ALLE DE TING VI IKKE SER

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2016
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Sam er født og opvokset i den lille flække Crystal River, og hun er journalist for deres lokalavis. Det virker bare som om, at hun ikke rigtigt kan få den respekt og det gennembrud som hun brændende ønsker.
En kold november nat begår en ung kvinde selvmord, og Sam beslutter sig for at undersøge den mystiske hændelse for spændende skrivestof. Jo dybere hun kommer ind i sagen, jo mere mistanke får hun. Hendes undersøgelser vækker en ubehagelig sag om magtmisbrug og masseblodudgydelser indenfor noget af det byen tilbeder mest - Kirken.
Men det er farligt at stille spørgsmål, og jo dybere inde i sagen hun kommer, jo mere grotesk bliver den. Og jo farligere.
- Vinder af Netflix konkurrencen - 1. plads

5Likes
10Kommentarer
1634Visninger
AA

8. INDTRÆNGING

Da Sam slog øjnene op, var hun helt sikker på at nogen var i rummet. Nogen overvågede hende, hun kunne høre de tavse vejrtrækninger i rummet. Hun var bare nødt til at tænde noget lys. På natbordet ved hendes side kunne hun ikke mærke usb-stikket, hvilket med det samme fik hende til at gå i panik. Hun rakte ud efter den lille lampe, der stod på hendes natbord. Før hun endnu nåede til lampen, holdte nogen en hånd for hendes mund og lyset blev tændt.

Foran Sam stod tre muskuløse mænd klædt i sort, hvis situationen havde været lidt mindre seriøs var hun nok begyndt at grine grundet deres mærkelige ansigtsudtryk – men hun var for bange til at gøre noget. Alle mænd havde både små og store pistoler, som skulle de i krig. Hun overvejede sine muligheder, i mens hun kiggede på de tre mænd med en – forhåbentlig – undertrykt frygt.

”Vi skal bare have usb-stikket, og du skal glemme alting – så sker intet” sagde manden, længst til venstre og lagde usb-stikket ned på natbordet. Fyrretusinde tanker fløj igennem Sams hoved på brøkdelen af et sekund – det usbstik var hendes karriere. Hun ville aldrig blive stor i denne lorte by, og havde hun en stor historie kunne hun komme til New York.

Hånden omkring hendes mund var fjernet, og Sam åbnede munden som for at sige noget. Ikke en lyd kom ud af hendes mund, men hendes læber blev i et krampagtigt overrasket udtryk.

”Nej!” fik hun endeligt udtrykt, ved hjælp af megen selvoverbevisning. Hun hoppede ud af sengen, greb usbstikket og løb med noget besvær uden om de bevæbnede mand. Hvilke tanker der fik hende til at begå disse sindssygheder vidste hun ikke. Hun løb ud i entreen, og nåede knap nok at gribe sin jakke før hun var uden for lejligheden. Bag hende begynde de muskuløse mænd i sort, endelig at fatte hvad var ved at ske.

Sam var allerede ude af hoveddøren, da de løb ned i trappen. ”Kom nu for fanden” blev der kraftfuldt råbt fra lejlighedskomplekset. Sam løb så hurtigt som hun – til trods for sin dårlige form – kunne mod politistationen, her kunne hun være beskyttet.

Bag hende løb prustende stemmer, og voldsomme trusler. Sam kunne mærke sveden der piblede ned af hendes pande, og håbede på at hun havde taget pillerne med. Hun mærkede efter i sine jakkelommer, men pillerne var ikke at finde.

Hun kunne blot en vej fremme øjne sig politistationen, og Sam løb nu så hurtigt at hele hendes system bønfaldt hende om at stoppe, de var lige bag hende og sikkert meget hurtigere.

Hun spurtede ind af politistationens svingdør, og blev forpustet mødt af receptionistens forvirrede blik. Sam skyndte sig hen til disken, og prøvede at sige noget. Hun gav hurtigt op, og åndede lettet – hun var sluppet væk. Men helt sikkert kun fra en kort stund. Ude i mørket kunne hun ane de tre mænd, der stod gemt væk bag et par træer, og røg et par cigaretter. Afventede hende.

”Hvad kan jeg hjælpe med Sam?” spurgte receptionisten, som Sam for længst havde glemt navnet på. Sam kiggede på hende, alt i mens hun tænkte sig om. Hun havde usb-stikket, hvilket ville sige alle kilderne. ”Jeg tror nogen forfølger mig, kan I køre mig til min arbejdsplads, det er et spørgsmål om liv eller død” sagde Sam dramatisk og kiggede ængsteligt ud af vinduet. Receptionisten så ud til at kede sig, og kiggede sig omkring.

”Okay, men under stærkeste diskretion – jeg er så træt af at sidde her” sagde hun, og tog sin jakke. Sam kiggede taknemligt på hende, og skyndte sig efter hende ud af døren. Hun kunne skimte de tre mænd i mørket, og småløb efter den hurtige receptionist.

 

Sam havde nøglen til kontoret i lommen, og efter sin afsættelse skyndte hun sig op og låste døren. Hun satte usb-stikket i computeren, og begyndte at skrive. Blodsudgydelser, mord, voldtægter, børnepornografi – hun skrev og hun skrev og hun skrev.

Ind i mellem kiggede hun ud af vinduet, eller på klokken i desperation efter ikke at blive færdig til tiden. Hun skulle nå at sende dette i fortrolighed til ’The New York Times’ før det var for sent. Hun vidste ikke om dette var hendes endeligt. Sam var rimelig overbevist om, at hun snart skulle sige farvel til alt og alle hun elskede. Hun endte ud med nogle forskellige banebrydende og altafslørende artikler. Hun ville sende en af dem til ’The New York Times’ som en begyndelse.

”Journalist selvmord var mord”. Sam sendte den til avisen med det samme over en fortrolig mail, som egentlig kun var tilgængelig for ”rigtige” journalister. Hun var færdig, hvis hun ikke fik solgt artiklen. Hun ville højst sandsynligt blive fyret fra sin nuværende arbejdsplads.

Sam låste døren op til kontoret, og trådte lydløst ud. Hun havde tændt lommelygten på sin telefon, og lyste nu på gud og hvermand. Der var helt mørkt på gaden, og Sam var så bange at hun troede at hun skulle tisse i bukserne. En eller anden råbte noget. Sam vendte sig om, og så en helt gruppe mænd komme gående mod hende.

De kom tættere på hende, alt i mens hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Hun stod bare helt stille på fortovet, som en handlingsløs skræmt mus. Mændene gik lige forbi hende, og grinede krampagtigt af hendes chokerede ansigtsudtryk. Sam åndede lettet ud. Hun måtte stoppe med at være så skide paranoid.

Hun vidste ikke hvor hun skulle tage hen. Hun turde næsten ikke tage hjem, fordi sæt de ventede på hende i hendes lejlighed. Men hun tog under ingen omstændigheder hjem til sine forældre, og hun havde ikke råd til at overnatte på et hotel.

 

Hendes lejlighed var tom og kold. Hun var ikke den mest dekorative type, men der føltes meget tomt og fremmedet. Sam satte sig på sin himmelseng, efter at have låst døren på tre forskellige låse. Der lå noget på hendes natbord.

Bare vent so, vi ved hvad du har sendt. Det skulle du ikke have gjort, det kommer du til at fortryde at du har gjort. Vi vil ødelægge alt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...