MILITARY LOVE - Harry E. Styles

Den 20-årige Abigail Pillsburry er lige blevet færdig uddannet sygeplejerske. Hun har altid haft lysten til at hjælpe andre, så det var den perfekte uddannelse for hende. Hun vælger at melde sig til at være militær sygeplejerske, og bo i Syrien i 8 måneder, for at hjælpe de mange soldater der kommer til skade. Dernede er hun hurtigt et stort omtalelses emne imellem de mange soldater, ikke bare fordi hun er ung, men også fordi hun er køn. Hun støder hurtigt ind i ungdoms soldaten Harry Edward Styles. Den mystiske dreng, som ingen rigtigt kan komme ind til. Abigail og Harry er dog nød til at holde sammen, da der sker noget forfærdeligt..

6Likes
7Kommentarer
316Visninger

2. | TWO |

Abigail's synsvinkel

 

Her lå jeg så. Klokken var 4:14 om morgenen, og jeg havde knap nok sovet. Mit hoved har tænkt hele natten, om alle de nye omgivelser og ham 'Styles' fyren. Og der foregik noget bombning ikke særlig langt væk, så det hjalp ikke ligefrem på situationen.

Jeg sukkede højlydt da jeg gav op. Jeg kunne ikke falde i søvn, det var ligefrem umuligt. Jeg fik mig hurtigt op af sengen, og fandt en ærmeløs baby lyserød kjole. Den sad stramt, men den var lavet elastisk, så den var rar at have på. Jeg tog hurtigt min kittel uden på, og stak i nogen små ballerina'er.

Hvis jeg havde lov til at gå nøgen, havde jeg gjort. det. For det er så lummert døgnet rundt. Og det er en ubehagelig lummerhed.

Jeg gik stille mod patient stuen, og listede derind. De fleste patienter sov, så ville ikke vække dem. Jeg fandt hurtigt en sygeplejerske der hed Sascha, hun var i slut trediverne, og hun havde nattevagt i dag.

"Hey", hviskede jeg, og hun smilede, "hvad laver du dog oppe?" Hun kiggede lidt mistroisk på mig. "Kunne ikke rigtig sove, skal lige vende mig til omgivelserne", sager jeg. Hun nikkede lidt, "sådan havde jeg det også i starten.

"Ved du hvad bare gå i seng, jeg klarer den", sagde jeg og Sascha kiggede overraskende på mig, "er du sikker?"

"100 procent, du trænger vidst til noget søvn", jeg smilede til hende. "Mange tak, jeg skylder dig en så. Godnat", sagde hun og gik så ud af døren til patient stuen.

Nu står jeg så her, alene med 234 patienter. Jeg får et par travle timer. De fleste patienter vågner i løbet af natten, og har ondt. Det sagde Lisa i hvert fald.

Jeg gik stille ned af gangen, for at se om nogen var vågne. "Pssttt", jeg fik et chok, og tog mig til hjertet da jeg fik øjen kontakt med Niall. Han smilede lidt, "hvad vil du?" Hviskede jeg, og gik over ved siden af hans hospitalsseng. "Snakke", sagde han bare. Jeg kiggede mærkeligt på ham, men nikkede så.

"Hvad vil du så snakke om?" Spurgte jeg, og satte mig på en stol ved siden af ham. "hvad hedder du?", han kiggede interesseret på mig. Jeg smilede lidt, "Abigail".

"Pænt navn, til en pæn pige", han blinkede lidt til mig, og det fik mig til at grine stille, prøvede han at ligge an på mig, haha. "Jeg tror bare jeg går nu, og du burde sove", sagde jeg og klappede ham blidt på hovedet, før jeg gik.

Jeg kiggede lige resten af gangen igennem, og det lignede ikke nogen andre var vågne. Jeg skulle lige til at gå tilbage til starten af gangen, da der blev banket blidt på døren udefra. Mit hjerte begyndte med det samme at banke, det kunne være en fjende.

Jeg tog en dyb indånding, og åbnede døren blidt. Mine øjne mødte hurtigt, de samme grønne øjne som i går. Det var ham Styles fyren. "Hvad kan jeg hjælpe dem med sir?", spurgte jeg stille, og prøvede at gøre min stemme så normal så muligt. Han gør mig på en mærkelig måde nevøs. "Jeg skal se Niall", sagde han koldt.

”Klokken er 4:30 om natten, er det så vigtigt?” spurgte jeg, og bed mig nervøst i læben da han rullede øjne af mig. ”Ja, det er det faktisk” sagde han, og  kiggede mig direkte i øjnene. Smiler han aldrig? Har kun set ham 2 gange, men har ikke set ham smile en eneste gang.

”Vil se om han er vågen, vent her”, sagde jeg, og gik ind i sygehuset igen. Jeg fandt hurtigt Niall, som lå med lukkede øjne. ”Niall?”, hviskede jeg. Han åbnede med det samme øjnene, og kiggede med et løftet øjenbryn på mig. ”Du har besøg, han siger det er vigtigt”, sagde jeg og han satte sig op i sengen. Send ham ind”, sagde han og smilede. Vidste ham mon allerede det var Styles? Jeg nikkede lidt, og gik så igen.

Jeg gik hurtigt hen til døren igen, og så at Styles ikke havde rykket sig overhovedet. ”Kom med mig. Men du skal være stille, alle sover”, sagde jeg, og han nikkede lidt. Jeg gik hurtigt ind igen, og jeg kunne høre han gik efter mig. Vi kom hurtigt til Niall, som sendte et lille smil til Styles, men han smilede ikke igen. Måske har jeg ret, han smiler måske ikke?

Jeg stod lidt ved siden af dem. Men de stod bare begge og kiggede på mig, og det fik mig til at indse jeg ikke var velkommen. ”Oh”, sagde jeg akavet, og gik væk fra dem. Hvorfor var deres samtale så hemmelig?

”Undskyld, sygeplejeske”, jeg kiggede hurtigt til siden og så en patient lå og prøvede at få kontakt til mig. Jeg gik hurtigt over til ham, jeg kiggede hurtigt på hans journal, som hænger på alle patienternes hospitalssenge. På den måde kan vi se deres navn, og hvad der er sket med dem.

”Så hvad kan jeg hjælpe dem med, Liam?”, spurgte jeg, da jeg havde fundet hans navn. ”Mit sår gør simpelthen så ondt, han jeg måske få noget smertestillende”, sagde han, og tog sig lidt til siden af maven. Jeg kiggede igen på hans journal, han var blevet skudt i siden af maven. Heldigvis var den ramt et godt sted, så den ikke havde ramt nogen alvorligt. ”Selvfølgelig, jeg kommer tilbage om lidt”, sagde jeg, og smilede til ham. Han smilede tilbage, jeg gik hurtigt ind til personalet, og fandt det jeg skulle bruge, tog også en kold klud med. Det er så lummert i dag, jeg tror han kunne bruge det. Tog også en pille som ville hjælpe på smerterne, samt et glas vand.

”Så”, sagde jeg, da jeg stod foran Liam igen. Han smilede lidt, og tog i mod pillen og glasset med vand, jeg rakte ud til ham. Han slugte den hurtigt, og drak alt vandet fra glasset. ”Mange tak”, sagde han og sukkede lettet. ”Har også taget en kold klud med, som du kan ligge på din pande. Det er meget lummert i nat”, sagde jeg. Liam kiggede med store øjne på mig, ”er du en gud?”. Jeg grinede. ”Dog ikke, men tæt på”, sagde jeg og grinede. Liam grinede også lidt.

”Undskyld lover birds, men har faktisk brug for sygeplejeske hjælp herover”, jeg grinede lidt da Louis i hospitalssengen snakkede til os. Louis var nok den sjoveste her på afdelingen. Snakkede med ham i går aftes, og han jokede helt vildt.

”Hvad har du brug for Tomlinson?”, at bruge hans efternavn var det sjoveste. Han blev altid så irriteret. ”Mrs. Pillsburry”, sagde han formelt, ”jeg skal sådan virkelig fucking meget pisse, og har brug for hjælp til at komme derud”, han lagde barnligt armene over kors. Jeg sukkede lidt, ”besværlige barn”, sagde jeg og grinede. Han rullede bare øjne af mig.

Jeg hjalp ham stille op af sengen. Han var blevet skudt i benet, ligesom Niall. Så det var en smule svært for ham at gå. Jeg gik med ham halvt hængende over skulderen. ”Ham Edward kigger på din røv”, sagde Louis. ”Hvem fanden er Edward?”, jeg kiggede chokeret på ham. ”Ham den brunhårede der sidder og snakker med den lyshårede”, Louis lavede et lille nik på hovedet. Han nikkede over mod Niall og Styles, hed Styles Edward?

”Snakker du om Styles?”, spurgte jeg forvirret. ”Ja, hvordan ved du hvad han hedder til efternavn?”, spurgte han og smilede sleskt til mig. ”Ew nej, vi har ikke lavet noget, Niall har bare snakket om ham”, sagde jeg, og Louis nikkede. ”Nå, men han kigger altså på din røv”, sagde Louis og grinede lidt. Jeg kiggede stille tilbage, og så at det gjorde han faktisk.

”Hedder han virkelig Edward?”, spurgte jeg og grinede lidt. Han lignede ikke ligefrem en Edward. ”Sjovt du spørg, han hedder faktisk noget andet, men ingen ved hvad det er. Han er meget lukket omkring ham selv, tror måske hans mellemnavn er Edward”, sagde Louis, og jeg nikkede lidt.

Vi fik hurtigt Louis ud på toilettet, og han fik gjort hans job, eller hvad man siger. På vej tilbage, kiggede jeg lidt på Edward, som allerede kiggede på mig. ”Han hedder Harry”, sagde jeg stille til Louis. Louis grinede lidt, ”hvordan ved du du?”

”Det lyder nok sindssygt, men jeg tror jeg har en sjette sands. Jeg drømmer tit hvad der sker senere i livet og sådan. Og kan ikke forklare det, men jeg ved han hedder Harry”, sagde jeg og kiggede Louis i øjnene, som var flad af grin. ”Spåkone”, jokede han.

”Ja ja, joke du bare. Men jeg ved jeg har ret”, sagde jeg og smilede lidt. Vi fik lagt Louis ned igen, og jeg gik hen mod Niall og som jeg kalder ham Harry. De stoppede som normalt med at snakke.

”Har i det godt, har i brug for noget?”, spurgte jeg og smilede. ”Nej tak, jeg klarer mig”, sagde Niall, og smilede igen. ”Hvad så med dig, Harry?” jeg lagde ekstra tryk på Harry, og han kiggede med store øjne på mig. Han kiggede bare i chok på mig, men han sagde intet. Derefter rejste han sig op, og gik med faste skridt ud af døren.

Jeg kiggede overrasket efter ham, og kiggede tænkende ud i luften. Måske burde jeg tro lidt mere på mine evner, hvor kikset det nu end lyder. ”Hvad fanden skete der lige der?”, kom der pludseligt fra Niall. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...