ALLE DE TING VI IKKE SER

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2016
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Sam er født og opvokset i den lille flække Crystal River, og hun er journalist for deres lokalavis. Det virker bare som om, at hun ikke rigtigt kan få den respekt og det gennembrud som hun brændende ønsker.
En kold november nat begår en ung kvinde selvmord, og Sam beslutter sig for at undersøge den mystiske hændelse for spændende skrivestof. Jo dybere hun kommer ind i sagen, jo mere mistanke får hun. Hendes undersøgelser vækker en ubehagelig sag om magtmisbrug og masseblodudgydelser indenfor noget af det byen tilbeder mest - Kirken.
Men det er farligt at stille spørgsmål, og jo dybere inde i sagen hun kommer, jo mere grotesk bliver den. Og jo farligere.
- Vinder af Netflix konkurrencen - 1. plads

5Likes
10Kommentarer
1656Visninger
AA

2. BEGYNDELSEN

Tre timer før midnat var hun taget ud til badebroen. Hun havde siddet der og kigget ud over det mørke og dystre hav, havde tændt en cigaret, og febrilsk forsøgt at glemme, det uundgåelige. Mens melankolien skyllede ind over hende, og indhyllede hende en tyk røg af selvmedlidenhed og nikotin, huskede hun på hvor meget hun havde fået ud af sin endnu korte liv. Hun havde været over alt, kendt og respekteret af alle inden for den journalist verden hun nu engang elskede. Hun havde aldrig forestillet sig, at netop denne verden nok skulle blive hendes endeligt.

Hun vidste ting, som hun aldrig kunne få sig selv til at fortælle noget om. Det skar hende i hjertet bare at tænke på det.

På dem.

Uskyldige, hjælpeløse børn og kvinder som var blevet slagtet ned i kirkens magt. Måske fordi de stod i vejen, eller måske bare for sjov. Hun ville aldrig kunne skrive en artikel om det, fordi den artikel ville blive jævnet med jorden, før den blev publiceret. Hun ville blive stemplet som psykisk syg, og miste alt sin troværdighed. Den karriere som hun havde kæmpet for i store dele af sit liv, ville hun se smuldre lige foran hende. Hvis hun nogensinde fortalte nogen om det, ville de blive nødt til at skaffe hende af vejen.

Det vidste hun jo godt. Hvad andet var der at gøre, folk som hende blev mærket som trusler mod den skrøbelige magt, som de havde fået. Ytringsfrihed hendes bare.

I nattens mørke var det umuligt for hende at se en løsning på det dilemma hun stod i. På den ene side følte hun en stærk trang til at bringe sandheden om kirken og dens gerninger for dagen. I alle hendes år som reporter havde det af afdække løgne og usandheder været hendes brændstof – ja mere end det, det var hele hendes ”raison d’etre”. Det var hvem hun var: ’sandhedssøgeren’. På den anden side var der truslen om at gøre hende tavs, og ikke nok med det. Selvom hun så bort fra at hun risikerede sit liv, såfremt hun offentliggjorde sandheden, så havde kirken gjort det klart at de havde personer i magtfulde positioner, som kunne forhindre en offentliggørelse og som ikke ville tøve med at stemple hende som en galning, fabrikere historier om pillemisbrug, ophold på den psykiatriske afdeling og lignende.

Det var blevet koldt. Trækoner ruskedes i den hvinende vind. Bag hende syntes hun hele tiden at høre nogen bevæge sig, men hun kunne intet se i mørket.

Hun rejste sig opgivende op, og kiggede ud over molen. Hun fornemmede at nogen trak vejret. Eller var det bare fantasien som spillede hende et pus. Hun havde været paranoid hele dagen.

Hun rejste sig op med rystende ben – af frygt eller kulde vidste hun ikke – og bevægede sig så langt væk fra molen hun kunne komme.

Hun hørte skridt, og mærkede hvordan hun i et par sekunder holdte op med at trække vejret. Nogen trak vejret tæt på hende. En cigaret blev skoddet.

En person trængte ind på hende, men hun havde ikke kræfterne til at løbe. Hun havde været så bange og paranoid. Hun havde flygtet for meget.

En stærk og kraftig hånd blev slynget hen over hendes mund, mens angriberen trak hende hen mod molens kant. Hun kendte de samme fakta som han. Hun vidste at hun maksimum ville klare sig i et par minutter i det iskolde vand. Hun havde aldrig været en specielt god svømmer. Angriberen holdte hende for næsen, så det at trække vejret næsten blev en umulighed. Hun baskede med sine arme, og prøvede sparkende at få personen til at give slip.

Det sortnede for hendes øjne.

Pludselig gav han slip. Hun fløj igennem luften, og ramte vandet med et brag. Det frysende kolde vand omsluttede hende. Hun gispede fejlagtigt efter vejret, men fik i stedet en masse vand ind i munden. Det var så koldt.

Det blev sort. Hun synkede mod bunden selvom hun, uden mange kræfter, kæmpede for at komme op. Det her var enden. Hun ville dø med hemmeligheden. Med den forfærdelige, forfærdelige hemmelighed.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...