimrende evne til få dem til at fortælle oplysninger, der var erklærede hemmelige.

”Hej Sam, hvad kan jeg så hjælpe dig med?” spurgte Josh, og kiggede kort på hende. ”Kan jeg lokke dig til at fortælle mere om selvmordet?” spurgte hun lavt, og lavede tiggende bevægelser med sine hænder. ”Der er ikke noget at fortælle, sagen er lukket” sagde overbetjenten, og kiggede sig indiskret omkring. ”Hvad mener du? Det var da dig der sagde, at det kunne være et potentielt mord” spurgte Sam vredt – en stor del af hendes historie røg der. ”Det mener jeg også at det kunne være, men sagen er lukket efter strenge ordrer oppe fra” hviskede Josh, og pegede op i luften. Sam rynkede brynene og kiggede på ham.

Historien kunne hun undvære, men at sandheden ikke kom frem gik stik i mod hendes principper. En kvinde kunne være blevet myrdet, og ingen ville nogensinde finde ud af det og gerningsmanden ville ikke få sin straf. Hun stirrede vredt ud i luften.

”Jeg beklager Sam, jeg synes også selv at det er voldsomt forkasteligt, men der er intet at gøre. Du må ikke nævne det jeg sagde tidligere for nogen, jeg kan blive fyret hvis det slipper ud” sagde Josh. Sam tænkte sig om, nogen højt oppe i systemet ville forhindre en modefterforskning, det gav ingen mening i hendes hoved.

”Sam, det vil få konsekvenser hvis du begynder at undersøge det her, jeg ved ikke hvem dem ”højere oppe” er, men det virker som om at de har en utrolig magt” sagde Josh alvorligt. Sam nikkede halvhjertet til ham. Manden havde læst hendes tanker som altid.

”Josh jeg ved ikke om det er relevant, men efter at jeg havde talt med dig tidligere i dag, fangede jeg en mand i at stirre på mig” hviskede Sam paranoidt. Josh kiggede overbærende på hende, og hun vidste hvad han ville sige få sekunder fra nu.

”Hold mig underrettet hvis du ser ham igen, men tror du ikke at du overdriver? Har du fulgt din medicin ordentligt?” spurgte han med to rynkede bryn og et skeptisk ansigtsudtryk. Sam stønnede irriteret, hun kunne ikke sige noget uden at få en kommentar om den åndssvage medicin. Hun kiggede olmt på Josh i et par minutter, før hun skyndte sig væk fra stationen. Hun følte sig rastløs og havde ikke lyst til at tage hjem til sin lille to-værelset lejlighed. Hun havde mest af alt lyst til at undersøge ”selvmordet” nærmere. Hun sparkede til en tom konserveringsdåse, og satte sig på en trappe lidt væk fra stationen for at tænke det hele igennem. Hun undres over, hvordan nogen kunne have autoritet til at stoppe en efterforskning, også selvom det lignede er selvmord. Blot af den grund havde hun lyst til at undersøge videre. Hun ville få en masse godt og spændende stof til sin artikel, og sandheden ville komme frem. En sådan artikel ville nok også åbne øjne hos nogle af de store aviser rundt omkring i landet.

 

Sam trådte prustende ind af døren til avisens hovedkvarter. En lang trappe førte op til de små kontorer, og da der ingen elevator var skulle hun gå op af dem hver gang hun skulle på arbejde. Det mindede hende hver gang om, at hun måtte se at begynde at løbe igen. ”Hej Sam” råbte Marissa, da hun trådte ind i rummet. Sam nikkede smilende til hende, og satte sig på sin plads ved skrivebordet. Hun søgte som det første på Sandy Bechmann på Google, og en masse hits kom op. Sam trykkede sig ind på det første af dem.

Sandy havde før sin død arbejdet på ’The Guardian’ og på avisens hjemmeside havde de dedikeret en artikel til minde for hende. Der stod ikke meget som Sam ikke allerede vidste, så hun søgte videre. Hun fandt ud af at Sandy havde tre brødre, hvor af en var blevet dræbt i en bilulykke, en boede i Skandinavien og en boede tæt på Sandy i Los Angeles.

”Hej Sam” hendes chef trådte ind af døren, og smilede til hende. Chefen var en pervers mand på femogtredive som havde både hustru og børn og eftersigende var rimelig gudfrygtig. Alligevel følte han sig ikke for god til at kigge indiskret når de kvindelige journalister havde nedringede bluser på. I dag var dette dog ikke tilfældet. Sam havde taget en højhalset bluse på, og hendes bukser var derudover løse og ikke afslørende. ”Hej Mark, jeg har været nede og kigge på selvmordet ved molen” sagde hun, og kiggede på chefen. Han nikkede uinteresseret, og stak sine hænder ned i sine bukselommer. ”Jeg har allerede folk på sagen Sam” sagde han irettesættende, og kiggede på hende. Sam sukkede lydløst, og kiggede irriteret på hende. ”Men jeg har allerede rimelig meget, jeg tror at jeg kunne skrive en god artikel” sagde Sam forhåbningsfuldt.

”Lad du bare de garvede om det, og fokuser på den opgave jeg gav dig i tirsdags” sagde han, og grinede lavmælt. Sam nikkede, og kiggede derefter fraværende på sin computer. Hun havde ikke i sinde at give artiklen uden kamp, til en underkvalificeret ”journalist”.

Hun gemte starten på artiklen, og de oplysninger hun havde fundet om Sandy Bechmann på et USB-stik og lukkede sin computer ned.

”Jeg smutter” sagde Sam, mest henvendt til Marissa, og gik hurtigt ud af døren. Hun var allerede i gang med at booke flybilletter til Los Angeles. Hun skulle til bunds i den her sag, nu hvor ingen andre længere ville. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...