222 Dages Mørke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2016
  • Opdateret: 2 jan. 2016
  • Status: Igang
Året er 1998, og en pige ved navn Lea bliver født. Lea vokser op til at blive en pige med mange hæmninger i sin hverdag - Hun er langsomtopfattende i sin folkeskoletid, og har mareridt hver eneste nat, der hæmmer hendes koncentrationsevne og hun vælger derfor at droppe ud ad skolen i 8. klasse. Den 30. Oktober 2015 lægger Lea sig til at sove for første gang i sin nye lejlighed, velvidende at hun kommer til at have det samme mareridt som altid; Men denne gang vågner hun ikke op næste morgen med koldsved. Hun bliver suget ind i sit mareridt's univers.

2Likes
1Kommentarer
282Visninger

1. Prolog

Det var altid det samme. Det samme slags mareridt. Det var også altid lige forfærdeligt, selvom jeg havde døjet med det i flere måneder, ja, flere år nu. Jeg var panikslagen for at sove - Lige meget hvor mange sovepiller jeg skyllede ned, var det som om, at de stoppede med at virke når jeg var faldet i søvn.

Rædslen skyllede ned over mig idet jeg lagde mig i min seng. Det var en så ukomfortabel seng som muligt, så jeg ikke havde lyst til at blive liggende efter jeg var vågnet op. Jeg trak dynen helt over næsen, og bad stille for, at jeg ville kunne få en ordentlig nats søvn, bare for én enkelt nat.

Jeg rakte ud efter glasset og den ene pille, som jeg altid tog lige før jeg skulle sove, udover de 2 andre jeg tog cirka 5 minutter før jeg lagde mig til at sove. Hurtigt fik jeg pillen skyllet ned, og jeg kunne mærke, at mine øjne stille gled i. Jeg gav efter for pillerne, og hurtigt faldt jeg i en døsig søvn.

Og mareridtene startede.

Det var ikke rigtige mareridt her for tiden - Mere hallucinationer, stemmer, der desperat skreg om at få lov til at blive. Jeg ved ikke, hvad de mente med at blive. Jeg havde slet ikke givet dem lov til at komme til at starte med. Livløse kroppe slæbte sig selv imod mig, der stod forfrossen og hjælpeløs - Kroppene var kun synlige i små glimt, og for hver gang lyset flakkede, var kroppene kommet tættere på mig. Jeg fandt viljen til at skrige; Og så skreg jeg. Stemmerne skreg med mig, som om de troede, at jeg havde inviteret dem. Men jeg skreg af rædsel; De skreg af længsel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...